''■■.:.*v^ Xk '01/% /^/<3 DET KONGELIGE NORSKE VIDENSKAPERS SELSKAPS SKRIFTER 1910 AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM 1911 DET KONGELIGE NORSKE VIDENSKAPERS SELSKAPS SKRIFTER 1910 LIBRARY NEW YORK BOTANICAL QAKDbN. AKTIETRYKKERIET 1 TRONDHJEM 1911 Indhold. N. Wille: Mikael Heyffehmd Foslie Sidri. 18 -los 1. I. Hagen: Forklaringei' til en norsk løvmosflora 2. Th. Petersen: Hestnæshnlen, beretning om undersøkelsen av en forhistorisk boplads paa Bitteren, med 5 Plancher . . 8. I. Hagen: Remarques sur la nomenclature des mousses .... 4. I, Q vigstad: Kildeskrifter til den lappiske mytholog: II: Om Lap- pernes vildfarelser og overtro av Isaac Olsen . . . o. O. Nordgaard: Bemerkninger om strømmens virkning paa fiskenes bevægelse 6. K. Rygh: Arkæologiske undersøgelser 1910 7. B. Kaalaas: Untnrsachungen iiber die Bryophyten in Romsdals amt 5. Dr. Hjalmar Broch: Notiser om norske pattedyrl. Abnormitet hos elg. 9. P. A. øyen: Kvartærstudier i Trondhjemsfeltet II 10. K. Rygh: Oversigt over Videnskabsselskabets oldsagsamlings til- vækst i 1910 af sager ældre end reformationen . . . 11. A, Nummedal: Dalehelleren og Valsetshulen, 2 stenalders-bopladse ved Kristiansnud 12. Ove Dahl: Biskop (Tunnerus' virksomhed, fornemmehg som bota- niker, tilligemed en oversigt over botanikens tilstand i Danmark og Norge indtil hans død. III Johan Ernst Gunnerus. tillæg II. I'ddrag af Gunnerus's brevveks- hng, særlig til belysning af hans videnskabelige sysler. 1 — H2 Hefte 11. (Afsnit K. Af Gunerus's konceptbog 1768—72. Registre) 1 — 47 13. Aarsberetnins: for 11)10. 50 IH 101 l(i :»i 8 191 77 2(i &uf^/^ MIKAEL HEGGELUND FOSLIE AF N. WILLE Aktietrykkeriet i Trondhjcm 1911 LIBRAn\ NEW Ycatc BOTANIC^^ QARDBM. Man har af og til i vort Land Exemp'.er paa, at der i en Slægt pludselig kan vaagne en saa brændende Trang til videnska- belig Forskning, at den ikke kan standses, men bryder sig en bemærkelsesværdig Bane fremad trods alle de Vanskeligheder, som stiller sig iveien. Det er maaske selve Folkekarakteren, udviklet ved de vexlende og storartede Naturforholde, som frembringer denne dybe Trang til at gruble og forske. V^ort Land kan paa forskj el- lige Omraader opvise saadanne Mænd, som har arbeidet sig frem til et anseet Navn. En af disse var Mikael Heggelund Foslie, Konservator ved det „Kongl. norske Videnskabers Selskab" i Trond- hjem. I ham har den norske botaniske Videnskab tabt en over- ordentlig interesseret og flittig Arbeider, som beskedent og stil- færdigt, men med en ubetvingelig Energi gjennemførte, hvad han havde foresat sig. Mikael Heggelund Foslie er født 21 Oktober 1855 i Borge i Lofoten, hvor hans Fader Jens Foslie, gift med Anna Rebækka f. Heggelund, var Kirkesanger og Folkeskolelærer. Slægten stammer dog fra Beitstaden, hvor Bestefaderen var Gaard- bruger. Jens Foslie drog imidlertid i sin tidlige Ungdom nord- over for at søge sig et nyt Virkefelt og arbeidede sig paa egen Haand op til sine ovennævnte Stillinger; at han var meget anseet vil fremgaa deraf, at han i længere Tid var Bygdens Ordfører. Mikael Foslie gjennemgik i sin Barndom, til henimod Kon- firmationsalderen, en Privatskole hos Sognepræst Heyerdahl i Borge, senere læste han paa egen Haand navnlig Sprog og Mathe- matik, men tog derpaa en kort Tid Privatundervisning i Tromsø, hvor han saa aflagde Middelskoleexamen. 4 N. WILLE. Han fortsatte fremdeles sit Selvstudium ogsaa efter, at han som konfirmeret havde faaet Ansættelse som Handelsbetjent hos Kjøbmand Irgens i Borge. Han blev her i 2 Aar, men det til- fredsstillede ham ikke og saa gav han sig til at uddanne sig som Telegrafist. 1874 blev han ansat som Telegrafist under Fiskerierne i Lofoten og 1876 blev han ansat som fast Telegrafist i Lødingen. Allerede som Gut havde han havt naturhistoriske Interesser og havde paa egen Haand foretaget Indsamlinger saavel af Dj'r som af Planter, men det var først som Telegrafist i Lødingen, at han kom ind paa det, som senere skulde blive hans Livsværk, nemlig Studiet af Algerne i Havet. Hans Interesse for disse Planter vaktes først derved, at han hos sin senere Hustru, som dengang var Gu- vernante i Borge, fik se endel paa Papir smukt oplagte Saltvands- alger. Han fik derved en levende Interesse for disse Planter og begyndte at samle Saltvandsalger udenfor Lødingen. Dette var forbundet med store Vanskeligheder, da han hverken havde litterære eller mekaniske Hjælpemidler. Han har selv fortalt om, hvorledes han søgte at fabrikere sig en Skrabe af en gammel Reisevæske. Men for den, som har tilstrækkelig Energi, er intet umuligt og Foslie havde denslags Energi. Han var desuden meget hændig og overordentlig praktisk i enhver Henseende, noget som han vist- nok havde opøvet under sin Ungdom i Lofoten og som gjorde sig gjældende i alt, hvad han senere foretog sig. Han forsøgte sig frem, til han fandt det Rette med Hensyn til Indsamling og Præ- paration, hvorved han til at begynde med led forskjellige Skuffelser. Det er et eiendommeligt Forhold, at Saltvandsalgerne langt bedre beholder sine Farver, delvis endog antager smukkere Farvenuancer, naar de lægges op i ferskt Vand, men de i ferskt Vand oplagte Saltvandsalger blir i Regelen ubrugelige for en senere videnskabelig Undersøgelse, og Foslie maatte derfor som mere erfaren kassere tusindvis af Exemplarer, som han havde præpareret, før han kjendte dette Forhold. I Høsten 1879 opholdt han sig nogen Tid i Kristiania og op- søgte der Professor Schiibeler, som i sin Ungdom ivrigt havde samlet Alger og altid bevarede sin Interesse derfor. Schiibeler fattede en varm Interesse for den stilfærdige og ivrige unge Mand MIKAEL HEGGELUND FOSLIE. Og Støttede ham senere ved enhver Leilighed. Foslie fik nu Tilladelse til at gjennemgaa Universitetets Samlinger af Saltvands- alger og han fik udlaant algologiske Arbeider fra Universitetsbiblio- theket, saaledes at han fra nu af kunde paabegynde et virkelig videnskabeligt Studium af Saltvandsalgerne. Ved Schiibelers Hjælp fik han 1880 for første Gang et Reisestipendium fra Uni- versitetet for at anstille algologiske Studier i Finmarken. Omtrent samtidigt blev han af Toldkasserer Karl Pettersen i Tromsø anmodet om at søge Ansættelse der, saaledes at han kunde knyttes nærmere til det nogle Aar tidligere oprettede Museum. Dette førte dog ikke til noget, men derimod lykkedes det Schiibeler ved Henvendelse til Telegrafdirektøren at faa ham ansat som Telegrafist i Kristiania, hvor han opholdt sig fra 1880 til 1885. I denne Tid benyttede han sine Fristunder til at studere i det botaniske Museums store indenlandske Samlinger af Saltvandsalger, som han bragte i en foreløbig Orden. Men desuden lagde han sig efter Botanik i sin Almindelighed, idet han deltog i Professor A. Blytt's Exkursioner og skaffede sig en ganske betydelig Samling af Phanerogamer. I 1881, kort efter at han havde forladt Lødingen, udkom hans første videnskabelige Arbeide „Om nogle nye arktiske Havalger", som blev trykt i „Videnskabsselskabets Forhandlinger" i Kristiania. Dette Arbeide, som uagtet sine Begyndersvagheder maatte siges at være beundringsværdigt, naar man betænker, at det var udar- beidet af en Mand, som arbeidede helt paa egen Haand og med meget primitive Hjælpemidler, vakte Opmærksomhed blandt de nordiske Algologer og han kom i en meget frugtbar Forbindelse med Professorerne J. G. Agardh i Lund, V. Witt rock i Stock- holm og F. R Kjell man i Upsala. Sommeren 1881 besøgte Professor Wittrock Kristiania og vi foretog da et Par Dage sammen med Foslie en Udflugt til Horten for at samle Saltvandsalger. En Dag havde vi samlet en Del Former af EnteromorpJui-Avt.er, som Prof. Witt rock gjerne vilde have lagt op paa Papir til sit bekjendte Exsiccatværk, men der skulde lægges op 70 Exemplarer af hver Form og EnteromorjjJia- Arterne er noksaa tidsspildende at lægge op, naar de skal blive 6 N. WILLE. smukke. Vi var alle meget trætte efter en anstrengende Dag, og baade Wittrock og jeg opgav efter en Tids Forløb Arbeidet, da vi var altfor trætte. Da vi vaagnede næste Morgen, var imidlertid alle Exemplarer lagt op. Foslie havde siddet med Arbeidet til ud paa Morgentimerne og standsede ikke, før hvert eneste Exemplar var færdigt. Han havde heller ikke været mindre omhyggelig for at blive tidligere færdig, men hvert eneste Exemplar var mønster- gyldigt, saaledes som han altid udførte sine Præparationer af Alger. Jeg nævner denne lille Erindring, fordi det netop er saa karakteri- stisk for Fos li es Energi og for den Taknemmelighed, som han følte for Wittrock, der havde vist ham Venlighed. Omtrent hver Sommer reiste han nu med Reisestipendium fra Universitetet langs Norges Kyst og i 1883 og 1884 offentliggjorde han i Kristiania „Videnskabsselskabs Forhandlinger" sine for alle Tider grundlæggende Arbeider over de norske Laminaria- Avtev. 188-1- ansøgte Museet i Tromsø om et Statsbidrag til en 2den Konservatorpost, hvortil Foslie blev udpeget i Museets Ansøgning. Det ansøgte Bidrag blev bevilget af Storthinget 1885 og fra Juli s. A. ansattes han som Konservator ved Tromsø Museum, hvor- efter han traadte ud af Statstelegrafens Tjeneste. Han tiltraadte dog først sin Konservatorpost i Tromsø Vaaren 1886, da han om Vinteren 1885 — 86 med Reisestipendium fra Universitetet studerede i England og Frankrige. I Tromsø var han ansat i 6^/2 Aar og bestyrede foruden den botaniske Samling ogsaa Museets Pattedyr- og Fuglesamling, som under hans Ledelse blev betydeligt udvidet, desuden var han tillige Museets Bibliothekar. Hans videnskabelige Arbeide under disse Aar omfatter væsentlig en grundig algologisk Undersøgelse af Finmarken. Han udgav 1890 i „Tromsø Museums Aarshefter" et større Arbeide om Østfinmarkens Alger, som er af stor videnskabelig Interesse. Ved dette Arbeide er Østfinmarken bleven et af de i algologisk Henseende bedst kjendte Distrikter i vort Land. Men man aner ikke, hvilke Besværligheder han har havt at kjæmpe med ved sine Undersøgelser, naar man læser hans rolige, nøkterne Fremstilling. Han var ude paa Sjøen i alt Slags Veir og maatte ofte til Præpa- rerings- og Undersøgelseslokaler benytte Sjøboder, hvor Vandet MIKAEL HEGGELUND FOSLIE. kunde fryse om Fingrene, medens han lagde op sine Alger. Det er vist ikke Tvivl om, at alt det, han sled paa disse Reiser, har svækket hans Helbred, som senere ofte var vaklende. Uagtet født Nordlænding led han dog meget under Mørketiden og længtede efter at faa en Ansættelse længere mod Syd. Dette lykkedes ogsaa. Høsten 1891 blev han nemlig af Direktionen for „Det kongl. norske Videnskabers Selskab" i Trondhjem tilbudt en Konservatorpost ved dettes Museum. Man havde ved Oprettelsen af denne Post nærmest havt for Øie at ansætte Foslie og han tiltraadte sin nye Stilling i Jan. 1892. I Trondhjem bestyrede han foruden den botaniske Samling ogsaa hele Tiden til sin Død Pattedyrsamlingen og fra 1895 indtil 1901 tillige Fuglesamlingen, desuden var han fra 1896 tillige Viden- skabsselskabets Kasserer. Udenfor det rent botaniske har Foslie ogsaa forøvrigt udført meget Arbeide for Videnskabernes Selskab i Trondhjem. Han ar- beidede meget ivrigt for Forøgelsen af Fuglesamlingen, men især for Pattedyrsamlingen, som i hans Tid forøgedes til det flerdobbelte og helt omordnedes. Desuden arbeidede han m.eget for Museums- bygningens Udvidelse, og under de to store Nybygninger i hans Tid var han meget virksom ved Arrangementet, Kontrollen af Teg- ningerne og Bygningernes Opførelse. Da han var yderst samvit- tighedsfuld og desuden i høi Grad praktisk anlagt, egnede han sig udmærket til disse Hverv. Han deltog ogsaa aktivt i Arbeidet for Trondhjems „Biologiske Station" i Hægdalen. Ordningen af denne var forbundet med mange Vanskeligheder, særlig af økonomisk Art, men de blev dog tilsidst overvundne. Efter Anmodning af Komiteen for den biolo- giske Station i Trondhjem foretog han 1892 en Reise gjennem Holland, England og Skotland for at sætte sig ind i Anordningen af biologiske Stationer og Akvarier for at tilgodegjøre disse Erfa- ringer i Trondhjem. Hans videnskabelige Arbeide blev dog først og fremst viet Saltvandsalgerne og for at studere disse foretog han en stor Mængde Undersøgelser, saavel i og omkring Trondhjemsfjorden som langs det sydlige Norges Kyster. Desuden opholdt han sig 1886 over 8 N. WILLE, 2 Maaneder paa Isle of Wight i den britiske Kanal, hvor han gjorde meget rige Samlinger. I Aaret 1899 besøgte han Roundstone i Irland, væsentlig for at søge efter nogle interessante Arter af Kalk- alger paa det oprindelige Findested. Efter sin Ankomst til Trondhjem begyndte Foslie mere og mere at koncentrere sine Studier om de saakaldte Kalkalger (Fam. Corallinaceæ). Det er et ineget stort Antal Afhandlinger, som han i de sidste 20 Aar har udgivet om denne meget interessante, men ogsaa meget vanskelige Algegruppe. Antallet af de kjendte Arter er meget mere end fordoblet ved hans Undersøgelser og denne Gruppes fremtidige Systematik vil aldeles overveiende være knyttet til hans Navn. Han var ogsaa anseet for at være Nutidens første Specialist paa dette Omraade og fra alle Lande sendtes Materiale af Kalk- alger til hans Bearbeidelse. Han har saaledes blandt andet bear- beidet Materialet fra Drygalski's Sydpolexpedition 1901 — 1903, Siboga-Expeditionen 1899—1900, Otto Nordens kiolds Sydpol- expedition 1901 — 1903, den engelske „National Antarctic Expedi- tion" 1901—1904 og „Percy Sladen Trust Expedition" i det indiske Ocean foruden mange andre Samlinger, som blev sendt ham fra de forskjellige Landes Botanikere. Paa Grund heraf blev hans Materiale af Kalkalger det rigeste og mest værdifulde, som overhovedet fandtes. Med hans enestaaende Kundskaber paa dette Omraade og med Tilgang til saa fortrinlige Samlinger laa det nær at udgive et Hovedværk om Kalkalgerne. Jeg opfordrede ham indstændig til at paabegynde et saadant Ar- beide, men han havde selv mange Betænkeligheder, da han ikke syntes, at han var tilstrækkeligt skolet i de fineste mikroskopiske Celleundersøgelser. Men tilslut overvandt mine indstændige Opfor- dringer hans overdrevne Beskedenhed og han begyndte paa sit store Arbeide. Han fik udlaant Materiale fra omtrent alle Museer i Europa og Amerika og han begyndte paa sin grundige, omhyg- gelige Maade at bearbeide det. Han vilde levere fotografiske Billeder af hver eneste Art og Form i naturlig Størrelse og desuden mikro- skopiske Billeder af deres indre Struktur. Altsammen skulde grundig MIKAEL HEGGELUXD FOSLIE. beskrives og hele den kjendte Litteratur kritisk gjennemgaaes. Og- saa Kalkalger fra tidligere Jordperioder tog han Hensyn til. Han kom langt i Arbeidet ; en hel Del udmærkede Plancher er allerede trykt og jeg har seet nok af det til at kunne udtale, at Arbeidet vilde gjennem alle Tider være blev^et et klassisk Arbeide for denne Algegruppe, men han sagde selv, at han endnu behøvede 2 — 3 Aar for at faa det færdigt slig, som han vilde have det. Men saa kom Døden og overraskede ham 9 Novbr. 1909. midt i hans utrættelige Arbeide. Den stille, bramfrie Mand var ikke saa meget kjendt udenfor Fagmændenes Kreds, dertil var han for tilbageholdende og beskeden i sin Fremtræden. Men blandt Fagmænd var hans videnskabelige Produktion høit skattet. Han blev korresponderende Medlem af „Société nationale des sciences naturelles et mathématiques de Cher- bourg" 1889, Medlem af „Videnskabs-Selskabet i Kristiania" 1891, Medlem af „Det Kongl. Norske Videnskabers Selskab" i Trondhjem 1892 og „corresponding fellow of the Botanical Society of Edin- burgh" 1906. Vaaren 1909 blev han tildelt „Fridtjof Nansens Be- lønning" af Nansenfondets Bestyrelse, som ogsaa tidligere havde givet Bidrag til Udgivelse af hans store Arbeide om Kalkalgerne. Det er meget betegnende for Foslies overordentlige Beske- denhed, at han selv intet meddelte om de Hædersbevisninger, som blev ham til Del, men Diplomerne fra de lærde Selskaber blev nylig ved en Oprydning fundne i et Skab paa Museet. Han havde et medfødt systematisk Blik for Former og Slægt- skab hos Algerne og hans Jernflid lod ham overkomme et næsten utroligt Arbeide. Han var ogsaa overordentlig omhyggelig og nøi- agtig i alt sit Arbeide. Den Samling af Saltvandsalger, som han har istandbragt og som blev kjøbt af Museet i Trondhjem, er derfor ogsaa, bortseet fra den aldeles enestaaende Samling af Kalk- alger, af høi videnskabelig Værd. Karakteristisk for ham var idetheletaget den overordentlige Energi, som han var i Besiddelse af og den Vilje og Beslutsomhed, hvormed han gjennemførte alt, hvad han havde foresat sig. Derfor syntes han heller ikke om Vankelmodighed hos andre, og allermindst kunde han taale Folk, som var saa diplomatiske, at de altid pas- 10 N. WILLE. sede paa at have den Overbevisning, som lønte sig bedst. Han var en helt igjennem retliniet Karakter og for dem, som han havde Agtelse for og satte Pris paa, var han en trofast og varmhjertet Ven. I 1886 blev han gift med daværende Guvernante i Borge Anna f. Jensen (Datter af Kjøbmand Stener Jensen i Drammen og Hustru El en Marie f. Laache), der som tidligere nævnt var den, som tilfældig vakte hans Interesse for algologiske Studier. I det lykkelige Ægteskab havde de 4 Børn, hvoraf Sønnen, kand. min. Steiner Foslie, som nu er Assistent ved den geologiske Under- søgelse, har taget i Arv Faderens stærke videnskabelige Interesser, rigtignok paa et andet Omraade. I de senere Aar var Foslie s Helbred ikke god. Den an- strengende Mikroskopering havde angrebet hans Øine, det stillesid- dende og opslidende Arbeide havde svækket hans Hjærte. Han trak sig mere og mere tilbage fra Omgang med andre og talte ikke engang om sin Sygelighed til sin Familie, da han ikke vilde plage den med sine dystre Anelser. Han pleiede idetheletaget ikke at tale om sig selv, hverken til sin Familie eller andre, men da vi var sammen i Trondhjem Sommeren 1908 og særlig paa en algo- logisk Udflugt til Valdersund, nævnte han dog for mig, at han frygtede for ikke at skulle leve saa længe, at han kunde faa sit store Arbeide færdigt. Høsten 1909, da hans Tilstand blev for- værret, tænkte han paa at tage sig en Ferie og reise sydover, men det blev desværre for sent ; han kunde ikke rive sig løs, saalænge Dagene var saa lyse, at han kunde arbeide. Han arbeidede ogsaa som sædvanlig den sidste Dag, men Kl. 4 om Morgenen døde han stille og rolig, som han havde levet. Han har været et lysende Exempel paa, hvad gode Evner i Forbindelse med en varm videnskabelig Interesse, en utrættelig Flid og en ubøielig Energi kan udrette, selv om man maa arbeide sig frem under meget vanskelige Forholde. MIKAEL HEGGELUXD FOSLIE. H Fortegn else i)\'ei" M. Foslie's videnskabelige Skrifter. 1. Om nogle nye arctiske havalger. (^Christiania Vidensk.-Selsk. Forhandlinger. 1881. No. 4. Christiania 1881. S. 1 — 14. Med 2 Plancher 8vo). 2. Bidrag til Kundskab om de til Gruppen Digitatæ hørende Laminarier. (Christiania Vidensk.-Selsk. Forhandlinger. 1883, No. 2. Christiania 1883. S. 1—32 8vo). 3. Ueber die Laminarien Norwegens. (Christiania Vidensk.-Selsk. Forhandl. 1884. No. 14. Christiania 1884. S. 1 — 112. Mit 10 Tafl. 8vo). 4. Kritisk fortegnelse over Norges havsalger efter ældre botaniske Arbeider indtil Aar 1850 (Tromsø Museums Aarshefter B. IX. Tromsø 1886, S. 85-137 8vo). 5. Havsalgernes praktiske Anvendelse. (Tromsø Museums Aars- beretning for 1886. Tromsø 1887, 20 S. 8vo). 6. Nye Havsalger. (Tromsø Museums Aarshefter, B. X. Tromsø 1887, S. 175—195, 3 PI. 8vo). 7. Contribution to Knowledge of the Marine Algæ of Norway. I. East Finmarken. (Tromsø Museums Aarshefter, B. XIII. Tromsø 1890, 2 -|- 186 S., 3 PI. 8vo). 8. Toldkasserer Karl Pettersen. En biografisk skisse med por- træt. (Tromsø Museums Aarshefter, B. XIII. Tromsø 1890, S. I— XII 8vo). 9. Contribution to Knowledge of the Marine Algæ of Norway. II. Species from different tracts. (Tromsø Museums Aarshefter, B. XIV, Tromsø 1891, S. 36—58, 3 PI. 8vo). 10. Remarks on forms of Ectocarpus and Pylaiella. Tromsø Mu- seums Aarshefter, B. XIV. Tromsø 1891, S. 123-128 8vo). 11. Istmoplea rupincola, a new Alga. (Tromsø Museums Aars- hefter, B. XIV. Tromsø 1891, S. 129—131 8vo). 12. Algological notices. (Norske Vid. Selsk. Skrifter 1891, No. 5. Trondhjem 1893, S. 263—266 8vo). 12 N. WILLE. 13. List of the Marine Algæ of the Isle of Wiglit. (Norske Vid. Selsk. Skrifter 1891, No, 6. Trondhjem 1893, S. 267—282 8vo). 14 M. F., Alger og Muslinger. (Naturen, Aarg. 16. Bergen 1892, S. 17—21 8vo). 15. Ueber eine neue Laminar la (Laminaria Schinzu) aus West- afrika. (Mit 1 Tafel). (Ball. de l'Herb. Boissier, T. I. Geneve 1893, S. 91-94 8vo). 16. The Norwegian Forms of Ceramu, med alle kapsler åpne. Voksesteder : A. Åker, Grefsenåsen: Ouigstad. Bu. Norder hov, Vågård, Stubdal, Eggemoen; Ådalen: Bryhn B7\ Gransherred, Meheja: Liebmann; Hitter dal; Tinn, Gausta: Kiær; Dale: iM. N. Blytt; Vinje, Hegstølen: Kiær. Ne. Bygland, Moi; Bykle til 900 m.: Hoslemo, Bjønnes, Bjåen: Bryhn. St. Fossan, Indredalen indenfor Helle: Jørgensen. SB. Ullensvang, Odda: Wulfsberg; Hammer, neppe 50 m. o. h.: Kaalaas. NB. Bo rgund. Maristuen: S. Møller; Årdal, Vettismarken: "Wulfsberg; A ur land, Nærødalen : Bryhn. • R. 2) an de, Indre Saude på kalk: A. Blytt. K. Søndre Aurdal, Jukamsklejven: Krause if. Warnstorf; østre Slid re, Lisæteren: Bryhn; Vang, Kvamsklejven: M. N. Blytt; Vestre Gausdal, ved Vinstra bro i Espedalen: Bryhn; Olstappen: R\'an; østre Gausdal, Kilikampen: S. Møller; Øjer, Tolstad: A. Blytt; Ringebu, 500 m.: Kaalaas; Søndre Fron, Ulleberg: Kiær; Nordre Fron, Præstegården: Kaalaas; Lo: H. ; Dovre, mellem Fokstuen og Volasjøen if. Schimper. H. Våler, Ejd: Bryhn; Amot, Rena, Deset; Storelve- dalen, Atna:Kiær; Storfjeldsæteren : S. Møller; Lilleel vedalen, Trontjejdet: Lindberg; ved Sølna, Stejmoen: Ryan; Ryhaugen: Kiær; Arlete: Conradi. ST. Røros, Skårhammerdalen; Åle n. Svælget; Holtålen, Dragåsen: Wulfsberg; Opdal, Kongsvold: M. N. Blytt; Vårstig- sæteren 1050 m.. Troldkirken: Bryhn; Høgsnydda og Finshøen if. Kindberg; Hesthågåklejvene 750 m., Drivstuen 680 m.. Sætran, Våttåura 1100 m.: H.; Mjøabækdalen: Kiær; Vangsfjeldet: M. N. Blytt; Almen: Kaurin; Nybroen 480 m., Nerholen 380 m.; Rennebu, Heverli 520 m.; Trondhjem, Bymarken, llsvikber- gene; Strinden, Loholtmyren: H. ; Malvik, vedFolsjøen: Ång- strøm. NT. Hegre, Ingstadskaret; Merak er, Gudåen, P'onnfjeldet: Bryhn; Fosnes, Otterøen: M. N. Blytt. No. Alstahaug, De syv Søstre: Kaalaas; Nesne, Ham- merøen, Nesnefjeldet: A. Blytt; Bejeren, Storjorden if Arnell; Saltdalen: Som.merfelt; Fa u ske, ved Balmi 150 m.: H. ; Ankenes, Rombaksbotn: Fridtz. Tr. Tromsøsundet, Fløjfjeldet: Berggren; Nordrejsen, Sappen: Arnell. F. Talvik, bergene ved Talvikfjorden ; Alten, Bossekop, Sakkobani: Zetterstedt; Hammerfest, Sadlen: Foslie; Kis t rand, No. 1] NORGES SPLACHNACEÆ. 15 Smørstad, ved Lakselven: H; Vad sø: Deinboll; Nesseby, Ny- borg, Amtmandshaugen if. Th. Fries. var. flagellaris n. var. Rami gracilescentes, laxe foliosi. I sin mest utprægete form er denne varietet fundet på føl- gende steder: Br. Granslierred, Bolkesjø: Kiær. SB. Røldal, Røldalsfjeldet; G ran vin, ved sydenden av vatnet: Wulfsberg. var pallidus n. var. Humilis; capsula longius supra folia elevata, lutea, apopliysi angusta. Br. Granslierred, Tinoset ved vejen: Kiær. K. Vang, Bergselven 500 m.: K alaas. Tetraplodon bryoides (Zoéga) Lindb. Om fig. 192 i Fl. D. (1792) forestiller denne art, således som Lindberg tænker sig muligheten av, er højst tvilsomt; derimot gir den av M. \'ahl besørgete tab. 1361 fig. 2 i samme verk, (1808,) som fremstiller en i Norge samlet Splachnum mnioides, ingen anledning til tvil. Arten findes også blandt hans samlinger fra Norge. Den er temmelig almindelig over store strækninger av landet, nemlig i oplandsamterne og nordenfjelds; i de øvrige amter fore- kommer den kun sparsomt. I Vestlandets ytre kystegner findes den kun som en stor sjeldenhet, og i denne landsdel er den sjelden også på fjeldene; dens forkjærlighet for de indre strøk er således iøjnefaldende. Det er i åsbeltet og det subalpine belte, at den har sin største utbredelse; i lavlandet går den kun sjelden ned, som ved Fredrikstad og Kristiania, men den stiger meget højt op på fjeldene og trives her utmerket; av voksesteder i 1500 — 1700 meters højde kjendes flere, og på toppen av Skogadalsnåsi er den endogså fundet henim.ot 1860 m. over havet. Til sin eksistens kræver den, som så mange andre medlemmer av denne familie, råtnende d3n'estoffe, men disse kan være av for- skjellig art. Den er således fundet på avstøtte rensdyr- og elg- horn, på hår, men fornemmelig trives den på skrotter av gnavere, specielt lemæn, av hvis skeletter man ofte finder stykker i tuerne ; 16 I- HAGEN. [1910 på et av vore voksesteder angis den at være samlet på bjørn- ekskrementer. Frugten er altid tilstede, i almindelighet i mængde. I de lavere højdelag når den sin modenhet på en årstid, da der i regelen ikke foretas indsamlinger, nemlig om våren eller på forsommeren, og eksemplar, som er i færd med at kaste låget, er derfor meget sjeldne. Et sådant foreligger imidlertid fra Drivstuen (680 m.), samlet "/g; lågfældningen er her temmelig langt fremskredet. I højfjeldet foregår den senere på året, alt efter de stedlige forhold, og eksemplar m.ed påsittende låg er dertor hyppigere herfra. Utbredelse : 8m. Onsø, Åle; Kråkerø, Enhus: Ryan. A. Åker, Ekeberg, Ryenbergene: M. N. Blytt. Bu. Norderhov, Vågård, Rud: Bryhn; Ringkollen ; Sig- dal, Vestsiden av Norefjeld: S. Moller; Nes, Trommaldfjeldet: Bryhn; Beja: l\aalaas; Ål, Gudbrandsgård : Krause if. Warnstorf. Br. Telemarken: Chr. Smith; Gransherred, Bolkesjø; Hitter dal, Tinnoset; Tinn, Krokan: Kiær; Rjukan: Brj^hn; Lårdal, mellem Mogen og Triset: Kiær. Ne. Åmli, Simonstad: C. Rosenberg; Valle, Ljomfjeldet 1200 m. ; Bykle, Kjønnebroti 1250 m., Byklestigen: Bryhn. LM. Ås er al 350 m. : Fridtz. St. Fossan, Nedrebø sæter. Lysekammen 12 — 1300 m. ; Sand, Rossejmnibba 400 m.: Kaalaas; Haugesund: Wulfsberg. SB. Røldal, Valdalen: Jørgensen; Ullensvang, Odda: Vv'ulfsberg; Fagerli; G ran vin. Åsene 320 m.: Havås; Bergen: Koren. NB. Borgund, Sulutinden: Moe; Lyster, Skogadalsnåsi : Wultsberg; Mørkris: Kaalaas; A uriand, Nærødalen. Gud van- gen : Bryhn ; F ø r d e, Hafstad : Kaalaas ; G 1 o p p e n, Skjerdalen : Wulfsberg. R. Edø, Smølen: Geheeb. K Nordre Aurdal; Østre Slidre; Vang; Toten; P^åberg; Vestre Gausdal ; østre Gausdal ; Ringebu ; Hedalen ; Sell ; Våge ; Lom; Dovre; Lesje. ^ H. Stange; Åmot; Storelvedalen ; Sollien; Lilleelvedalen; Tønset. ST. Røros; x4len; Tydalen; Gpdal; Rennebu; Meldalen; Trondhjem; Slrinden. NT. Stjørdalen ; Meraker ; Skej ; Snåsen ; Grong ; Lierne. No. Vefsen; Nesne; Hemnes; Mo; Bodin; Fauske; Saltdalen; Sørfolden ; Ankenes. No. 1] NORGES SPLACHNACEÆ. 17 Tr. Ibbestad; Trendenes; Bardo; Målselven ; Malangen; Berg; Tromsøsundet; Lyngen; Nordrejsen. F. Loppen og økstjord; Talvik; Alten; Hammerfest; Måsø; Kistrand; Nesseby; Vardø; Sydvaranger. var. Brewerianiis (Hedw.) Lindb. En luxLirierende skyggeform, som i Norge er meget sjelden; fuldt utpræget har jeg kun set den fi-a et eneste sted: A. Bæ rum, Kolsåsen: Fridtz. var cavifolius (Schimp ). T. mnioidcs var. cavifolius Schimp. Synops. p. 30-1- (1860). Cæspites compacti ; folia excavata ; seta brevior ; stomata in dimidio apophyseos superiore. Artens høj fjelds form. Hertil hører de fleste eksemplar fra Dovrefjelds høer. Snehætten o.s.v. var. paradoxus (R. Br.). Splachnum paradoxum R. Br. Chlor. Melv. p. 44 (1823). Tetrai^lodon imllidus Hag. in D. K. N. Vid. Selsk. Skr. 1893 p 75. T. paradoxus Hag. in N. Mag. f. Naturv. XXXVIII, p. 332 (1900) etc. Voksesteder : NB. Borg und, Maristuen: Nicholson & Dixon; A uriand, Ravnanåsi : Wulfsberg. K. Vang, Syndinfjeldet: Kaalaas; Hed alen, Svartkampen, fjeldplatået mellem Otta og Hedalen: Ryan; Lom, Galdhøen 1500 m.: H. ; Dovre, Tofte 1830: Schiøtt; Fokstuhøen: S. Møller; Blåhøen, Hjerkin : M. N. Blytt; Kjolen østenfor Snehætten : Bryhn & H. H. Lille el ved al en, Fiatsæteren: Ivaurin. 8T. Opdal, Nystuhøen : Lorentz; Søndre Knutshø 1700 m., Nordre Knutshø, Lille Elgsjøtangen 1400 m., Finshøen 1500 m. : Bryhn & H. ; Orkelhøen : Kaurin ; Vangsfjeldet 1250— 1350 m.: H. No. Fa u ske, ved Ny Sulitjelma gruber 520 — 590 m. : H, Tr. Bardo, Rubben, Velttjeldet: Arnell; Ly ng en, Horsnes- fjeldet: Jørgensen; Nordrejsen, Javrreoaivve : Arnell. F. Talvik: P>idtz; Alten, Kåfjord: M. N. Blytt; Sakko- bani: S. Møller; SkoaS'cTovarre : Warming; Kistrand, Vejnesset; Karasj ok, Rastegaissa: Kaurin; Vad sø: Deinboll. D'accord avec la plupart des bryologues qui ont étudié cette mousse, je Tai considérée jusqu'ici comme espéce propre parce que ses differences avec T. hryoides me semblaient constantes. L'apo- 18 I- HA GEN. [1910 physe restait toujours plus étroite que le sporange, méme dans les capsules vides; elle ne prenait jamais la forme d'ampoule comme chez le T. hryoides. Elle était pourvue de stomates seulement dans la moitié supérieure, tandis qu'on en trouve, chez le T. hryoides, jusqu'å la base. A l'état vide, le sporange de la varieté est forte- ment contractée sous rorifice, caractére que je n'avais pu observer sur aucun exemplaire du T. hryoides; la texture de l'exoderme différe å l'orifice de celle des parties inférieures, les cellules étant allongées transversalement; chez le T. hryoides elles sont arrondies. Enfin la couleur claire (d'un jaune de paille ou d'or) du sporogone de la varieté semblait fournir une note caractéristique. Mais aprés l'examen des exemplaires contenus dans l'herbier de l'université de Christiania mon opinion a changé; parmi les caractéres distinctifs cités un seul semble å retenir, c'est la forme de l'apophyse. Il y a des exemplaires de T. hryoides, typiques sur tous les autres points, qui ne présentent de stomates que sur la moitié inférieure de l'apophyse, et d'autres, non moins typiques, ont la capsule contractée sous rorifice aprés la chute de l'opercule: sur teis individus on peut observer que les cellules les plus voisines de Torifice sont autrement conformées que les autres, sans, cependant, étre aussi allongées transversalement que chez la var. imradoxus. D'autre part, le T. hryoides n'a pas le pédicelle toujours rouge- pourpre ni la capsule toujours noiråtre; il existe aussi des exem- plaires, correspondant, pour le reste, au type de Tespéce, dont tout le sporophyte est d'un jaune clair. Mais ce que nous oblige, å coté de cela, et peut-étre, encore plus que cela, å regarder le T. paradoxus comme simple vaiiété du T. hryoides, c'est le fait qu'il existe pour T. angustatus une varieté paralléle et tellement semblable a la var. paradoxus, qu'on ne peut la distinguer de celle-ci qu'å l'aide des feuilles dentées et par son existence dans les parties inférieures de la zone silvatique. Cependant, bien que cette plante ne puisse pas étre retenue comme espéce, elle présente de l'interét : premiérement parce qu'elle devient, comme on sait, cleistocarpe dans les regions les plus boréales, comme sur l'ile de Melville, sur la peninsule tschouctchique, en Novaja-Semlja et enSpitzberg; en second lieu, parce qu'elle est No. 1] xNORGES SPLACHNACEÆ. I9 liée å un support bien différent de celui du type. Elle ne croit que sur les excréments du renne particuliérement lorsqu'ils sont décomposés au point de se confondre avec de l'humus grås. Il parait prouver qu'elle ne se trouve pas en dehors de Taire géogra- phique de ce ruminant, el aussi qu'elle est incomparablement plus répandue dans les regions d'élévage du renne que dans celles ou eet animal ne se trouve qu'å l'état sauvage, et, par conséquant, en nombre bien restreint. Inutile de dire, aprés cela, que la varieté est bornée å la region alpine. Ici elle se trouve surtout dans les lieux de repos et dans les meilleurs paturages du renne; sur les „varennes" alpines couvertes de lichens elle croit parmi eux; tantet les fruits seuls dépassent les lichens, tantot les touffes sont totalement ensevelies, et n'apparaissent que comme des tåches jaunåtres, on ne les découvre qu'en creusant les lichens. Haplodon R. Br. En monotypisk slegt, hvis eneste art er Haplodon Wormskjoldii (Hornem.) R. Br. Blev først angit fra Norge (og fra den gamle verden i det hele) i Hartmané Skandinaviens Flora (1820) efter eksemplar, samlet av DeinboU og bestemt av Swartz. Denne sidste skal efter Wik- strøm være artens virkelige navngiver: „SplacJmum Wormskjol- dianum Swartzius primum a Deinboll deinde ab Hornemann accepit et denominavit Ann. 1812", hvad Hornemann imidlertid ikke nævner. Planten er likesom arterne av Splachnum og Tetraplodon, mellem hvilke slegter den indtar en mellemstilling, iagttat på dyrisk underlag, sågodtsom utelukkende på døde lemæn; en enkelt gang er den angit samlet på renhorn. Den kræver meget fugtighet og findes derfor kun i myrer eller på våt torvgrund. I landets sydlige halvdel er den især fundet i det subalpine belte, fra 500 m. av og opover til mindst 1000 m., (kun et enkelt voksested i Trondhjems- trakten ligger sandsynligvis lavere,) men i Tromsø stift synes den at være vel så almindelig i de lavere egner, ned til havflaten, som på fjeldene, I det hele må den sies at være sjelden; den er fundet på nogen få steder på Filefjeld; noget mindre sjelden er den på 20 I- HAGEX. ^ [1910 Dovrefjeld og i de tilsløtende trakter, men det område, hvori den her i landet er fundet hj'ppigst, er fjeldene i Stjørdalen og Meraker samt i de indre deler av Namdalen. I de tre nordlige amter optrær den højst sporadisk. I almindelighet forekommer den i rene tuer, som efter Bryhns iagttagelse særlig er vel utviklet, så længe dyreskrottene er nogen- lunde friske, mens den derimot taper sig, efter hvert som de dyriske stoffe i underlaget uttømmes; i første tilfælde kan man finde tuerne aldeles oversådd med vel utviklete, forholdsvis langstilkete frugter; i sidste tilfælde findes der undertiden bare en og anden tilsynelatende forkrøplet frugt, som ikke hæver sig synderlig over tuernes overflate. Frugten modnes tidligere, end indsamlingerne i' almindelighet sker; det eneste norske eksemplar, som endnu delvis har kapsler med påsittende låg, er samlet i Meraker, 700 m., 2^/7, medens både andre eksemplar fra samme indsamling, og eksem- plar, som er samlet tidligere på året på andre steder, kun har åpnete og allerede sammenfaldne frugter. I et eksemplar fra Opdal ^°/4 er årets frugt endnu grøn og neppe helt utformet. — Eksemplar fra Meraker, samlet *^/g, har i en undersøkt hanblomst alle anthe- ridier tømte, men friske, og i en hunblomst et pistillidie med sterkt opsvulmet buk, et andet fuldt utviklet, men lukket, et tredie kun halvdelen så langt, grønt. Et eksemplar fra Røldal "°, 7 har det eneste pistillidie i en blomst netop befrugtet. Voksesteder : St. Fossan, ødegårdssæteren ca. 800 m.: Kaalaas. 8B. Røldal, Valdalen: Jørgensen. NB. Borg und, Slutem^^en: S. Møller; Sogn dal, Kaupan- gerskogen st. : Wulfsberg. K. Vang, Nystuen: Bryhn; Dovre, Blåhøen: Kiær; Hjer- kin: W. Boeck. H. Kvikne, Støsæteren: Kaurin. ST. Røros, Ty vold: Conradi og Ryan; Opdal, Vårstigen: R. Hartman; Aune, Myrpladsen : Kaurin; Mal vi k, ved Folsjøen i Mostamarken if. Ångstrøm. NT. Nedre Stjørdalen, Forbordfjeldet ; Meraker, Rejnå- volden 600 m.. Mandfjeldet, Fonnfjeldet 700 m.: Bryhn; Snåsen, Vestre Brandfjeld; Grong, Bergsmoen; Lierne, Sandmoen: Fridtz. No. 1] NORGES SPLACHXACEÆ. 21 No. Mo, Mofjeldet 200 m.: Kaalaas; F'auske, Fauskemyren: H. ; Sortland: Kaalaas. Tv. Bar do, Rubben, Salvasskar fjeldet: Arnell; Tromsø- sundet, Tromsøen: M. N. Blytt; ved kirkegården: Kaurin; Karlsø, Renøen: Moe. F. Alten, ved Bossekop prestegård: S. Møller; Kis tr and, ved kirken: H. ; Vadsø: Deinboll. Splachnum L. , I Apophysis globosa — pyriformis 2 ^ Apophysis umbraculiformis 4 ^ I Apophysis pyriformis, pallide carnea . . , S. ampuUaceum " \ Apophysis ovata — globosa, atropurpurea 3 [ Apoph3'sis sporangio paullo crassior; folia cuspidata 3 I S. pedunculatum I Apophysis sporangio ter crassior; folia obtusa S.vasculosum , j Apophysis lutea S. luteum \ Apophysis purpurea S. rubrtim. Sect. Glohovaria n. sect. Caulis vestigiis foliorum veris instructus. Apophj^sis globoso- ovata. Stomata cellulis proprie efTormatis haud circumdita. Splachnum pedunculatum (Huds.) Lindb. Var neppe tidligere angit fra Norge, da Fr. Weber i Arch. f. syst. Naturg. (1804) anførte den som fundet her av Uldahl. Denne rejste i Norge i 1802 sammen med M. Vahl, i hvis efterlatte herbarium der findes et norsk eksemplar av planten. Den er den almindeligste art i familien og er kjendt fra alle amter. Kun i de laveste egner søndenfjelds er den sjelden; den foretrækker nemlig avgjort åsregionen og især den subalpine region, men kan også overskride trægrænsen; den er således på Galdhøen endnu fundet i 1950 m. højde, og går vistnok i det hele tat så højt op i fjeldet, som dens nødvendige underlag findes, det vil si, så højt som kjør og sauer bejter. Den findes nemlig kun på møk av drøvtyggere i myrer og på anden fugtig bund; på Ringerike vokser den ifølge Bryhn også på råtne, av sopmycelier gjennem- vævete træstubber. Frugt er altid tilstede. I de fleste tilfælde, hvori lågfældningen 2;:^ I- HAGEN. [1910 har kunnet observeres, har den fundet sted i første halvdel av juli, (Hedalen 'Vv' Tronfjeldet '^/7, Vårstigen 800 m. ^-/7, Forbord- fjeldet i Stjørdalen ^"/t, Flakstad ^^/V,) undertiden i slutningen av juni, (næsten avsluttet ved Trondhjem 300 m. -^/g,) men den kan også foregå tidligere, (Mostamarken '-'/o;) hvor ofte dette finder sted, er imidlertid vanskelig at avgjøre, da de aller fleste eksem- plar er samlet senere på året. Eksemplar i blomstring er samlet fra "/7 til 3/g. Utbredelse: 8m. Trygstad, (Halangen comm. Sommerfelt fil.) A. Nes; Ejdsvold; Nannestad; Sørum; Nittedalen; Åker; Bærum; Asker. Bu. Modum; Hole; Norderhov; Ådalen; Sandsver; Nore; Al. JL. Brunlanes, (Kjose: Kiær). Br. Gransherred; Tinn; Rauland; Vinje. Ne. Holt; Bygland; Valle; Bykle til 1300 m. LM. Åseral; Flekkefjord. St. Time; Fossan; Hjelmeland: Vikedal. SB. Etne; Skånevik; Finnås; Ty snes; Strandebarm; Vikør; Ullensvang; Røldal; Granvin; Ulvik; Voss; Fuse; Bergen; Haus; Hammer. NB. Borgund; Lærdal; Årdal; Lyster; Sogndal; Aurland; Kirkebø; Gulen ; Førde; Daviken; Ejd; Gloppen; Breim. R. Vannelven; Volden; Herø; Søkkelven; Grytten; Bolsø; Kværnes; Kristiansund; Edø. K. Jevnaker; Gran; Søndre Land; Nordre Land; Nordre Aurdal; Vestre Slidre; Vang; østre Toten; østre Gausdal; øjer; Ringebu; Søndre PTon; Nordre Fron; Hedalen; Sell; Våge; Lom; Dovre; Lesje. H. Nordre Odalen; Grue; Våler; Romedal; Åmot; Tryssil; øvre Rendalen; Storelvedalen; Lilleelvedalen ; Tonset; Kvikne. ST. Røros; Ålen; Holtålen; Opdal; Rennebu; Støren; Selbu; Trondhjem ; Malvik. NT. Nedre Stjørdalen; Hegre; Meraker; Værdalen; Snåsen; Overhallen; Grong; Lierne. No. Brønnø; Hatfjelddalen; Vefsen; Dønnes; Nesne; Hem- nes; Mo; Bodin; Fauske; Saltdalen; Ankenes; Lødingen; Flakstad; Buksnes; Sortland; Dverberg. Tr. Ibbestad; Trondenes; Bardo; Målselven ; Malangen; Len- viken; Berg; Tromsøsundet; Karlsø; Lyngen; Nordrejsen. F. Talvik; Alten; Hammerfest; Måsø; Kistrand ; Karasjok; Vardø. No. 1] NORGES SI'LACHNACEÆ. 23 Il est impossible de separer 8. pedunculatum et S. sphæricum; ces deux plantes ne sont que deux formes de la méme espéce. D'aprés ce que j'ai observé, le S. pedunculatum est, chez nous, la forme ordinaire, et le 8. sphæricum relativement rare. Je n'ai pu trouver, dans mes coupes de la nervure, rien de correspondant å la description de Lorentz, (Flora 1867, p. 535, tab. XI, f. 3,) qui indique la présence de stereides. La structure de la nervure du 8. spliæricum est essentiellement la méme que celle des 8. rubnim et luteum ; seulement les cellules intercalaires et dorsales sont parfois legérement épaissies et un peu plus colorées, mais pas du tout comme le montrent les dessins cités. Sect. Ampullaria iMiilL-Hal. Caulis vestigiis foliorum spuiiis instructus. Apophysis anguste — crasse pyriformis. Stomata, saltem ea in apophysi sita ^), cellulis elongatis radiatim dispositis circumdita. Splachnum ampullaceum L. Den nævnes både av Oeder og av Gunnerus som fundet i Norge, uten at disse angivelser kan anses fuldt tilforladelige. O. F. Mullers meddelelse i Fl. D. fase. 14 (1780) må derfor be- tragtes som den første sikre angivelse om dens forekomst her i landet. Den er kun fundet på ekskrementer av kjør (sjeldnere av hester) og tilhører lavlandet, idet kun et enkelt voksested ligger så meget som 300 m. over havet. Den er ikke så utpræget konti- nental som de fleste andre arter av slegten, idet den også er kjendt fra alle amter på Sør- og Vestlandet, ikke blot fra deres indre egner, men også fra selve kysten; dog er den kun på Østlandet nogenlunde almindelig, mens den ellers søndenfjelds er meget spredd, og der er utstrakte deler av landets indre, hvor den ganske sikkert helt mangler, uten at deres højde over havet skulde synes at være til hinder for dens trivsel. Nordenfjelds indtar den kun 1) Chez le S. caulescens les stomates se trouvent en partie å l'apophj'se, en partie au sporange. 24 I. H AGEN, [1910 et litet område nord og øst for Selbusjøen op til Værdalen, og her har den sin nordgrænse (ved 63° 47' n. b.). Frugten, som altid er tilstede, taper låget i lopet av juni og juli; eksemplar i lågfældning er samlet i Smålenene -''/(• og i Stjør- dalen ^^/f. Blomstringen finder sted omkrfng midten av juli. Voksesteder : Sm. Hvaler, Papper; Onsø, Dammyr; Gie m min ge. Stor- myren: Ryan; Borge, Begby; Skjeberg, Gunild myren st. : H ; Våler, Kjærsund: Ryan; Trøgstad, Indgjerdet: Sommerfelt-fil. A. N es : Herb. Chr. Smith;' Herberg: M.N. Blytt; Skedsmo: Quigstad; Nesodden, Skoklefaldvatnet : M. N. Blytt ; Fjeldstrand: j. E. Thomle; Åker, Abelsø, Gaustad: Kaalaas; Grefsenåsen : Kiær; Bogstadåsen: M. N. Blytt; alm. i Nordmarken if. Kaalaas; Stubberudmyren : M.N. Blytt; Ni tt ed al en, Varingskollen 400 m. : Kaalaas; Bærum, Tjernsrudtjernet: M.N. Blytt; Fornebu : Fridtz; Sætertjernet på Kolsåsen : Kaalaas; Asker, Næsøtjernet: A. Blytt; under Bergsfjeldet : Wulfsberg; under Vardekollen: Kiær. Bu. R k e n, Bårdsrudvatnet ; H u r u m, Rødtangen : Conradi ; Modum, Bergan: Kiær; Hole, Åsterudtjernet ; Norderhov, Hovsmarken: Bryhn; Krudtmøllemyren: Kiær; Ådalen: Bryhn. JL. Tønsberg: J. E. Thomle; Tjømø, Prestegården, Kynhejm, Budal, østjordet: Bryhn; Brunlanes, Bentsrød: Kiær. Br. Porsgrund: M. N.' Blytt. Ne. Gjerstad, Hovdefjeldet: C. Rosenberg; Holt, Nes: quis?; østre Moland, Salterød: Fridtz; Bygland, Vasenden, Rejorsfossen : Bryhn. LM. Hal så: Fridtz; Mandal; Flekke fjord: Kaalaas; Ase ral. Nordgården: Fridtz. St. Finnø: M. N. Blytt; Jelse: Kaalaas. SB. Fjelberg, ølen: M. N. Blytt; Stord, Haugland: Kaalaas; Tys nes: J. Greve; Varald sø, Nedrevågen : Jørgensen; Fane, Sælen: Wulfsberg; Bergen: M. N. Blytt. NB. Før de 50 m.: Kaalaas; „på åsen mellem Nordfjord og Hornindalen" if. Myrin. -B. Søkkelven, Setsvatnet 150 m.: Kaalaas. K. Hadelands almenning; Søndre Land, Fiubeig kirke, Odnes: Kiær. H. Nordre Odalen, Berg : M. N. Blytt ; Grue, Kjølmyren ved Grinder: H. H. Fleischer; Våler: Bryhn; Fur nes: Kinck; Romedal: Bryhn; Elverum, Jenttjernet: O. Nyhuus; Åmot. Bjørnstad: M. N. Blytt og Quigstad; Bolstad: Kiær. ST. M a 1 V i k, Mostamarken 300 m. : H. ; Vennafjeldet ; S e 1 b u, Fuglem : Storm. NT. Nedre S tj ør dalen, Fosli : Bryhn; Værdalen, Prestegården : S. Møller. No. 1] NORGES SPLACHNACEÆ. 25 Splachnum vasculosum L. Den blev først angit fra Norge i 1779 av Fabricius som fundet på Ørlandet. Et eksemplar, samlet her i landet av M. Vahl, opbevares i Kjøbenhavn. S. vasculosum er mere kontinental i sin utbredelse end S. am- pullaceum, hvad der fremgår ikke blot derav, at den mangler på kysten fra Drammen til Sogn og i amterne på denne stræk- ning, (forsåvidt som den findes,) er indskrænket til indlandet eller, for Vestlandets vedkommende, til fjeldene, men også derav, at den i Oplandsamterne er langt mere utbredd end 8. amimllaceiim; i disse amter og på Østlandet i det hele må den nærmest beteg- nes som almindelig. Den vokser paa møk av kjør og sauer, helst i myrer, og forekommer gjennem alle højdelag helt op til 1050 m., dog er den avgjort sjeldnere i lavlandet, og heller ikke ovenfor trægræn- sen kjendes mange voksesteder. Låget fældes i sidste halvdel av maj eller senest i begyndelsen av juni. Blomstringen indtræffer i første halvdel av juli Utbredelse : Sm. Hvaler, Akerøen; Onsø, Åle: Ryan. A. UUensaker; Skedsmo; Åker; Bærum; Asker. Bu. Modum; Sandsver; Hole; Nord er hov; Sigdal; Ål, under Dynafjeldet: O. Dahl. Br. Tinn, Gausta: Th. Jensen; V^inje, Vehuskjærringen : Jørgensen. . iVe Holt, Nes: Lyngbye; Valle, Bjørnvash3'tten ; Bykle, Brejviksæteren: Bryhn. 8t. Time: Kaalaas. 8B. Røldal, Valdalen: Kiær; Vikør, Tørviknuten; Ullen s- vang, Lote: Kaalaas; G ran vin: Wulfsberg'; Voss. Heresteds; Bergen: Kiær. NB. Borgund; Årdal; Lyster; Sogndal; Hafslo; Aurland; Gulen; Ask vold; Førde; Breim; Gloppen. R. Vannelven, Løvoldsnipa: Kaalaas; Volden, mellem Stejnstølen ogErdal: Jørgensen; Søkkelven, ovenfor Setsvatnet: Kaalaas; ør s kog, mellem Søholt og Eliinggård: Kiær. K. Jevnaker; Gran; Nordre Land; Nordre Aurdal; Vestre Slidre; østre Toten; Fåberg; Vestre Gausdal; Ringebu ; Sell; Våge; Lom ; Dovre ; Lesje. H. Nordre Odalen; Grue; Romedal; Elverum; Åmot; Trys- sil; Lilleelvedalen. 26 I- HAGEN. [1910 ST. Røros; Opdal; Rennebu ; Selbu; Trondhjem; Malvik; øiiandet if. Fabricius. NT. Nedre Stjørdalen; Hegre ;Meraker; Værdalen; Stenkjær; Snåsen; Grong; Lierne; Overhallen. N'cu Bindalen; X'efsen; Alstahaug; Dønnes; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Fauske; Saltdalen; Sørfolden; Ankenes; Lødingen; Flakstad; Sortland; Dverberg. Tr. Trendenes; Bardo; Malangen ; Lenviken; Tromsøsundet; Lyngen; Nordrejsen. F. Alten; Talvik; Hammerfest; Kistrand. Sect. TJmbracularia Mull.-Hal. Caulis vestigiis foliorum veris instructus. Apophysis umbra- culiformis. Stomata cellulis elongatis radiatim dispositis circumdita. Splachnum luteum L. Den blev for første gang angit som norsk i 1779 av Fabricius i hans „Reise nach Norwegen." Uagtet der nedenfor er anført en lang række voksesteder, er S. luteum dog ingen almindelig art, den savnes således bl. a. i Smålenene og i kystamterne fra Jarlsberg og Larvik til og med Romsdal; det er kun i visse strøk i indlandsamterne, at den optrær med nogen hyppighet og således, at man kan gjøre regning på dens årvisse gjenkomst; ellers er den temmelig flygtig og kan findes på et sted et , enkelt år for så atter at forsvinde. Som centra, hvor den er stationær, skal først og fremst nævnes Hede- markens amt, såvel Solør og Hedemarken som Østerdalen; herfra brer den sig ut gjennem Romerike til Nordmarken ved Kristiania og går over Mjøsen for gjennem Toten at trænge frem til og være nogenlunde almindelig på Ringerike og i Land. Dernæst har den i Namdalen et andet utbredelsesfelt, hvor der er kjendt en række voksesteder i Lierne og langs Sanddøla. I Ranen optrær den også fleresteds, og endelig har man i Alten et område, hvor den er nogenlunde almindelig. Den standser ved 70° n. b. Den vokser utelukkende på kogjødning, helst i myrer eller ialfald på fugtige steder, og gjerne i nogen skygge, som i skog- kanter. Hvad Bryhn bemærker om S. riibrum, gjælder i like grad nærværende art: „Den vil helst kunne findes i skyggefulde ut- Xo. 1] XORGKS SPLACHXACE.E. 27 kanter av myrer i nærheten av drikkevand, såsom, de mætte dyr liker at stå og drøvtygge på sådanne steder og herunder efterlater ekskrementer." Arten findes gjennem alle højdelag indtil trægræn- sen; den er således angit fra „ovenfor Kongs vold", (som ligger i 900 m. højde,) og fra „ovenfor Vårstigen", altså måske endnu højere; også i Lesje er den fundet i 900 m. højde. F'rugten, som sjelden eller aldrig savnes, kaster låget antagelig på samme tid som S. vasmdosum; det har nemlig ikke Ij'ktes mig at støte på eksemplar med låget endnu påsittende, uagtet der fore- ligger sådanne, som er samlet tidlig i juni. Blomstrende eksemplar er samlet fra "Z; til -^,'7. Voksesteder: ^4. Åker, Mellemkollen : M. N. Blytt; Kirkeberget ved Sand- ungen: Wulfsberg; Nit tedalen, Varingskollen 400 m.: Kaalaas: Skedsmo if. iM. N. Blytt; Nannestad, Mattjernet: M. N. Blytt: Nes, Herbergåsen: J. A. Wolff. Bu. Modum, Hovlandsfjeldet : Moe; Austad Sætermyr, Hvalkarnpen: S. Møller; Bergan : Kiær; Hole, Gyrihaugen : M. N. Blytt; Åsterudtjernet, Sørumsmoen, Skamarken; Norderhov, Bølgensæteren 600 m., Hovsmarken, Vågård : Br^^hn; Rtngkollen : S. Møller; Ådalen, Hallingby, Henstjernet, Bergsund, Nes; Sig- dal, Bøasæteren: Bryhn; Ørtesvatnet: A. Blytt og Wulfsberg; Ål, under Dynafjeldet: O. Dahl; Sand s ver, Jondalen alm. if. Chr. Smith ; Jonsknuten : Jeppesen. Br. Ra uland, Lønvikvatnet : A. Blytt. K. Gran, Hadelands almenning: Kiær; mellem Løvstuen og Teterud if. Chr. Smith; Nordre Land, Ohøvde i Vesttorpen: A. Blytt; Kronviken: Claudine Printz; Nordre Aurdal, Tons- åsens Sanatorium: Rutzou; Mærket: Bryhn; Vestre Slidre, Revneskogen : Printz; Vestre Toten, Rognlihaugen : Sommer- felt; Øjer, Galterudf jeldene : R. Collett; Søndre Fron, Fefor- kampen: S. Møller; Hedalen, Hovde ved Sjoa : C. Størmer; ovenfor Tollevsrud: A. Blytt; Se 11, Lårgård: Kiær; Lesje, Rauberget ved Mølmen 900 m., ved Jora 900 m.: Kaalaas. H. Nordre O da len, Storsjøen: Quigstad ; Berg: M. N. Blytt; Vinger, Skinnerbøl : Kiær; Grue, Krokmyren ved Grinder: L. Engebretsen ; Kjølm^'ren : H. H. Fleischer; Våler, Ejd; Rome- dal, Løken, Haresjøen : Br3'hn; Elverum, Grundset if. Chr. Smith; Grønsjøbergsæteren: O. Nyhuus; Åmot, Bjørnstad: M. N. Blytt; Bolstad: Kiær; Tryssil, Tallåssæterbækken: O. Nyhuus; Ytre Ren dalen, ved Storsjøen: Goderstad; Storelvedalen, Tryli: Kiær; Storfjeldsæteren: S. Møller; Li lleel vedalen. Tron fjeldet: 28 I- HAGEN. [1910 Nyman; Stejen: Conradi; Strømbuen: L. G. (?); Tønset, mellem Neby og Tolgen if. Fabricius. ST. Dovre: M. N. Blytt; Opdal, ovenfor k'ongsvold if. Kaurin; ovenfor Vårstigen if. Nyman; Hol talen: J. Bul! ; Mel- hus, Vasfjeldet:^ Conradi; S trinden, Moholt: H. ; Malvik, Mostamarken if. Ångstrøm. NT. Meraker, Renåvolden 600 m.: Bryhn ; Værd alen, Prestegården : S. Møller; Sulstuen if. J. W. Zetterstedt; Snåsen, Andorfjeldet, Vestre Brandfjeld. Sibirien: Fridtz; Overhallen: J. Thome; Grong, Godejorden, mellem Nynesset og Toremoen, Bergsmoen, Mortenslund ; Lierne, Sandmoen fierest.: Fridtz. No. Bind al en, Hildringen if. Martins; Hat fjelddalen, Krutfjeldet; Vefsen, under store Vejskarfjeld : O. Dahl; Mo, Hauknesfjeldet, Mofjeldet 200 m., Nævernesset: Kaalaas; Lang- fjeldet 300 m.: Fridtz; mellem Vesterålien og Ørtfjeldgårdene: A. Blytt; Bodin, Bodømyren if. Martins; „Mo ved Folden" : R. CoUett. Tr. M ål se 1 ven: S. Møller; Lyngen, Hatten: Fridtz; Nordrejsen, Sagen: Arnell; Flatvolden, under Venetvaara: Jør- gensen. F. Alten, SkoacT^'ovarre og Storviksnesset if J. \V. Zetter- stedt; Storgjerdet: J. E Zetterstedt; Bossekop, Pæskfjeldet: Norman; Transfordalen : O. Dahl; Jøranesset, Ejby: Fridtz; Ki strand, Kakiniemi: Ryan. Splachnum rubrum L. S. rubrum er den mos, som først av alle blev kjendt fra vort land. Det var i Norge, den blev opdaget, idet Rich. Wheeler i slutningen av det 17de århundrede fandt den ved Porsgrund og meddelte den til Petiver, av hvem den blev beskrevet i 1695. Den har sin hovedsakelige utbredelse i det utstrakte russiske og sibiriske kontinentale område, fra hvilket den går østover til Rocky-Mountains og .selv til Ny-England, og vestover til Skandi- navien. Den er som følge herav ulike hyppigere i Sverige end i Norge, hvor man kun har dens vestligste utstrålinger, og hvor havklimaet sætter en grænse tor dens utbredelse. I Norge må den derfor i det hele betragtes som en sjeldenhet. Det er kun i et belte, som fra Solør over Hedemarken og Toten strækker sig til Land og Ringerike og ender i Valders, at den optrær .h3^p- pigere; desuten er den iagttat på spredde steder i Smålenene, i Romerike og ned over Kristianiafjorden, samt nordover i øster- dalen Et voksested i Namdalen er en utpost fra dens utbredelse i xMellemsverige, og den gamle angivelse om dens forekomst i Fin- No. 1] NORGES SPLACHXACEÆ. 29 marken blir forståelig, når man erindrer, at den findes i de fleste av Finlands provinser. S. ruhrum er således langt mere indskrænket i sin horisontale utbredelse end S. luteum, og det samme er, om end i ringere grad, tilfældet med dens utbredelse i vertikal retning. Den stiger ikke så højt som denne, idet der kun er angit et eneste voksested, som ligger så højt som 750 m. over havet; flere av voksestederne er vistnok „sætre", men som liggei' i trakter, hvor der ikke findes betydeligere højder. Den når således ikke trægrænsen, men findes i de lavere deler av det subalpine likesom i ås- og lavlandsbeltet, .uten at det kan skjønnes, at den særlig foretrækker noget enkelt av disse højdelag. I sine krav til underlag og omgivelser stemmer den forøvrig overens med 8. luteum. Norske eksemplar med påsittende låg foi-ekommer ikke i herba- rierne, uagtet der er foi'etat indsamlinger så tidlig på året som '^^j^. Den blomstrer vistnok på en tidligere årstid end 8. luteum, nemlig ifølge de foreliggende eksemplar fra ^Ve til "^/g. Voksesteder : 8m. Trøgstad, Halangen comm. Sommerfelt-fil ; Moss, Kongshavn: J. E. Thomle. A. Nesoddden, Fjeldstrand: J. E. Thomle; Åker, Bog- stadåsen: Moe(?); Skedsmo if. iM. N. Blytt; Nes, Herbergåsen: J. A. Wolff. Bu. Hole, ^ Sørumsmoen, Åsterud; Norderhov, Hovs- marken, Vågård ; Ådalen, Hallingby: Biyhn; Sigdal, Ørtesvatnet: A. Blytt og Wulfsberg. Br. Porsgrund: Wheeler if Petiver. K. Nordre Land, Kronviken: Claudine Printz; Finnen; Vestre Slidre, Revneskogen : Printz; Kvithøvd 750 m.: Kaalaas; Østre Slidre: J. Barth; Vestre Toten, Rognlihaugen: Som- merfelt; F'åberg, Mesnafiøerne: Kinck; øjer, Galterudfjeldene: R. Collett; Hedalen, ovenfor Tollevsrud: A. Blytt. H. Nordre Odalen, Bergssæteren : M.N. Blytt; Vinger, Digerud: Fru Rynning; Grue, Krokmyren ved Grinder: L. Enge- bretsen; Asnes; Våler, Svennebysæteren, Ejd; Romedal, Hareby, Hørsand, Opsangsæteren, Løken, Haresjøen; Løj ten. Skramstad: Bryhn ; Elverum, Gransjøbergsæteren; Tryssil, Tallåssæterbækken : O. Nyhuus; Ytre Rendalen, ved Storsjøen: Goderstad; Stor elvedalen, Koppang: Hoffstad. NT. Grong, Brokatjernet ved Godejorden: Fridtz. F.: M. Vahl. 30 1- HAGEN. [1910 XIV. Oedipodiaceæ Lindb. Består av en eneste slegt, Oedipodium vSchvvågr. Karl Muller henførte i 1849 denne slegt til Splaclmaceæ, og en lignende stilling har den både i Coroll. Br. eur. og i første utgave av Schimpers Synopsis, men efter at Lindberg i 1870 på den havde grundet en egen underfamilie av Splaclmaceæ, Oedi- podieæ, gik Schimper i 1876 over til denne fremgangsmåte. Samme år, (Uppstålln. p. 23) tok Lindberg imidlertid skridtet fuldt ut og opstil'et familien Oedipodiaceæ, bestående av Oe. GriffltJmmum alene. I de senere år har forfatterne dels fastholdt familien Oedi- podiaceæ, dels henført Oedipodium til Splaclmaceæ. Lindberg begrunder sin fremgangsmåte, at utskille den fra den sidst nævnte familie, med at henvise til den forskjel, som tindes i stengelens struktur, i nervens sterke utvikling på rj'gsiden, i den forskjellige form av bladceller, skede og hætte, i sporernes størrelse samt i vekstens saftige og skjore struktur. Som et ganske væ- sentlig skillemerke er hertil av andre føjet den enestående langt nedløpende kapselhals. Selv om jeg ikke kan undlate at finde flere av Lindbergs skillemerker uanvendelige som familiekarakterer, har jeg bibeholdt familien, da der også fra andre organer kan hentes merker, som drar meget stærkt i denne retning; til disse håper jeg ved en anden anledning at kunne komme tilbake. Oedipodium Griffithianum (Dicks.) Schwågr. Var samlet på de britiske øer allerede i slutningen av det 18de århundrede, men forveksledes med Tayloria Frolicliiana, No. 1] NORGES OKlJlPODIACEÆ. 31 indtil den i 1801 av Dicl fundet blomstrende. Utbredelse: Sm. Hvaler; Onsø; Kråkerø; Borge; Tune; Råde. A. Åker; Bærum; Asker. Bu. Modum ; Hole; Norderhov; Nore. JL. Sande; Botne; Borre; Nøterø; Tjømø; Tønsberg; Sande- herred; Hedrum; Tjølling; Brunlanes. Br. Ejdanger; Bamle; Tinn. iVe. Ytre Søndeled; Dypvåg; Holt; Barbu; Tromø; Fjære; Hommedal; Østre Moland; Evje; Bygland. LM. Oddernes; Mandal; Hitterø. St. Stavanger; Sjernerø; teml. alm. i Ryfylke if. Kaalaas. SB. Skånevik; Tysnes; Ullensvang; Ulvik ; Granvin; Voss; Fuse; Os; Fane; Bergen; Haus; Hammer; Alversund. NB. Lærdal; Sogndal; Aurland; Vik; Førde; Indviken; Stryn. R. Sande; Borgund; Bolsø; Grytten; Sundalen; Kværnes; Edø. K. Vang, 500 m. : Kaalaas. H. Lilleelvedalen, Fiatsæteren: Kaurin. ]VJo. 1] NORGES LEUCODONTACEÆ. 37 8T. Opdal, mellem Kongsvold og Jerkin if. Kaurin; Driv- stuen 700 m., Vikaskogen, Bjørgen 600 m., Håkår 580 m.; Rennebu, Grindal; Sol bu, Rolset: H ; Strinden; Trondhjem ; Foan. NT. Nedre Stjørdalen ; Frosten ; Stenkjær. No. Brønnø; Vefsen; Alstahaug; Nesne; Bodin; Fauske; Væiø ; Vågan ; Dverberg. F. iMåsø, Havøsund : Kaurin. PteroQonium Sw. Likesom av de to foregående slegter findes der i Norge kun en art også av denne. Pterogonium ornithopodioides (Huds ) Lindb. Et par av det 18de århundredes botanikere angir Hypnum ■ornWiopodioides som norsk, dog kun på grund av fejlagtig be- stemmelse, idet deres eksemplar tilhører Leucodon sciuroides. Så- fremt Ångstrøms i F'riess Summa vegetationis Scandinaviæ uttalte mening er rigtig, at Gunnerus's angivelse om Sphagniun arhoretwi i Grytten er at henføre til denne plante, skulde den dog være samlet her i landet allerede i det 18de århundrede, men uagtet Romsdalen ikke ligger utenfor dens utbredelsesområde, kan man dog ikke se bort Ira, at den ikke senere er iagttat her, og at der ikke i Gun- nerus's herbarium findes noget eksemplar, som kan vise rigtigheten av Ångstrøms mening Sphagnum arhoreum er også av P^abricius (i 1779) opgit fra Norge, nemlig fra Alverstrømmen ved Bergen, hvor Pleyogonium meget vel kan forekomme, men heller ikke a\^ denne plante har noget eksemplar været tilgjængelig, som kunde vise dens identitet med Pterogonium. Det første sikre fund av denne må derfor tilskrives Sommerfelt, som efter et i universitets- herbariet opbevaret eksemplar har samlet den på Vestlandet i juli 1827, og til dette refererer sig hans meddelelse i Mag. f. Naturv. 1828. Foruten på et sted i den sydlige del av Smålenene, som geo- grafisk står i forbindelse med dens utbredelse i Sydsverige, findes den hos os kun på Vestlandet fra Mandal til Nordmøre ; her ligger dens nordligste findested, ved 63" n. b. Indenfor dette område er den nogenlunde almindelig, fornemmelig på k3'stranden, men fjerner sig fieresteds fra denne for at følge fjordene ind til bunden 38 1- HAGEN. [1910 Og undtagelsesvis også at optræ i dalene i nogen avstand fra disse; den holder sig til de lave egner og stiger neppe højere end til 320 m. over havet. Den vokser fornemmelig på åpne, tørre, sol- stekte, gjerne mot syd vendende fjeldvægger av kalkfri bergarter, (granit, gnejs, kalkfri skifere,) sjeldnere på foten av træstammer, ask og ek. Blomsterplanter findes ikke sjelden ; hunplanter er iagttat mot nord indtil Nordfjord og hanplanter til Sogn; blomstringen foregår i begyndelsen av august. Frugt er sjeldnere, dog fundet Heresieds fra Farsund til henimot Bergen. De norske frugteksemplar, som alle er samlet mellem april og august, gir ingen oplysning om modningstiden; utenlandske forfattere sætter imidlertid lågfældningen dels til november og december, dels til februar og marts. Voksesteder : Sm. Tune, Agnalt: Ryan. LM. Mandal ^: Berggren; \'anse, Sellegrod fv., Kjørre- fjord; Hitterø fr. : Kaalaas. St. Sand n es if. Kaalaas; Stavanger (f: M. N. Blytt ; Fossan, Nedrebø, Lyse: Kaalaas: Rennesø: Bryhn ; Finnø: M. N. Blytt; Hjelme land, Valle; Jelse; Sand, Hylen if. Kaalaas; Nerstrand: R. Hartman; Haugesund: Wulfsberg. SB. Etne, Støle (/: Wulfsbetg; Skånevik: Kaalaas; Fin nås, Skimmeland: R. Hartman: Stord; Ty sne s, nordenfor Møklestad: Jørgensen; Store Godø 5:A. Blytt; Fluøerne: J. Greve; Kvinnherred, Bjelland: A. Blytt; Sunde; Varaldsø. Skjelnes; Strandebarm, Tangeråsen $! Vik'ør, Aksnes fr., Berge fr. : Wulfsberg; Norejmsundet: Kaalaas; Uliens vang, Tokejm $: Wulfsberg; G ran vin, Aodnagavlen 320 m. $: Havås; Fuse, Kikedalen i Hålandsdalen fr. : Os, Moldedalen fr. : Jørgensen; Fane, Hop $: Kiær; Bergen, Sverresborg: Jørgensen; Sandviken $: Wulfsberg; Haus: Kiær; Hausviken; Hammer, Kråkholmen $: Kaalaas; Æ van ger, Bolstadøren q^: Sommerfelt. NB. L æ r d a 1. Blåflaten $ , Lærdalsøren ; A u r 1 a n d. Sty ve : Wulfsberg; Gudvangen $, Aurlandsvangen $: Bryhn; samme- steds c/; Hylles t ad; Ask vold, Alden op til 300 m. : Kaalaas; Før de, fleresteds $; Kinn, Florø $: Kiær; øen Kinn ; Bre- manger: Kaalaas. jR. Sunnelven, Maråk: Kaalaas; Skodje, Drynen : A. Blytt; Bud, Stemshesten: Kaalaas; S und alen, øren: Scheutz. No. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 39 XVI. Ceratodontaceæ Br. eur. En étudiant l'histoire de cette famille, on constate deux ten- dances, l'une admettant une paienté entre elle et les Pottiacées, l'autre la plagant parmi les Dicranacées ou dans la proximité de cette famille. Il est evident que cette divergence des opinions est due å une maniére différente de comprendre les affinités des Mus- cinées, on l'observe en bien d'autres cas; les uns attribuent au gamophyte la plus grande importance systématique, les autres trouvent dans le sporophyte lorgane qui doit avoir la prépondérance dans les questions de systématique Les Ceratodontacées servent, en effet. en quelque sorte de lien entre les deux families, en s'ap- prochant par les organes végétatifs des Dicranacées, et par les organes de fructification des Pottiacées. L'affinité avec ce dernier groupe a eu surtout pour défenseurs Schimper et Milde; l'autre tendance, qui la emporté successivement, a eu pour partisans Ch. Muller. Lindberg. Mitten, Brotherus et d'autres. Schimper finit par accorder au groupe en question l'importance d'une famille propre; et cette maniére de voir qui a été reprise par Limpricht, exprime å ce qu'il me semble, le mieux la position intermédiaire du groupe. Cette famille doit étre désignée sous le vocable Ceratodontacées, parce que ce nom lui a été donné en 1856, dans le Corollaire de la Br. eur., tandis que celui de Ditrichacées est de date beaucoup plus recente n'ayant été employé par Limpricht, autant que j'ai pu le voir, qu'en 1887. Les espéces que contient cette famille, offrent des divergences importantes, elles sont cleistocarpes ou stégocarpes, å feuilles aplaties OU subulées, lisses ou papilleuses, å capsules réguliéres ou symé- 40 I. HAGEN. [1910 triques, å dents péristomiales filiformes ou assez larges. Mais toutes ces formes sont retenues ensemble par un organe å struc- ture invariable, la nervure, qui est construile d'une maniére bien caractéristique et speciale å cette famille. Elle présente, sur une coupe transversale, une longue serie ventrale d'eury cystes, couverte au milieu seulement par quelques substéréi'des ou cellules minces; å l'angle dorsal des deux eurycystes medians il y a un groupe de „comites", pour parler comme Lorentz; en outre, la nervure est formée d'une bande large de stéréides couverte sur le dos d'une assise de cellules un peu plus larges. Cette structure se retrouve constamment dans les sections transversales prises au milieu des teuilles; il convient de remarquer, cependant, que (selon Lorentz) les „comites" manquent chez le Ditrichum zonatum et parfois chez le D imginajis. Vers la base et vers le sommet des feuilles cette structure se modifie un peu: å la base les substéréi'des ventrales disparaissent, en sorte que les eurycystes sont découvertes; vers le sommet le nombre des eurycystes s'amoindrit, et le nombre des cellules ventrales augmente parfois, c'est pourquoi il n'est pas rnre que toute la bande des eurycystes soit couverte, et qu'elle devienne médiane au lieu d'étre ventrale. Je ne connais aucun genre de Pottiacées dont la nervure soit approximativement construite comme celle-ci, mais parmi les Dicra- nacées, et spécialement dans le genre Dicranella, il existe des espéces dont la nervure est constituée d'une maniére tres semblable : mais le groupe des „comites" manque toujours. Ce groupe est, en effet, particuliérement caractéristique pour les Ceratodontacées; un seul genre de Dicranacées le présente, c'est le genre OncopJiorus. Limpricht attribue å la structure de la nervure du Pleuridium suhulatwn et du Ditrichum zonatum des caracteres pouvant, selon son opinion, justifier l'élévation de ces deux espéces å des genres propres. Cela est tout-å- fait inexact ; leur nervure est un peu plus irréguliérement composée, voila tout, mais on y reconnait sans ditficullé le méme plan que dans les autres espéces de cette famille , / Cleistocarpæ 2 ^ Stegocarpæ 3 r, ) Calyptra mitrata Sporledera " I Calyptra cucullata . Pleuridium ]Vjo. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. . 41 o ( Folia polysticha .4 i Folia disticha Distichium , f P^olia longe subulata, cellulæ pro more elongatæ Ditrichum \ Folia lanceolata, cellulæ quadratæ — subquadratæ ... 5 I- i Capsula haud vel vix sulcata Sælania \ Capsula sulcata Ceratodon. Trib. Ditrieheæ. Folia lanceolata — lanceolato-subulata; cellulæ (nisi nonnun- quam in Ditricho pusillo var. tortili) elongatæ; capsula haud sulcata; dentes peristomii in crura filiformia bifidi. Sporledera Hampe. A\" enkelte fort'aitere. først og fremst Karl Muller, soin la en altfor stor vegt på hættens form, reduceres denne slegt til en underavdeling av Bruchia; den mangler imidlertid det væsentlige særkjende for den sidst nævnte slegt, nemlig den lange hals, og det synes derfor naturligere at stille Sporledera ved siden av Pharidium i familien Ceratodontaceæ, hvor der også gis andre slegter med konisk hætte. Sporledera palustris (Br. eur.) Ham.pe, Miill.-Hal. Den er en av vore sjeldneste arter, idet den kun er kjendt fra et par steder på vestsiden av Kristianiaf jordens munding, hvor den 1 1890 blev opdaget av Jørgensen. En meddelelse herom findes i Berg. Mus. Aarb. 1894—95. Den vokser i og ved siden av grøfter, på nøken, fugtig jord o. s. v. Vore eksemplar, som er samlet dels i januar, dels i april, har umoden frugt. JL. Sandeherred, Åsli, Andersens løkke: Jørgensen. Pleuridium Brid. / Paroicurn; folia perichætialia sensim angustiora P. suhulatum \ Autoicum; folia perichætialia cito angustata P. alternifoUum. Pleuridium subulatum (Huds.) Rab. Dengang da denne art i Hartmans Skand. Fl ed. 2 (1831) for første gang blev anført for Norge, var den neppe endnu korrekt opfattet, og det er ikke sandsynlig, at den på det tidspunkt var 42 I- HAGEN. [1910 samlet her i landet. Wulfsberg må anses som den, der først både har fundet den her og i literaturen (1865) anført den som norsk. Man finder den på akrer, ofte sammen med Pottia truncatula, i lerfald, på våte bredder av vandløp o. s. v. Den er meget sjeldnere end P. alternifolmm, ikke blot, fordi den er indskrænket til lavlandene søndenfjelds, men også, fordi den inden dette område kun er kjendt fra ganske få steder. Det nordligste av disse, som også er artens nordligste overhodet kjendte, ligger ved 60° 24' n. b. Forekommer altid med frugt; tiden for blomstringen og for kapselens avløsning er antagelig den samme som for P. alterni- folium. Voksesteder : Sm. Onsø, Åle: Ryan. Br. Gjerpen, Fossum: Bryhn SB. Bergen, Sandviksfløjen: Wulfsberg. NB. Hafslo, Kroken: Wulfsberg. Pleuridium alternifolium (Dicks.) Rab. Er for første gang angit som norsk av Lindberg i Ofv. afVet. Ak. Forh. 1864 under navn av P. subulatum Lindberg (nec Rab.). Der foreligger imidlertid langt ældre eksemplar, idet M. N. Blytt har samlet den antagelig allerede i 30årene av forrige århundrede. Den vokser på lignende steder som den foregående, men også på tørrere underlag; den er således på et av voksestederne fundet på jord mellem stenene i et stengjærde. Den holder sig vistnok overalt i lavlandsbeltet eller stiger ialfald kun ubetydelig op i ås- beltet. Omkring Kristianiafjorden, og måske navnlig i Kristiania- dalen, er den ikke sjelden og findes hist og her langs kysten vestover til Grimstad; på Vestlandet er den kun kjendt fra Bergens umiddelbare nærhet. Endelig er den iagttat fleresteds i nærheten av Trondhjem, hvor dens nordligste findested ligger (63° 27' n, b.). Den stemmer således i sin horisontale utbredelse overens med en række andre arter, som likeledes kun findes i de laveste egner på øst — Sørlandet for atter at dukke op i Trondhjemstrakten. Uten her at gå næi mere ind på saken, som der vistnok ved andre lejligheter vil bli anledning til at komme tilbake til, skal jeg kun antyde, at disse moser er de mest utprægete repræsentanter for en No. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 43 gruppe, som må føres tilbake til Tajws-mvket, A. Blytts „boreale" tid, arter, som i denne geologiske periode antagelig hadde en sam- menhængende utbredelse fra det søndenfjeldske til langt nordenfor Trondhjem, (hertil må således henføres en reliktforekomst av Pla- giothecium latebricola i Saltdalen!,) men som på grund av tempe- raturens synken i den påfølgende tid måtte trække sig tilbake, og som nordenfor Dovre kun i Trondhjemssænkningen har fundet betingelserne for at kunne holde sig, avskåret fra forbindelsen med sit egentlige utbredelsesområde søndenfjelds og i Mellemeuropa. Pleuridium alternifolium findes altid med frugt. Kapselen synes at løsne omkring midten av juli. Ved PVedrikstad er i oktober samlet et eksemplar i blomstring og i november et med opsvulmete pistillidier og tomme antheridier. Voksesteder: S-}n. Hvaler, Kirkøen ved Prestegården;^Kråkerø: Ryan; Borge, Torp: H.; Onsø, Trondalen, Kjenne, Åle; Tune, Stang: Ryan; Vart ej g, Bergsland: H. A. Uljensaker: M. N. Blytt; Skedsmo, ved Lejrelven: Jørgensen; Ås, Landbrugsskolen: Bryhn ; Åker, Hovedøen: Jør- gensen; Ekeberg: C. Poulsen; Montebello, Grefsen: M. N. Blytt Vinderen: Wulfsberg; Smestad, Gaustad, Frogner, Bygdø: Kaalaas Kristiania, Torshaugdalen: Kiær; Pilestrædet 77: Bryhn; Bri skeby, (Dragonskogen): Kiær; Bærum, Lysaker, Sandviken, Høvik Kaalaas; Asker, Nesøen: Lindberg. Bu. Røken, ved stationen:^ Kaalaas: Nedre Eker, Krok; Hole. Nakkerud; Norderhov, Åsa. P'oUum, Vesteren: Bryhn. JL. San de her red, mellem Lensmandsstykket og Døle- bakken, Sjue, Sørby; Tjølling, Syrrist: Jørgensen. Br. Bamle, Herre if. Ryan; Gjerpen, ved Falkumelven : Bryhn; Brekke: Kaalaas. Ne. Bar bu. et par steder nær Arendal; H ommedal, Landvik kirke: H. SB. Bergen, ved Kalvedalsvejen: H. Greve; Sandviken: Wulfsberg ST. Trondhjem, ved Schøningsdal 140 160 m., Bakaunet. i Ladebækkens dal og på Ladehammeren: H ; Strinden, Strand- hejm i Dævlehavnen: Conradi. On a peut-étre remarqué qu"å cette liste manque le Pleuridium axillare, (P. nitidum,) espéce croissant sur plusieurs points de la Norvége m.éridionale. Ce silence n'est pas du å une emission. 44 I- HAGEN. [1910 mais å la conviction que l'espéce en question n'appartient ni au genre Pleu7'idium ni å la famille des Ceratodontacées; elle constitue le type d'un genre autonome dont la pai'enté doit étre cherchée ailleurs. Quand on veut répartir les mousses cleistocarpes parmi les families des stégocarpes, on tient compte uniquement de leurs or- ganes végétatifs. On rattache, par exemple, le genre Pleuridium aux Ceratodontacées parce que les feuilles de ce genre montrent la plus grande ressemblance avec celles du genre DitricJium; ces organes présentent, chez P. alternifolmm et chez P. subulatum, la méme forme, le méme tissu, la méme structure particuliére de la nervure que, par exemple, le Ditrichum homomalliim. Mais, pour le P. axillare cette ressemblance cesse d'exister; les feuilles sont élargies, le tissu foliaire est beaucoup plus låche, et surtout la nervure présente un aspect et une structure différents tout-å-fait de ce qu'on trouve chez les deux Flenridhmi cités et chez les Ditriclnim. Au lieu d'étre tres large et longuement excurrente, de fagon å occuper toute la partie supérieure de la feuille, la nervure est ici tres étroite et disparait au-dessous du sommet, et elle pré- sente une structure tres peu compliquée : deux assises, une ventrale et une dorsale, d'euryc\'stes minces, et au centre quelques (3—-^.^ substéréides. L'absence, chez P. axillare, des caractéres communs aux deux Fleuridium et aux Ditrichum suffit, å elle seule, pour éloigner notre espéce de ce groupe. L'exactitude de ce raisonnement deviendra une certitude indiscutable, si on réussit å découvrir une espéce stégocarpe avec laquelle le P. axillare accusera des rela- tions correspondant å celles que présentent le P. alternifolium et le P. subulatum avec DitricJium. On ne cherchera pas en vain, une telle espéce existe. Si on compare des spéciniens stériles du P. axillare å des spécimens également stériles de Dicranella ru- fescens, on n"aura guére d'autre moj'en de les distinguer que la couleur, les autres caractéres sont les memes, la forme des feuilles ne difTére pas ; chez l'un et i'autre la nervure est tres étroite et disparait au-dessous du sommet, et elle est construite, dans les deux espéces, d'une maniére absolument identique. Si les deux No 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 45 Pleuridium sont placés dans la famille des Ceratodontacées parce qu'on peut les considérer comme des Ditrichum cleistocarpes, il faut, pour étre conséquent, dasser parmi les Dicranacées le P. axillare qui représente 1 etat cleistocarpe du Duranella riifescens. Mais dans cette famille il n'existe aucun genre auquel on pourrait le rattacher; c'est pourquoi il faut en créer un pour lui; cela se fera en élévant au rang de genre le Pseuc^e^^/iemerMm de Lindberg : Pseudephemerum (Lindb.). novum genus Dicranacearum. Syn. Pleuridium A. Pseudephemerum Lindb. in Ofv. K. Vet.-Ak. Forh. XXI, p. 583 (1864), avec une seule espéce européenne: Pseudephemerum axillare (Dicks.). Phascum axillare Dicks. Fase. I, p. 2 (1785). Ph. nitidimi Hedw. Stirp. crypt. I, p. 91 (1787). Pleuridium axillare Lindb. 1. c. etc. Je soup^onne, en outre, l'existence dune autre difference entre les genres Pleuridium et Pseudephemerum, difference résidant dans le sporogone. En examinant des capsules mures de Pleuridium alterni- folium et suhulatum, j'ai observé, å la transition du pédicelle å la capsule, une zone de cellules différentes, par leur structure, des voisines. Au sommet du pédicelle et å la base du sporange, sur deux etages environ, les cellules superficielles sont hyalines et extrémement minces, et j'ai lieu de croire, quoique je n'aie pas pu l'observer directement, qu'il en est de méme pour les cellules inté- rieures de cette partie, c'est-å-dire que la zone de transition entre le pédicelle et la capsule consisterait dans toute son épaisseur, en cellules semblablement amincies. Ces cellules étant tres fréles, elles contribuent å faciliter la chute de la capsule, suivant un mécanisme analogue å celui qui détermine la rupture des feuilles de certaines espéces, comme on l'observe, par exemple, chez le Timmia nor- vegica. Il est curieux de voir comment la nature emploie dans des cas aussi divers des moyens identiques pour arriver au méme but. 46 I- HAGEN. [1910 Je n'ose résoudre la question de savoir si cette propriété dont l'existence chez les deux Pleuridium se constate aisément sur des capsules parfaitement mures, existe aussi chez Paeudephemerum axillare. Je crois quelle n'existe pas parce que lai cherchée en vain, mais comme je n'ai pas pu disposer de capsules arrivées å un etat de maturité convenable, ce resultat negatif ne doit etre accepté que sous toutes reserves. J'engage mes collégues bryolo- gues å penser å la question quand ils auront l'occasion d'étudier cette plante. Ditrichum Timm. tegenre Tricliostomum fut divisé en 1819 par Bridel; il créa poiir une moitié le nom générique Rhacomitrium tandis qu'il con- serva å l'autre le nom originaire d'Hedwig. Comme la plupart des espéces de cette seconde moitié appartiennent au genre plus recent Ditrichum, le nom Trichosfmmim aurait du par motif de priorité étre retenu pour ce groupe. Il est inutile maintenant d'essayer de corriger ce qui pro quo ; il faut laisser å notre genre le nom qui est lui appliqué aujourd'hui par la masse des bryologues. , / F'olia flexuoso-squarrosa D. tenuifolium \ Folia erecta 2 ry I Folia margine recta D. heteromallum " \ Folia margine magis vel minus reflexa 3 j Folia caulina erecto-patentia, crispula; folia perichætialia o J longe cuspidata D. pusillum I Folia caulina appressa ; folia perichætialia apice obtusa I D. vaginans. Subg. Euditrichum Lindb. Ditrichum homomalium (Hedw.) Hampe. L'observation rigoureuse des régles de la nomenclature exigerait la restitution du nom spécifique heteromallum qui a le priviiége de la priorité. Cependant, comme les deux noms sont dus au méme auteui', je pense qu'on peut se dispenser de créer une nou- velle combinaison, et soutenir sans regret le nom conventionnel de l'espéce. Det fremgår av Hans Strøms efterlatte „Herbarium vivum cryptogamicum," at han har samlet denne art og omtalt den i sine skrifter (1791) som Trichostomum palliduni. IyfQ_ I] NORGES CEKATODONTACKÆ. 47 Den er ikke sjelden på skrind, sandblandet eller sandet jord, f. eks. i vejkanter, ved grus- og sandtak, sjeldnere på tynde dækker av sandjord på berg og stener. Den tindes gjennem den største del av landet, idet dens utbredelse mot nord først stanser \-ed Tromsø (69*^ 40' n. b.), like almindelig på Vestlandet som på Øst- og S'ørlandet; kun i Lister og Mandals amt og i Gudbrandsdalen er den sjelden, såfremt de foreliggende oplysninger er fuldstændige; i Lofoten synes den helt at mangle. I vertikal retning er den utbredd gjennem lavlandet og åsbeltet og stiger i det subalpine belte op til mellem furu- og bjerkegrænsen, idet dens højeste finde- steder ligger i Sætersdalen 800 m. og på Dovrefjeld 850 m. over havet; i Norge går den således, i motsætning til, hvad der med- deles fra andre europæiske lande, ikke op i højfjeldet. Den be- skrives som en kalksky art, og den er også i Norge endnu henimot sin nordgrænse (i Berg) fundet på gabbro; men den er ved siden herav på mange steder fundet på (kalkholdige) skifere og i Salten endogså på dolomit. Frugten savnes sjelden eller aldrig. Det eneste eksemplar, jeg har truffet i lågfældning, var samlet ved Kristiania -'iq; ved Trond- hjem var på samme dato alle frugter tilsyneladende modne, men intet låg endnu avstøtt. Den befandt sig i blomstring på Søndmør 2^7 • ^-,8, i Ranen og Salten i sidste uke av august og begyndelsen av september, i Bardo --^ 7, på Dovrefjeld likeså; et opsvulmet pistillidie bemerkedes i et eksemplar fra Søndmør, samlet -■* 7. Utbredelse : Sni. Skjeberg; Borge; Kråkerø; Onsø; Tune; Trøgstad, A. Ullensaker; Skedsmo; Nesodden;^ Åker; Bærum ; Asker. Bu. Røken; Nedre Eker; Modum; Ådalen; Sigdal; Nore. JL. Skoger; Sande; Borre; Tjømø; Sandeherred; Hedrum; Brunlanes, Br. Bamle; Tinn ; Nissedal; Sannikedal. Ne. Holt; Åmli; Barbu ; P'jære; Hommedal; Østre Moland; Hornnes; Bygland; Bykle. LM. Mandal; Vanse, St. Nerstrand; i Ryfvlke hyppig if. Kaalaas; Haugesund; Skjold. SB. Etne; Fjelberg; Stord; Fitjar; Tysnes; UUensvang; Ulvik; Granvin; Voss; Os; Fane; Årstad ; Askøen; Bergen; Haus; Alversund. 48 I- HAGEX. [1910 NB. Sogndal; Aurland; Kirkebø; Førde; Daviken; Gloppen. E. Sunnelven; Ørsten; Sande; Ålesund; Grytten; Vestnes; Bolsø; Skodje; Kværnes. K. Land; Vang; Fåberg; Lesje. H. Romedal; Sollien; Lilleelvedalen. ST. Ålen;Selbu; Opdal: Rennebu ; Meldalen; Støren; Tilder; Trondhjem; Malvik. NT. Nedre Stjordalen ; Hegre ; Skej ; Snåsen ; Grong ; Lierne. No. Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Saltdalen; Fauske; Ankenes. 7V. Trondenes; Bardo; Berg; Tromsøsundet; (Tromsø: Holmgren). Ditrichum vaginans Sull. Denne art blev for første gang angit som norsk av Geheeb i Flora 1883, efter at han tre år i forvejen hadde samlet den i Søndfjord. De tidligere av Lorentz under dette navn fordelte eksemplar hører ikke hit. Vokser likesom den foregående på tør, mager, sterkt sand- holdig jord, på vejbredder, i vejskråninger, på sandete brakmarker, på elvekanter o. s. v. Den er imidlertid langt sjeldnere; den går ikke længer mot nord end til 63" 27' n. b., og den største angivne højde over havet er 600 m. På de fleste findesteder har den frugt; i eksemplar, som er samlet i september, er de fleste frugter endnu ikke modne, kun enkelte syrnes helt utviklet. Eksemplar fra Telemarken, Sætersdalen, Suldal, Meraker, samlet ^g— ^/s- har endnu ikke begyndt at blomstre; i Søndfjord var de ^^/g i blomstring; ved Sarpsborg hadde den '^-9 unge frugtanlæg, som skjønsmæssig sattes til at være en m.åned gamle. Voksesteder : Sm. Tune, Mingeødegården : H. A. Hur dalen, Fjeldsjøkampen 600 m.: Conradi; Åker, mellem Vaggestejn og Tømte: Wulf^berg. Bu. Hole, Ringerikes Nikkelverk, Væleren; Sigdal, Krø- deren jernbanestation, Fosslien 300 — 400 m.: Bryhn. Br. Tinn, Gausta: Jåderholm ; Lårdal, Dalen; Lunde, Børte 425 m.: Bryhn. Ne. Valle, Bjørnvashytten ; Bykle, Bjønnes: Bryhn. St. Fossan, ved Lysefjorden: Nyman; Suldal, vedPreste- gården : Kaalaas. No. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 49 SB. Skånevik, Håfjeldet 650 m. ; Va raid sø, mellem kirken og Mykjedalen: Jørgensen; Alversund, Store Okse: Wulf^berg. NB. Førde, østenfor stationen, mellem Vasenden og Førde : Geheeb. H. Romedal, Løken: Bryhn, NT. Mer ak er, Gudåen, Merakernesset: Bryhn. var. zonatum (Brid.) Weisia zonata Brid. Bryol. univ. I, p. 364 (1826). Ditrichum zonatum Limpr. Laubm.-fl. v, Deutschl., Oest. u. d. Schw. I, p. 495 (1887). D. homomallum * zonatum Dix. Handb. ed. 2 p. 62 (1904). etc. Parmi les diverses opinions émises sur les affinités de cette plante, celle de Lorentz me parait la plus plausible. Bien que ce savant, dont les ouvrages ne sont pas estimes å leur valeur, le conserve provisoirement comme espéce autonome, (Flora 1869 p. 172,) il n'en arrive pas moins en s'appuyant sur la structure de la nervure, å constater son intime parenté avec ]e D. vag inans ; aussi je pense que la conformation des feuilles périgyniales, abso- ment identique chez les deux formes, est appelée å dompter toute hésitation qu'on pourrait avoir encore å eet égard; D. zonatum forme surement avec D. vaginans un seul et méme type spécifique. Skiller sig fra hovedarten deri, at den ikke vokser på jord, men på bergvægger, mest på sådanne, som består av hårdt fjeld, og at den kun forekommer i de øvre højdelag, idet de fleste findesteder, for hvilke højden er angit, ligger mellem 1100 og 1500 m. over havet; kun et enkelt ligger så lavt som 450 m. Den er overhodet ikke kjendt med frugt, og selv blomster er en stor sjeldenhet, idet sådanne ($) kun er fundet i Norge og også her kun på et eneste sted. Voksesteder : Bu. Sigdal, Augunshøen 1200 m., Høgevarde 1500 m. : Bryhn. Ne. Bykle, Mejenfjeldet 1400 m.: Bryhn. K. Vang, Kvamsklejven 450 m. : Kaalaas. H Lilleel vedalen, Mjåvaskletten : Kaurin. ST. Opdal, Vårstigen (1100 m.) $: Berggren, H. ; Van^s- fjeldet 1300 m.: H. 50 I. H AGEN. [1910 Ditriclium pusiiliim (Hedw.) Timm. Uagtet Hans Strøms Bryum arvorum (1791) ikke findes i hans efterlatte mossamling, nærer jeg ingen tvil om, at den er identisk med nærværende art. D. pusillum forekommer på lignende steder som D. hotno- mallum og vaginans. Den er kjendt fra de fleste amter, og trænger frem til Tromsø og Nordrejsen (ca. 69 '^ 40' n. b.), men dens hyppighet er højst forskjellig i de forskjellige deler av lan- det. På Østlandet er den nemlig ikke synderlig sjelden, på sine steder vistnok almindelig, men den mangler over størstedelen av Sørlandet og er ytterst sjelden på Vestlandet. I Oplandsamterne og nordenfjelds er dens forekomst likeledes højst spredd, og den må her regnes til de sjeldneste moser. Den holder sig mest til de lavere egner, i Sollien er den dog bemerket endnu i en højde av 750 m. over havet. Fuldt typiske eksemplar av varieteten har jeg kun set fra nogen steder på østlandet; hvad der ellers foreligger, er for det meste hovedformen, for en mindre del overgangsformer mellem denne og varieteten. Frugten er gjerne tilstede; et eksemplar fra Ringerike, samlet ^Vii5 er i lågfældningens begyndelse, og et andet sammesteds fra, samlet ^Vsj befinder sig i omtrent samme tilstand. Den blomstrer i slutningen av juli og begyndelsen av august; ved Larvik hadde den -^;7 og Vs endnu lukkete pistillidier, i Numedal var den ^^j^ i blomstring, i Romsdalen ^Vs og i Bardo Vs avblomstret. Voksesteder for hovedarten og for var. tortile (Schrad ). Mnium tortile Schrad. mss.; Gmel. Syst. nat. 11, p. 1328(1791). Ditriclium tortile Brockm. Laubm. Mecklenb. p. 74 (1870). Sni. Borge, Begby: H. ; Onsø, Fosse, Åle: Ryan; Råde, Starengen: H.; Askim, Romsåsen : Ryan; Moss: Kaalaas. A. Nes; Ullensaker, Bjerkedalen, mellem Gardermoen og Trøgstad : M. N. Bly tt ; S le e d s m o, ved Lerelven : Jørgensen ; ' Nesodden, Gjersjøen; Åker, Ljan: Kaalaas; Lutvatnet: A. Blytt; Maridalen: M. N. Blytt; Mærradalen: Kiær; Sognsvatnet, Gaustad: Jørgensen; Smestad, Skøjen: Kaalaas; Kristiania, Torshaug- IsJo 1] NORGES CERATODONTACEAi. 51 dalen: Kiær; Bærum, ovenfor Lysaker, Grini mølle: Kaalaas; Løkeberg: Kiær; Asker, Groset: Conradi. Bu. Eker, Hoens bruk: Kiær; Modum, ved Snarumelven: S. Møller; Norderhov, Hønefoss jernbanestation, Nyvejen, Hovs- marken; S i gda 1. Krøderen jernbanestation: Bryhn; Nore, Skjønne: Kiær; Nes: Kaalaas. JL. Skoger, Frydenhaug: Kiær; Botne: Conradi; Tjømø, Østjordet: Bryhn; Andebu, Gravdal: Ryan; Sandeherred, Haugan, Mefjorden, Vesterøen, Hjertåsen, Andersens løkke, Fjeld- viken; Hedrum: Jørgensen; Brun lånes, Vasbotn, mellem Farrisvatnet og bøkskogen: Kiær. Br. Gjerpen, ved Falkumelven: Bryhn; Hit ter da I, Furu- hejm: Kiær; Tinn, Haugefossen og andetsteds, RoUag ; Søvde: M. N. Blytt. Ne. Bar bu. Barbudalen: Conradi. SB. Var al d sø: Jørgensen; Ulvik, Osedalen: Sommerfelt; Fane, Nesttun, Laustakken; Haus, Katlane: Jørgensen. NB. Hyllestad: Kaalaas. B. Grytten, Høljenes: R^'^an; Veblungsnes: Kaalaas. K. Vestre S lid re, Granhejm: Kaalaas; Vestre Gaus- dal, Dritjudalen 550 m.: Ryan; Nordre Fron, Slorstejnuren: Kaalaas; Lesje, ved Lora: Ryan. H. Sollien, Atnebroen 750 m.: Bryhn; Kvikne, Åkre 400 m. : H. ST. Meldalen: M. N. Blytt; Strinden, Nardo: H. NT. Levanger, Rinnlejret: H. No. Vefsen, Mosjøen: Kaalaas; Saltdalen: Sommerfelt. Tr. Bar do, Strømsmoen; Målselven, mellem Sundlien og Fleskmoen; Ma Ian gen, Mesterviksøen; Tromsøsundet, Fløjfjeldet; Nordrejsen, Sagen: Arnell. Ditrichum flexicaule (Schleich.) Hampe. Den av Hans Strøm i 1791 nævnte Bryum capillare er nær- værende art, således som det fremgår av hans „Herbarium vivum cryptogamicum." Når man undtar Sørlandet og Vestlandet, hvor den mangler på store strækninger, samt Lofoten, er denne plante utbredd gjen- nem hele Norge og findes endnu på Spitsbergen. Den vokser i alle højdelag, fra Hvaler til højt over trægrænsen, idet den i Jo- tunfjeldene endnu er fundet i 1880 m. højde. Dens aller fleste voksesteder i Norge er på klipper uten hensyn til disses sammen- sætning; den findes på flere steder, især søndenfjelds, på grundfjeld 52 I- HAGE N. [1910 Og eruptiver, men er dog i det hele sjelden på sådant underlag; derimot savnes den ikke i nogen trakt på østlandet, i oplands- amterne, i fjeldtrakterne og nordenr'jelds der, hvor fjeldgrunden består av skifere eller endnu lettere smuldrende kalkholdig berg. Medens den, som det synes, på Spitsbergen i likhet med andre klippemoser ikke sjelden går over på jord, er dette forhold, såvidt vites, hos os kun iagttat på et enkelt sted på Dovrefjeld samt på Andøen. At den kan trives under højst forskjelligartete betin- gelser, hvad voksestedets eksposition for vejret og for lyset angår, viser sig i dens overordentlig forskjellige utseende på de forskjel- lige steder; var. densum med sine kompakte, sterkt liltete tuer er en xerofil form, medens den, som man i Skandinavien betragter som artstypen, og endnu mer var. sterile er mesofil og fore- kommer på mere beskyttete og som følge derav litt fugtigere steder. Derimot ynder den ikke stærkere væte. Frugten mangler oftere end den forekommer; nordgrænsen for frugtplanterne er, efter hvad der hittil foreligger, Nordrejsen. Den kaster låget neppe tidligere end i begyndelsen av juli, men synes at fortsætte hermed hele måneden igjennem og måske længere, hvad der står i forbindelse med, at blomstringen foregår gjennem et længere tidsrum, idet den begynder (i landets sydlige halvdel) i slutningen av maj, måske allerede midt i denne måned, og ved- varer igjennem juni. I Kistrand fandtes den i blomstring ^^7, på Andøen hadde den ^/g endnu lukkete generationsorganer. Utbredelse: Sm. Hvaler; Glemminge; Onsø ; Råde; Tune. A. Åker ; Bærum ; Asker. Bu. Modum ; Hole ; Norderhov ; Nore. JL. Våle, Langøen: Kaurin. Br. Bamle; Ejdanger; Gjerpen; Tinn; Kvitesejd. Ne. Bar bu, Langsæv: Conradi. St. Fos s an. Inderdalen: Jørgensen; Sand, Lifjeldet : Kaalaas. SB. Skånevik; Stord; Fitjar; Tysnes; Varaldsø; UUensvang; Røldal; Granvin; Voss; Bergen; Hammer. NB. Lærdal, Blåflaten, Vindhellen, Lærdalsøren; Sogndal, Fimrejte: Wultsberg; Før de, Hafstad, Gtavdal; Kinn, Fiorø, Svanø: Kiær; Hovden: Kaalaas; Strandefjeldet: Jørgensen. B. Ålesund; Molde; Edø; Surendalen. K. Gran; Nordre Land; Vestre Slidre; Vang; Vestre Gaus- No. 1] NORGES CERATODOXTACEÆ. 53 dal; Østre Gausdal ; Øjer; Ringebu ; Søndre Fron; Nordre Fron; Sell ; Våge ; Lom ; Dovre. ^ H. Vinger ; _^Vang ; Amot; Lilleelvedalen. ST. Røros; Ålen; Selbu; Opdal; Rennebu; Malvik; Strinden; Trondhjem ; Jøssund. NT. Nedre Stjørdalen; Hegre. No. Halfjelddalen; Vefsen ; Alstahaug; Dønnes; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørfolden; Ankenes ; Lødingen; Dverberg. Tr. Trondenes; Bardo; Målselven; Dyrø; Lenviken; Tromsø- sundet; L^mgen; Nordrejsen. F. Talvik; Alten; Kistrand. Subg. Trichodon (Schimp ) Lindb. Ditrichum tenuifolium (Schrad.) Lindb. Denne plante er først opgit at være fundet i Norge („misit Swartz") av Weber og Mohr i deres Bot. Taschenb. p. 202 (1807). Den vokser på mager, bar jord, på brakmarker, i vejkanter og vejskjæringer, på sandblandet lere, på bække- og elvemæler, helst på tørre steder. Hvad dens horisontale utbredelse angår, er først at merke, at den omtrent savnes både på Sørlandet og Vest- landet, altså i de deler av landet, hvor klimatet er mer og mindre utpræget atlantisk; dens forekomst er i det væsentlige indskrænket til østlandet, oplandsamterne og det nordenfjeldske. Alen her er dens optræden højst ujevn. Ved Kristianiafjorden er den en sjelden art, noget hyppigere er den på Ringerike; det er i de indre amter og nordenfjelds, at den har sin største utbredelse, og her fore- kommer den nogenlunde jevnt, uten dog nogetsteds at kunne be- tegnes som en almindelig plante. Nogen av voksestederne på østlandet ligger i lavlandsbeltet, men det er i åsregionen og i det subalpine belte, at den især findes; den er hos os neppe bemerket i nogen synderlig højde ovenfor bjerkegrænsen. Hovedarten er ikke kjendt nordenfor Norge, men varieteten forekommer også på Spitsbergen. Frugten mangler kun undtagelsesvis; den taper låget sidst i juni eller først i juli. Eksemplar i blomstring er samlet V? i Sæ- tersdalen, ^* 7 på Modum, --/t på Dovrefjeld og -^'7 i Ranen. 54 I- H AGEN. [1910 'Voksesteder: Sm. Onsø, Åle; Kråkerø, Åsgård; Glemminge, Jørne- rød: Ryan. A. UUensaker, Garder: M. N. Blytt; Sk ed s m o, ved Lerelven; Åker, Stygdalen: Jørgensen; Grorud, Voksen, England : Kaalaas; Frogner: Conradi; Bærum: Sommerfelt; nær Jonsrud- tjernet if. Kiær. Bu. Nedre Eker, Mjøndalen: Bryhn; Mo dum, nær badet: H.; Hole, Krokkleven, Skjerdalen, Nakkerud; Norderhov, Fol- lum: Bryhn; Nes, Vik: Kaalaas. JL. Skoger: Kaalaas; Sande, ved elven: Kaurin. Br. Tinn, Rollag 400 m, Dale 200 m.: Kaalaas; Hauge- fossen: Jørgensen; Gausta: Jåderholm. Ne. Gjerstad, ved Ubergsvalnet: C.Rosenberg; Bygland, Frøjsnes; Bykle, Brejvikskaret : Bryhn. SB. U lien s van g, ved Vejgelven: Havås. NB. Borg und, Maristuen: S. iMøUer; Lej kanger, Frøn- ningen: Br>hn. K. Vestre S lid re, Fristadsæteren ; Vang, Brekken: Printz; Givre: Kaalaas; øjer. Tretten: Ryan; Ringe bu, ved Høgstad- broerne 320 m.: Kaalaas; Se 11, Rusten: Th. Jensen; mellem Lår- gård og Tofte if. Schimper; Lom, Sulhejms Storhø, Galdhøen; Dovre, Hjerkin: Bryhn; Domås: S. Møller. H. Romedal, irstad: Bryhn; Lilleelvedalen, Tronfjeldet: Nyman; Stejmoen: Ryan; Krokhaugen: Jørgensen; ved Enundas utløp i Folla: Bryhn; Kvikne, Blankkjernmoen: B. Esmark. ST. Opdal, Kongsvold: R, Hartman; Knutshøen: Forssell; Sprenbækken: Kiær; Vårstigen: Sillén; Drivdalen: Zetterstedt; Høgsnyta: Bryhn; Drivstuen: Berggren; Olmberget: Kaurin; Vangs- fjeldet: Kiær; Bjørgen 600 m.; Soknedalen, Vindåslien; Trond- hjem. Horghejm, llsviken, Kuhaugen: H NT. Nedre Stjørdalen, Hognes; Hegre, Forrå bro; Meraker, Gudåen: Bryhn; Lierne, Sandviken: Fridtz. No. Mo, fleresteds i Dunderlandsdalen: A. Blytt og Arnell; Saltdalen: Sommer telt; Fauske, Fauskemyren: Conradi; An- kenes, Fagernes: Ekstrand ; Herjangen : Fridtz. Tr. Bar do, Jerdnevarre, mellem Inset og Strømslien; Ma- langen, Ha uge fjeldet, Mestervik: Arnell; Tronisøsundet, Tromsøen: Moe; Ramfjeldet; Nordrejsen, Lyngsmarken: Jør- gensen; Sappen, Nyelvholrnen, Sagen: Arnell F. Tal vik, Elvebakken: Zetterstedt; Alten, Lampe: Jør- gensen; Bossekop: Lorentz; Kistrand, Rævfossnesset: H.; Tanen, Bjerkelund, Sejda: Kaur. var. oblongum (Lindb.) Triclwdon ohlongus Lindb. in Ofv. V. Ak. Forh. 1863, p. 226. No. 1] NORGES CERATODONTACE/E. 55 Ceratodon oUongus Lindb. in op. cit. 1866, p. 554. Leptotriclium vagmans Lor. in sched. Un. it. crypt. (1868) nec Schimp. L. arcticum Schimp. Synops. ed. 2, p. 142 (1876). DitricJium arcticum Par. Ind. bryol. ed. 1, p. 391 (ca. 1895). D. ohlongum Kindb. Skand. Bladm.-fl. p. 91 (1903). Cette forme qui a toujours été jusqu'ici regardée comme espéce distincte, est plutut une variélé du D. tenuifolium dont elle se distingue par le fruit. La capsule du type de Tespéce est assez variable quant å son épaisseur, tantot mince dépassant å peine le pédicelle, tantot sensiblement plus épaisse; elle a toujours une forme cjdindrique plus ou moins arquée, tandis que chez la varieté la capsule est droite et elliptique ; toutefois les differences sont peu marquées, et les relations entre les deux plantes sont å peu pres les mémes qu'entre le D. pusillum et sa var, tortile. C'est pour- quoi il est préférable d'établir ici le méme rapprochement. Voksesteder: K. Våge, Stade: Kiær. H. Lilleel vedalen, ved Folla: Ryan; Krokhaugen: Kaurin og Ryan. ST. S trin den, Nardo, Stendal: H. No. B eje ren, Soløjen: H. ; Dverberg, Saura: Kaalaas. Tr. Bar do, Strømsmoen: Arnell. F. Alten: Lorentz ; K i s t r a n d, Smorstad : H. Trib. Ceratodonteæ. Folia latius lanceolata; cellulæ foliorum subquadratæ; capsula magis vel minus sulcata; dentes peristomii in crura filifornia bifidi. Pro more efflorescentia cæsia — albescente prædita; capsula sublævis — leniter sulcata Sælania Eiflorescentia cerosa nuUa; capsula distincte sulcata Ceratodon. Sælania Lindb. L'unique espéce européenne fut séparée du genre DitricJium par Lindberg qui créa pour elle, (en 1878,) un genre propre, Sælania, parce qu'il la trouva plus voisine de la sous-famille des Ceratodontées que de celle des Ditrichées. Il me semble, cependant, que cette création d'un nom générique nouveau n'était pas dictée 56 LJ^GEN. [1910 par la nécessité, car Lindberg aurait pu employer, dans le méme but, la denomination de Diaphanophyllum, nom qu'il avait établi en 1862 pour remplacer celui de LeptotricJmm Hampe, mais qui avait du ceder le pas lorsqu'on s'apercut qu'il existait un autre nom plus ancien, celui de Ditriclium. Nulle régle de la nomen- clature n'empéche d'étendre ou de restreindre la signification d'un nom, et on se serait méme trouvé en meilleur accord avec ces régles en adoptant, aa lieu de Sælania, le nom de Diaphano- Ijliyllum. Si j'accepte, malgré cela, le premier nom, c'est pour éviter la création dune nouvelle combinaison ce qui serait néces- saire si on voulait retenir å la fois le nom générique Diapliano- ])]iyllum et le nom spécifique cæsium. Je pense que le dernier doit étre conservé. Il a été créé par Villars, et il semble impossible de l'appliquer å tout autre espéce. Cette hypothése est confirmée par un témoin de visn, Michel Rohde, (1782 — 1812, médecin å Bréme, auteur d'une monographie du genre Cincli07ia,) qui rencontra Villars å Paris en 1806 ou 1807; il exa- mina son herbier, et constata l'identité du Bryum cæsium \'ilL avec le Trichostomum glaucescens Hedw. (cfr. Schrad. N. Journ. f. d. Bot. II, p. 312). Sælania cæsia (Vill.) Lindb. Nævnes som norsk i literatui-en for første gang av Hornemann i Fl. Dan. (1819) efter eksemplar av Chr. Smith. Den er en avgjort indlandsplante. Vestentor Nesset mangler den helt i de ytre kysttrakter og er i Bergens stift kun kjendt fra fjeldene indenfor kysten og fra nogen steder i Indre Sogn, og det kan vistnok betragtes som en analogi hertil, at den (ifølge Kaalaas) også mangler i Lofoten. På de britiske øer er den kun fundet på to steder i de skotske fjelde. I indlandet er den derimot temmelig almindelig; den findes gjennem hele den del av landet, hvor klimatet er mer eller mindre kontinentalt, helt lil den russiske grænse, og den er også kjendt fra Spitsbergen. Ved Kristianiafjorden findes den i lavlandet, ellers ligger de fleste voksesteder i åsbeltet og i det subalpine belte, som den her og der overskrider; dog stiger den kun sjelden til nogen betydeligere højde over havet. De højeste No. ] I NORGES CERATODONTACEÆ. 57 findesteder ligger i Valders (1700 m.) og Lom (1400 m.); fra Dovretjeld er ingen større højde end 1200 m. angit, fra Sæters- dalen 800 m., fra Vefsen 700 m., fra Ranen 730 m., fra Salten 630 m., fra Senjen 300 m. Den vokser på jord av forskjellig beskaffenhet, helst muldrik, men også sandblandet, såvel på nogenlunde åpne steder, f. eks. på jorddækte berg og blokker, som især i skygge og på fugtigere underlag; den træffes således i klipperifter, i jordhuller under ut- overhængende græsdækker, ja selv i vejgrøfter helt skjult av græsset. Man finder den altid med frugt; denne når sin fulde modenhet i løpet av juli måned. Blomstringen indtrær i midten og i sidste halvdel av juli; ved Porsgrund var den -^/y avblomstret, medens den' ved Kragerø og Arendal ^^,7 -"V; ^'^'' i blomstring; i Ranen var blomstringen ^^/^ og i Nordrejsen ^^|'^ ikke begyndt, i Ranen -^v fremskredet og i Talvik ^^Z- avsluttet. Utbredelse : Sm. Onsø, Fosse, Fjelle; Tune, Agnalt: Ryan; Råde, Fuglevik: H. A. Ejdsvold ; Skedsmo; Åker; Kristiania; Bærum ; Asker. Bu. Lier; Hurum ; Nedre Eker; øvre Eker; xModum: Hole; Norderhov ; Ådalen ; Sandsver ; Nore. JL. Borre, Østerøen: Kaalaas. Br. Ejdanger; Bamle; Gransherred ; Tinn; Sannikedal; Kvitesejd. Ne. Ytre Søndeled ; Gjerstad ; Holt ; Barbu ; Bygland ; \'alle. LM. Kristiansand: Kaalaas. SB. Vi kør, Tørviknuten : Kaalaas; R øl dal, Valdalen: Jør- gensen; G ran vin: Havås; Voss: M. N, Blytt, NB. Borgund, Maristuen if. S. Møller; Lær dal, Vind- hellen: A. Blytt; Hafslo, Kroken; Sogn dal, Styggetejgene : Wultsberg. -R. Gry t ten, mellem Ormem og Stueflåten: Ryan. K. Nordre Land; Vestre Slidre; Vang; Fåberg; Vestre Gaus- dal; øjer; Ringebu; Søndre Fron; Nordre Fron; Sell; Våge; Lom; Dovre; Lesje. H Rendalen; Lilleelvedalen ; Kvikne. ST. Røros ; Ålen ; Tydalen ; Selbu ; Opdal ; Støren ; Strin- den ; Trondhjem. NT. Nedre Stjørdalen; Grong; Lierne. No. Hatfjelddalen; Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørtolden; Ankenes; Evenes; Dverberg. 58 I. HAGEN. [1910 Tr. Ibbestad ; Trondenes ; Bardo ; Målselven ; Malangen ; Lenviken; Tromsøsundet; Karlsø; Lyngen; Nordrejsen. F. Talvik ; Alten ; Kistrand ; Nesseb3' ; Sydvaranger. Ceratodon Brid. I Folia caulina et perichætialia parum diversa . . C. piirpureus \ Folia caulina et perichætialia valde diversa . . C. dimorphus. Ceratodon purpureus (L.) Brid. Det ældste kjendte norske eksemplar av denne art er samlet i maj 1767 i Gilleskål av Gunnerus, som også har leveret den første meddelelse om dens tilstedeværelse her i landet, nemlig i Fl. Norv. II, (1776,) hvor den omhandles både som Bryum Celsii og som Mnium purpureum (og desuten som Bryum viriduliim). Denne kosmopolit må vistnok betragtes som den almindeligste av vore løvmoser; den findes gjennem hele landet og endnu længer mot nord, og trives like godt i alle højdelag; endnu i 1950 m. højde er den fundet typisk utviklet med rikelig, normal frugt. Den kan vokse overalt, hvor der findes en plet jord; den skyr meget våte steder, og den ynder heller ikke akerjord, forsåvidt som den her, om den overhedet findes, ialfald ikke sætter frugt, men stiller ellers ingen fordring til underlagets sammensætning; den trives likeså vel på kalkgrund som pa kiselgrund, på mager, sandblandet jord i vejkanter, grustak, på berg og stener ikke mindre end hvor jorden er mere muldholdig; den indfinder sig også på animalske rester, dog først, når disse er således forandret, at Splaclimim- arterne ikke længer kan holde sig. Den tåler også byluften; man finder den mellem gatestenene, i haveganger, i takrender. Undertiden vokser den på træstammer, mpn da i højst avvikende former. At en så vidt utbredd art er meget foranderlig, er indlysende, og den optrær av og til i forklædninger, som skuffer ikke alene begynderen, men også den erfarne bryolog. Det ligger derfor i sakens natur, at der er opstillet et utal av varieteter. Av de mere fremtrædende avvikelser har vi i Norge var. xanthopus SuU. (= var. flavisetus Limpr.), som findes hist og her indtil Bodø, og var. ohtusifolius, som især tilhører de alpine og arktiske egner. Var. conicus synes at være noget mere xerofil end hovedarten, med No. 1] NORGliS CERATODONTACE.E. 59 hvilken den er forbundet ved en række mellemformer, og selv forekomsten eller mangelen av lys kant på peristomtænderne holder ikke stik som skillemerke, da formå microcarjKi, (Capsula \ '8 mm. longa et O' 25 mm. crassa,) som ellers utvilsomt tilhører C. piir- pureus, i dette stykke stemmer overens med C. conicus. Denne varietet forekommer her og der, ialfald i skogbeltet. Frugten, der som oftest er tilstede, modnes i regelen i første halvdel av juli, i fjeldregionen dog først indtil en måned senere; blomstringen, der er iagttat på et stort antal eksemplar, indtræffer i den sidste trediedel av juli og i begyndelsen av august uanset højden over havet. Der er neppe tvil om, at Ceratodon purpureus findes i hvert eneste herred, og det er forsåvidt hensigtsløst at gi en fortegnelse over dem, fra hvilke den er kjendt; når jeg desuagtet gjør det, er det for derved at bidra med materiale til en bryologisk statistik. Sm. Hvaler; Skjeberg; Borge; Fredrikstad; Glemminge ; Kråkerø; Onsø; Råde; Tune; Våler; Askim ; Trygstad. A. Nannestad; Nesodden; Åker; Bærum; Asker. Bu. Lier; Hole; Norderhov ; xAdalen ; Sandsver; Nore; Gol. JL, Våle ; Tønsberg ; Tjømø ; Sandeherred ; Larvik. Br. Bamle; Brevik; Hitterdal. Ne. Gjerstad; Dypvåg; Holt; Barbu; Tromø; Fjære; Byg- land; Valle; Bykle. LM. Oddernes. St. Håland; Stavanger; i Kyfylke i det hele meget sjeldnere end østenfjelds: Kaalaas. SB. Etne; Skånevik; Fjelberg; Tysnes; Varaldsø; Ullens- vang ; Røldal ; Granvin ; Vossestranden ; Os ; Årstad ; Bergen ; Alversund. NB. Borgund; Lærdal; Årdal ; Sogndal; Vik ; Askvold; Førde; Kinn. R. Ålesund; Molde; Edø. K. Vestre Slidre; Vang; Toten; Fåberg; østre Gausdal; Ringebu ; Nordre Fron ; Sell ; Lom ; Dovre. H. Vang; Nes ; Lilleelvedalen; Tonset; Kvikne. ST. Ålen ; Opdal ; Strinden ; Trondhjem ; Roan. NT. Nedre Stjørdalen; Hegre; Frosten; Snåsen ; Lierne; Kolverejd. No. Hatfjelddalen; Vefsen ; xA.lstahaug; Hemnes; Mo; Rødø; Melø; Gilleskål; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørfolden; Ankenes; Værø; Flakstad; Buksnes; Vågan; Sortland; Dverberg. 60 I- H AGEN. [1910 Tr. Ibbestad ; Trendenes ; Bardo ; Målselven ; Malangen ; Berg ; Lenviken ; Tromsøsundet; Lyngen; Skjervø; Nordrejsen. F. Loppen og Øksfjord; Talvik; Alten; Hammerfest; Måsø; Kjelvik; Kistrand; Tanen; Vardø; Nesseby. Ceratodon climorphus Phil. Blev i 1888 beskrevet efter eksemplar fra Schweiz og i N. Mag. f. Naturv. bd. 38 (1900) angit fra Norge. Den er måske i virkeligheten ikke andet end en ekstrem form av den polymorfe C. inirpureus, men karaktererne synes dog så- vidt konstante, at den kan forbli stående som en fjerde klasses art. Den forekommer, mest i omgivelserne av Dovrefjeld, på tørre jordflekker på stener og blokker, på vejmurer o. s. v., især i de øvre lag av det subalpine belte, som oftest steril. Voksesteder : Ne. Valle, Bjørnvashytten : Bryhn. K. Nordre Fron, Vinstra; Sell, Blekastad : Ryan. H. Lilleelvedalen, Grimsbu: Conradi. ST. Opdal, Drivstuen 680 m., Presthaugen 660 m., Ådalen 720 m., Håkår 600 m. fr.. Dørrum 580 m., Bø i Lønset 550 m. : H. Trib. Distiehieæ. Folia lanceolato-subulata; cellulæ elongatæ; dentes pio more lati, in crura applanata bifidi. Distichium Br. eur. Ce type générique est, en quelque sorte, déjå reconnu par Ehrhart, car c'est å ce savant bryologue qu'on doit les noms Sivartzia cajnllacea et 8. inclinata; en outre, il établit un Swartzia piisilla (O: Seligera). Hedwig, dans ses Stirp. crypt. II (1789) décrit et figure les deux premiers et également un 8. trifaria qui est synonyme du Didymodoyi luridiis. D'aprés ces faits, il est indiscutable que le nom Sivartzia designe le genre actuel Disti- chium; comme il n'avait pas été donné auparavant å aucun autre genre, il devrait étre retenu ici par droit de priorité. iMais en 1791, Schreber créa un genre de Legumineuses du méme nom ; or les régles de nomenclature de 1905 qui ont (pour le dire en passant) plutot pour but de legaliser des abus que de les abolir, ont dé- >Jo. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 61 claré (p. 81) ce nom valabie. Hedwig s'étant incliné lui-méme devant le procédé de Schreber, il devait par conséquent changer le nom de son genre de mousses, c'est ce qu'il a fait dans les Spec. Muse. (1801) en rapportant les espéces trailées dans les Stirp. crypt. au genre nouveau Cynontodium (qui fut plus tard corrigé en Cynodontium) . En outre il y joignit le C. cemuum, de sorte que le genre fut compose d'un Didymodon, d'un Bryum et des deux espéces caioillaceuni et inclinatum. Le sens primitif de Cynodontium étant le méme que celui de notre genre Distichium, le premier nom devrait étre conservé pour ce genre, puisque le nom Swartzia n'est pas disponible. Toutefois en raison des tendances qui dominent la nomenclature moderne, je trouve tout- å-fait inutile de proposer la restitution du nom Cy7iodontium dans sa signification premiere ; il continuera probablement å étre employé dans le sens que lui a attribué la Br. eur., de méme on continuera å faire usage du vocable Distichium. , I Capsula erecta D. montanum \ Capsula inclinata — horizontalis 2 {Capsula ovata; peristomium normale. . . . D. inclinatiitn Capsula arcuatocylindrica; peristomium fasciculis filamento- rum compositum D. Hagenii. Distichium montanum (Lam.). Bryum montanum Lam. FL franc. I, p. 48 (1778). Mnium capillaceum Sw. in N. Aet Soc. Ups. IV, p. 241 (1784). DisticJdum capillaceum Br. eur. Monogr. p. 4 (1846). etc. Hans Strøms Bryum no. 36 i Fortegnelse over endeel Norske Væxter, 1ste Stykke, (1788,) er denne art ifølge hans herbarium. Den er utbredd over en stor del av Norge og optrær også på Spitsbergen. Den findes her i landet fra havflaten til op i alperegionen, (i de øvre belter ofte som var. brevifolia,) idet man har voksesteder på indtil 1400 m. højde over havet. Når man undtar Dverberg på Andøen, hvor den ifølge Kaalaas er almindelig også på sandjord og i torvmyrer, holder den sig til fast fjeld uten synderlig hensyn til ekspositionen. Derimot gjør den forskjel på underlagets sammensætning; den findes vistnok også på grundfjeld 62 1- HAGEN. [1910 Og eruptiver, men er dog ulike almindeligere på lettere smuldrende bergarter; den ynder ganske specielt de løse skifere og savnes neppe i nogen trakt, hvor der forekommer berg av dette slags; også på kalkberg er den en av de almindeligste gjæster. Dens hyppighet er derfor mere avhængig av fjeldgrundens sammensæt- ning end av nogen anden faktor. Den forekommer gjerne med frugt og fælder låget tidligere eller senere i juli måned, alt efter stedets geografiske bredde og højde over havet. Når et eksemplar fra Kristiansand (** 7) undtas, er alle de, jeg har set i blomstring, (fra det sønden fjeldske, fra Dovrefjeld og fra Ranen,) tat i sidste halvdel av juli; nogen få eksemplar, et fra Valders og 2 — 3 fra Vestlandet, som er samlet på overgangen til august, har imidlertid endnu lukkete, men fuld- modne generationsorganer. Utbredelse: Sm. Hvaler; Onsø; østre Fredrikstad; Tune; Råde; Rygge. A. Åker; Kristiania; Bærum; Asker. Bu. Lier; Nedre Eker; øvre Eker; iModum; Hole; Norder- hov; Sandsver; Nore. JL. Holmestrand; Larvik. Br. Bamle; Ejdanger; Gjerpen; Hitterdal; Tmn ; Nissedal; Skåtø. ^Ve. Ytre Søndeled ; Holt; Barbu; Valle; Bykle. LM. Kristiansand. 8t. Fossan; Mosterø; Vikedal; Sand. SB. Etne; Skånevik; Fjelberg; Finnås; Stord; Tysnes; Røl- dal; Granvin; Voss; Os; Fane; Askøen; Bergen. NB. Borgund; Lærdal; Lyster; Sogndal; Aurland; Vik ; Førde; Kinn; Daviken; Selje. JR,. Sunnelven; Søkkelven; Borgund; Edø. K. Gran ; Søndre Aurdal ; Vestre Slidre ; Vang ; Toten ; Ve- stre Gausdal; østre Gausdal ; Øjer; Ringebu; Søndre Fron; Nor- dre Fron ; Sell ; Våge ; Lom ; Dovre. H. Vinger; Åmot; Storelvedalen ; Liilleelvedalen ; Tonset; Kvikne. 8T. Røros; Alen; Singsås; Selbu; Opdal; Rennebu ; Sokne- dalen; Støren; Strinden; Trondhjem; Malvik. NT. Nedre Stjørdalen ; Frosten; Levanger; Værdalen; Snå- sen ; Grong ; Lierne. No. Hatfjelddalen; Vefsen; Alstahaug; Dønnes; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørfolden ; Ankenes; Buksnes; Dverberg. No. 1] NORGES CERATODONTACEÆ. 53 Tr. Ibbestad; Trondenes; Bardo; Målselven; Malangen: Lenviken; Tromsøsundet; Karlsø; Lyngen; Nordrejsen. F. Talvik ; Alten ; Hammerfest ; Kistrand ; Nesseby ; Syd- varanger. Distichium inclinatum (Ehrh.) Br. eur. Denne plante er kjendt som norsk siden 1812, da den j^ Wahlenbergs Fl. lapp. blev anført som forekommende i Nordland. I sin utbredelse viser den en sterkt markeret forskjel fra D montanum. Den er fundet. på endel steder ved Kristianiafjorden, uten undtagelse på øerne eller lalfald i lavlandet ganske nær stran- den, men mangler ellers på østlandet, på Sørlandet og Vestlandet : søndenfjelds er den nemlig, bortset fra et voksested i Søndhord- land, forøvrig kjendt med sikkerhet kun fra Oplandene. Deri i ot må den regnes til de almindeligere arter nordenfjelds helt til den russiske grænse ; den er også kjendt fra Spitsbergen. Medens den, som bemerket, ved Kristianiafjorden kun er iagttat i de lavere egner, forekommer den i de indre amter og nordenfjelds gjennem alle højdelag og er i Jotunfjeldene bemerket endnu i 1400 m. højde over havet; doger den utvilsomt sjelden ovenfor trægrænsen. Den er ikke i samme grad som D. montanum bundet til underlag av berg; den vokser nemlig også h^^ppig på jord og foretrækker noget fugtigere steder, hvad enten substratet er det ene eller det andet. Den sætter pris på en vis kalkgehalt i underlaget og finder denne i Smålenene i form av mergel, ved Kristianiafjordens bund i form av siluriske bergarter; i de indre landsdeler tør skife'-ne gjøre samme tjeneste. I analogi hermed er den nordenfjelds meget almindelig, hvor fjeldgrunden består av kalkholdige skifere eller kalkberg, medens den ifølge Kaalaas i Lofoten og Vesterålen mangler på graniten. Kun på et par steder i Smålenene har man grund til at anse dens underlag for kalkfrit. Frugten er altid tilstede og er fuldmoden sidst i juli. Eksem- plar i blomstring er samlet på forskjellige steder, fra Hvaler til Nordrejsen, fra ^,7 — ^'^/rj. Voksesteder : Sm. Hvaler, Asmaløen; Onsø, Flatskjær, Rauø, Foten, Slevik: R^^an. 64 !■ HAGEN. [1910 A. Åker, Husbergøen, Hovedøen, Malmøen: M N. Blytt; Bygdø; Asker, Slæpenden: Kaalaas; Leangbugten: Kiær. JL. V å 1 e. Langøen : Kiær. SB. Skåne vik, Skutet 720 m. : Kaalaas^). i?. Frænen, Troldkirken: Kaalaas. .ff^. V a n g, Skogstad 600 m. : Bryhn ; ved Bergselven ; Ri n g e b u, Stulsbroen 300 m.: Kaalaas; Søndre Fron, Ugledalen: Kiær; Nordre Fron, Prestegården : Kaalaas; Sell, Loftsgård: Ryan; Lom, Røjsejm 550 m., Lauvhøen 1400 rn.: H ; V'isdalen : Moe; D ovre, Korsvold: S. Møller; Fokstuen: M.N. Blytt; Hjerkin: Kiær. H. Lilleelvedalen, Tronfjeldet: R^'an; Melejmsbækken, Gunnar'sæteren : Kaurin og Ryan ; Krokhaugen : Jørgensen ; Ry- haugen : A. Blytt; Tønset: B. Esmark. ST. Opdal, omkring Kongsvcld hyppig, (allerede M. N. Blytt); Drivstuen, Losløkken, Nybroen, Vangsfjeldet, Skjørstad- hovden:H.; Olmberget; Tro nd hjem, Ladehammeren, Stenberget: M. N. Blytt; Ilelven; S trinden, Korsviken: Wultsberg; Mal vik, Mostamarken: Ångstrøm; Jøssund, Vallersund: A. Blytt. NT. Lev anger, Rinnlejret: H. No. Hatfjelddalen ; Vefsen; Alstahaug; Dønnes; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørfolden ; Ankenes; Dverberg. T7\ Ibbestad; Trondenes; Bardo; Lenviken; Balsfjorden; Tromsøsundet; Lyngen; Nordrejsen. F. Talvik ; Alten ; Kistrand ; Nesseby. Distichium Hagenii Ryan. Blev i 1899 beskrevet som ny i Muse. Norv. bor. og der angit fra to steder; flere findesleder er ikke senere kommet til. Den er en arktisk art, idet den nemlig foruten fra Porsanger- fjorden kun er kjendt fra Diskoøen i Vestgrønland; på begge steder vokser den på sandblandet lere. Vore eksemplar, som blev samlet ^^Z;, har allerede tapt så godt som alle låg. Voksested : F. Kistrand, Mellanalus : Ryan og H. ^) NB. Kinn, Svanø; Selje, Vågsoen if. Myrin. No. 1] NORGES ENCALYPTACEÆ. 55 XVII. Encalyptaceæ Br. eur. I Flora 1837 har Hampe opstillet en familie Encalypteæ, men i 1849 finder man i Karl Miillers Synopsis slegten Encalypta ført til Calymperaceæ, en avdeling av FoUioideæ; Mitten stillet den 1851 i sec{. Zygodontoideæ undev inbus Pottiaceæ; familien Æ'wca- lyptaceæ blev grundet i Coroll. Br. eur. 1856. I 1859 opførte Mitten denne slegt i familien TricJiostomaceæ, hvad der utvilsomt var et heldig grep, da det netop er inden denne familie, den har sine nærmeste slegtninge; særlig kan man peke på Desmatodon som en slegt, fra hvilken den kan antas at være utgåt. Til den samme opfatning har Lindberg sluttet sig og likeledes Brotherus, der opfører Encalypteæ som en avdeling av PoUiaceæ. Som i mange lignende spørsmål beror det på et skjøn, hvilken systematisk rang man vil tildele denne gruppe; mig forekommer både hættens og peristomets utvikling at gi grund til at behandle den som en egen familie, hvis plads i systemet helst burde være i den umid- delbare nærhet av PoUiaceæ. Dette kan imidlertid ikke ske, når man lægger peristomst til grund for de akrokarpe mosers inddeling. I Norge er familien repræsenteret ved flere arter av slegten Encalypta Schreb. Les caractéres spécifiques des Encalypta tirés des feuilles sont, en general, de peu d'importance. La seule espéce qu'on peut determiner au moyen des feuilles, c'est XE. alpina dont le contour présente un aspect particulier; pour les autres, la forme des feuilles ne différe que légérement, ce n'est que par la réflexion de la marge qu'on peut separer les E. ciliata, procera et affinis d'une part des E. extinctoria, rhahdocarpa, miitica et hrevicollis de l'autre. Mais chez XE. contorta ce caractére est aussi souvent 66 I- HAGEN. [1910 absent que present, on n'a done pas de caractére au moyen duquel on puisse distinguer avec sureté les feuilles de cette espéce de celles de \'E. procera ; le seul que j'ai cru pouvoir observer, reside dans la transition de la base pellucide au limbe opaque qui se fait plus brusquement chez le premier que chez le dernier. Du reste, quand on trouve un échantillon sterile å taille élévée et å feuilles dressées et obtuses relativement grandes, on est sur d'avoir entre les mains un E. contorta, car \^E. procera est toujours fertile. L'asperité de la coiffe å laquelle on a attribué une certaine importance systématique, est soumise, chez toutes les espéces ou du moins, chez la plupart, å des variations si grandes qu'on fera bien de rayer ce caractére de la liste des notes spécifiques. La vaginulc est tres caractéristique chez l'E. ciliata, espéce déterminable å l'aide de eet organe seul; chez les E. extinctoria et rhabdocarpa elle a une forme cylindrique propre å ces deux espéces. Mais le plus souvent, pour la determination siare il faut recourrir aux caractéres tirés du péristome dont la valeur est presque absolue. La question controversée de la denomination de ce genre, Encalypta ou Leersia, a été reglée définitivement par le congrés de 1905 qui a reserve le dernier nom au genre de Graminées créé par Swartz. , / Species dioica, sterilis E. contorta \ Species autoicæ, fertiles 2 ry f xVlargo foliorum reflexus 3 ^ Margo foliorum rectus 5 -j i Dentes peristomii trianguli E, ciliata \ Dentes peristomii fili formes 4 j Folia caulina obtusa, endostomii dentes iisdem exostomii 4 oppositi . E. procera ' Folia caulina acuta, endostomium rudimentarium E. affiriis r / F'olia sensim acutissima E. alpina ^ Folia cito cuspidata 6 ^ / Capsula striata E. rhabdocarpa \ Capsula haud striata 7 - / Peristomium albidum - ■ E. brevicollis \ Peristomium nuUum 8 j V'aginula ovata, seta sinistram versus contorta. calyptra ^ J regulariter fimbriata E. mutica ' Vaginula cylindrica, seta dextram versus contorta, calyptra truncata E. extinctoria. No. 1] NORGES ENCALYPTACEÆ. 67 Encalypta alpina Sm Angis først for Norge av Hornemann i FL Dan. (1810) efter eksemplar fundet i Telemarken av Chr. Smith. Er en arktisk-alpin art, hvis utbredelse i hovedsaken stemmer overens med den tilsvarende fanerogame flora ; den har sin hyp- pigste forekomst på Dovrefjeld, hvor den er nogenlunde almindelig, og i Jotunfjeldene, hvor den er sjeldnere, og træffes i landets syd- lige halvdel desuten hist og her, hvor der findes alpine kolonier, f. eks. i Troldhejmen. Nordenfor polarkredsen er den iagttat på mange steder både i Nordland og Tromsø amt; fra Spitsbergen kjendes den også. De fleste av dens voksesteder på Dovrefjeld og længer syd ligger i de øvre deler av skogbeltet og ovenfor dette indtil en højde av 1800 m.; kun i Ringebu er den fundet lavere, på et sted, som måske ikke ligger mere end 300 m. over havet. I Tromsø stift fra Alstenøen av findes den gjennem alle højdelag. I likhet med den arktisk-alpine fioras fanerogame karak- terplanter ynder den de let smuldrende bergarter, løse skifere og kalkberg, på hvilke den vokser dels direkte, dels med et tyndt mellemlag av muld; den findes både på åpne og på mere be- skyttete steder. Låget fældes i første halvdel av august; blomstringen foregår i slutningen av juli og begrundelsen av august. Voksesteder : Br. Telemarken: Chr. Smith. SB. Ul len s vang, Ravnaberget: Havås. R. Surendalen, Gjetahætta 900 m.: H. K. Vang, Syndinfjeldet 1800 m., Grindadn 1200 m.: Kaalaas Ringebu: Sommerfelt; Stulsbroen: J. Vahl; Våge, ved Gjendin Kaurin og Ryan; Lom, Borgakampen 1300 m.: Kaurin og H. Sulejms Storhø 1170 m.: H.; Dovre, Fokstuen: M. N. Blytt Gjetberget ved Hjerkin: Kaalaas; Lesje, mellem Bøsæteren og Grønhøen 1200 m.: Kaalaas. — ,,Jøndal" (: Moe,) ligger sand- synligvis i Dovre herred. H. øvre Rendalen, Sølasæteren: Moe; Lilleelvedalen, Tronfjeldet: Nyman; Råtåsjøhøen 1000 m. : Conradi. ST. Opdal, Nystugudalen : Kiær; Kongsvold : M. N. Blytt; Knutshøen, mellem Kongsvold og Sprenbækken : Kiær; V'årstigen 1300 m., ovenfor Elgsjøsæteren 1400 m.: Bryhn og H ; Undalen: Kiær; Finshøen: Holmgren; Rennebu. Langfjeldet 1150 m.: H 68 I- HAGEN. [1910 No. Vefsen, Trangskaret 330 m.; Stamnes på stranden; Mo, Hauknesfjeldet 730 m.: Kaalaas; Jarfjeldet, Bi edik fjeldet: Arnell; Ørtfjeldet: Fridtz; Bejeren, Tvervik : H. ; Bodin, ved Bodø: Holmgren; Salt dalen, Skajtiakslen 500 m., Solvågtinden 800 m.: Fridtz; Vik; Fauske, Lommi 140 m., Hankabakken 580 m., Lomrnijavrre 720 m,, fra ,,Ny Sulitjelma'' ti! foten av Sulitjelma 720—900 m., Indre Fauskeås 300 m., Storstejnfjeldet 380 m.; Sør folden, Djupviksfjeldet 580 m.: H. ; Dverberg, Okla 300 m. if. K lalaas. Tr. Ibbestad, Høgtinden: Fridtz; Bar do. Rubben, Velt- fjeldet, Stort jeklet: Arnell; Måls el ven, (Vasbrunen og Alapen): Holmgren; Lenviken, Kistefjeldet 270 m: Kaalaas; Tromsø- sundet, Tromsø: M. N. Blytt; Fløjfjeldet: Arnell; Tromsdals- tinden; Nor drej sen. Fossen, Venetvaara: Jørgensen; Javrreoaivve. Gakkovarre: Arnell. Encalypta mutica Hag. Blev beskrevet som ny i Muse. Norv. bor. (1899), men viser sig nu at være samlet allerede av Sommerfelt under hans ophold i Saltdalen. Uagtet den nu er kjendt fra endel flere steder end de i origi- nalbeskrivelsen anførte, hører den dog fremdeles til vore sjeldnere moser Den forekommer hist og her søndenfjelds i de indre subal- pine trakter, noget hyppigere er den på Dovrefjeld og nordenfjelds; allerede ved Trondhjemsljorden går den ned til havflaten. Den vokser neppe nogetsteds på selve berget, men findes på muldflekker på åpne varme berg, vistnok utelukkende i skifer- og kalktrakter. I Salten var den i lågfældning i sidste halvdel av august, men i Opdal var alle låg avstøti allerede midt i juli. Voksesteder : Bu. Nore, ret op for Skjønne: Kiær. K. (Søndre) F'ron: Sommerfelt; Våge, mellem Snerle og Asåren : Kaalaas. ST. Opdal, Vårstigen: Kaurin; Drivdalen: Kiær; Losløkken 650 m.; Strinden, Ladehammeren: H. No. Salt dal en: Sommerfelt; Vik; Fauske, ved Nedre- vatnet; Sør fol den, Strømsnesset : H. F. Ta 1 V i k : Jørgensen. Encalypta extinctoria (L.) Sw. Sikre historiske data angående denne art kan ikke gis. Så- meget er dog sikkert, at angivelserne fra det 18de århundrede er No. 1] NORGES ENCALYP'IACEÆ. 69 urigtige; sandsynligvis er Hartmans angivelse i 3die utgave av Skandinaviens flora (1838) om dens forekomst i Norge den tidligste, som grunder sig på en rigtig bestemmelse; den var nemlig samlet her i landet .allerede i 1825 av M. N. Blytt. Den findes hos os kun i lavlandene ved Kristianiafjorden og på Ringerike. på varme berg, jord i bergsprækkei- og på sten- gjærder o. s. v., sågodtsom utelukkende på steder, hvor der i underlaget findes en større eller mindre mængde kalk. De norske eksemplar har enten ganske unge eller forlængst åpnete kapsler. Et eksemplar fra Kristiania, samlet ~^Iq, har fuldt utviklete, men endnu lukkete antheridier. Voksesteder : Sm, O n s 0, Fjelle : Ryan ; østre Fredrikstad, Kongs- sten: H. A. Åker, Alunverket, Rambergøen: Kiær; Hovedøen, Skøjen: A. Blytt; Bygdø: Kaalaas; Kristiania, Frogner: M. N. Blytt; Skarpsno: Jørgensen; Asker, Nesøen : Bryhn; Bergsfjeldet: Kiær. — Ringsdal : Kiær. Bu. Øvre Eker; Norderhov, Ultvet: Bryhn. JL. Våle, Langøen: Kaurin ; Tjømø, Sandøsund: Br^^hn. Mes observations, en étudiant cette espéce et YE. rhahdocarpa, m'ont amené å vérifier l'opinion de Boulay qui s'exprime ainsi aprés avoir exposé ses expériences: „En resumé, XE. spathulata parait n'étre qu'une simple forme de l'-E'. rliahdocarpa, qui, å son tour, pourrait étre considéré comme une sous-espéce notable de XE. vulgaris" En effet, la distinction spécifique entre les E. extinc- toria et rhahdocarpa est bien difficile å conserver, car ils sont reliés" ensemble par des transitions continues. Il n'existe pas de difference dans les organes végétatifs : les feuilles de l'un ont la méme forme et elles sont soumises aux mémes variations que celles de l'autre ; la vaginule est parfaitement identique, les stomates sont distribués de la méme maniére chez lun et chez lautre, l'épiderme capsulaire est compose de cellules de méme forme larges et minces. Les seules caractéres sur lesquels on pourrait insister, sont Texistence de stries differenciées dans la capsule de XE. rhahdocarpa, et la présence d'un péristome chez l'un et son absence chez l'autre. Mais ces caractéres sont loin d'etre constants, ils sont en réalité sujets å des variations qui donnent naissance å une ou plutot å 70 I- HAGEN. [1910 deux séiies de lormes intermédiaires. Le devéloppement du péris- tome est, chez \'E. rhahdocarpa, tres variable, on trouve les dents réguliéres, d'une couleur rouge foncee avec un prupéristome fortement devéloppé, ou ces plaques accessoires peuvent manquer sans que les dents changent d'aspect, ou la forme de celles-ci est irréguliere et leur couleur påle, tout cela combiné avec un épi- derme capsulaire distinctement striée. La forme å péristome påle et peu devéloppé a été dénommée var. arctica par Lindberg qui l'avait con fondue d'abord avec la var. leptodon de l'-E. extindoria. Quoiqu'il ne m'ait pas été possible d'examiner des spécimens de cette derniére varieté, je ne crois pas, aprés avoir étudié les diverses descriptions, me tromper en concluant qu'elle ne se distingue de la var. arctica que par les stries capsulaires peu marquées. Pour cette raison, les auteurs de la Br. eur. (1838), Lindberg (1872) et Limpricht (1875) furent conduits å la réunir å \'E. extiiictoria, mais plus tard les deux derniers auteurs l'ont ramenée å \E. rJiab-. docarpa, je pense que précisement la subordination de cette varieté tantot å \'E. rhahdocarpa, tantot å l'E. extinctoria démontre d'une fa9on éclatante que l'opinion de l'observateur sur l'existence ou la non-exisiance des stries capsulaires de cette forme est, en quelques cas, purement subjective. Mais alors on est å méme de suivre, pas å pas, la transition de l'E. rhahdocarpa par la var. arctica dont le péristome est moins parfait, et par la var. leptodon chez laquelle les stries capsulaires ont disparu, jusqua XE. extindoria typique ou le péristome manque lui-méme. Une autre serie de transitions de l'E. rhahdocarpa å l'-E". ex- tindoria passe par l'E. spathulata. Celui-ci est distingue du premier par les feuilles å poil long et par la capsule gymnostome; mais il lui est lié en méme temps par la var. pilifera qui a des feuilles piliféres et un péristome normal, et par la var. nuda qui a les feuilles de l'espéce typique mais qui manque le péristome. Dautre part l'E. spathulata ne différe de l'E. extinctoria var. pilifera que par un seul caractére, les stries de la capsule. E. spathulata n'est, en réalité, qu'une forme de l'E. rliahdocarpa avec lequel il con- corde dans tous les caractéres essentiels, méme en ce détail subtil que l'ondulation des parois cellulaires au-dessous de l'orifice de la No. NORGES ENCALYPTACEÆ. 71 capsule est la méme chez les deux formes. Les differences qu on a voulu trouver dans la marge de la coiffe et dans la distribution des stomates se montrent inconstantes quand on étudie de nom- breux matériaux. L'idée que je me suis formée sur renchainement de ces formes est exprimée par le schéma suivant : ohtusa extinctoria / apicidata i pilifera I spathulata ^ \ nuda leptodon pilifera arctica rhabtiocarpa Si je ne tire pas la conséquence de cette demonstration, si je ne réunis pas toutes ces formes en une seule espéce sous le nom le plus ancien d'-E. extinctoria, c'est par pure concession å l'opi- nion généralement répandue, mais j'aime å croire que cette opinion s'ébranlera peu å peu, et que l'e temps viendra ou l'on pourra effectuer cette reforme sans éveiller de susceptibilités. Pour le moment je séparerai E. extinctoria et E. rhabdocarpa, mais je subordonnerai au dernier TÆ". spathulata, en cherchant la distinc- tion spécifique dans la présence ou l'absence de stries capsulaires. Encalypta rhabtiocarpa Schwågr. Da E. extinctoria ikke findes i de arktiske egner, tør det være sandsynlig, at angivelsen i Fl. lapp. (1812) om forekomsten 72 1- HAGEN. [1910 av E. vulgaris var. pilifera i Nordland og Finmarken refererer sig til E. rliahdocarpa. Indtil dette er bragt på det rene, må Sommer felts angivelse i 1826 om artens forekomst i Saltdalen anses for at ha prioritet. Der er store deler av landet, hvor E. rJiahdoccwpa er almin- delig, og der er store deler, hvor den helt mangler. Til de sidste hører først og fremst Vestlandets kystegner, dernæst Sørlandet; fra Skiensf jorden av kjender man nemlig intet voksested i ved- kommende amter før i Søndhordland. Derimot er den søndenfjelds almindelig i de indre deler av landet, fornemmelig i Valders og Gudbrandsdalen, går herfra vestover op på Filefjeld og findes i Indre Sogns f jeldtrakter ; sydover går den ned til Vestf jorddalen, Ringerike, til Hedemarken og nogen få steder ved Kristianiafjorden_ På Dovrefjeld og nærmest nordenfor er den almindelig, hvilket også er tilfældet i de fleste av de trakter av Tromsø stift, til hvis mosflora man har nærmere kjendskap. Den foretrækker de midtre og øvre deler av skogregionen, men findes også lavere nede, således både ved Fredrikstad og Porsgrund ganske nær havflaten, men medens dette her må betragtes som en undtagelse, er den fra Trondhjemstrakten av og nordover ikke sjelden også i de ne- derste højdelag. Den stiger også op over skoggrænsen indtil en højde av 1400 eller undtagelsesvis 1500 m. over havet. Den vokser fornemmelig på jorddækte, middels fugtige eller tørre berg uten s^'nderlig hensyn til ekspositionen; derimot er den mere avhængig av undergrundens sammensætning, idet den kun findes på skifer- og kalkberg eller på kalkholdig jord. Heri må årsaken søkes til dens sjeldenhet i Lofoten, hvor man kun kjender den fra Flakstad. Men den kan undertiden også gå over på fug- tigere grund ; den er således et par ganger fundet på strandenger og en enkelt gang i elvesand. Man finder den sågodtsom altid med frugt; lågfældningen foregår, alt efter de stedlige forhold, i løpet av juli måned. De eksemplar, som befinder sig i blomstring, er for det meste samlet i juli; men i alperegionen og i de nordligste trakter finder den først sted i august; i Nordrejsen var den således ^^/g endnu ikke begyndt. No. 1] NORGES ENCALYPTACEÆ. 73 Voksesteder : Sm. Hvaler, Asmaløen: Ryan. SB. Skånevik, Skutet 720 m. : Kaalaas. NB. „Filefjeld": Moe; Borg und, Hegg: Kiær; Lærd al, Vindhellen: Wulfsberg; Au r land 700 m.: Kaalaas; Håbergnåsi 13 — 1400 m., Ravnanåsi: Wulfsberg; Sønjarejm — Nesbø: Bryhn. R. Sunnelven, Flydalen: Kaalaas; Maråk: Ryan. K. Vestre S lid re, Hausåkerodden; Vang, Hermundstad : Printz; Stugunøset: Kiær; Vestre Gausdal, Svatsunn 550 m. ; Ringe bu, Prestkampen: Ryan; Søndre Fron, Dalseng: Kiær; Hedalen: Kaiirin; S e 1 1, Lårgård : Kiær ; Selsvatnet; Lom, Fugle- sæteren, Lomseggen, Visdalen: Moe; Lauvhøen 1400 m. : Kaurin og H.; Skiåker: Kaalaas; Dovre, Fokstuen: M. N. Blytt ; Gjet- ryggen: Zetterstedt; Lesje, Lesjeskogen 800 m.: Kaalaas. H. Vang, Hamar kirkeruiner: Bryhn; Lilleelvedalen, Årlete 500 m., Råtåsjøhøen 1000 m. : Conradi. ST. Røros, Skårhammerdalen, Kværnskaret (1050 m.); Ålen, Lille Molingdalen : Wultsberg; Opdal, alm. gjennem hele bygden ialfald op til 1500 m.; Rennebu, Langfjeldet 1150 m.; Trondhjem, Ladehammeren, Bakaunet: H. NT. Nedre Stjørdalen, Heil: Bryhn; Levanger, Rin- nan: H.; Grong, Nyvik : Hassier. No. Hatfjelddalen ; Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørfolden; Ankenes; Flakstad; Dverberg. Tr. Ibbestad; Trondenes; Bardo; Målselven; Malangen ; Balsfjorden; Lenviken; Tromsøsundet; Lyngen; Nordrejsen. F. Loppen og Øksfjord; Talvik; Alten; Hammerfest; Ki- strand; Nesseby. var. arctica (Lindb ) Hag. Voksesteder : Br. Tinn, Vestfjorddalen : Kaalaas. 8B. Røldal, Valdalen: Jørgensen; Gran vin, Stejnsethorgen 800 m. : Kaalaas. K. Ringebu, mellem Tromsnes og Skjeggestad: Ryan; Søndre Fron, Ugledal: Kiær; Nordre Fron, Kvamsporten : H. ; Tårud; Hedalen, Ødegården : Ryan; Hindsæteren: Kaurin; Våge, Kvitlandet: H. ; Lom, Sulejm: Zetterstedt; Lomseggen: Moe. H. Lilleelvedalen, Tronfjeldet: Ryan. ST. Opdal, Kongsvold, Drivstuen — Rise: Kiær; Heslhågå- klejvene: H. ; Skjørstad: Kaurin; S el bu, Garberg: Conradi; Trondhjem, Kristiansten; Strinden, Strandhejm; Malvik, Hommelviken: H. NT. Nedre Stjørdalen, Sutterøen, Vikan : Bryhn; S nå- sen, ved Grana: H. No. Mo, Vesterfjeldet : Arnell; Vefsen, Mosjøen : Kaalaas; Fauske, Øjnes : Conradi; Nedrevatnet ; Sørfolden, Djupvik : H. 74 I- HAGEN. [1910 Tr. Tromsøsundet, Tromsøen: M. N. Blytt. F. Nesseby, Bergeby: Kaurin; Meskeelven: Fridtz. var. nuda n. var. An Syn. : Leersia rhabdoccuya var. gymnostoma Lindb. & Arn. Muse. As. bor. II, p. 63 (1890)? 'nomen yiudum! P'olia apiculata nec pilifera; perislomium nullum. Voksesteder: Bu. Nedre Eker, Lilleby: H.; Hole, Stejn, Gjesvold: Bryhn. K. Vestre Gausdal, Espedalen: Bryhn. NT. L e V a n g e r, Borgsåsen : H . No. Fa u ske, Hankabakken 600 m., „Ny Sulitjelma" 720 m.: H. Tr. Tromsøsundet, Tromsøen; Nordrejsen, Venet- vaara: Jørgensen. F. T a 1 V i k, Jansnesset : Jørgensen ; K i s t r a n d, Kolvik : Ryan. var. spathulata (Mull.-Hai ). Encalypta spathulata Mull.-Hal. Synops. I, p. 519 (1849). Voksesteder : A. K r i s t i a n i a : Wul Isberg. Bu. Hole, Stejn; Nor der hov, Bure: Bryhn. Br. Ej dan g er. Badet: Kaalaas. ^B. Fjeldet mellem Gran vin og Ulvik: Wulfsberg. NB. Vik, Storskaret 1000 m.: Kaalaas. K. Vestre Slidre, Rejensklejven: Printz; Vang, Bergs- fjeldet: Moe ; Ringe bu; Søndre Fron: Sommerfelt; Listad- bækken : Kiær. H. V^ang, Hamar kirkeruiner; Løj ten, Hogstad : Bryhn. ST. Røros, Skårhammerdalen: Wulfsberg; Opdal, Kongs- vold : Kaalaas ; Vårstigsæteren : Kiær ; Drivstuen : Berggren. NT. Nedre S tj ør dal en, Vikanfjeldet: Bryhn; P'atåsen: Fridtz. No. Vefsen, Mosjøen: Kaalaas; Saltdalen: vSommerfelt; mellem Hals og Rognan: H. Encalypta ciliata (Hedvv.) Hoffm. Planten findes i Hans Strøms herbarium og er i hans skrifter omtalt som Bryum extinctoriuni; tnen han henviser til Dillenius's avbildning av nærværende art. Under det rigtige navn findes den nævnt som norsk omtrent samtidig av M. Vahl i Fl. Dan. (1790). Er nogenlunde almindelig over det meste av landet og går endnu længer mot nord. Men der er også landsdeler, hvor den er No. 1] NORGKS ENCALYPTACEÆ. 75 sjelden, som f. eks. på kj^sten fra Arendal til Søndhordland, hvor man kun har et eneste findested; fra Stavanger amt er den ikke kjendt, og det samme er tilfældet både med det større område, som omfatter Lototen, Vesterålen og Senjen, og med flere mindre egner, fra hvilke man har plantefortegnelser, hvori den savnes, således Tjømø, Sandefjord og Nordre Fron. Om man end ikke, av hensyn til dens utbredelse i Søndre Bergenhus amt og på de britiske øer, (hvor den dog er „not common,") simpelt hen kan indregistrere den blandt de kontinentale arter, så må det dog medgis, at den har sterk tendens til at foretrække indlandsdistrikterne. Den er jevnt utbredd gjennem højdelagene fra havflaten til trægrænsen; oventor denne er den utvilsomt sjelden, men er dog angit både fra Finshøen og Knutshøen på Dovrefjeld, hvoretter den må antas at kunne stige op til ialfald 13 — 1400 m. over havet; det højeste målte findested ligger i 1050 m. højde. Den vokser på tørre berg i skygge eller mere utsat, dels på selve fjeldet, dels på jordan- samlinger i sprækker ellet fordypninger ; fjeldgrundens beskaffenhet er uten større betydning; dog skal den ifølge Kiær i Kristiania- trakten sky det nøkne kalkberg og her kun vokse på jord. Lågfældningen foregår vistnok som regel i sidste halvdel av juli, men jeg har set flere eksempler på, at den kan finde sted såvel tidligere som senere på året. De fleste blomstrende eksem- plar er samlet mellem ^^'7 og ^"Z;, et fra Lyster ^/^ og et fra Alsta- haug ^",j^; i Sørtolden synes den at foregå noget senere, men til gjengjæld har et eksemplar fra Ranen, samlet ^1^, allerede opsvul- mete pistillidier ; antheridierne på denne plante fandtes endnu del- vis lukket. Utbredelse : Sm. Onsø; Råde; Tune. A. Åker; Bærum; Asker. Bu. Lier ; Modum ; Hole ; Norderhov ; Adalen ; Nore. JL. Sande; Botne; Tønsberg; Sandeherred. Br. Gjerpen; Skåtø; Hitterdal ; Tinn; Rauland; Vinje. iVe. Holt; Barbu; Bygland; Valle; Bykle. LM. Vanse. SB. Etne; Stord; Tysnes; Ullensvang; Ulvik; Granvin; Voss; Fuse; Os; Fane; Bergen; Haus; Hammer. NB. Borgund; Lærdal ; Lyster; Vik; Gulen. 76 I- H AGEN. [1910 R. Sunnelven ; Grytten; Sundalen; Edø. K. Land; Vestre Slidre; Etnedalen ; Vang; Vårdal; Fåberg; Vestre Gausdal; øjer; Ringebu; Søndre Fron; Sell; Våge; Lom; Dovre H. Stange ; Storelvedalen ; Lilleelvedalen ; Kvikne. ST. Røros; Opdal; Rennebu; Selbu; Melhus; Strinden; Trondhjem; Malvik. NT. Nedre Stjørdalen ; Levanger ; Snåsen ; Grong. No. Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Bodin; Saltdalen; Fauske; Sørtolden. Tv. Malangen ; Lyngen ; Nordrejsen. F. Talvik ; Alten ; Kistrand ; Nesseby ; Sydvaranger. Encalypta brevicollis Bruch, Br. eur. Er opdaget av prof. Kurr, som i 1828 fandt den på Dovre- fjeld; efter hans eksemplar blev den beskrevet i Br. eur, 1838. Den er i Europa indskrænket til den skandinaviske halvø og Fin- land, og er forøvrig kun kjendt fra Grønlands østkyst under ca. 70° n. b. En typisk indlandsplante ! På Sørlandet vestenfor Oksefjorden er den kun kjendt fra det øverste av Sætersdalen ; på Vestlandet mangler den helt med undtagelse av Indre Sogn, hvor dens fore- komst geografisk står i forbindelse med dens optræden i Valders, og selv på kysten længere nordovei, hvor forskjellen mellem kyst- og indlandsplanter i regelen er utvisket, kjendes den ikke. Derimot forekommer den med forskjellig hyppighet over hele ind- landet, på Østlandet mere spredd, i Valders, Gudbrandsdalen, på Dovref jeld og i Opdal almindeligere, i Tromsø stift atter sjeldnere. Dens vertikale utbredelse omspænder højdelagene fra havflaten til højt over trægrænsen, idet den er fundet endnu i en højde av henimot 1700 meter, men dens hyppigste forekomst turde falde i det subalpine belte. Den er xerofil, vokser på tørre, for solheten utsatte berg, enten på små, tynde jorddækker eller, som det oftere har forekommet mig, på selve berget, således at den muld, man finder i tuerne, skyldes deres dekomposition nedenfra i forbindelse med, at de tilbakeholder de faste partikler i det gjennemsivende regn eller snevand. Den aldeles overvejende del av voksestederne ligger i trakter, hvor fjeldgrunden består av løse skifere, nogen få vistnok, hvor den dannes av eruptiver, og atter nogen få ligger i kalktrakter^ No. 1] NORGES ENCALYPTACEÆ. 77 P'rugten, som aldrig savnes, modnes om våren; eksemplar i iågfældning er samlet i Telemarken ^^/g, ved Kristiania -''/s ; her hadde den '"^^'/r, tapt alle låg. Den er fundet i blomstring i Land ^^/rj, i Valders -^'7 og ^''7, i Trondhjemstrakten '■^'7. Voksesteder : A. Åker, oventor Kongshavn, Lille Frogner, Haxthausens løkke: Kiær; Dragonskogen : A.Blytt; „Kristiania": Sommerfelt. Bil. Nedre Eker, Solbergåsen- Kiær; Modum, ved Badet: S. Møller; Hole, Skjerdalen ; Norderhov, Tangen; Ådalen, ved Henstjernet : B:yhn; No re: A. Blytt; Skjønne: Kiær. Br. Tinn, ved Bjørnfossen, ørnes 550 m. : Kaalaas; Strand, Rollag: Kiær; Saude: A. Landmark. Ne. Holt, Nes jernverk: C. Rosenberg i f. Lindberg; Bykle, Brejvik 850 m., Brejviksæteren 900 m.: Bryhn. NB. Borg und. Maristuen : S. Møller; L æ r d a 1, Lærdalsøren : Lorentz; Lyster, Ejde, Mørkri: Kaalaas; Hafslo, Kroken: Wulfsberg; Aurland, 550 m.; Vik, Sejm 550 m. : Kaalaas. K. Land: Sommerfelt; Nordre Land, Høgfossen ved Skøjen: Kiær; Etnedalen, Bruflat: M.N. Blytt; Vestre Slidre mangesteds: Printz; Vang, Kvamsklejven: M. N. Blytt; Skaka- dalen : Kaalaas; mellem Tune ogSkogstad: Kiær; Vestre Gaus- dal, Dritjudalen 550 m.: Ryan; østre Gausdal, Prøjsen: S. Møller; Ringe bu, fleresteds: Sommerfelt; ved Våla 200 m. : Kaalaas; Søndre Fron, Ugledalen, Fævolden ved Listad: Kiær; Nordre Fron, Tårud; Hed al en s Hotel: Ryan; Se II, Kringen, Lårgård: Kaalaas; Lom, Hoft, Visdalen 840 m.: H.; Do v re, Tofte if. Schimper; Fokstuen: Th. Jensen; vedFoksåen: Kaurin og Ryan. H. Lilleelvedalen, Tronfjeldet: Bryhn; ved vejen til Gunnarsæteren, (finder ikke noteret) ; Kvikne, Ulsberg 380 m. : H. ST. Opdal, Kolla : Berggren; Knutshøen nær toppen: Bryhn; Kongsvold: Kurr if. Br. eur. ; Vårstigen (850 m.): Kaurin; Fins- høen: Kiær; Drivstuen 680 m., Engan 620 m., Vikaskogen 480 m., mellem Olmen og Nybroen 480 m. : H.; Skarbækken 1200 m.: Kaurin; Hor g, Løre 60 m. : H. NT. Nedre Stjørdalen, Sutterøen, Vikan, Gråbrek; Hegre, Forrå bro: Bryhn; Stenkjær: Fridtz; S n åsen, Roaldstejnen 30 m.: H. No. Mo, Raudalsvolden: Arnell; Tespåfjeldet: Fridtz; Fauske, Hankabakken 580 m., „Ny Sulitjelma" 650—700 m.: H. Tr. Nor drej sen, Venetvaara, teml. alm. ved Fossen og ovenfor, til Baudnavaara nær Rejsenvatnet: Jørgensen. F. Ki strand, Lemmivaara: Ryan. 78 I- HAGEN. [1910 Encalypta affinis Hedw-fil. Den blev samlet av Sommerfelt under hans ophold i Saltdalen og rigtig bestemt, men nogen meddelelse om dens forekomst i Norge fremkom ikke før i 1839, da Ångstrøm i Bot. Not. oplyste at ha fundet den i det nævnte herred. Det mest fremtrædende karaktertræk ved denne art er dens egenskap av kalkplante. Da kalkberg imidlertid kun i forholdsvis ringe utstrækning forekommer søndenfjelds, er den her meget sjel- den, idet man kun kjender nogen få voksesteder på Kristianiasiluren, og på Dovrefjeld er den likeledes overordentlig sjelden. men det er i kalkdistrikterne i Tromsø stift, at den her i landet har sin største utbredelse. Den foreligger, som det nedenfor vil ses. fra en række voksesteder i Ranen og Salten, likesom den også er truffet i Ofoten, på Andøens juraberg og på endel steder norden- for, hvor den stanser ved omkring 70° 25' n. b. Voksestederne ved Kristiania og på Ringerike ligger i lavlandet, i Tromsø stift er den derimot iagttat fra havflaten til noget over skoggrænsen; det højeste findested ligger i 900—1000 meters højde over havet. I sit behov for skygge og væte må den betegnes som mesofil; den er, såvidt vites, ottest bemerket på noget overskyggete, ikke for våte berg. Likesom slegtens øvrige enbo arter forekommer den altid med frugt ; låget avstøtes i slutningen av juli eller begyndelsen av august. I Ranen var den ^' ^ avblomstret; ved Tromsø ^\'7, i Rejsen ^'^/^ og ^^/g fandtes umodne generationsorganer. Voksesteder: A. .Aske r, Nesøen : Bryhn. Bil. Nor der hov, Bure, Ultvedt 100 m.: Bryhn. ST. Opdal, Kongsvold: Liebmann; sammesteds 900 m. : H. No. Mo, Skonseng 30 m., Hammernesset: Kaalaas; Almlien: A. Blytt; Ørtfjeldet (900—1000 m.): Arnell; Ravnåen, Tespåfjel- det: Fridtz; S alt dalen: Sommer felt; Solvågtinden: Ångstrøm, 750 m. : Fridtz; Fauske, mellem Lommijavrre og „Ny Sulitjelma" 720 m., Storstejnfjeldet 270-380 m.; Sør folden, Djupvik indtil 380 m.: H. ; Ankenes, Stortjeldet: Fridtz; Dverberg, Prest- dalen 200 - 270 m., hvor den næsten danner massevegetation, Merkestoppene : Kaalaas. Tr. Bardo, Lihammeren, Bergskletten, Rubben: Arnell; No. 1] NORGES ENCALYPTACEÆ. 79 Tromsøsundet, Ramfjeldet; Nordrejsen, Venetvaara : Jør- gensen; Javrreoaivve: Arnell. F, Alten, Kvænvik: Zetterstedt; Kistrand, Kolvik : Kaurin og Ryan. Encalypta procera Bruch. Blev av Bruch beskrevet som ny i 1828 efter eksemplar samlet i Norge av Kurr. Den er likesom E. hrevicolUs en kontinental art, men sjeldnere end denne og kun kjendt fra oplandsamterne og det nordenfjeldske ; her forekommer den fra Vinger til Porsanger, men er intetsteds almindelig og ofte kun sparsomt forekommende. Den findes på skifer- og kalkbund, voksende på selve berget eller på t3mde jord- lag, gjennem hele skogregionen, men vites ikke at overskride bjerkegrænsen. I Gudbrandsdalen var den ifærd.med at kaste låget ^"/y; læn- gere nordpå synes lågfældningen at foregå efter midten av juli. Blomstringen fandt sted i Valders ^^,7, i Nordrejsen -'^7; i Ranen var den ^'^i^ allerede tilendebragt. Vokse.steder : K. Vestre Slidre, Olberget 670 m. : Kaalaas; Løkenberget : Kiær; Vang, Kvamsklejven: i\l N. Blytt; Vestre Gausdal, Dritjudalen: Ryan; Ringe bu, Stulsbroen : Moe; Nordre Fron, Tårud; Se 11, Kringen: Ryan; Våge, Stade: Kiær. H. Kongsvinger på fæstningsvoldene : Holmgren ; Lille- elvedalen, Tronfjeldet: Nyman. ST. Opdal, Kongsvold: M. N Blytt; sammest. 900 m. : Kaalaas; Troldkirken: Bryhn. No. H e m n e s, Rovhelden ; M o, Langflågdalen : A. Blytt ; Ren- fossen: Kaalaas; Salt da len: Sommerfelt; Fauske, Lejvset : H. Tv. Nord rejsen, ved Fossen: Jørgensen. F. Alten, Kvænvik: Zetterstedt; Kistran d, Brændelven: H. ; Silfargorcce : Kaurin. Encalypta contorta (Wulf.) Hoppe. Denne art er opført i Hans Strøms Første Stykke (1788) under Dillenius's navn, og uagtet den ikke findes blandt hans efterlatte moser, ser jeg ingen grund til at tvile om rigtigheten av hans bestemmelse. 80 I- HAGEN. [1910 E. contorta er spredd over den største del av landet indtil 70" n. b., dens nordgrænse; der er imidlertid landsdeler, hvor den synes at mangle, f. eks. det sydlige av Grevskaperne, og andre, som det sydvestlige kyststrøk, hvor den er sjelden; det er kun i de lavere egner på Østlandet og i Nordlands kalktrakter, at den kan kaldes almindelig, ellers er den temmelig sparsom i sin op- træden. Den forekommer i højdelagene fra havflaten til op imot bjerkegrænsen, som den ialfald kun undtagelsesvis overskrider." Den vokser på berg, især inde i sprækker, på undersiden av ut- over hældende vægger, på siderne av blokker i urer o. s v., sjeldnere på ubeskyttete bergflater. Det viser sig, at den optrær både på hårdere bergarter, således i Smålenene på gnejs og porfyr, og på løsere skifere og kalkberg, især på de sidstnævnte; ikke sjelden findes der i tuerne avsat hvitagtige, tuflignende, grynete masser, som højst sandsynlig består av en kalkforbindelse. I Norge er frugten kun fundet en enkelt gang, hunblomster er meget sjeldne, og hanblomster er overhodet ikke bemerket i mer end en eneste steril tue. I Ytre Sogn er et eksemplar med dels lukkete, dels åpne pistillidier samlet ^^/g, på Dovrefjeld (750 m.) var den nylig avblomstret ^-/y. Utbredelse : Sm. Hvaler; Onsø; Borge; Tune; Råde. A. Åker; Bærum, (Snarøen fr. : Bryhn); Asker. Bu. Hurum ; Modum; Ringerike alm. if. Bryhn; Nore. JL. Sande; Våle; Tjømø. Bf'. Ejdanger; Bamle, Gjerpen; Hitterdal; Nissedal. Ne. Barbu. LM. Kristiansand; Flekkefjord. St. Vikedal. SB. Skånevik; Tysnes; Varaldsø; Røldal; Granvin; Årstad; Bergen. NB. Vik; Hyllestad; Selje. K. Fåberg; østre Gausdal; Ringebu; Lom. H. Lilleelvedalen. ST. Opdal; Melhus; Trondhjem. NT. Nedre Stjørdalen ; Levanger; Snåsen; Lierne. No. Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Bejeren; Salt- dalen; Fauske; Sørfolden; Dverberg. Tr. Trondenes; Bardo; Lenviken ; Tromsøsundet. F. Talvik; Kistrand. No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. 81 XVIII. Scligeraceæ Br. eur. Cette famille dont la plupart des espéces avait été auparavant considérées comme des Weisia, date de 1856, l'année de l'appari- tion du Corollaire de la Br. eur.; les auteurs y ont renfermé les genres Anodiis, Seligera, Stylostegium, BUnclia, Bracliyodontium et Camjjylosteleum. Le dernier genre n'est pas representé dans nos limites, Anodus a été subordonné de l'avis unanime des bryologues au Seligera, et Brachyodontium a été accepté sans opposition. C'est sur les rapports mutuels des genres Seligera, Stylostegium et Blindia que les dissentiments se sont fait entendre. Le genre Stylostegium, créé en 1846 en méme temps que le genre Blindia, est celui qui a rencontré le plus de résistance. Des 1848, Ch. Muller lui refusa son approbation, et son opinion fut partagée plus tard par des maitres de la bryologie, Lindberg p. ex., en méme temps que d'autres suivaient les pas des auteurs de la Br. eur. Pour se faire une opinion en présence de ce désaccord, il faut se poser les mémes questions que dans tous les cas ana- logues, il faut se demander, quels sont les caractéres distinctifs des deux genres, et quelle est la v^aleur taxonomique de ces ca- ractéres? Dans les deux editions de la Synopsis, Schimper attribue au genre Stylostegium „Calyptra minima, capsula immersa gymno- stoma", et au genre Blindia „Calyptra magna, subinflata, capsula exserta peristomiata" ; il ne fait pas mention de l'adhérence de la columelle å l'opercule chez le premier. Parmi les caractéres donnés, c'est certainement l'absence du péristome qui a determiné ce celebre auteur å établir ici une separation générique, comme il l'a fait également entre les genres Anodus et Seligera. Mais si la structure 82 I- HAGEN. [1910 du péristome est de la plus grande valeur pour la dassification, il n"en est pas de méme pour sa présence ou son absence; ce dernier caractére ne peut pas avoir plus d'importance dans la famille des Seligeracées que dans celle des Encalyptacées et des Orthotrichacées, dans lesquelles personne n'a eu l'idée de songer créer des genres bases sur la présence ou l'absence du péristome. Le caractére exprimé dans le nom Stylostegium, caractére sur lequel on a aussi établi des genres dans d'autres families, (Schistidium, Hymenoshjlium,) parait plus défendable. Mais j'estime qu'on doit observer une certaine uniformité dans l'appréciation de ce caractére; si on lui attribue de limportance générique dans un cas, on est tenu å faire de méme dans d'autres, et si on lui refuse cette valeur sur un point du systéme on ne doit pas la lui reconnaitre sur un autre, å moins qu'il n'existe de bons motifs pour admettre des exceptions. Or quelles sont les raisons qui pourraient nous faire agir autrement å l'égard de Stylostegium que de Pottia Heimii ou de Desmatodon systylius que personne n'a jamais songé å elever au rang de genres, ou de Tayloria Hornscliuchiana que nul bryo- logue ne rapporte plus au genre Systylium? Certes, de telles raisons n'existent pas; Stylostegium cæspiticium n'est pas plus étranger au genre Blindia que les espéces ci-dessus nommées aux genres auxquels on les rattachent d'un commun accord. De telles raisons ne peuvent non plus s'appuyer sur l'exemple des genres ScJdstidium et Hymenostylium, car le premier se joint d'une maniére naturelle au genre Grimmia, et le dernier au genre Barhula ou Didyynodon. Le caractére relevé par Limpricht, l'absence des stomates å la base de la capsule, a trop peu de valeur pour pouvoir étre employé å fonder un genre. Si on laisse le Stylostegium cæspiticium dans le genre Blindia, ce dernier se trouvera, quant å l'existence des stomates, constitué comme p. ex. le genre Grimmia, en ce sens qu'il comprendra des espéces pourvues de stomates et d'autres qui en sont dépourvues. En resumé, les caractéres par lesquels se distingue le Stylostegium cæspiticium des Blindia, n'ont pas de valeur générique. La separation des genres Blindia et Seligera a été maintenue par presque tous les auteurs; mais les caractéres d'aprés lesquels IV[o 1] NORGES SELIGERACEÆ. 83 on les sépare, ont peu d'importance; aussi De Notaris réunit-il pour ce motif, en 1869, le genre Blind la (acuta) avec le genre Seligera (tristicha, recurvaia, pusilla et Doniana). La distance des deux genres diminua encore quand Lindberg eut démontré, en 1879, l'existence d'un groupe intermédiaire qu'il nomma Blindiadelphus. Les differences auxquelles les auteurs de la Br. eur. se référaient, consistaient dans la taille des plantes et dans la présence, chez les feuilles de Tun des genres, de cellules angulaires élargies qui man- quent chez l'autre; ils ne semblent pas s'étre aper^us du devé- loppement différent des trabecules péristomiales. En 1879, Lindberg en décrivant le S. subimmersa, s'exprime ainsi: „E ceteris specie- bus generis distingvuntur hæ S. polaris et subimmersa cæspite alte pulvinato et denso cauleque dense ramoso, cellulis angularibus foliorum vere dicranaceis, quibus notis se ad Blindiam valde appro- pinquant, ex hoc genere certe distinctæ vix alia nota quam dentibus extus dense cristato-trabeculatis, ei novum subgenus Seligeræ, quod Blindiadelplium nominare volumus, constituentes; naturalius forsitan videatur Blindiam cum Seligera conjungi, qua de re tamen nondum perfecte certi sumus," et on n'a pas depuis découvert d'autres faits qui pourraient entrer en considération pour le classement de ces plantes; on a done trois groupes qu'il s'agit d'arranger de la meilleure maniére, celui de Seligera, caractérisé par sa taille exigué, par ses feuilles dépourvues de cellules angulaires différenciées et par les dents péristomiales å trabecules élévées, celui de Blindi- adelplius, distinct par sa taille plus considérable, par ses cellules angulaires dilatées, par les dents formées comme dans le groupe précédent, et enfin celui de Blindia qui correspond au groupe Blindiudelphus quant å sa taille et au tissu des feuilles, mais qui s'éloigne de lui et des Seligera par les dents péristomiales sans trabecules proéminentes. Ces trois groupes peuvent étre arrangés de quatre maniéres différentes: on peut suivre De Notaris en les réunissant en un seul genre, ou on peut les considérer com.me trois genres différents, ou on peut tenir le milieu, en réunissant, comme sous-genre, Blindiadelphus au genre Blindia ou au genre Seligera; la derniére combinaison est adoptée par les auteurs qui ont traité ce sous-genre. Bien que je sois plutot disposé å marcher 84 I. HAGEN. [1910 sur les traces de De Notaris, je maintiens néanmoins la separation de ces groupes en deux genres; mais je trouve peu rationnel de rattacher le sous-genre Blindiadelphus au genre Seligera, il me semble préférable de le réunir å Blindia. On distinguera ce dernier genre du genre Seligera par des caractéres tirés des organes végé- tatifs, par la taille et par la conformation des angles foliaires; le devéloppement des trabecules des dents péristomiales marquera la difference entre les deux sous-genves BlindiadelpJius etBlmdia p. s. d. , I Capsula sulcata; calyptra mitrata, lobata Brachyodontium \ Capsula lævis; calyptra cucullata — subulata 2 j Plantæ minutissimæ; cellulæ foliorum angulares haud dila- r) j tatæ Seligera I Plantæ mediocres; cellulæ foliorum angulares dilatatæ I Blindia. Brachyodontium Fiirnr. Som i Europa forøvrig, findes der også i Norge kun en art av denne slegt, Brachyodontium trichodes (WAI.) Furnr. Den er i 1846 i Br. eur. angit fra Skandinavien, men da der intetsteds foreligger nogensomhelst antydning om, at den forekommer i Sverige, ligger det nær at formode, at denne angivelse sigter på Norge; noget nærmere kjendskap til, hvor den i tilfælde har været fundet, har jeg imidlertid ikke. A. Blytt samlet den i 1872 uten at kjende den; det var først i 1893, at den (i Kaalaas's Norges Levermoser) med sikkerhet blev kjendt som norsk. Der er vel ikke tvil om, at den likesom de fleste Seligera-artev har større utbredelse her i landet, end de få findesteder antyder; på grund av sin forsvindende litenhet er den sikkerlig mangesteds blit overset. Voksestederne, hvorav de fleste tilhører Vestlandet nordover til 62° 14' n. b., ligger for det meste i den øvre del av skogbeltet og ovenfor dette op til snegrænsen; den er nemlig også fundet i kanten av snefonnerne. Den vokser på berg og blokker, oftest ved foten av disse, på gnejs, granit, skifer, i Kristianiatrakten på kalksandsten. Alle vore eksemplar har frugt; denne var i Søndmøre netop moden Vs- Et eksemplar fra Skånevik har ^/s (foruten fjorgammel Nq 1] NORGES SELIGERACEÆ. 85 frugt) kapsler, som endnu ikke på langt nær er utvokset. Om blomstringen er ingen anden oplysning at gi, end at pistillidierne endnu var aldeles umodne ^V? i Nordfjord. Voksesteder : Bu. Lier, Engerfjeldet nær Buttedalssætrene 400 m.: Conradi* St. Sand, Rosejmsnibba 260 m.: Kaalaas. SB. Skåneviksfjeldene 620 m. : Kaalaas. NB. Kirkebø, Blåfjeldet ved Vadejm 730 m. ; Gloppen, Ejkeneshesten 500 m.: Kaalaas. B. Herø, Rødalshornet: Jørgensen; ør s ten, Sauhornet 750 m.: Kaalaas; Sunnelven, Horgesæteren : A. Blj'tt. Seligera Br. eur. Un trait caractéristique de la plupart des espéces de ce genre est offert par la variabilité des feuilles qui est plus étendue que dans tout autre genre de mousses. Elles sont, dans une méme espéce, tantot tres courtes, å limbe relativement large, tantet al- longées en un acumen subulé et méme filiforme, forme par la ner- vure excurrente seule ou ne présentant, å coté de celle-ci, qu'un petit nombre de rangées cellulaires. On connait des variations de cette sorte chez les -S', pusilla, paludosa et patula, et j'ai trouvé également une forme du 8. Doniana å feuilles raccourcies; c'est plus spécialement chez le S. pusilla que cette variabilité se fait sentir ; en comparant une feuille de la var. Seligeri å une feuille de la var. acutifolia, on ne croirait pas qu'elles appartiennent å la méme espéce si on n'était pas å méme de suivre les transitions. C'est å cause de cette variabilité qu'on doit, pour l'étude de ces plantes, s'en rapporter au spotogone dont les caractéres sont, en general, assez constants ; je ne connais qu'un seul point sur lequel il a tendance å varier, c'est dans la forme de la capsule qui au lieu d'étre réguliére peut étre parfois légérement oblique, (dicranel- loide,) comme je l'ai observé chez les S. hrevifolia, paludosa et diversifolia. C'était surtout au moyen de ce caractére que Lind- berg distinguait son S. ohliquula de S. diversifolia; par conséquent, cette espéce est å supprimer. En rendant compte des caractéres du S. patula, (S. tristi- clioides,) j'ai insisté autrefois sur la proéminence de la columelle, 86 I. HAGEN. [1910 j'avais cru trouver, dans cette propriété, quelque chose de spécial pour cette espéce. Plus tard, j'ai observé que d'autres espéces de ce genre se comportent d'une maniére analogue; j'ai constaté pré- cisément la méme particularité chez S. DoniaJia, et surtout chez S. hrevifolia immédiatement aprés la chute de l'opercule; mais chez ces espéces la columelle se brise plut tot que chez S.patula dans lequel ce phénoméne peut s'observer assez longtemps. , j Peristomium nuUum S. Doniana \ Peristomium evolutum 2 ( Cellulæ exothecii tenues, flexuosæ; columella exserta diu ^ j persistens *S^. patula I Cellulæ exothecii incrassatæ, haud flexuosæ; columella mox ' decidua .3 o j Cellulæ exothecii irregulares S. pusilla \ Cellulæ exothecii regulares 4 i Costa foliorum debilis, apicem haud attingens; calyptra . j subulata S. hrevifolia I Costa validior, apicem attingens vel excurrens; calyptra I cucullata 5 i Vo\\Si perichætialia latiora quam caulina, obtusata ; seta haud c j curvata 8. diversifolia I Folia perichætialia a caulinis haud diversa; seta magis vel I minus curvata S. paludosa. Seligera Doniana (Sm.) Miill.-Hal. Blev først angit for Norge av Sommerfelt i Suppl. Fi. lapp. (1826). Den optrær enkeltvis eller spredd, undertiden i noget tættere grupper, g jerne i skygge og foretrækker derfor hulninger, sprækker og dypere kløfter i berget, på hvilket den vokser. I Kristiania- trakten er den iagttat både på gnejs, granit og kalksten, ellers findes den mest på skifere, som dog helst bør være kalkholdige, dog også på sandsten. Den forekommer her og der søndenfjelds og i Trøndelagen, uten at den her kan sies at være almindelig nogetsteds; derimot er den meget hyppig i Nordland indtil spidsen av Andøen, hvor den har sit nordligste kjendte voksested (omtrent ved 69° 20' n. b.). Den går højt op i bjerkebeltet og overskrider vistnok dette på enkelte steder. Den sætter flest frugter, hvor underlaget er litt fugtig, medens den, hvor fjeldet er ganske tørt, kun frembringer en og anden. No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. 87 Tiden for lågfældingen må både for Trondhjemstrakten og for Nordland sættes til sidste halvdel av juli måned eller måske til den første uke av august. Blomstringen foregår i løpet av august; på Alstenøen Vs og i Ranen ^Vs \'ar den ikke begyndt, men i Sørfolden fandtes der ^"/s ganske unge (ca. 2 uker gamle?) frugt- anlæg; i Tysnes var den i blomstring -"/s- Voksesteder: A. Åker, Ljan: Fridtz; ovenfor Gausta, St3^gdalsfossen : Kaalaas; Mærradalen: Kiær; ved Båntjernet under VettakoUen: Moe; Bæ rum. Rød mølle: Kaalaas. Bu. Røken, under Slemmestadåsen: Kaalaas. Br. Ej dan g er, Hejstad, Dalen ved Brevik: Kaalaas; Bre- vik: Cleve. SB. S kane vi k, Skutet 720 m.; Tysnes, Store Godø: Kaalaas; Tejgen: Wulfsberg; Varaldsø, Kjærevik: Kaalaas; Skjelnesodden; Os, nær Halvik : Jørgensen; Gran vin 2^10 m. : Havås; Voss, søndenfor Vangsvatnet: Kaalaas. NB. Hafslo, Marifjæren: Lorentz; Ask vold, Lammetun: Kaalaas. K. Vang, Bergselven 500 m, ; Ring eb u, ovenfor Høgstad- broerne 350 m.; Nordre Fron, Kvamsporten 250 m. : Kaalaas; Tårud: Ryan. H. Tolgen: AI. N. Blytt (?). ST. Ålen, Lien 420 m.: H.; Opdal, Kongsvold : Kiær; Skjørstadlien: Kaurin; Tr ondhjem, Ilelven, Ladehammeren flere- steds; Malvik, Hommelviken : H. ; Mostamarken: Ångstrøm. NT. Nedre S tj ør dalen, Gevingåsen, Mæle, Koksåsen, Forbordfjeldet; Hegre, Forrå bro: Brvhn; Snåsen, Bergsåsen 150 m.: H. No. Vefsen, Skjervenelven, Dolstadåsen; Alstahaug, ved foten av De Syv Søstre: Kaalaas; Dønnes, Tomma: A. Blytt; Hem n es; Mo, Dunderland, Selforsfjeldet: Arnell; Hammernesset, Nævernesset: Kaalaas; B ej er en, Soløjen: H.: Salt dalen, Rog- nan: H.; Hals: Schlegel og Arnell; Fiskvåg: Sommerfelt; Bukstig- flåget: Fridtz; Fauske, Løgaflen; Sørfolden, Djupvik: H. ; Eve n es: Fridtz. Tr. Bar do, Bergskletten : Arnell. var. pygmæa n. var. Folia breviter cuspidata. No. D verber g, Prestdalen 150 m. på kalk: Kaalaas. L'inflorescence de l'espéce primaire est parfois synoique; chez la varieté j'ai trouvé la fleur terminale hermaphrodite et des anthé- ridies nues aux aisselles des feuilles supérieures. 88 I- HAGEN. [1910 Seligera pusilla (Ehrh.) Br. eur. Le S, brevifolia étant une espéce propre, le S. acutifolia est la seule forme dont nous aj^ons å étudier les affinités avec S. jmsilla. Lindberg la regarde comme espéce autonome, Schimper comme varieté; M. Dixon a une opinion intermédiaire, il lui attri- bue la Valeur d'une sous-espéce. Lindberg, en établissant son espéce, s'appuyait sur la briéveté du pédicelle qui ne permet pas å la capsule d'atteindre les sommets des feuilles périchétiales, et sur la nervure des feuilles longuement excurrente. Le premier de ces caractéres a perdu sa valeur spécifique depuis que Lindberg lui-méme a décrit la vcw. longiseia. Le dernier caractére parait, au premier coup d'oeil, avoir plus de valeur, mais malheureusement il n'existe aucune limite tranchée entre la forme des feuilles du 8. pusilla et celle du S. acutifolia, aussi que le démontre amplement Philibert dans la Rev. bryol. 1897 p. 49—50; celui-ci n'en conclut pas moins, il est vrai, å la separation spécifique des deux formes, mais il me semble que logiquement il devait conclure en sens contraire. Une autre difference est signalée par M. Dixon : il dit que le pédicelle du S. pusilla montre å la surface des cellules étroites et allongées tandis que Tassise périphérique du méme organe est formée, chez le 8. acutifolia, par des cellules plus courtes et plus larges. Mais la longueur de ces cellules n'est pas une difference a prima formatione. La longueur plus considérable du pédicelle du 8. pusilla est due å ce que chaque cellule s'allonge pendant la maturation du fruit plus qu'elle ne le fait chez le 8. acutifolia dont le pédicelle est précisement, gråce å cela, plus court. La preuve de l'exactitude de cette explication est fournie par la var. longiseta dont le pédicelle, plus long que celui du 8. acutifolia, est composée de cellules tout-å-fait semblables å celles qu'on ob- serve sur le méme organe du 8. pusilla. Les autres caractéres du sporogone, (texture de Tépiderme capsulaire, aspect du péristome etc.) étant précisement les mémes dans les deux formes, il est done logique de revenir å l'opinion de Schimper et de ne voir dans ces deux plantes qu'une seule espéce. No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. S9 De tidligere angivelser om denne arts forekomst i Norge grunder sig på fejlagtig bestemte eksemplar, muligens med undtagelse av Kiærs opgivende i 1884 om dens forekomst på Voksenåsen ved Kristiania. hvor den skal være samlet av M. N. Blytt, (determ. Schimper,) en angivelse, som hverken Kiær eller jeg har kunnet bekræfte efter undersøkelse av vedkommende eksemplar. Den rig- tige plante blev først i 1902 angit fra Norge av Bryhn. Lindbergs var. brevifolia fra 1864 er, som det senere vil ses, en fra S. pusilla forskjellig art. Såvel hovedarten som varieteten er meget sjelden her i landet ; de kræver begge underl. g av kalksten og er ikke fundet utenfor lavlandene, den første kun på Ringerike og den sidste på et par steder på Vestlandet. Voksested: Bu. Norderhov, Bure: Bryhn. var. acutifolia (Lindb.) Schimp. Voksesteder: LM. Kristiansand, ved Ek sindssykeasyl: Kaalaas. -B. Sande, Brejviken; Kaalaas. Seligera brevifolia (Lindb.) Lindb. Seligera pusilla var. brevifolia Lindb. in Ofv. K. Vet.-Akad. Forh. XXI, p. 187 (1864). S. brevifolia Lindb. ap. Lindb. & Arn. in K. Sv. Vet.-Akad. Handl. XXVIII, no. 10, p. 84 (1890). - Cette plante a été méconnue puisqu'elle a été presque toujours considérée comme identique avec le 8. pusilla var. Seligeri. Cette confusion a pu se produire parce que la plante n'existant que dans peu d'herbiers et en quantité minime, a été peu accessible, et, par suite, negligée. En réalité, les parties vegetatives n'offrent pas de differences spécifiques avec S. pusilla, sauf peut-étre la position et la conformation de la fleur måle qui semble ici former un individu distinct. J'ai trouvé cette fleur, située parfois å la base de la plante femelle, mais visiblement pourvue de son propre systéme de radicelles, et, en d'autres cas, je l'ai trouvée isolée, également radi- cante. Bien que ces faits soient trés-difficiles å observer d'une 90 1. HAGEN. [1910 maniére sure, sur des plantes si exigues, rinflorescence me semble fournir un caractére distinctif, car elle est décidément autoique chez le S. pusilla, les fleurs måles étant situées tantot å la base tantot au sommet d'un rameau spécial de la plante fructifiée. Leur aspect est aussi caractéristique, car elles forment un bourgeon non ferme mais ouvert, les bractées ayant une direction assez étalée. Qu'on attache å ces differences plus ou moins d'importance, sui- vant qu'elles sont constantes ou seulement accidentelles, c'est néan- moins dans le fruit qu'on trouve les caractéres décisifs. Chez le S. imsilla l'exoderme de la capsule est compose de cellules petites, irréguliérement polygonales, chez le 8. brevifoUa de cellules tres réguliéres, rectangulaires. Les dents péristomiales du S. pusilla atteignent å peine la longueur de 01 mm., et elles sont assez obtuses, parfois tronquées, tandis qu'elles ont, chez le S. hrevifolia, jusqu'å 018 mm. (et d'aprés une mensuration de M. Kaalaas jusque 02 mm.) de long; de plus elles sont, chez cette espéce, plus aigués; aussi cette longueur leur permet-elle å l'état sec de s'en- rouler presqu'en spirale au-dessous de l'orifice. La forme de la coiffe est également différente chez le S. hrevifolia. CucuUiforme chez tous les autres Seligera, elle est, dans cette espéce, subulée; gråce å l'absence de fissure laterale, elle ne peut couvrir aucune partie du sporange ; pendant le devéloppement du fruit elle est tout simplement soulevée et finit par couvrir seulement le bec de l'oper- cule auquel elle semble étre bien adhérente. Des plantes provenant de divers endroits ont presenté cette contormation de la coiffe; en un seul cas, je l'ai trouvée quelque peu différente: elle descendait un peu au-dessous de l'opercule d'un coté au lieu de s'arréter å la base du bec, mais dans ce cas aussi elle avait au sommet la méme forme subulée et dépassait longuement l'opercule. Comme il n'existe aucune description de cette espéce, abstraction faite de la diagnose fort sommaire du S. pusilla var. hrevifolia, je reproduis ici celle qui a été å No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. Ql trouvée dans l'herbier de Lindberg et que M. le dr. H. Lindberg a eu la bonté de mettre å ma disposition. Je l'accompagne d'une figure pour montrer la forme de la coiffe et la longueur du péristome. „Autoica, minuta, ad 4 mm. (cum sporogonio) alta; folia brevia, a basi late ovata sensim triangulariter subsubulato-acuta, SLibula breviore — æquiter longa ae basi, margine parum crenulata, nervo solum tertiam partem latitudinis subulæ occupante, cellulæ ut in S. lousilla, sed distincte majores ; bracteæ pericliætii erectæ, vaginantes, integerrimæ, plus minusve obtusiusculæ, nervo tenuis- simo ; seta recta, viridulo-luteola ; tlieca luteola, regularis, (cum coUo in setam sensim abeunte) ovali-obconica, ore magno; cellulæ exo- thecii magnæ, rectangulares, ad os subquadratæ, toto circuitu op- time incrassatæ, stomata pauca nuda in collo, annulus nullus; jjeristomii dentes purpureo-brunnei, ^/g mm. alti, sat longe infra os exeuntes, perfecte dolabriformes, acutissimi, præcipue ad basin dense articulati, extus parum transverse cristati, lævissimi, pellucidi ; spori Vioo mm-) brunneoli, lævissimi; 02)ercidum a\t\tud\ne dimidia thecæ, erectum, fere perfecte conicum, acutiusculum, luteolum ; calyptra vix totum operculum tegens, mitriformis, erecta, subcylindrica, in- tegerrima, remotissime et humillime papilloso-asperula, brunnea, basi albida et emarcida. — S. pusilla proxima optime diversa est his notis: major, folia longa, a basi brevi et angustiore fere sensim longissimeque subu- lata, subula optime crenulata, nervo duas partes subulæ occupante; bracteæ perichætii minus vaginantes, crenatæ ; seta et theca viridulo- pallida, hæc cum collo optime effigurato subpyriformis, ore angusto; dentes peristomii Vio mm. alti, purpureo-pallidi, obtusi; operculum e basi humiliore quam semiglobosa abruptissime longeque rostra- tum, rostro valde nutante et subcylindrico; calyptra magna, ad medium thecæ dependens, pallida (excepto apice rostri), lævissima, cucullata." — Limpricht affirme que les dents du S. pusilla peuvent atteindre la longueur de O' 18 mm.; cette indication me semble fort suspecte; je soupconne qu'elle se rapporte å S. hrevifolia, soit å des exem- plaires norvégiens récoltés par M. Kaalaas et determinés par Limpricht sousXe nova åe S. pusilla, soit å des exemplaires du territoire com- 92 I- HAGEN. [1910 pris dans la flore de Limpricht. Et alors dans ce dernier cas, le S. hrevifolia existerait done dans l'Europe centrale. Nærværende art blev først samlet her i landet av Schiibeler i 1836; det var imidlertid på de i det følgende år av Lindblom samlete eksemplar, at Lindberg i 1864 grundet den S. pusilla var. hrevifolia, som han senere erkjendte som egen art. Planten, som, (når man undtar de av Lindberg behandlete eksemplar,) her i landet ikke har været holdt ut fra hovedformen av S. pusilla, er vistnok kjendt fra flere steder end denne, men hører desuagtet til vore sjeldneste arter. Voksestederne, som ligger mellem 60° 25' og 67° 17' n. b , ligger spredd gjennem landets skifertrakter; kun fra Ranen er den angit at vokse på kalk. Den holder sig til lodrette vægger og foretrækker steder, hvor der er nogen skygge. Frugten modnes omkring midten av juli. Voksesteder: SB. Arstad, Svartediket ved foten av Ulriken : Kaalaas. NB. Vik, Hoveåsen 450 m.: Kaalaas. K. Bi ri, Sveen: Lindblom; Ringebu, Stulsbroen: Schiibeler. ST. ^ Selbu, Hestsprangbækken 200 m.: H.; Mal vik, Dal- berget: Ångstrøm. NT. Nedre S tj ør dalen, Gevingåsen ved Heil: Bryhn. No. M o, Nævernesset : Kaalaas; Fauske, Furulund: Nyman. Seligera paludosa (L.)^) Bryum paluclosum L. Sp. pi. ed. 1, p. 1119 (1753). B. setaceum (haud L.) Wulf. in Jacq. Misc. Il, p. 96 (1781). Seligera recurvata Br. eur. Monogr. p. 6 (1846) etc. Denne art er først samlet i Norge av Chr. Smith (før 1812), men findes ikke anført i literaturen før i 1831 (i 2den utgave av Hartmans Skandinaviens Flora). ^) „La désignation d'un groupe, par iin ou plusieurs noins, n'a pas pour but ci'énoncer des caractéres ou l'histoire de ce groupe, mais de donner uii moyen de s'entendre lorsqu'on veut en parler." (Art. 16 des Régles inter- nationales de la Nomencl. bot. de 1905). No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. 93 Den vokser mest på lodrette sider av berg av forskjellig sam- mensætning, oftest måske på sandsten, men også eruptiver, som porfyr, og på kalkholdig berg, helst hvor belysningen ikke er altfor sterk, enkeltvis eller gruppevis, ikke sjelden dækkende større fiater næsten i form av tuer, i hvilke der dog ingen sammenhæng er mellem de enkelte individer. En enkelt gang er den fundet på stener i en elv. Den er den almindeligste av slegtens arter; den er ganske hyppig i Kristianiatrakten, (på fjordens østside dog sågodtsom utelukkende på øerne,) omkring Drammen og på Ringe- rike; herfra fortsætter den nordover, med lange mellemrum mellem voksestederne, til den søndre del av Gudbrandsdalen, og sydover langs Kristianiafjordens vestside til Langesundsfjorden, men den mangler på hele Sørlandet; på Vestlandet dukker den atter op i Ryfylke for at bli nogenlunde hyppig i Søndre Bergenhus amt. Ved Trondhjemsfjorden har man atter endel voksesteder, især fra Stjørdalen og Frosten, men længere nordover er den atter sjelden; dens nordligste findested ligger ved 69" 54' n. b. De højdebelter, hvori den oftest forekommer, er lavlands- og skogbeltet; derimot er den hos os overmåte sjelden ovenfor skoggrænsen. Frugt findes i almindelighet i rikelig mængde; i eksemplar fra Trondhjemstrakten har de modne frugter tapt låget allerede i midten av juli, medens andre endnu er umodne. Eksemplar i blomstring er samlet fra -^7 til ^'^/g. Voksesteder: A. Ni tt ed alen, sydenden av Ørfiskevatnet: Kaalaas; Åker; Bæ rum; Asker: almindelig. Bu. Røken, Slemmestadåsen: Kaalaas; Lier, Sjåstad: A. Blytt; Enger: Conradi; Drammen, Strømsåsen if. Chr. Smith; Nedre Eker, Mjøndalen if. Chr. Smith, Bryhn; Øvre Eker, Lilleby: Bryhn; Modum, i Snarumselven: S. Møller; Melåen: Kiær; Hole, Krokkleven: A. Blytt; Stejn, Skjerdalen: Brj^hn; Sand s ver, mellem Jægerfos og Skrim: W. Boeck. JL. Skoger, Austad: Kiær; Sande, Borgen: Kaurin; Borre, Rydningen: Conradi. Br. Ejdanger, Versviken: Kaalaas; Brevik: Cleve; Gjer- pen: Bryhn. 8t. Vi ked al, Lysenuten 400 m.: Kaalaas. SB. Skåne vi k, Vikene: Jørgensen; Ty snes, Nattevik : A. Blytt; Godøen: Wulfsberg; Vikør, Norejmsund: Kaalaas; 94 I. HAGEN. [1910 Fuse, Skogsejd: Jørgensen ;_^ Fane, Hop, Natland, Paradis: Wulfs- berg; Tvejterås: H. Greve; År stad, Ulriken; Bergen, Fløjfjeldet: Kaalaas. K. Ringebu, Stulsbroen 350 m. : Kaalaas. H. Vang, Furunesset: H. ST. Opdal, „Dovre:" W. Boeck; Selbu, ved Skredøen 180 m.; Malvik, Hommelviken; H.; Mostamarken: Ångstrøm. NT. Nedre Stjør dalen: Sommerfelt; Heil, Gråbrek: Bryhn; Frosten, Hogstad, Hojem: H. No. Alstahaug, De syv Søstre; Stamnes, Sandnes: Kaalaas; Fauske, under Sulitjelma: Conradi; S ør fold en, Djup- vik: H. F. Alten, Rajpas: iMoe. var. pumila (Lindb). S. setacea var. pumila Lindb. in Ofv. K. Vet. Ak. Forh. XXI, p. 190 (1864). A. Åker, Hovedøen: Conradi; Haxthausens løkke; K ri- st iania: M. N. Blytt; Bæ rum, Høvik: Kiær. Le cycle des formes qui se groupent autour du S. paliidosa et dont on a å discuter les rapports, comprend 8. campylopoda, S.paludosa typique et ses varietés pumila et hrevifoUa, S.erecia, S. arctica, S. ohliquula et S. diversifolia. Pour simplifier la ques- tion, disons tout d'abord que S. paludosa var. hrevifoUa, S. erecta et S. arctica sont identiques, et que S. ohliquula ne constitue pas un type spécifique, comme je l'ai déjå remarqué, mais une simple variation du S. erecta. Par suite, le nombre des formes voisines du 8. paludosa (et sa var. pumila qui a lui été unanimement sub- ordonnée,) dont nous avons å examiner les relations, est réduit å trois, le 8. campylopoda, le 8. erecta et le S. diversifolia. Le 8. campylopoda se rapproche de 8. paludosa var. pumila^ mais il ne peut pas, comme l'a fait Limpricht, lui étre réunie. • Bien qu'on ne doive guére, en general, attribuer d'importance aux parties vegetatives des Seligera, et alors méme qu'on ne tiendrait pas compte, par conséquent, du fait que les feuilles du 8. campylopoda ont, sur la méme longeur, un limbe large de 2 — 3 rangées de cellules jusqu'au sommet et une nervure plus étroite et mieux définie que chez le 8. paludosa, un caractére du sporogone est suffisant å assurer au 8. campylopoda la valeur d'une bonne espéce ; je veux parler de la structure de l'épiderme capsulaire qui se. No 1] NORGES SELIGERACEÆ. 95 compose, chez celui-ci, de cellules larges carrées, chez le S. palu- dosa de cellules étroites allongées. Du reste, cette plante ne nous présente qu'un interét secondaire, car elle n'a pas été trouvée dans les limites de notre flore, et je ne l'ai pas vue non plus d'autres pays européens. En tout cas, Limpricht a eu tort de la regarder comme identique avec la var. pumila, et on ne peut s'expliquer comment ce bryologue sagace a pu confondre deux plantes aussi différentes que les S. campylopoda et ^S*. erecta qu'il rattache toutes deux comme synonymes å la var. pumila. Cette derniére varieté n'est, en réalité, qu'une forme tres peu importante du. 8. paludosa dont elle rappelle tous les caractéres du sporogone et dont elle ne se distingue que par les feuilles plus courtes. S. diversifolia et S. erecta sont si peu différents que je ne puls les considerer comme deux espéces. La difference reside ex- clusivement dans les feuilles périchétiales intérieures qui sont, chez le S. erecta, å peu pres de la méme forme que les feuilles caulinaires supérieures, c'est å dire qu'elles se continuent au dessus de la base engainante, en un limbe linéaire obtas; chez le 8. diversifolia ce limbe manque, et les feuilles se reduisent å une gaine, largement obtuse au sommet. Philibert, dans sa description originale, fait mention aussi d'une autre difference, savoir que les dents péristo- miales dolvent étre, chez le 8. diversifolia, obtuses et lisses, tandis qu'elles sont, chez le AS', erecta, aigués et fortement lamelliféres å l'intérieur. Sans m'arréter å l'inexactitude de la derniére indication (puisque tous les 8eligera ont les dents lisses å l'intérieur et lamel- liféres å l'extérieur,) je me borne å constater que les deux plantes ne présentent, dans leur péristome, aucune difference qui puisse étre prise en considération; si les peristomes ont paru différents å l'excellent bryologue d'Aix, cette difference ne dépasse pas le degré de variation qu'on peut trouver dans une méme espéce de ce genre; la forme du périchéze est le seul caractére important. Mais alors méme qu'on pourrait, dans un autre genre, attribuer å cette diffe- rence la Valeur d'un caractére spécifique, dans un genre comme Seligera dont les feuilles ont une tendance marquée å varier dans leur longueur, il est préférable de considerer ces deux formes comme espéce et varieté; elles s'éloignent moins l'une de l'autre 96 I- H AGEN. [1910 par exemple que le S. pusilla de sa var. Seligeri. Quoique le S. ereda soit le plus devéloppé, le S. diversifolia doit étre regardé, pour des raisons de priorité, comme l'espéce principale, et ]e 8. erecta comme varieté. Si les rapports des formes déjå traitées ne me paraissent pas douteux, il en est autrement pour la question des relations du S. paludosa avec S. diversifolia et 8. erecta. Les differences dans le sporogone se bornent å la longueur plus ou moins considerable et å la courbure plus ou moins marquée du pédicelle, et enfin å la couleur des dents, moins foncée chez S. paludosa que chez 8. diversifolia; elles sont, en somme, peu importantes, c'est pourquoi la question de leur separation ou de leur reunion depend des or- ganes végétatifs. Mais comme je l'ai plusieurs fois mis en relief, la forme des feuilles est, dans le genre 8eligera, soumise å des variations étendues, or les differences dans les feuilles de 8. palu- dosa et de 8. diversifolia ne sont pas tellement considérables qu'on ne puisse les comprendre dans une seule espéce. Mais il existe une autre difference des parties vegetatives de plus d'importance ; le port est totalement différent. Le 8. paludosa a une tige tres courte, également feuillée des la base, de la méme épaisseur dans toute sa longueur, et d'un vert clair ou jaunåtre. Chez les 8. diversifolia et erecta la tige est un peu plus longue, d'un vert obscur OU olivåtre, et couverte, dans sa partie inférieure, de feuilles courtes apprimées, au sommet elle est rapidement épaissie de fa9on å imiter presque la plante måle d'un petit Pliilonotis ou un Aong- stromia, å tel point qu'au commencement de ces etudes j'ai cru plusieurs fois avoir å faire å une espéce dio'ique å fieurs m.åles subdisciformes. Ce gonflement apical est causé par la coexistence, å peu de distance, d'une fleur femelle terminale et d'une fleur måle épaisse gemmiforme contenant un grand nombre de feuilles péri- goniales. Ce port particulier des tiges et cette structure de l'in- florescence måle, communs aux 8. diversifolia et erecta, mais tres différents de ceux des autres 8eliyera, sert å la fois å prouver l'affinité de ces deux plantes et å amener leur separation du 8. paludosa. Les caractéres végétatifs sur lesquels s'appuie la separa- tion des 8. diversifolia et erecta du 8. paludosa, sont d'aprés cela, No 1] NORGES SELIGERACEÆ. 97 dune nature tout speciale, et je crois qu'on pourra, gråce å eux, admettre une distinction spécifique, mais il faut concéder qu'il s'agit ici en definitive d'un jugement subjectif. Seligera cliversifolia Lindb. Medens varieteten allerede i 1871 blev anført som norsk av A. Blytt, dog uten at beskrives, blev hovedformen først tyve år senere av Bryhn indført blandt Norges moser. Den findes spredd hist og her gjennem landet indtil Nordrej- sen, søndenfjelds mest i de indre landsdeler, idet den mangler på Sørlandet og kun er kjendt fra et enkelt sted på Vestlandet; hovedformens voksesteder ligger noget tættere sammen på Kri- stianiasiluren, varietetens i Nordland, fornemmelig i Ranen. Den når ikke nogen større højde over havet, idet den ikke vites at være fundet højere end 300 m. (i Gudbrandsdalen). Hovedformen er kun fundet på kalk, varieteten derimot oftere på kalkholdige skifere. Den vokser på selve berget, såvel i rifter og sprækker som på aldeles åpne steder. I eksemplarene av hovedarten, som alle er samlet i oktober, har frugterne foriængst tapt låget; ved siden derav indeholder de unge frugtstilker, som er utvokset til sin fulde længde. Av varie- teten foreligger der flere eksemplar, samlet i slutningen av juli, men også disse har allerede kastet låget. Voksesteder for hovedarten: Bu. Røken, Slemmestadåsen : Kaalaas; Hole, Skjerdalen; Norderhov, Bure, Ultvedt: Bryhn. var. brevifolia (Zett.) S. recurvata var. h'evifolia Zett. mss. ; A. Blytt in Kr.a Vid. Selsk. Skr. 1871, p. 138; nomen nudum. S. ereda Phil. in Rev. bryol. 1879, p. 67. S. recurvata var. pumila Jur. Laubm.-fl. p. 70 (1882) excl. synon. ;S^. setacea var. brevifolia Lindb. ap. Lindb. & Arn. in K. Sv. Vet. Akad. Handl. XXVIII, no. 10, p. 83 (1890). S. arctica Kaur. mss.; Jørg. in Chr.a Vid. Selsk. Forh. 1894, no. 8, p. 68 ut syn.; Limpr. Laubm. Deutschl., Oest. u. d. Schw. III, p. 681 (1901). I. HAGEN. [1910 Voksesteder : NB. Hy Hest ad: Kaalaas. K. Ringebu, Vålebroen 250 m.; Sell, Pillarguri-piggen 300 m.: Kaalaas, ST. Opdal, Kongsvold: Kiær; Vårstigen: Kaurin; Selbu, fleresteds på sjøstranden nedenfor Fuglem 160 m.: H. No. Stam n es, Sandnessjøen ; Mo, Rejnfossen: Kaalaas; Hjertåsen: Arnell; mellem Storlistranden og llhulbækken : A. Blytt; F'auske, Furulund: Conradi. 2r. Nord rejsen, Fossen: Jørgensen. formå obliquuhi (Lindb.). 8. oUiquula Lindb. in Medd. Soc. p. F. F. fenn. XIV, p. 72 (1887). Voksested: ST. Opdal, Vårstigen: Kaurin. Seligera patula Lindb. Arten blev først samlet av Sommerfelt i Saltdalen i juni 1820 og findes anført i hans Suppl. FL lapp. (1826) som Weisia trifaria, og det er først for nogen få år siden lyktes at bringe dens over- ensstemmelse med Lindbergs S. patula på det rene. Det er en sjelden art, som har sine fleste voksesteder i Norge. Ellers findes den på Gotland, ifølge prof. Holzinger i Pyrenæerne, muligens i Kaukasus, og endelig på et par steder i Nordamerika. I Norge er den noget mere utbredd, end man hittil har vidst, idet den viser sig også at ha nogen voksesteder søndenfjelds, men det er dog i Nordland, at den har sit egentlige hjem; her er den nemlig ganske hyppig i Vefsen, Ranen og Salten på dolomitberg, dolomitblokker og kalkholdige skifere både inde i skyggefulde, fugtige sprækker og på overflaten av sterkt utsatte bergvægger. Den optrær også i Tromsø amt med Tromsø (69° 40' n. b.) som nordgrænse. Alle voksesteder ligger i skogbeltet, de fleste gan- ske lavt. Den hyppigste form hos os er var. tristichoides (Kindb.); hovedarten forekommer i virkeligheten kun som en sjelden ind- blanding blandt varieteten. Lågfældningen foregår, alt efter de ytre omstændigheter, som influerer herpå, i løpet av juli og august. Den er i Vefsen fundet i blomstring ^Vt- No_ 1] NORGES SELIGERACEÆ. 99 Voksesteder : JL. Sande, Asken: Kaurin. Br. Ej dan g er, mellem Skjelsviken og Versviken : Kaalaas. K. Nordre Fron, Tårud: Ryan. No. Ve f s en, i Vefsendalen 6 km. fra Mosjøen, Skjerven- elven; Mo, Hammernesset: Kaalaas; Bejeren, Soløjen alm.: H. ; Salt da len: Sommerfelt; Hals: Schlegel og Arnell; mellem Hals og Rognan; Fauske, Lejvset, Løgaflen; Sørfolden, Djupvik op til350m.: H. ; D ver b erg, Prestdalen under Okla 150 m.: Kaalaas. Tr. Tromsøsundet, Fløjfjeldet: Arnell. Blindia Br. eur. Subg. Blindiadelphus (Lindb.). Seligera subg. Blindiadelphus Lindb. in Medd. Soc, F. F.fenn. V, p. 3 (1879). Trabeculæ dentium peristomialium elevatæ. Blindia polaris (Berggr.). Seligera polaris Berggr. in K. Sv. Vet. Ak. Handl. XIII, no. 7, p. 41 (1875). Den er hittil kun angit fra Spitsbergen, hvor den ifølge Berggren vokser på stener i kanten av de evige snebræer. Den blev her i Norge samlet av Lorentz i 1868, vistnok kun meget sparsomt, da den ikke blev fordelt til medlemmerne av Un. itin. crypt. Foruten på det nedennævnte sted i Norge forekommer den også i det arktiske Sverige, idet den nemlig for 2 — 3 år siden blev samlet av dhrr. Dixon og Nicholson ved Abisko i Torne Lappmark; i den førstnævnte botanikers rejseberetning i Rev. bryol. 1909, p. 30 er den omhandlet som „?/S'. suhimmersa." På disse to steder på den skandinaviske halvø optrær den i andre omgivelser end på Spitsbergen, idet den beggesteds er fundet i elvekløfter, vistnok i ringe højde over havet. Det norske eksemplar, som er samlet --Z;, har endnu lågene delvis påsittende. Voksested : F. Talvik, (70° n. b.,) ved Fossen: Lorentz; („S. tristicha vel una novarum specierum? capsula minus turbinata quam in tristicha"). 100 L_HAGEN^ [1910 Subg. Blindia p. s. d. Trabeculæ dentium peristomialium haud efformatæ (vel peri- stomium nuUum). Blindia acuta (Huds.) Br. eur. Denne art vites med sikkerhet at være fundet her i landet av M. Vahl, (1786 eller 1802); den tidligste angivelse i literaturen om dens forekomst i Norge tor være Wahlenbergs i Fl. lapp, (1812). Blindia acuia er en temmelig almindelig art på våte berg og på stener i bækker og mindre elver, aldeles uavhængig av bergarten; sit hjem har den i åsbeltet og det subalpine belte, men går ikke sjelden ned i lavlandet og findes også i højfjeldet, hvor den stiger op ialfald til 1600 m. over havet. Den er utbredd gjennem hele landet og går endnu længer mot nord, idet den også findes på Spitsbergen. Den sætter meget ofte frugt, og når dette ikke er tilfældet, vil man i regelen i tuerne finde blomster av det ene eller andet kjøn, oftere $ end cf. Frugten taper låget over den største del av landet i begyndelsen eller i første halvdel av juli; fra Gjendin (lOv^O m.) har jeg imidlertid et eksemplar, som har alle låg påsittende endnu i august. Blomstringen finder sted i de lavere egner i slutningen av juli eller begyndelsen av august; ved Kongsvold fandtes der imidlertid "/g endnu grønne, men utformete antheiidier ; på Orkel- høen i Opdal var den i blomstring først ^'/g. Utbredelse : Sm. Tune. A. Hurdalen ; Åker. Bu. Røken; Lier ;_^ Nedre Eker; Modum; Hole; Norderhov; Sandsver; Nore; Gol; Ål. JL. Skoger; Borre; Sandeherred; Hedrum; Fredriksværn; Brunlanes. Br. Ejdanger; Bamle; Sannikedal; Tinn; Vinje. Ne. Søndeled; Holt; Bygland; Bykle. LM. Mandal; Oddernes; Plekkefjord. St Finnø; Haugesund; alm. i Ry fylke if. Kaalaas, (Jelse, Sand, Vikedal). SB. Fjelberg; Fitjar; Varaldsø; Ullensvang; Roldal; Gran- vin; Voss; Fuse; Os; Fane; Årstad ; Bergen; Haus; Hammer; Alversund. No. 1] NORGES SELIGERACEÆ. lOl NB. Borgund; Lærdal; Årdal; Lyster; Hafslo; Aurland; Vik; Kirkebø; Giilen; Førde; Kinn; Daviken; Gloppen. B. Sunnelven ; Borgund ; Skodje ; Bolsø ; Grytten ; Sundalen ; Kværnes; Kristiansund; Edø. K. Vestre Slidre ; Vang ; Vestre Gausdal ; Østre Gausdal ; Ringebu; Søndre Fron; Nordre Fron; Sell ; Våge; Lom; Dovre ; Lesjé. H. Lilleelvedalen. ST. Røros; Ålen; Opdal; Rennebu ; Melhus; Selbu; Malvik; Trondhjem; Jøssund ; Roan. NT. Nedre Stjørdalen ; Meraker ; Værdalen. No. Hatfjelddalen; Vefsen; Alstahaug; Nesne; Hemnes; Mo; Bodin; Saltdalen; Fauske ; Sørfolden; Kjærringø; Ankenes; Lødin- gen; Flakstad; Buksnes; Vågan; Sortland; Dverberg. Tr. Ibbestad; Trondenes; Bardo; Malangen; Berg; Lenviken; Tromsøsundet ; Lyngen ; Nordrejsen. F. Talvik; Alten; Hammerfest; iVlåsø; Kistrand; Karasjok; Nesseby. Ouand elle croit sur les rochers humides, cette espéce varie quant å la hauteur, la densité et la couleur des touffes, mais dans leur ensemble ces variations sont peu considérables. Ce n'est que lorsqu'elle croit dans Teau stagnante ou coulant lentement qu'elle prend un aspect différent, les touffes sont alors låches, les tiges ailongées, les feuilles espacées et plus étalées, sans les reflets mé- talliques ordinaires, mais obscures d'un vert sombre. Ces formes sont comprises sous le nom var. dichelymoides Kindb. Blindia cæspiticia (Schwågr.) MuU.-Hal. Hiibener angir i sin Muscologia germanica (1833) at ha samlet denne art på Dovrefjeld, hvilket tør ha sin rigtighet, uagtet hans beskrivelse av bladnerven ligger temmelig langt fra virkeligheten. En sjelden art i Norge som ellers, kun fundet på nogen få steder i de øverste partier av skogbeltet og ovenfor dette, på våte eller ialfald skyggefulde berg, vistnok på samtlige steder på skifere. På eksemplar, samlet i Vinstradalen i august, har enkelte låg begyndt at løsne, medens andre frugter endnu er umodne. Voksesteder : 8B. Skånevik, Håfjeldet 870 m.: Kaalaas; Uliens vang, Ravnaberget: Havås. K. Vang, Grindadn 1200 m.: Kaalaas; Dovre, Fokstuen: M. N. Blytt. 102 I- HAGEN. [1910 ST. Opdal, Kongsvold if. Hiibener; Knutshøen: Zetterstedt, Berggren; Vinstradalen: Kaurin. Tr. Lyngen, Nordnesfjeldet : Jørgensen. M, Thériot, å Tobligeance duquel on ne fait jamais appel en vain, a bien voulu cette fois encore m'accorder son précieux con- cours, c'est pourquoi je lui présente l'assurance de ma profonde eratitude. No. 1] FORARBEJDER XIII— XVIII. 103 Rettelse. Nøkkelen side 46 er ufuldstændig; den skal ha følgende form : . / Folia flexuoso-squarrosa D. tenuifolium \ Folia erecta 2 ^ / Folia margine recta 3 \ Folia margine magis vel minus reflexa 4 o / Cellulæ foliares subuniformes, elongatæ'. . D. liomomallum \ Cellulæ foliares multiformes, polygonæ . . . . D. fiexicaule ( Folia caulina erecto-patentia, crispula ; folia perichætialia longe . J cuspidata D. pusillum I Folia caulina appressa; folia perichætialia apice obtusa I D. vaginans. Register. Ampullaria 23 Anodus 81 Antitrichia 33, 35 ,, curtipendula 35 Aongstromia 96 Blindia 81, 82, 83, 84, 99 „ acuta 83, 100 ,, ,, var. dichelymoides 101 ,, cæspiticia 101 ,, polaris 99 Blindiadelphus 83, 84, 99 Brachyodontium 81. 84 „ trichodes 84 Bruchia 41 Bryum arvorum , . . . . 50 cæsium 56 capillare 51 Celsii 58 extinctorium 74 montanum 61 paludosum 92 setaceum , 92 viridulum 58 104 I- HAGEN. [1910 Calymperaceæ 65 Camp3'losleleum 81 Ceratodon 41, 55, 58 dimorphus 58, 60 oblongus 55 purpureus 58, 60 ,, formå microcarpa 59 „ var. coniciis 58 ,, ,, flavisetus 58 ,, ,, obtusifolius 58 ,, ,, xanthopus 58 Ceratodontaceæ 39 Ceratodonteæ 55 Cynodontium 61 Q'nontodium 61 ,, cernuLim 61 Desmatodon 65 ,, systylius 82 Diaphanophyllum 56 Dichodontium pellucidum 6 Dicranella 40 „ rufescens 44, 45 Didymodon luridus 60 Distichieæ 60 Distichium 41, 60 capillaceum 61 Hagenii 61, 64 inclinatum 61, 63 montanum 6, 61, 63 ,, var. brevifolium 61 Ditricheæ 41 Ditrichum , . . . 41, 44, 45, 46, 55 ,, arcticum 55 „ flexicaule 51, 103 ,, ,, var. densum 52 ,, ,, ,, sterile 52 „ homomallum 44, 46, 50, 103 ,, ,, ^zonatum 49 ,, oblongum 55 „ pusiUum 46, 50, 103 ,, ,, var. tortile 50, 55 „ tenuifolium 46, 53, 103 ,, ,, var. oblongum 54 „ tortile 50 „ vaginans 40, 46, 48, 49, 50, 103 „ var. zonatum 49 No. 1] FORARBEJDER XIII— XVIII. 105 Ditrichum zonatum 40, 49 Encalypta 65 „ affinis 65, 66, 78 ,, alpma , 65, 66, 67 „ brevicollis 65, 66, 76, 79 „ ciliata 65, 66, 74 ,, contorta 65, 66, 80 „ extinctoria 65, 66, 68, 69, 70, 71 ,, ,, var. apiculata 71 ,, ,, ,, leptodon 70, 71 ,, ., ,, obtasa . 71 „ pilifera 70, 71, 72 ,, mutica 65, 66, 68 ,, procera 65, 66, 79 „ rhabdocarpa 65, 66, 69, 70, 71 ,, ,, var. arctica 70, 71, 73 ,, „ ,, nuda 71, 74 „ ,, ,, pilifera 70, 71 ,, ,, ,, spathulata 71, 74 „ spathulata 69, 70, 74 ,, vulgaris 69 Encalyptaceæ 65 Encalypteæ 65 Euditrichum 46 Funarioideæ 3 Globovaria 21 Grimmia patens 35 Habrodon perpusillus 33 Haplodon 4, 19 ,, Wormskjoldii 19 Hymenostylium 82 Hypnum ornithopodioides 33, 37 Isothecium viviparum , . . . . 33 Leersia 66 ,, rhabdocarpa var. gymnostoma 74 Leptodon Smithii 33 Leptotrichum 56 ,, arcticum 55 ,, vaginans 55 Leucodon 33 „ sciuroides 33, 37 ,, ,, var. morensis 34 Leucodontaceæ 33 Mnium capillaceum 61 ,, purpureum 58 tortile 50 106 I- HAGEN. . [1910 Oedipodiaceæ 30 Oedipodieæ 30 Oedipodium 3, 30 ,, Griffithianum 6, 30 Oncophorus 40 Phascum axillare 45 ,, nitidum 45 Philonotis , . . 96 Plas;iothecium latebricola 43 Pleuridium 40, 41 ,, A. Pseudephemerum 45 „ alternifolium 41, 42, 44, 45 ,, axillare 43, 45 ,, nitidum 43 „ subulatum 40, 41, 42, 44, 45 Pottia Heimii 82 Pottiaceæ 65 Pottioideæ 65 Pseudephemerum 45 ,. axillare 45 Pterogonium 33, 37 ,, ornithopodioides 37 Pterogoniaceæ 33 Pterygynandrum filiforme 33 Rhacomitrium 46 Sælania 41, 65 ,, cæsia 56 Schistidium 82 Seligera 81, 84, 85 ,, acutifolia 88 ,, ,, var. longiseta 88 arctica . 94 97 [\ brevifolia . '. '. . . 85, 86, 88, 89, 90, 9l! 92 ,, campylopoda 94, 95 „ diversifolia 85, 86, 94, 95, 96, 97 ,, ,, var, brevifolia 97 ,, ,, ,, ,, formå obliquula 98 „ Doniana 83, 85, 86 „ var. pygmæa 87 „ erecta 94, 95, 96, 97 „ obliquula 85, 94, 98 „ paludosa 85, 86, 92, 94, 96 ,, ,, var. brevifolia 94, 95 „ „ „ pumila 94, 96 „ patula 85, 86, 98 ,, var. tristichoides 98 J^0_ 1] FORARBEJDER XIU— XVIII. 107 Seligera polaris 83, 99 pusilla 60, 83, 85, 86, 88, 90 ,, var. acutifolia 85, 89 ,, ,, brevifolia 89 „ „ Seligeri 85, 89, 96 recLirvata 83, 92 ,, var. brevifolia 97 ,, ,, pumila 97 setacea var. brevifolia 97 ,, ,, pumila 94 subimmersa 83 tristicha 83, 99 tristichoides .* 85 Seligeraceæ 81 Sphagnum arboreum 37 Splachnaceæ 3, 30 Splachneæ 3, 4 Splachnoideæ 3 Splachnum 4, 19, 21 „ ampullaceum 4, 21, 23, 25 ,, caulescens 23 „ luteum 4, 21, 23, 26, 29 ,, mnioides 15 ,, paradoxum 17 ,, pedunculatum 21 „ rubrum 4, 21, 23, 28 „ sphæricum 23 ,, vasculosum 4, 21, 25 ,, Wormskjoldianum 19 Sporledera 40, 41 ,, palustris 41 Stylostegium 81, 82 ,, cæspiticium 82 Swartzia 60 ,, capillacea 60 ,, inclinata 60 ,, pusilla 60 ,, trifaria 60 Systylium 82 Tayloria 3, 4 „ acuminata 4, 10, 11 ,, ,, var. brevifolia 11 ,, Frolichiana 4, 6, 30, 31 ,, Hornschuchiana 82 ,, lingulata 4, 5 ,, serrata 4, 10, 1 1 108 I. HAGEN. FORARBEJDER XIII— XVIII. [1910 No.l] Tayloria serrata var, flagellaris 10 ,, splachnoides 4, 10, 11 ,, tenuis 4, 7 Taylorieæ 4 Tetraplodon 4, 12, 19 „ angustatus 12, 13 ,, ,, var. flagellaris 16 ,, ,, ,, pallidus 15 ,, bryoides 12, 15 ,, ,, var. Brewerianus 17 ,, ,, ,, cavifolius 12, 17 ,, ,, ,, paradoxus 17 ,, mnioides var. cavifoliu% 17 ,, pallidus 17 ,, paradoxus 17 ,, urceolatus 12 Timmia norvegica 45 Trichodon 53 ,, oblongus 54 Trichostomaceæ 65 Trichostomum 46 ,, glaucescens 56 ,, pallidum 46 Ulota Bruchii 35 ,, crispula 35 „ Drummondii 35 Umbracularia 26 Weisia trifaria 98 ,, zonata 49 Voitia 3 ,, nivalis 3 Zygodontoideæ 65 Distribué le 5 mårs 1910. HESTNESHULEN BERETNING OM UNDERSØKELSEN AV EN FORHISTORISK BOPLADS PAA HITTEREN AV TH. PETERSEN MED 5 PLANCHER DET KGL. NORSKE VIDENSKAPERS SELSKAPS SKRIFTER 1910. NO. 2 AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM 1910. Til dette arbeide har d'herrer inspektør H. Winge, konser- vator O. Nordgaard og professor dr. H. H. Gran ydet sin medvirkning ved at gjennemgaa og bestemme de ved undersøkelsen tilveiebragte samlinger av dyreben, skjæl og planterester. Hvor det har været nødvendig ad kemisk vei at belyse et spørgsmaal, har hr, overlærer VVleiigel med vanlig velvilje altid staaet til tjeneste. For denne værdifulde hjælp, der har muliggjort en alsidig utnyttelse av fundmaterialet, tillater jeg mig herved at aflægge min forbindtligste tak. Th. Petersen. Forkortelser : Ab. = Aarsberetning fra Foreningen til norske fortidsmindes- merkers bevaring. B. = Bergens Museum. C. = Det historiske Museum, Christiania. St. = Stavanger Museum. T. = Trondhjems Museum (Det kgl. norske Videnskapers Sel- skap). VSS. = Det kgl. norske Videnskapers Selskaps Skrifter. Det var et rent tilfælde, som foranledigede den huleundersø- kelse, hvis resultater i det følgende vil bli meddelt. Høsten 1908 fandtes nemlig paa Øvre S age id et under Strøm, Dolm sogn, Bitteren, det runebryne, som er publicert av professor Magnus Olsen i selskapets skrifter 1908, no. 13. Dette bryne skulde angivelig være fundet under en gravrøs; efter lokale oplysninger, som var blit forfatteren tilstillet, skulde der ogsaa paa samme eiendom ligge nogle endnu urørte røser. Det kunde derfor synes ønskelig, at disse blev sakkyndig undersøkt, da man derved maaske vilde erholde materiale, som kunde kaste nærmere lys over indskriftens datering. I dette øiemed reiste jeg ved feriens begyndelse sommeren 1909 ut til Strøm. Jeg fandt ogsaa røserne, som laa i en skraaning et lidet stykke oppe i lien nord for pladsen noget ovenfor findestedet for brynet. De var smaa, uregelmæssige og lidet karakteristiske. Den undersøkelse, jeg dernæst foretok, bragte intet for dagen, som kunde tyde paa, at de var gravrøser, og det maa derfor antas sandsynlig, at de kun er rydningsrøser. Vist- nok er terrænget umiddelbart nedenfor ikke ryddet jord, men græs- groet, stenet utmark. Disse røser er derfor antagelig fremkommet derved, at man har ført sammen de mest generende stene „for at skaffe plads for Ijaaen", uten at jorden samtidig er blit vendt eller nærmere bearbeidet. Samme negative resultat gav ogsaa undersøkelsen av en røslignende stendynge i en utmark vest for Nedre Sageide t. Derimot ligger paa Nedre Sageidets indjord syd for pladsen rester av en ca. 12 m. lang langhaug orienteret nord — syd. Midten var utarbeidet, og kun ubetydelige rester av enderne stod igjen. I den nordligste av disse saaes et tyndt lag kul og'rødbrændt jord. Sandsynligvis skriver denne haug sig fra TH. PETERSEN. [1910 yngre jernalder. Ogsaa paa Haltvikaunet ved Strøm ligger der 3 røser, som dog efter sin form og beliggenhet er sikre gravrøser. Av disse var de to fuldstændig utkastet, medens den tredie be- fandtes at være nogenlunde i behold. Ved undersøkelsen viste den sig at være bygget over en aflang fordypning i berget, og her fandtes lidt kul og brændt jord. Undersøkelserne paa Strøm gav saaledes kun ringe utbytte. Egnen paa begge sider av den indre del av Strømfjorden er idet- heletat temmelig fattig paa fortidslevninger. Foruten de ovennævnte røser findes der 2 større paa selve Strøm, samt en mindre sam- ling paa Skipnes.^) Av oldsaker fra dette sted kjender man foruten runebrynet kun en spydspids av flint fundet i nærheten av Strøm paa den søndre side av fjorden (T. 9052). Derimot optrær røserne i talrig mængde ved fjordens ytre del, navnlig ved dens nordre arm langs nordsiden av Helgebostadøen. Her finder man røser, for det meste temmelig smaa, næsten paa hver knaus like fra Kaliarnes et til den nordvestre pynt. Der fore- kommer ogsaa adskillige i øens indre, hvor de overalt ligger paa fremtrædende punkter i terrænget. Ogsaa paa den motsatte side, paa Stamneset under Hestnes, er der ikke saa ganske faa, hvorav flere av betydelig størrelse. Av oldsaker fra denne egn kjendes dog kun en liden baatformet økse av lerskifer fra Helge- bostad (T. 5948), samt en skiferspids fra Hestnes (T. 9053). Paa tilbakereisen fra Strøm passerte jeg ogsaa Hestnes, beliggende ved Strømfjordens nordre arm ca. 3 km. fra fjordens munding ved Dolmsundet. Kun et smalt sund, Hestnessundet, skiller gaarden fra Helgebostadøen. Da resultatet av undersøkel- serne paa Strøm var saa lidet tilfredsstillende, besluttet jeg at foreta en undersøkelse av nogle av de her værende røser, hvorav flere lod til at være fuldstændig urørte. Der undersøktes derfor et større antal røser paa begge sider av sundet. Røserne paa Helgebostadøen viste en gjennemgaaende ensartet struktur. De var smaa og lave og næsten samtlige bygget over en dels naturlig og dels vistnok med kunst utdypet aflang spalte i bergflaten. Heri ^j K. Rygh. Faste t'ornlevninger og oldsagfund i sondre Trondhjems amb s. In4. No. 2] HESTNESHULEN. laa spredt endel brændte ben, men der fandtes intet andet. Røserne paa fastlandet (S t a m n e s e t) var større, men i paafaldende grad blottet for gravrester, hvortil aarsaken vistnok maa søkes i deres veirhaarde beliggenhet. Samtlige røser er dog sikre grav- røser og vidner om en ganske tæt befolkning herute i forhistorisk tid.^) Deres fattige indhold har dog desværre ikke givet holde- punkter til nogen nærmere datering; dog tilhører de alle utvilsomt Jernalderen. Medens jeg opholdt mig her, blev det mig meddelt av gaard- bruker Eilert Hestnes, at der i Hestnesfjeldet skulde være en hule „HallerhuUet", et lidet stykke nordvest for gaarden. Da jeg første gang hadde anledning til at bese den, forekom det mig sandsynlig, at hulen maatte ha egnet sig fortrinlig til beboelse. Den har nemlig for det første en meget lun beliggenhet, idet aap- ningen vender mot sydøst saaledes, at hulens indre ligger fuldstændig i ly for vestenveiret. Dernæst er den let tilgjængelig. Fra sjøen er der kun ca. 10 minuters gang ditop. Terrænget er i begyn- delsen ganske jevnt og skraaner kun svagt opad, indtil man kom- mer til uren nedenfor selve fjeldet, hvor opstigningen er brattere uten dog at være nævneværdig besværlig. Hulens høide over havet har ved senere maaling vist sig at være 51 m.. medens urens fot ligger i en høide av 24 m. Som det vil sees av grundplanen s. 9, er hulen ikke dyp, kun 14 m., og de øvrige dimensioner er i forhold hertil. Bredden er gjennemgaaende kun ca. 3 m., og høiden ved mundingen 3 — 4 m., længere inde kun ca. 2 m. (se pi. 1, fig. 2). Det indre rum er saaledes i motsætning til tiere andre av vore beboede huler meget begrænset, hvad der maa ha bidrat til at gjøre hulen endnu mere lun og skikket til opholdssted. Den er ogsaa usædvanlig tør, idet der, saavidt jeg har kunnet se, ikke trænger nogen nævneværdig fugtighet derind hverken fra taket eller siderne; dog gjordes som nedenfor nævnt den iakttagelse, at der under sterkt og vedholdende regn trænsrte vand ned i hulebunden 1) I Hestnes's utmark kan man paa de lyngbevoksede moer se tydelige spor av ældre opdyrkning, likesom der ogsaa findes rester av gamle hustomter. En undersøkelse av enkelte av disse vilde maaske være av interesse. 8 TH. PETERSEN. [1910 fra aapningen. Dette har dog neppe været til nogen større ulempe, da bund fylden meget snart maa ha opfyldt de fordypninger, hvori vandet har trængt ned. i den inderste del av hulen har der vist altid været tørt. Hulens bund var før undersøkelsen fuldstændig flat og dækket av et lag tør faaregjødsel. Hvordan denne hule oprindelig er dannet, tør jeg ikke ha nogen begrundet formening om. PVa naturvidenskapelig synspunkt frembyr den vist neppe synderlig interesse. Den synes at være opstaat ved sprækker i fjeldet, saaledes som det ogsaa tildels kan sees paa det gjengivne fotografi av aapningen (fig. 1), og det egentlige erosionsarbeide er vistnok utført av frosten, der efter- haanden har sprængt stykker ut av fjeldvæggen. Herunder maa ogsaa utvilsomt havet ha været virksomt, naar man tænker sig hulens dannelse paa en tid, da den laa 51 m. lavere end nu.^) De øer og nes, som nu ligger skjærmende mot vest, har dengang ligget under havets overflate, og der har saaledes ikke været noget, som har kunnet bryte bølgeslagets kraft. Herfor taler ogsaa den omstændighet, at der inde i hulen under kulturlaget i de dypeste partier var et gruslag tydelig avsat i sjø. Da hulen saa tilslut, som det fremgik av undersøkelsen, var blit tat i besiddelse av mennesket, har den neppe været saa ryddig og stenfri som nu, men den er sikkert blit rensket op, idet man har styrtet de løse stene, som fyldte dens indre, ned over skrænten utenfor. Der fandtes vistnok ogsaa fremdeles enkelte løse, større stene derinde, som engang maa være faldt ned fra taket, men de skriver sig alle fra senere tid, da de laa ovenpaa kulturlaget. For at undersøke nærmere, hvorvidt denne hule i ældre tid hadde været beboet, gik jeg en dag ditop sammen med en av mine folk og lot foreta en prøvegravning. Der blev i den hensigt gravet en 30 cm. bred grøft paatvers over hulebunden gjennem felterne 16 — 18 (se afb. s. 9). Det viste sig herved for det første, at gjødsellaget var paafaldende tyndt, kun ca. 10 cm. Dernæst 1) I samme bergvæg, men lidt tilhøjre saaes en liten jættegryteagtig horizontal fordypning, som sikkert er blit dannet av vandet. Det var fuldstændig en liten hule en miniature. No. 2] HESTNESHULEN. bragte allerede de første spadetak under dette lag for dagen et typisk kulturlag. Jorden var ganske sort, op- fyldt med kulbiter og iblandet marvkløvede ben og musling- skaller, navnlig østers, hvis hvite skaller tegnet sig skarpt mot den sorte muld og saa at si gav laget dets præg. Kulturlaget i prøvegrøften viste sig at være gjennem- snitlig ca. 50 cm. dybt. Det strakte sig helt ned til den faste_fjeldbund, der var noget ujevn og skraanet ned mot den nordre fjeldvæg. For- dypningerne var som foran nævnt opfyldt av et fast gruslag. Av oldsaker, der alle blev paatrufne i felt 18 like ved bergvæggen og i samme dybde omtrent midt i kulturlaget, ca. 20 cm. un- der dets overflate, fandtes en plateformet slipesten av kvart sit, brudstykke av en konkav slipesten av sandsten og en ved roten avbrudt firesidet ben- spids (fig. 7); de er nær- mere beskrevne nedenfor s. 39 under felt 18. For at konstatere kultur- lagets utstrækning blev der gravet en grube i felt 2, Grundplan av Hestneshulen. 10 TH. PETERSEN, [1910 hvorved det viste sig, ai dette strakte sig helt ind til hulens bund. Da jeg ved denne prøveundersøkelse manglet de nødvendige apparater til en fuldstændig utgravning, maatte en saadan utsættes og fandt ikke sted før i første halvdel av August. I denne deltok ogsaa hr. konservator O. Nordgaard. Som vanlig ved undersøkeiser av denne art blev det felt, der skulde utgraves, inddelt i kvadratmeter, og hver kvadratmeter undersøktes med den yderste nøiagtighet, idet jorden blev løsnet med smaa haandspader og dernæst sigtet gjennem fingrene. Hori- zontalt inddeltes feltet i lag paa 20 cm. Der blev saaledes gjen- nemgaaende to fulde horizontallag og hist og her lidt av et tredie. Da man senere blev opmerksom paa 2 horizontale lergulv, hvorav det øverste strakte sig over en stor del av hulen omtrent midt gjennem kulturlagets masse, gjorde man dette til skille, og hvad der fandtes over og under det øvre lergulv signertes hen- holdsvis „lag 1" og „lag 2". Hele hulens indre var som før nævnt dækket av et lag faare- gjødsel. Dets tykkelse var over det hele meget jevn, gjennem- snitlig ca. 10 cm.; dog tiltok det noget i mægtighet henimot den nordre væg, hvor det kunde være optil 15 cm. tykt. Denne del av hulen har saaledes aabenbart frembudt det bedste ly, og ka- rakteristisk nok fandtes ogsaa langs denne væg det største antal gjenstande^), likesom ogsaa kulturlaget her var dypest og rikest. Ved fjernelsen av gjødsellaget fremtraadte kulturlagets overflate som en fast, sort masse. Den hele tid, medens utgravningen stod paa, hersket der et usædvanlig stygt veir med voldsomt regn og sterk storm. Skjønt det havde sine praktiske ulemper, fandt man det derfor fornuftigst at begynde undersøkelsen indenfra i den tørreste del i haab om, at veiret vilde bedage sig, til man nærmet sig det ytre parti. Dette haab gik dog desværre ikke i opfyldelse, og da utgravningen var naadd omtrent til midten, fyldtes de dypeste partier i hulebunden med vand, som var seget ind fra indgangen, hvorved en nøiagtigere M Av 36 registrene gjenstande fandtes 17 i felterne langs den nordre hulev æg 1(1 midtlelterne og 9 i felterne langs den søndre væg. No. 2] HESTNESHULEN. H undersøkelse besværliggjordes. Man saa sig derfor nødt til at drænere, og en 25 cm. bred dræningsgrøft groves fra den vestre kant af felt 14. Herunder fandtes de nedenfor s. 38—39 nævnte gjen- stande, nemlig et søkk av klebersten (fig. 17), en benspids (fig. 6) og brudstykke av en bendolk (?) (fig. 4, a— b). Efter disse indledende bemerkninger skal jeg i det følgende gaa over til en nærmere beskrivelse av selve kulturlaget og de heri indleirede gjenstande. Kulturlagets utstrækning. Som det vil sees av grund- planen s. 9, danner hulens indre et rektangulært rum, der mot vest, hvor tak, gulv og vægge møtes, ender i en spids. I den søndre væg er der en smal nische, delvis opfyldt av sten, som er faldt ned fra taket. Ved aapningen mot øst smalner hulebunden ind, idet der fra nord skyter frem en bergskraaning, som dog er saa lav, at den ikke i nævneværdig grad hindrer dagslyset fra at falde fuldt og rikt ind i hulen. Den oprindelige hulebund .skraaner nedover mot den nordre væg. Hist og her skyter der sig op fra fjeldbunden i hulens længderetning smaa skarpe, aflange rygge, saaledes i felterne 2, 13, 17 og 18. De kunde være optil 15 cm. høie, men naadde aldrig op over kulturlaget. Naar undtas den aller inderste del, der var for lav til, at mennesker kunde ha holdt til der, og nischen i den søndre væg, hvor bergbunden skraaner op i dagen, dækket kulturlaget hele hulens indre rum. Det var ikke like indholdsrikt overalt. Rikest var kulturlaget ved midten i felterne 10 — 18. Efterhvert som man herfra nærmet sig yterkanterne mot vest og øst, blev det stedse magrere. Partiet nærmest den søndre væg var gjennemgaaende fattigere end langs den nordre, hvor kulturlaget idethele var dypest og mest indholdsrikt. Mot øst begrænsedes kulturlaget av en mur (se grundplanen s. 9), der trak sig fra væg til væg tvers over hulens mdgang gjennem felterne 24 — 26. Den var før utgravningen fuldstændig dækket og er saaledes i sin nuværende tilstand ganske lav, kun ca. 50 cm. og ikke høiere, end at man makelig kan skræve over den. Den har vist heller neppe oprindelig været høiere, da der i nærheten av muren kun fandtes én enkelt løs sten, som kunde 12 TH. PETERSEN'. [1910 tænkes at ha hørt dertil. Muren selv er bygget av store løftestene, mellem hvilke der er kilet ind mindre.^) Ildsteder. Kulturlagets hov'edmasse bestod av kul og aske. Navnlig forekom disse bestanddele i forbindelse med brændte mus- lingskaller og ben i overveiende mængde i midtfelterne (2, 5, 8 ff. — 23). Hele dette midtparti, helt fra rummet indenfor felt 2, hvor en flate paa ca. 1 m.^ var dækket med kul, rødbrændt jord og hist og her enkelte ildskjørnede stene, var i hele sin længde præget av ild. Det var helt igjennem opbygget av baalrester. Beboerne har altsaa havt sine ildsteder i hulens midte saaledes, at rummet paa begge sider langs væggene var frit. Dette maa jo ogsaa ha været den naturlige anordning. Av murede ildsteder eller gruer kunde der paavises hele 3: 1. I felt 2, lag 1 (se grundplanen), fandtes der en rundagtig brolægning av gjennemgaaende smaa stene, sotet paa overflaten, sterkt ildskjørnet og bedækket med kul. Brolægningen optok feltets nordvestre hjørne og dækket en flate av vel en halv kvadrat- meter. Denne grue laa høit oppe i kulturlaget, kun 5 cm. under dets o ver flate. Den har saaledes været benyttet i et senere afsnit av hulens beboelse. Som et kronologisk fingerpek kan merkes, at i samme felt, men 3 cm. dypere og lidt i øst for gruen fandtes det fig. 13 afbildede knivblad av ældre jern- alders form. Den anden grue optok helt felt 8 og strakte sig ind i felterne 9, 10 og 11 (se grundplanen og fig. 3). Den bestod av delvis tem- melig store, indtil 34 cm. høie stene, der var muret op i en halv- kreds, saa at der blev et aapent rum i midten. Dette rum var helt fyldt med kul og brændte maaltidsrester, som ogsaa dækket selve stenbrolægningen. Det bør fremhæves, at stenene hvilet paa selve hulebunden. Herav rør sluttes, at denne grue har været benyttet fra den første tid av at hulen blev bebodd. At dømme ^) Jeg maa i denne forbindelse oplyse om et beklagelig uheld med mine fotografier. Efterat de var fremkaldt og før kopieringen var nemlig foto- grafen saa uheldig at tape piaterne paa gulvet, hvorved o fuldstændig knustes, 3 har til nod kunnet sæ'.tes sammen, og kun 4 er uskadte. Blandt de fotografier, jeg her navnlig savner, er en gjengivelse av muren, fotografier av 2 gruer samt et situationsbillede av hulen tat fra sjøen. No. 2] HESTNESHULEN. 13 efter dens størrelse og plads midt i hulen, har dette ildsted vistnok været det centrale og vigtigste. Umiddelbart ovenfor denne grue og kun skilt herfra ved et tyndt lag brændte kulturrester var der alter et ildsted, som altsaa har været benyttet senere end det nedenfor liggende stensatte. Dets form var rundagtig, og det bestod av et tykt askelag, der naadde helt op til kulturlagets overflate og hvilet paa et noget tyndere kullag. Forholdene vil kunne sees klart paa det snit, som er tat mellem felterne 7 — 9 og 10-12 og gjengit her. Snit mellem felterne 7 — 9 og 10 — 12. a = gjødsellag d = øvre lerlag b = aske e = grus, c = kul 3. Det tredie ildsted optok den vestre del av felt 15, lag 2, og strakte sig noget ind i felt 14 (se grundplanen). Det bestod av en rundagtig stenbiolægning, 38 cm. under kulturlagets overflate. Ogsaa disse stene var placeret paa selve hulebunden. En masse kul fandtes over og mellem stenene, herover igjen strakte sig det vanlige kulturlag. Dette ildsted maa saaledes antas at ha været benyttet under hulens første beboelse, men er senere blit opgit. Det er det eneste, som ikke har ligget i hulens midte, idet det laa nærmere den søndre væg. Lergulv. Allerede under utgravningen av de første felter blev man opmerksom paa to horizontale lerlag, der strakte sig gjennem kulturlaget, det ene over det andet. Det øverste lerlag laa i en dybde av ca. 25 cm. under kultur- lagets overflate. Det var gjennemgaaende ca. 3 cm. tykt; henimot den nordre væg tiltok det i tykkelse, og det kunde her være optil 6 cm. Det strakte sig over den største del av hulen, helt til felterne 14 TH. PETERSEN. [1910 19—21. Dog var det ikke helt sammenhængende, men manglede karakteristisk nok paa de steder, hvor der i kulturlaget nedenunder hadde været utprægede ildsteder, saalede i 8, 11 og 15. I midt- felterne optraadte det idethele kun sporadisk, og her ofte i rod- brændt tilstand. Det nedre lerlag paatraffes i en dybde av ca. 35 cm., var gjennemgaaende 2 — 3 cm. tykt, og strakte sig kun gjennem nogle av de inderste felter, saaledes gjennem felt 2 og et lidet stykke ind i nabofelterne 1 og 3. Fremdeles gjennem felt 5 og et lidet / -m. Snit mellem felterne 1 — 3 og 4 — 6. a = gjødsellag e = aske b = aske og skjæl f = grus c = sort kulturjord g = stenbrolægning d = lerlag (øvre og nedre). stykke ind i felt 6, hvor det pludselig stoppet op, men f o r t s a 1 1 ejs i samme plan ind mot den nordre hulevæg som en stenbrolægning. I felterne 7 — 12 paatraffes det kun sporadisk. Under dette nedre lerlag iakttokes i de dj^pere partier av hulen, saaledes henimot den nordre væg, et ca. 5 cm. tykt askelag og herunder et ganske tyndt kulturlag, hvori undtagelsesvis enkelte faa muslingskaller og benrester. I felt 3 fandt man under lerlaget de s. 35 nævnte brændte lerstykker med cylindriske indtryk (se fig. 19). 1 felt 2 laa indleiret i selve lerlaget en hjortetakk, avkuttet fra roten med en smal meisel. Avbildningen ovenfor, der gjengir et snit tat mellem felterne 1 — 3 og 4—6, vil gi en forestilling om disse lerlags beliggenhet i forhold til kulturlagene. Disse lerlag maa klarligen opfattes som gulv, indlagt i hulen til forskjellige tider. Hvorvidt de samtidig ogsaa betegner to forskjellige facer i beboelsen, skal nedenfor nærmere undersøkes. No. 2] HESTNESHULEN. 15 Hovedmassen av kulturlaget bestod som foran nævnt av kul. der navnlig forekom i stor mængde i de midtre felter omkring ildstederne. Fra de forskjellige felter og lag blev der tat rikelige prøver, som velvilligst er blit bestemt av professor dr. H. H. Gran. Det har herved vist sig, at rester av furu og bjerk har været likelig fordelt gjennem hele kulturlaget. Dernæst fandtes der blandt de medtagne prøver et stykke or og 2 stykker asp. Plante- resterne frembyr saaledes ikke noget fra nutiden forskjellig billede av trævegetationen paa Hitteren. I hulens nærmeste omgivelser er dog skogen forlængst nu forsvundet, men paa Helgebostadøen paa den anden side av sundet vokser den endnu frodig. Dyrebenene var temmelig jevnt fordelt gjennem hele kultur- laget, hvad der ogsaa vil fremgaa av følgende fundoversigt : Lag 1. Lag 2. 'elt 1—3 = 302 stkr. Felt 1- -3 = 160 stkr. „ 4-6 = 281 „ )' 4- -6 = 395 „ „ 7-9 = 296 „ )) 7- -9 = 175 „ „ 10-12 = 163 „ )) 10- -12 = 346 „ „ 13—15 = 307 „ )> 13- -15 = 336 „ Sum 1349 Sum 1412 Hertil kommer: Felt 16-18 (lag 1 + 2) = 79 „ 19-21 („ „ ) ^== 59 „ 22-26 ( „ „ ) = 3 Lag 3 = 16 Den indre hulebund = 127 Dræningsgrøften == 206 Prøvegrøften = 221 Sum 711 lait fandtes der saaledes 3472 dyreknokler. De forekom like oppe i kulturlagets overflate, paatraffes i størst mængde længere nede i dets midte og avtok efterhaanden nedover. Benene nederst i kulturlaget var for det meste fiskeben, saaledes samtlige, der blev optagne fra lag 3. Desuden forekom de i langt talrigere mængde i felterne langs hulens nordside end langs sydsiden. I felt 10, 16 TH. PETERSEN. [1910 lag 1, fandtes samlet en mængde ben av elg. Mange av benene er brændte eller svedne. Hr. inspektør H. Winge, den ypperste kjender av Nordens forhistoriske dyreverden, har gjort museet den store tjeneste at Lindersøke og bestemme det ikke ubetydelige knokkelmateriale fra Hestnesfundet. Resultaterne av denne undersøkelse er blit tilstillet forfatteren, der har erholdt velvilligst tilladelse til her at offentlig- gjøre disse. Hr. Winge meddeler følgende: — — — . For ikke at lade nogen Oplysning gaa tilspilde har jeg foruden Hovedfortegnelsen taget en Fortegnelse over Ind- holdet af hver af de Æsker, hvori Knoglerne var fordelte efter deres Findested i Dyngen. Da det viste sig, at Indholdet overalt i Dyngen var ganske ensartet, og at der i 1ste og 2det Lag fandtes Brudstykker af samme Knogler^), har jeg derimod ikke taget i Betænkning tilsidst at blande alle Knoglerne og kun sortere dem efter Arter. — — — Knoglerne fra Hestnes-Fundet ere af følgende Arter: Gadlis morrhua, Torsk. Knogler i Mængde, blandt andet 25 Underkjæbe-Grene og 16 Mellemkjæber. Gadus virens, Sej. Mindst 2 Underkjæber. Molva sp., Lange. Stykker af 2 Underkjæber, et Plovskjær- ben og andet. Cygnus sp., Svane eller mulig Anser sp., Gaas. Et Mellem- fodsben af en Unge, Knoglen endnu uformet. Somateria moUissima, Ederfugl. øvre Ende af et Skinneben. Mergus serrator, Toppet Skallesluger [Liten Fiskand]. Et Ravnenæbsben uden nedre Ende. Et Stykke af et Skulderblad vist af samme Art. Tetrao tetrix, Urfugl [Orfugl], Stykke af et Bækken, forreste Ende af et Brystben, 2 højre Skulderblade, 2 Nøgleben, en hel Overarm og Midtstykke af en anden, et Mellemhaandsben og en Mellemfod, alt af Hanner; nedre Ende af et Spoleben og en Mellem- haand, af Hun. Lagopus alhus, Dalrype. En hel Overarm og et Albueben. Vist ingen Mulighed for Forvexling med L. mutus. 1) Uthævei av Th. P. ^Q 2] HESTNESHULEN. 17 Colymhus glacialis, Islom [Havimmerl. Bageste Ende af en Underkjæbe, Stykke af et Ribben, ene Halvdel af et Nøgleben. Colymhus septentr ionalis, rødstrubet Lom [Smaalom]. Et Mel- lem fodsben uden nedre Ende, Tri7iga maritima, sortgraa Ryle [Fjærepist]. Et Albueben, Larus argentatus, Havmaage [stor Graamaase]. Et Mellem- fodsben af en ung Fugl. En lille Mulighed for Forvexling med andre Maager af samme Størrelse. Lams tridadylus, Ride [Krykje]. Nedre Ender af 2 højre Overarm, et Spoleben og et Albueben, Sterna macrura, Havterne [rødnebbet Terne]. Nedre Ende af en Overarm. JJria troile, Lomvie [spidsnebbet Alke], En Mellemfod. Alca tor da, Alk [brednebbet Alke]. Nedre Ende af et Skinne- ben, en Mellemfod. Alca impennis, Gejrfugl. Bageste Del af en venstre Under- kjæbe, iMidtstykke af et Skinneben og nedre Ende af et andet, begge højre. Fraiercula ardica, Lunde. En Overarm, et Albueben, nedre Ende af et Skinneben. Plialacrocorao: carho, Skarv. En Mellemhaand. Sula bassana. Sule [Havsule]. Et Albueben uden øvre Ende. Halia'étus albicilla. Havørn. Nedre Ende af et Spoleben, Stykke af en Mellemhaand. Troglodytes jjarvulus, Gjerdesmutte [Tommeliten]. Et helt Skinneben. Vist fra nyere Tid. Arvicola amphibius. Vandrotte [Vond]. En Overarm, et Albue- ben, et Laarben, 2 venstre Skinneben. Vist fra nyere Tid. Castor fiber, Bæver. Et Skulderblad, Midtstykke af en Over- arm, et 3die Mellemfodsben. Canis familiaris, Hund. 4de og 5te venstre Mellemhaandsben, nedre Ender af 2 Mellemfodsben, nedre Ende af et Skinneben. Ah af en Hund af Middelstørrelse. Liitra vulgaris, Odder [Oter]. Stykker af 2 uens Underkjæber af voxne. Stykke af Underkjæbe af et ungt Dyr, nedre Ende af 2 18 TH. PETERSEN. [1910 en Overarm, 2 Spoleben, 3 Albueben, vist alle uens, Stump .^.f et Bækken, Midtstj^-cke af et Laarben, et Skinneben uden øvre Ende. Plioca vitulina, spettet Sæl [Fjordkobbe]. Adskillige Knogler, deriblandt 2 uens Underkjæber, en Overkjæbe, mindst 3 uens Tinding- ben, 3 venstre Skulderblade og 1 Overarm af voxne. Desuden en Del Knogler af Unger, saa godt som sikkert af samme Art, der- iblandt 6 Laarben. Halichoerus grypus, Graasæl. En Underkjæbe-Gren. Cervus elaphus, Kronhjort. Adskillige Knogler, blandt andet 5 uens Underkjæber af voxne og 2 med Mælketænder. To fore- liggende nedre bageste Kindtænder ere 3OV2 og 33 Millim. lange (hos en Han fra Nutiden fra Hitteren, modtagen fra Prof. Collett, er Længden kun 25 ; den ringe Størrelse beror dog tildels paa, at Tandens „Hæl" er vantreven); flere af Lemmeknoglerne ere lige- ledes klart af forholdsvis store Dyr, paa Størrelse med de største danske. Alces maclilis, Elsdyr [Elg]. Adskillige Knogler, blandt andet Stykker af Underkjæber af 3 voxne og 1 med Mælketænder og Stykker af 4 uens Mellemkjæber. Ovis aries, Faar. Flere Stykker af Mellemhaands- og Mellem- fodsben. Desuden flere Kjæbestykker, Tænder og Lemmeknogler af enten Faar eller Ged, af unge og gamle. Bos taurus domesticus, tam Oxe. Adskillige Knogler, der- iblandt Stykker af Underkjæber af mindst 4 voxne og nogle løse Mælketænder. Fire foreliggende uens nedre bageste Kindtænder have følgende Længdemaal : 34, 34, 33 og 30 V2 Millim.; Racen er altsaa lille. 8 lis scrofa domesticus, tamt Svin. Stykke af en venstre Kind- bue, det meste af Kindbenet, lidt af Taareben, Overkjæbeben og af Tindingbenets Kind-Udvæxt. Ret stort; Højden af Kindbenet under Øjehulen 30 Millim. Eqvus caballus. Hest. Flere Stykker af Over- og Underkjæbe og Hjernekasse og nogle løse Tænder af en ung Hest i Tandskifte; 2 Stykker af en Ringhvirvel, en venstre Haandrodknogle (Sca- phoideum), el venstre Stiletben, 3 Led af 3die Finger, Stykke af et Bækken. Bækken-Stykket synes at være af en voxen Hest; alle No. 2] HESTNESHULEN. 19 de andre Knogler af Krop og Lemmer høre maaske sammen med den unge Hovedskal. Racen lille. Orca gladiator, Spækhugger. Stykke af en Tand. Desuden en Stump af en Æ^m^-Knogle. [Da det ved dette fund tør være av betydning at vite, hvilke dyrearter der fandtes i hvert av de horizontale lag, har hr. Winge ogsaa tat en særskilt fortegnelse over indholdet av hver av de æsker, hvori knoklerne var indpakket fordelte efter deres findested i kulturlaget. Den gjengis derfor her. Th. P.]. Il — Sj.^) Torsk, adskilligt; Urfugl, Stk. af Overarm og af Bækken; Ride, et Albueben; Lom vie, Stk. af Skinneben, en Mellemfod; G ej r fugl, bageste Stykke af en Underkjæbe; Hund, et 5te Mellemhaandsben ; Odder, et Albueben; Sæl, Ringhvirvel, Skulderblad, Laarben, de to sidste Knogler unge; Krondyr, flere Knogler; Elsdyr, en øvre Kindtand, en Fortand; Faar, en nedre Kindtand, Stkr. af 2 Mellemhaandsben; Oxe, Stkr. af en Under- kjæbe og af Mellemfodsben ; en stærkt musegnavet Knoglestump. 4i— 6i. Torsk, flere; Ride, Stk. af Overarm; Sule, et Albueben; Fugl, Stk. af Skinneben; Bæver, et Mellemfodsben; Odder, et Spoleben; Spettet Sæl, et Tindingben og flere andre Knogler, ældre og yngre; Krondyr, Stkr. af 2 uens Underkjæber o. a. ; Elsdyr, en øvre og en nedre Kindtand, Stk. af Skinneben; Faar, en øvre Kindtand og Stk. af Underkjæbe; Oxe, Stk. af Mellem fod. 7i — 9i. Torsk, flere; Gejrfugl, 2 Stkr. af Skinneben; Vandrotte, et Albueben; Odder, Spoleben og Albueben; Sæl, Albueben, Lægben, Taaled ; Krondyr, flere Knogler; Elsdyr, en nedre Fortand, en øvre Kindtand; Faar, Stk. af Underkjæbe, Stk. af Mellemhaand; Oxe, Stkr. af 2 Mellemhænder. lOj — 12^. Torsk, flere; enkelte andre Fiske; Urfugl og Rype, 6 Knogler; I s lom, bageste Stk. af Underkjæbe; Skarv, et Mellemhaandsben; Ed er fugl, et Skinneben; Gjerdesmutte, 1) 1^— 3i = Lag 1 af felt 1—3. lo— Sg = Lag 2 af felt 1—3. 20 TH. PETERSEN. [1910 et Skinneben; Vandrotte, en Overarm; Odder, Stkr. af Over- arm, Bækken og Skinneben; Spettet Sæl, flere Knogler; Kron- dyr, flere; Elsdyr^ adskilligt; Fa ar, Stk. af Hofteben; Oxe, en øvre Kindtand, Stk. af Mellemhaand, et Hælben. 13i — ISj. Fisk, lidt; Islom, Stk. af Nøgleben, Ribben; Fugl, Skinneben; Sæl, et Taaled ; Krondyr, adskilligt; Elsdyr, adskilligt; Fa ar. Albueben; Oxe, flere Stkr. af en Hovedskal, Stkr. af en gjennemhugget Ringhvirvel, et Stiletben af Haanden, et 1ste Fingerled. 16 — 18. Fisk, lidt; Lunde, en Overarm; Hund, Stk. af Mellemfodsben ; Spettet Sæl, Overarm, Skinneben, Taaled; Kron- dyr, flere; Faar, Stk. af Mellemhaand o. a. ; Oxe, 2 Kindtænder. 19 — 21, Torskefisk, lidt; Odder, en Underkjæbe; Sæl, Stk. af Overarm og Taaled, Unge; Krondyr, flere; Elsdyr, Stk. af Taaled; Oxe, en Fortand, Stkr. af Pande o. a. ; Hest, Stk. af Bækken. I2 — 32- Torskefiske, adskilligt; Urfugl, Mellemhaand; Havmaage, Mellemfod; Ride, et Spoleben; Terne, nedre Ende af en Overarm; Sæl, en Lendehvirvel og 3 Taaled; Krondyr, Mellemkjæbe og Stykke af Underkjæbe; Faar, Stk. af Underkjæbe, Bækken og Mellemfod. ^2 — 63. Torsk, mange; Toppet Skallesluger, Ravne- næbsben, Skulderblad; Urfugl, Mellemhaand; Sortgraa Ry le, et Albueben; Havørn, Stkr. af Spoleben og Mellemhaand; Bæver, Stk. af Skulderblad; Hund, Stk. af Mellemfodsben; Sæl, flere Knogler, unge; Krondyr, flere; Elsdyr, nedre Kindtand, Stk. af Taaled; Faar, Stk. af Mellemhaand, Mellemfod, Stk. af Skinne- ben ; O x e, flere Tænder, Mellemkjæbe. I2 — 9.2- Torskefiske, adskilligt; Urfugl, Mellemfod; Rødstrubet Lom, Stk. af Mellemfod; Lunde, et Albueben; Sæl, Hjørnetand, Overarm, Stk. af Mellemfod; Krondyr, en Kindtand; Faar, en nedre Kindtand; Oxe, 2 Fortænder, Stk. af Mellemfod; en tilskaaren Knoglesplint. lOg — 123. Torskefiske, adskilligt; Alk, en Mellemfod; Vandrotte, et Skinneben; Hund, et Mellemhaandfiben ; Odder, .Stk. af Underkjæbe af Unge; Spettet Sæl, Stk. af Overkjæbe No. 21 HESTNESHULEN. 21 Og flere andre Knogler; Graasæl, Stk. af Underkjæbe; Krondyr, adskilligt; Elsdyr, flere Knogler; Fa ar, Stk. af Underkjæbe; Oxe, adskilligt, især Brudstykker af en Hovedskal; Svin, tamt, Stk. af Kindben; Hest, ung, Stkr. af en Underkjæbe (Stkr. af samme Kjæbe fandtes i IS^ — lo^), et Haandrodsben (Scaphoideum). ISo — ISg. Torsk, adskilligt; Urfugl, Skulderblad ; Ride> Overarm; Alk, Skinneben; Fugl, Stk. af Spoleben; Vandrotte, Skinneben; Sæl, Stk. af Trommeben, et Taaled ; Krondyr, flere Tænder, Kjæbestykker, Stump af Mellemhaand og Taaled; Elsdyr, flere Tænder, Stk. af Mellemkjæbe, Led af en Bitaa; Fa ar, nedre Ende af Mellemhaand, Midtstykke af Spoleben; Oxe, flere Stkr. af en Hovedskal, Taaled; Hest, Stk. af Overkjæbe af ungt Dyr, 2 Stkr. af Underkjæbe, et Hovled og et næstyderste Fingerled, en lille Stump af en Hval-Knogle. Lag 3. Fisk, lidt. Hule-Bunden. Torsk, flere; Svaneø, Mellemfod af Unge; Fugl, Stk. af Mellemhaand; Urfugl, Stk. af Spoleben; Hund, nedre Ende af Skinneben; Odder, et Albueben; Sæl, et Lægben; Spækhugger, Stk. af en Tand; Krondyr, Stk. af Kindtand, en Haandrodsknogle ; Elsdyr, Stk. af Underkjæbe, Stk. af Skinne- ben; Faar(?), en øvre Kindtand og Stk. af Underkjæbe; Oxe, en øvre Kindtand. Hestnes-Fundet har i sit Præg, i Blandingen af vilde og tamme Dyr, i den stærke Sønderdeling af marvholdige Knogler, i Mærker af Snit og Hundegnav, stor Lighed med danske Fund fra Jern- alderen. Men en iøjnefaldende Forskjel er der. I de danske Fund ere Levningerne af Husdyr aldeles overvejende; i Hestnes-Fundet ere de i Mindretal. Og de tamme Høns, der findes i de danske Fund, mangle i det norske. I faunistisk Henseende indeholder Hestnes-Fundet neppe noget, der ikke kunde ventes. Mest værd at mærke ere vel Sule og Gejrfugl, %2 1910. Herluf Winge. 22 TH. PETERSEN. [1910 Skjæl forekom ogsaa gjennem hele kulturlaget, i størst mængde dog langs hulens nordre væg, hvor navnlig littorinerne laa i hauge- vis, særlig talrike i felterne 9 og 12, lag 1. Hr. konservator Nordgaard vil nedenfor gi en oversigt over de forskjellige arter av skjæl, som foreligger i dette hulefund; samtidig vil han ogsaa sammenligne den fauna, man har kunnet rekonstruere av de fundne benrester, med nutidens. Hr. bibliotekar Petersen har anmodet mig om at gjøre rede for de i Hestneshulen fundne skjel samt anstille en sammenligning mellem den fauna, som fremgaar av Hestnesfundet efter H. Winges bestemmelser og det nuværende dyreliv paa Bitteren. Først skal da skjellene omtales. Der fandtes følgende arter: 1. Patella vulgata, Lin., i mengde. 2. Littorina liUorea, Lin., i stort antal. 3. Polytropa lapillus, Lin., et brudstykke. 4. Buccinum undatum, Lin., omkring 1 dusin eksemplarer. 5. Ostrea edulis, Lin., almindelig. 6. Pecten maximus, Lin., 3 brudstj/kker. 7. Mytilus edulis. Lin., forholdsvis almindelig. 8. Modiola modiolus. Lin., ikke sjelden. 9. Cardiiim edule. Lin., ikke sjelden. 10. Tapes pullastra, Mont., 1 skal. Paa Patella sat meget almindelig husene av en liten rørorm (Spirorhis) og paa østers ofte de bugtede rør av en større orm, Pomatocerus triqueter. Endvidere forekom paa et blaaskjel etpar bryozokolonier av slegten Membranipora. Disse skal bli nermere omtalt. Efter mengden av de forekommende skjel paa Hestneshulens bund faar man det indtryk, at albuskjel, strandsnegl og østers serlig har været matskjel, i 2den række kommer buhund, blaaskjel, vobskjel og hjerteskjel. I det følgende vil hver enkelt art bli omtalt. 1. Patella vulgata. Albuskjellet forekom baade i lag V) og lag 2 med en basislængde fra 30—55 mm. Det var saaledes ') Hvert lag liadde en tykkelse av ca. 20 cm. No. 2] HESTNESHULEN. 23 ogsaa almindelig i bundlaget, hvor der forøvrig fandtes føl- gende arter: Patella vulgata, almindelig, Littorina littorea, almindelig, Ostrea edulis, flere eksemplarer, Mytilus edulis, brudstykker, ModioUi modiolus, brudstykker. Under gjennemgaaelsen av Pa^eZ/«-materialet bemerkedes, at der er ikke liten variation i forholdet mellem længde og høide, enkelte er høje, andre kan være temmelig nedtrykt. 2. Littorina littorea. Strandsneglen fandtes ogsaa i begge lag i størrelser op til 37 mm. 3. Polytropa lapillus. Kun et brudstykke fandtes i lag 1. 4. Bucciyiimi undatum. Buhunden forekom i saapas mange eksemplarer, at man maa anta den har været spist. Det er ikke let at skjønne, hvorledes huleboerne har fanget denne art, da den gjerne staar paa litt dypere vand. 5. Ostrea edulis. Østersen forekom baade i lag 1 og 2 samt bundlaget i størrelser fra 64 — 120 mm. Paa enkelte skaller kunde man se, at de var løsnet fra et fast underlag. 6. Peden maximus, Lix. 3 brudstykker av denne store mus- ling, som paa Hitteren kaldes harpeskjel, fandtes i felt 12, øverste lag. 7. Mytilus edulis. Lin. Blaaskjellet fandtes likesom albuskjellet, strandsneglen, østersen og vobskjellet gjennem hele kulturlaget. Længde 49 — 80 mm. 8. Modiola modiolus. Vobskjellet fandtes hist og her gjennem hele laget. Længde optil 115 mm. Det er mest sandsynlig, at dette skjel ogsaa har været spist. De skjel, som serlig har været benyttet til agn, har de neppe drat med sig op i hulen, som utvilsomt ligger betydelig høiere end den davæ- rende strandlinje. En saadan art som kuskjellet, Cyprina islandica, har vistnok været litet benyttet som matskjel, men har muligens hat og har ialfald nu anvendelse som agnskjel. Naar saaledes kuskjellet fandtes i et større an- tal eksemplarer paa den arktiske stenalders boplads ved 24 TH. PETERSEN. [1910 Stenkjer ^), mens der paa Buset 2) kun forekom et brudstykke, og i Hestneshulen slet intet av denne art, kan det muligens tolkes saaledes, at kuskjeilet i egenskap av agn ikke blev transporteret til beboelsesstederne, fordi disse baade ved Buset og Hestnes var beliggende saapas langt fra stranden, at det vilde være uhensigtsmæssig. Paa samme maate maatte man forklare den forholdsvis rikelige forekomst av kuskjel paa Stenkjerbopladsen ved dens beliggenhet i nærheten av stranden, saa at fiskeredskapfernes ægning bekvemt kunde finde sted paa selve bopladsen. Dette er selvfølgelig bare en gjetning, men ved øket fundmateriale kan man rimeligvis vinde flere holdepunkter for saadanne ting, som nu er temmelig løst funderet. Hypoteser gjør ialfald den nytte, at de stundom egger folk til at slaa dem ihjel, og herunder kan megen sik- ker kundskap indvindes. 9. Cardium edule. Hjerteskjellet forekom baade i lag 1 og 2, men ikke i nogen større mengde nogensteds. Længde optil 49 mm. 10. Tapes puUastra. Av denne musling fandtes i lag 2 en skal, 1. 45 mm. Hvis man nu paa dette grundlag skal søke at danne sig en mening om karakteren av Hitterens marine fauna paa boplads- menneskenes tid, har man ikke meget at holde sig til. Det er vistnok sandsynligst, at Tapes puUastra var tat op levende, men da der kun fandtes en skal, kan man ikke si det absolut sikkert. Og desuten er at merke, at denne art vistnok har maattet trække sig ut av fjorden, hvor den i en klimatisk gunstigere tid forekom endog i de indre dele, men den optrær ogsaa i vore dage i skjer- gaarden utenfor Trondhjemsfjorden. Det samme gjelder Peden maximus. Heller ikke paa den rikelige forekomst av østers kan man her bygge noget, fordi østers i en temmelig sen tid har været fisket i stor mengde. Fra Hestnessundet eller Ytre Strømfjorden gaar der ind i Helgebostadøen 2 vaager, Kvernvaagen og Oster- 1) Aarsb. 1871, s. 100—103, 2) 'nordGAARD og RYGH, Beskrivelse av Busetbopladsen. D. kgi. n. vid. selsk. skr. 1909, nr. 9. No. 2] HESTNESHULEN. 25 vaagen^), hvor der for 30 — 40 aar siden var saa meget østers, at min hjemmelsmand, JAKOB Hestxes, l h^jji~ -in. "■,' '-^-iit -^ ; '' 1 H ^ > :w^^ T^^^fe* "'^ '^B ^^^^^^^B^?<»^. • N^ f r^V^I '^^ V ^^ ■"^■'"■"" 1 1 ■■"^:. -" 1 ^^^^9|^Hp. ^ .. y'.-,"^ 'i Fig. 2. Det indre af Hestneshulen. PI. II Fig. 3. Hestneshulen. Ildstedet i felterne 8 og 1 1 samt tversnit mellem felterne 4—6 og 7—9. Fig. 4. Vi PI. III Fig. 6. Fig. 7. Fig. 8. Fig. 9. Fig. 10. Fig. 12. Fig. 13. Fig. 16. 1/2 Fig. 19. Fig. 18. Fig. 20. REMARQUES SUR LA NOMENCLATURE DES MOUSSES PAE I. HAGEN DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1910. NO. 3 AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM 1910 I. Le point de départ pour la nomenclature des mousses, comme de celle des autres classes de végétaux, doit étre fixe au temps le plus recoulé qui soit compatible avec les exigences scientifiques. Un ouvrage possédant beaucoup des qualités entrant en consi- dération å eet égard, se présente dans THistoria Muscorum de Dillenius (1741), ouvrage qui constitue, en effet, le commencement de la bryologie scientifique. Il traite 205 des espéces de mousses reconnues par la science moderne, sous des diagnoses détaillées, il comprend en abrégé tous les connaissances acquises jusqu' å ce terme, il figure tous les espéces décrites, et ce qui plus vaut, l'herbier de Dillenius existe encore et il a été révisé par plusieurs bryologues, entre eux Lindberg qui, en rendant amplement compte de son examination, a démontré å quelles espéces les noms de Dillenius correspondent. Mais malheureusement eet ouvrage classique est entaché d'un défaut qui le met hors de service: Dillenius n'employait pas de noms binaires mais des noms polynomes. Un tel obstacle ne se trouve pas dans le Species Plantarum de Linné (1753). Cet oeuvre qui traite en tout 101 espéces de mousses, applique le premier aux végétaux de cette classe des noms binaires ; ces denominations sont accompagnées de diagnoses, et il dorine, ce qui augmente considérablement sa valeur, pour tous les espéces, {ssiui Splaclinum luteum et Bryum sqiiarrossum,) comme synonymes les noms appliqués par Dillenius; gråce å cette citation, nous avons, dans les rares cas de doute qui pourraient se presenter sans cela, un moyen excellent de decider å quelles espéces se rapportent les noms de Linné. Par cette raison, tous (ou du moins presque tous) les espéces de son Species sont bien comprises, c'est pourquoi l'ouvrage lui-méme fera bon service de fondement de la nomenclature bryologique. 4 I. HAGEN. [1910 Tous les genres Linnéennes de mousses sont maintenus aussi dans nos jours, toutefois en sens plus ou moins restreint, å mesure de leur partition plus ou moins avancée, et il nexiste pas de difficulté de decider auquel de ces genres nouveaux un nom gé- nérique Linnéen est å appliquer, å l'exception seule du nom Hypnum: on n"a pu pas s'accorder sur sa signification actuelle la plus juste. Dans le traitement le plus recent des mousses, celui de M. Brotherus dans le Natiirliche Pflanzenfamilien d'Engler et Prantl, ouvrage ou la partition est portée le plus loin, le nom Hyjmum est employé d'une maniére peu heureuse, ce genre étant ici borne å contenir une seule espéce, H. Schreberi qui ne fut établie quen 1787, par Willdenovv, et par conséquent, non-linnéenne; il est indispensable, cependant, qu'il contienne une ou plusieures espéces établies par Linné lui-méme. Mais å quel des genres établis plus récemment est-il å reserver? Pour résoudre cette question, il est sans interét de poursuivre, dans ses détails, tout le procédé de division, il suffit pour notre but d'envisager le genre tel qu'il existait réduit dans la Br, eur. aprés la separation de Scleropodium, Amblystegium, Fla- giothecium, Eurrhynchium, Brachythecium etc, car il n'entrera pas en question d'annuler l'évolution jusqu' å ce point. Dans cette conformation le genre persistait assez longtemps, il ne s'opéra qu'une division en sous-genres ou en sections, et ce n'est que dans un temps tres recent que ces groupes ont été élevés au rang de genres. La question å résoudre quand on accepte ce dernier procédé de division, sera de savoir quelle ou quelles des espéces Linnéennes qu'on retrouve dans le genre Hypmum du Coroll. Br. eur., conti- nuera å porter ce nom générique? Les espéces entrant en consi- dération, sont H. crista castrensis, H. cupressiforme, H. aduncum, H. scorpioides, H. cuspidatum et H. puriim. H. crista castrensis a été rattaché au genre Ptilium, (établi 1869,) H. cupressiforme au genre Stereodon, (établi 1827,) H. aduncum au genre Drepa- nocladus, (établi ^^/o 1899,) H. scorpioides a éte regardé par quel- ques-uns également comme un Drepanocladus, par d'autres comme le type d'un genre propre Scorpidium, (novembre 1899,) H. cuspi- datum a été rapporté au genre Acrocladium, (établi 1869,) H.purum au genre Scleropodium (de 1853). D'aprés cela, le nom Hypnum No. 3] SUR LA xNOMENCLATUKE DES MOUSSES. 5 doivait, au commencement de Tannée 1899, étre reserve aux deux espéces Linnéennes qui n'avaient pas encore recu un autre nom générique valable, H. aduncum et H. scorpioides, et je pense qu'il était alors inutile de créér un nouveau nom générique en élevant å tel rang le nom de section employé par Ch. Muller. En outre, si on re- connait le nom Drepanocladus, le nom Hyimum sera reserve au genre monotypique Scorpidium, mais comme ce genre n'est pas admis par tous, on cours alors le risque de voir disparaitre totalement le nom Hypnum. Cest pourquoi je trouve convenable de fixer l'emploi de cette denomination générique aux espéces qu'on a rattachées au genre Drepanocladus, en laissant å ceux qui re- gardent \H. scorpioides comme un type générique propre, de designer celui-ci par le nom Scorpidium. Cette question peut étre terminée déjå par l'accord des bryologues, mais une decision autoritative conduirait plus facilement å un resultat définitif. — En somme, je ne trouve pas d'obstacle å commencer la nomenclature bryologique avec le Species Plantarum de Linné; par cette démarche on évitera l'inconvénient de prendre une autre année et un autre ouvrage comme point de départ pour la nomenclature des mousses qu'on ne prendra, selon toute probabilité, pour les autres classes de végétaux. En tout cas, il devrait exister des raisons tres lortes pour se decider å proceder ici autrement qu' ailleurs ; il faudrait démontrer un ouvrage plus recent qui présente des avantages assez considérables pour compenser les incommodités rattachées å toute exception d'une régle générale. Il y en a qui croient avoir trouve un tel ouvrage dans le Species Muscorum d'Hedwig (1801). Mais c'est done un peu trop fort de vouloir, avec un trait de plume, mettre hors de considération toute la littérature de lépoque avant 1801, et cela d'autant plus parce que la derniére moitié du 18me siécle était un temps tres fécond pour l'étude des mousses; la liste de la littérature ou méme des auteurs de cette periode est, cependant, trop longue pour pouvoir étre présentée ici, c'est pourquoi je me borne å donner les noms des auteurs les plus importants: Bridel, Dickson, Ehrhart, („parmiles disciples de Linné le plus eminent et le plus genial," pour citer Lindberg,) Gmelin, Hedwig, Hoffmann, Hudson, Lamarck, Leers, 6 I- HAGEN. [1910 Leysser, Linné, Necker, Pollich, Rohling, Roth, Schmidel, Schrader, Schrank, Schreber, Swartz, Timm, Villars, G. H. Weber, Weis, Willdenow et les auteurs de TEngl. Bot. Tous leurs travaux, les resultats d'autant d'intelligence, d'autant de dévouément, d'autant de zéle, seront negligés å Texception seule des pauvres parties citées par Hedwig dans le Species muscorum! V'oilå un coté des plus faibles de cette publication: la maniére tout-å-fait insuffisante dont il a tenu compte de la littérature précédente. la synonymie est, en tout, negligée, indiiment restreinte å un nombre tres borne des noms déjå existants; on y cherche en vain, entre autres, des denominations qui sont pour nous des plus courantes, telles que Anclreæa petropJiila, Catharinæa, Ditrichmn, Paludella. Mais s'il est un défaut qu'il ne rend pas compte des syno- nymes existants, il est une défectuosité beaucoup plus grave qu'il neglige un grand nombre des espéces de mousses décrites an- térieurement; je donnerai la liste des mousses européennes qu'il a omises quoique elles avaient été décrites sous des noms binaires, (je n'ai fait de recherches ni quant aux espéces décrites seu- lement sous des noms polynomes ni quant aux espéces exotiques): Bryum alpinum Huds. 1762 — himum Schreb. 1771 — pallens Sw. 1799 Cinclidotus riparius (Host 1797) Dichehjma capillaceum (L. 1755) Dicranuyn undulatum Ehrh. 1792 Ditriclium tortile (Schrad. Gmel. 1791) Eucladium verticillatum (L. 1753) Eurrliynchium atrovirens (Svv. 1799) — strigosum (Hoffm. 1795) — velutinoides (Hypnum filiforme Lam. 1778) Hylocomium hevirostre (Ehrh. 1788) Hyocomium flagellare (Dicks. 1790) Hypnum incurvatiim Schrad. 1796 — revolvens Sw. 1799 — stramineum Dicks. 1790 IsotJieciuni myosuroides (L. 1753) ]sJq_ 3] SUR LA NOMENCLATURE DES MOUSSES. 7 Leptodontium fiexifolium (Dicks. 1793) Meesea triquetra (L. 1753,) confondu avec M. longiseta Hedw. Mnium rostratum ' Schrad . 1791 — serratum Schrad. 1791 Mijurella julacea (Vill. 1789) OrtliotTiecium nifescens (Dicks. 1793) Orthotrichum affine Sclirad. 1794 — cupulatum Hoffm. 1795 — diapJianum (Gmel. 1791) — obtusifoUum Schrad. 1796 — pumilum Sw. 1799 Plagiopiis Oederi (Gunn. 1772) Plagiotliecium silvaticum (Huds. 1762) Polytrichum gracile Dicks. Menz. 1798 — sexangulare Florke 1799 — stridum Banks, Menz. 1798 Pseudoleskea catenulata (Brid. 1798) PlujncJiostegium rotundifolmm (Scop. 1772) — tenellum (Pterygynandrum algiriammi Brid. 1798) Sphagnum cuspidatum Ehrh. 1791 Tayloria tenuis (Dicks. 1790) Thuidium ahietinum (L. 1753) Tortula cuneifolia (Dicks. 1793) — revoluta Schrad. 1796 Trichostomum tophaceum (Bryum brevifoUum Dicks. 1790) Zygodon Forsteri (Dicks. 1793). En outre, si on attribuera å eet ouvrage la dignité projetée, plusieurs noms qui font partie du catéchisnne des jeunes bryologues, honneur å laquelle ils peuvent prétendre å juste titre en vertu de leur priorité, seront å remplacer par d'autres créés par Hedwig : Andreæa petrophila deviendra rujjestris Barbula fallax „ acummata — ungviculata „ apiculata BrachytJiecium plumosum „ fiagellare — velutinum „ intricatum Eurrhynchium strigosum „ præcox I. HAGEN. [1910 Hymenostylmm curvirostre deviendra recurvirostre Hypnum palustre „ luridimi Isothecium myurum „ myosuroides, et, par conséquent, il faudra créer pour \'I. myosuroides (L.) un nom nouveau Leskea polycarpa deviendra paludosa ' Pohlia carnea „ delicatula Pseudoleskea atrovirens ., incurvata Rhyncliosteyium confertum „ vraiseniblablement cla- vellatum Rhynchosteyium rusciforme „ riparioides Scliistosteya osmimdacea „ pennata. A coté de ces noms spécifiques il en admet d'autres qui se trouvent également dans le cas de ne pas étre les premiers donnés aux espéces respectives, mais qui ont pourtant gagné un emploi general surtout dans la premiere moitié du siécle passé, noms que plusieurs bryologues des derniéres generations se sont efforcés de remplacer par ceux ayant la priorité, et qui sont, par cette raison, en bon train de rentrer dans leurs droits; y compris ceux que je viens d'énumérer, un nombre de 36 du moins des noms spécifiques originaux des mousses seront irrevocablement déplacés par d'autres de date plus recente, si le Species d'Hedvvig formera le point de commencement de la nomenclature. La citation d'auteur doit aussi étre réformée d'une maniére malheureuse pour un grand nombre de mousses dans le cas de negliger toute la littérature du 18me siécle; on attribuera alors å Hedwig tous les noms originaires de cette époque soit quils sont établis par lui soit par ses prédécesseurs. Parmi les noms spéci- fiques du Species muscorum il se trouve 200 environ créés par les auteurs antérieurs mais qui porteront, en admettant le cas plusieurs fois nommé, å tort le nom d'Hedwig comme auteur. Et les 43 espéces citées ci-dessus (p. 6—7) seront, eux aussi, å attri- buer å d'autres que leurs vrais auteurs, la plupart probablement å Bridel. Il faudra done, si on ne veut pas remonter plus loin qu'å Hedwig, se mettre å des changements étendus des citations d'auteur, changements empiétant sans necessité sur le principe de la priorité. No. 3] SUR LA NOMFIVCLATURE DES MOUSSES. 9 Pour pouvoir accepter le Species Muscorum d'Hedwig comme base de la nomenclature de ces plantes, il serait une conditio sine qua non, qu'il contienne in 7iuce tous les connaissances de leur systématique qu'on avait acquises jusqu'au moment de son appari- tion. Mais, comme nous l'avons vu, il sen en faut beaucoup. L'ouvrage d'Hedwig est défectueux, incomplet quant au nombre des espéces traitées aussi bien quant aux synonymes cités, et d'une nomenclature arbitraire en beaucoup de cas; son emploi comme point de départ de la nomenclature entrainera une revolution dans la citation d'auteur des espéces établies avant cette époque. Comme le Species Plantarum de Linné ne présente rien qui puisse nous empécher de faire remonter la nomenclature des mousses jusqu' å eet ouvrage, tandis que le Species Muscorum d'Hedwig est atteint d'imperfections graves de telle sorte, la raison de la tentative de supprimer ici le premier en faveur du dernier est assez difficile å comprendre. Qu'on prenne pour point de départ l'un de ces ouvrages ou l'autre, il faut dresser une liste des nominel generica conservayida et des nomina rejicienda, tåche qui coutera beaucoup plus de travail, si on remonte jusqu' å 1753, parce que le nombre de genres å rejeter sera alors assez grand, mais qui nest pas du tout impraticable. Au cas de prendre l'année 1801 pour point de dé- part, une telle liste est proposée, comme je vois du "Recueil des documents destinés å servir de base aux debats de la section de nomenclature systématique du Congrés international de botanique de Bruxelles 1910." Quoique j'aie eu trop peu de loisir pour scruter les détails de cette liste, et quoique j'espére qu'elle ne sera pas employée, je vais å tout événement donner les remarques qui se sont présentées. „Aloina Kindb. Laubm. Schwed. p. 136 (1883)." La citation des ouvrages publiés dans les journaux doit toujours étre faite d'aprés le méme principe; ou il faut citer le titre du travail, comme il est fait ici et pour Atractylocarpus, ou il faut renvoyer au volume du journal ou il a paru, voir p. ex. DitricJium, Gymnostomum, Macrodon, mais mélanger ces deux procédés n'est pas å recom- mander. 10 I- HAGEN. [1910 „Amjyhidium Sch. Bryol. eur. Consp. (1865)." Cette date d'année est inexacte, elle doit probablement étre 1855. Mais le nom établi å eet endroit est un nomen nudum: il se trouve dans le registre du 3me volume de la Br. eur. employé pour deux espéces de Zygodon sur les cinq traitées dans le texte, mais sans diagnose. Par conséquent, cette citation doit étre changée; c'est dans Br. eur. CoroU. p. 39 (1856) qu'on trouve la premiere de- scription de ce genre. On ne trouve pas, parmi les nomina rejicienda, Amphidium N. ab. Es. in Sturm, Deutschl. Fl. II, H. 17 (1819). Il est evident que la diagnose latine donnée å la premiere page se rapporte au genre et non å l'espéce quoique cela ne soit pas expressivement énoncé; en tout cas, le genre doit étre regardé comme décrit d'une maniére suffisante puisque l'auteur ne lui attribue qu'une seule espéce. Si on retient le genre de la Br. eur. CoroU. (1856), celui de N. ab Es. doit ceder. La plupart des bryologues rattachent sa seule espéce au genre Zygodon: si on veut, avec Juratzka, la regarder comme type générique, on aura å se servir du nom Euzygodon Jur. (1882). „Cynodontiiim Sch. Bryol. eur. Coroll. (1855)." Le Corollaire n'a pu paraitre en 1855, le préface étant signe, par l'auteur, le 29 décembre 1855; la citation 1856 sera correcte. „Physedium (Brid.) C. Miill. in Bot. Zeit. 1847, col. 101". Par cette citation on est amené å croire que Bridel ait employé le nom Fhysedium pour designer une division quelconque de genre, bien qu'il l'ait, en réalité, employé au titre de nom générique. Je préiérerais y^Physedium Brid. Br. univ. I, p. 51 (1826); C Miill. in Bot. Zeit. V, col. 101 (1847)." " Gymnostomum . . . . emend. Mitt. in Journ. Linn. Soc. I. Suppl. p. 32 (1859)." Loin de se servir ici de ce nom, Mitten le rejéte pour le remplacer par Hymenostylium. Le nomen nudum Drepanoijhyllaria doit disparaitre avec Hygroamhlysteglum. „Macrodon W. Arn. in Mém. Soc. hist. nat. .Paris, II, p. 129 (1825)" doit étre corrigé en "p. 299." „Oncojjiiorus (Brid) Lindb. Utkast etc. p. 34 (1878)" contient ■^Q_ 3J SUR LA NOMENCLATURE DES MOUSSES. H 13 espéces dont une seule est rapportée dans la Br. eur. au genre Oreas, c'est pourquoi il faut ajouter un „p. p." Le genre Fhyscomitrium est publié d'une maniére valable par Bridel dans la Br. univ. II, p. 793 conf. p. 815 (1827). Pterygoneurum. Créé en 1882, ce genre n'a pas été en emploi pendant un demi-siécle. 11 n'y a pas de raison pour s'écarter ici des exigences de la priorité, puisque sur les cinq espéces qu'il contient, trois ont déjå été nommées Fiedlera. II. Les noms génériques des mousses sont parfois formes avec peu de diligence, on en trouve qui font offense au régles de la langue d'ou il sont tirés; quant å dautres, on a effectué leur traduction de grec en latin d'une maniére peu correcte; d'autres encore sont entachés de fautes de différente nature. Les régles internationales de la nomenclature ont pour de telles irrégularités la prescription de conserver la graphie originale excepté dans le cas d'une erreur typographique ou orthographique. La plus grave malfacon est constituée par la composition de deux ou plusieures racines appartenant å de différentes langues. Heureusement, des irrégularités de telle sorte sont tres rares parmi nos noms génériques, aussi je ne saurais nommer que Cirripliyllum. (Callicosta et Callicostella ne sont pas derivés de xalo:;, mais de callus.) Mais parmi les noms de sous-genre et de section, il y en a d'autant plus, une serie imposante étant formée par des noms latins avec le préfixe grec eu, pour ne pas en plus nommer. Les noms formes en mépris des régles grammaticales sont tous dus å la composition de racines grecques. Dans les cas de cette sorte, la premiere se termine souvent en o; quand la suivante commence par une voyelle, eet o doit disparaitre, de sorte qu'il se dit Dendralsia et Hygramblystegiiim et non Dendroalsia ni Hygroamhlystegium. Il en est de méme devant une voyelle aspirée, mais dans ce cas l'aspiration cesse, tellement que le h qui la représente en latin, est aussi å supprimer; teis mots que Chrysohypnum, Hygrohypnum, Haplohymenium, 12 I- HAGEN. [1910 Macroliymenhmi et Leptohymenium, auront la forme Chrysijpnum, Hygryimum, Haplymenium et 3Iacrymenium, changement par lequel les deux derniers vienncnt en harmonie avec les noms génériques d'algues Callymenia, Halymenia, Rhodymenia. Pour Leptohymenium la chose est un peu plus compliquée; laspiration de r y se traduit au t voisin qui devient th, et celui-ci entraine, å son tour, l'aspiration du p qui lui précéde ; lorthographe correcte de ce nom est Leplithymenium. Je n'ai pas nommé ici le nom Stereohypnum quoique il soit tres mal forme. Ce nom fut créé par Hampe, en 1861, pour designer une section du genre Hyptnum, et il fut employé, en 1908, par M. Fleischer, en qualité de nom genérique pour remplacer Microthamnium Mitt., ce dernier nom étant donné auparavant å un genre d'algues. Cependant, ce procédé de M. Fleischer est contraire å l'art. 49 des régles internationales, car Hennings avait déjå en 1902 designe le méme genre comme Mittenothaymiium, M. Fleischer regarde cette derniére denomination comme un nomen suhnudum, c"est-å-dire comme un nom de qualité inférieure qui ne puisse pas prétendre å étre reconnu. Mais les lois de la nomenclature ne connaissent pas de 7iomina subnuda; elles ne connaissent que des noms valables et des noms non valables, or le nom établi par Hennings appartient å la premiere catégorie puisque eet auteur, en le créant, Ta accompagné de renvoi å la description originale du genre Microtliamnium Mitt. Grace å ce procédé, le nom Mittenotliamnium est rentré dans tous les droits qu'il aurait fallu accorder au nom genérique choisi par Mitten, s'il avait été disponible. Stereohypnum étant un nom tout-å-fait inutile nons enterrons ce monstre sans cérémonies. — Dans d'autres cas de composition, ou le deuxiéme membre est un mot commencant par une voyelle aspirée, on a procédé d'une maniére différente, mais pas plus correcte; on a supprimé r o terminal du premier membre de la combinaison, qui vient par suite å se terminer par une consonne, mais on a néanmoins conservé le h initial du deuxiéme. Par cette maniére d'agir on a obtenu des noms comme Anhymenium, Macrhimanta, Synhymenium, Schizhymenium, et la création de nos jours, Dactylhymenium, No. 3] SUR LA NOMENCLATURE DES MOUSSES. 13 tandis que le li est, en effet, å rayer, et les mots sont å écrire Anymenium, Macrimanta, Synymenium, Scliæymeniiim, (Schizy- menia est le nom d'une ajgue,) et Dadylymenium. II existe des cas ou Tauteur a rejeté å tort un o qui devrait se trouver. Les orthographes Brachydontium et Tridontium sont de cette classe; l'o est ici la lettre initiale du deuxiéme membre de la composition, c'est pourquoi il est å conserver, et les noms doivent devenir Bracliyodoniium et Triodontium. Un cas semblable est présenté par BracJielyma; ici un y est élidé et le nom doit se dire Bracliyelyma. D'autre part on rencontre des cas (peut-étre pas parmi les noms génériques) ou on a intercalé un o inutile; nons avons une section de Fissidens, Amhlyotliallia, dont le nom correct est Amblythallia. Ouand une racine terminant en une voyelle est composée avec une autre commencant par r/i, ce rh est dédoublé en rrh. Schimper redigea le nom Eurhyncliium et Reichardt Ortliorlrynchium au lieu å' Eurrhyncliiimi et Ortliorrlrynchium ; il en est de méme pour Hemiragis Brid. qui est å épeller H emir rha gis. La petite maladresse qui a créé les noms Leucodoniopsis et Mitrapoma, peut facilement étre reparée en écrivant Leucodontopsis et Mitropoma. Quant å ISymphyodon et Symphysodon, il est vraisemblable qu'un de ces noms ou peut étre tous deux sont de structure impropre, mais je n'ose dire quel. 11 me semble, du reste, que l'art. 51 -+ des régles internationales (conf. la recom- mandation XXXI) doit ici entrer en emploi, et que le nom le plus jeune doit étre supprimé. — Des malfa9ons de plusieures sortes se sont glissées en trans- formant en latin les noms d'origine grecque. Premiérement, je nomme le cas que l'aspiration de la lettre initiale est negligée: Aplodon, Elodium, Erpodium, Olomitrium, Omalia, irrégularités dont la plupart est, du reste, déjå corrigée dans Tusage commun. La représentation du rh initial par un simple r: Bacelopus, Racomitrimn, Racopilum, est, au contraire, maintenue avec un haut dégré de tenacité. Ensuite, le grec Te a été parfois retenue dans la forme latine 14 I- HAGEN. [1910 des noms qui le contiennent, quoique cette lettre soit toujours å representer par c; j'ai trouvé deux cas de cette sorte, on a écrit ExodoMdiwn et Pelekium: écrivons dans le futur Exodocidium, (un genre d'algues est nommé Docidium,) et Pelecium, ce dernier nonn ayant le méme rapport å ~r/Arj^ que Nartliecium å vapHr^-. Un pierre d'achoppement est aussi forme par le diphthongue cf, composition étrangére å la langue latine et exprimée, dans lui, tantot par e, tantot par i. Mais malgré cela on Ta retenu, dans plusieurs cas, aussi dans la forme latine de ces mots, nous avons un Cheilothela (å coté de Chiloscyplius et de FlagiocJulaJ), un Cleistostoma, un Leiomela, Leiomitrium, Leiotheca, un Meiothecium, un Teichodontium. Pour obtenir l'uniformité désirable, il est å recommander de substituer l's; toujours par i, on aura done Chilothela^ Clistostoma, Liomela, Liomitriiwi,Liotheca, Miotliecium, Tichodo7itium, (Tichothecium est le nom générique d'un lichen). En beaucoup de cas, la transformation en latin exige un changement de la désinence; ainsi le oc (masculin) qui termine un grand nombre de mots grecs, doit devenir en latin ns, et cette exigence est, en effet, réalisé presque toujours, ce n'est que le nom Acaulon qui en fait exception ; il doit étre remplacé par Acauhis (conf. Pycnocaulus Lindb.)- Les noms grecs terminés en ov sont å latiniser en changeant la désinence en um ce qui a été, en effet, observé pour leur gros, mais il en existe dont on a conservé la désinence on aussi dans leur forme latine. Pour étre conséquent il doit se dire Caiomnium, Cratoneurum, Cyclodidyum, Heterojyhyllum, Herpetineurum, Homaliodendrum, Hypnoden- drum, Mniodendrum, Porotricliodendrum, Pterygoneurum; le nom Cyrtopodendron est entaché aussi d'une difformité d'autre sorte; sa forme correcte sera Cyrtopododendrum. Écrivons de méme Dmiemum; le changement propose par Lindberg de Dicne- mon å Dienemos ne porte pas å mettre l'orthographe d'accord avec les régles de la langue. Les noms grecs dont les deux derniéres lettres sont oo'Jc, et qu'elle n'est pas, pour cette raison, étrangére å la langue grecque. Mais si on conserve la désinence -odon, les noms Anodus et Microdus con- stituent des exceptions inopportunes. — Le peu de noms génériques originaires du latin ne donnent pas, d'aprés ce que j'ai trouvé, occasion å quelque remarque; seulement ceux tirés des noms de personnes ne sont pas toujours bien formes. De teis noms doivent avoir la désinence ici excepté dans le cas ou le nom de la personne se termine en er ou en une voyelle; alors la désinence est simplement a. On peut, cependant, composer une liste de cas dans lesquels un ia est attaché å des noms å er: DincJderia, Fiedleria, Oilntlieria, Hookeria (et Hookeriopsis,) Metzleria, Mielichhoferia, Baineria, JRottleria, Scouleria, Seligeria, Stahleria, Walkeria, Zieria (et les noms d'hépatiques Metzgeria avec Metzgeriopsis, Sauteria el Schiffneria). Comme on a, d'un accord unanime, changé Neckeria en Neckera, il ne faudra pas se faire grande violence pour améliorer aussi les noms cités en Fiedlera, Hookera, (et Hookeropsis,) Metdera, MielichJiofera, Scoulera, Seligera, Stablera, pour ne tenir compte que de ceux d'usage general, (et également Metzgera avec Metzgeropsis, Sauteret et Schiffnera). D'aprés la méme régle, Rauia est å changer en Raua. La contravention opposée, l'emploi d'un simple a au lieu d'un ia, ne se présente pas parmi les noms génériques des mousses, mais les hépaticologues ont un Herherta et un Riella, noms qui seront plus correctement Herhertia et Riellia. — En jeune étudiant, je tombai par hasard sur un vieux manuel danois de zoologie, ou je m'arretai å une régle de la nomenclature de cette teneur: Un nom doit signifier quelque chose et non rien. 16 I- HAGEN. SUR LA NOMENCLATURE DES MOUSSES. [IQlQ No. 3] Alors je fus surpris de voir une regle que je croyais tout å-fait inutile, je pensais que personne n'employerait un nom dépourvu de sens. Mais plus tard je m'ai pu convaincre qu'elle n'est pas du tout oiseuse ; aussi parmi les noms génériques des mousses j'ai trouvé un cas dans lequel elle n'a pas été suivie. Le nom Leiicoloma établi par Bridel est d'une création heu- reuse, il reléve excellement le caractére des feuilles qu'elles sont entourées d'un reborde blanc. Mais å une époque assez recente ce genre a été divisé, et un des genres nouveaux a été nommé Dicranoloma. Quest-ce que signifie ce nom? Deux alternatifs se présentent; le premier membre de la composition peut étre pris dans sa signification primitive de „bifurqué;" ou il est le nom générique bien connu. Le premier cas pose, le nom Dicranoloma indiquerait la présence d'une bordure des feuilles bifurquée ou bifide, mais tout bryologue sait que cette explication ne correspond pas å la chose actuelle. Dans le deuxiéme cas, le nom dirait que les feuilles aient une bordure comme celles du genre Dicranum, mais cela constitue également une absurdité parce que les feuilles de ce genre sont parfaitement dépourvues de „loma". Dans les deux alternatifs, le nom Dicranoloma ne signifie pas quelque chose, il ne signifie rien. Malgré cela, il est å conserver gråce å l'indul- gence des régles de la nomenclature å l'égard des noms dénués de tout sens. KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI VED J. QVIGSTAD TI OM LAPPERNES VILDFARELSER OG OVERTRO AF ISAAC OLSEN DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1910. NO. 4 ' AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM 1910 Isaac Olsen var født ca. 1680 og gik i trivialskolen i Trond- hjein til 3dje klasse. I 1703 var han huslærer hos en prest i Vestfinmarken. Her traf amtmand Erik Lorck ham og overtalte ham til at følge med til Østfinmarken, hvor han blev lærer for lapperne i Varanger. Paa sin visitasreise i 1708 blev biskop Krog opmerksom paa ham; han fandt, at han var „synderlig afholdt af lapperne og havde oplært baade gamle og unge udi deres christen- dom med større frugt, end han skulde formodet".^) Han lovede at skaffe ham en aarlig løn av 100 rdl., et løfte som han dog ikke kunde holde, og gav ham en instruks, hvorefter han ogsaa skulde undervise lapperne i Tanen, Laksefjord og Porsanger. Isaac Olsen fortsatte derpaa trofast sin virksomhet blandt lapperne til juli 1716, da han traf Thomas von Westen i Kjelvik og fulgte med ham til Trondhjem.^) Fra 1708 — 1716 havde han virket som lærer ikke alene i Varanger, men ogsaa i Tanen, Laksefjord, Porsanger og Kvalsund; i Alten var han ikke; hver vinter var han hos fjeldlapperne. ^j Fra 1714 fik han 35 rdl. aarlig i løn. Han utforskede nøie lappernes avguderi og overtro og meddelte provst Ludvig Christian Paus i Vadsø sine iagttagelser. Paa grundlag av disse utstedte amtmand Lorck og provst Paus Vs ^^^ instruks for helligdagsvægtere (d. e. medhjælpere) i Varanger.'*) Denne in- struks indeholder endel oplysninger om lappernes hedenskap. En utførligere fremstilling derav findes i provst Paus' „Relation om lappernes afguderier og vildfarelser", dat. Vadsø 12te mårs 1715^), 1) Biskop Krogs brev til kongen av 26/3 nøQ (riksarkivet). 2) Hammonds Missionsiiistorie, s. 242. 3) Von. Westen i Topographia Arctarchiæ Doniæ Ecclesiasticæ, conscripta 1717 (Sy kgl. saml. 987 b fol. i det kgl. bibl. i Kjøbenhavn). ■i) Hammond, s. 27—34. 5) Kallske saml. 227 fol. i det kgl. bibl. i Kjøbenhavn. 4 J. QVIGSTAD. [1910 væsentlig bygget paa Isaac Olsens meddelelser. I en ansøkning, dat. ^^8 1'710, klager Isaac Olsen over, at lapperne i Varanger havde fattet hat til ham, fordi han havde aabenbaret deres hem- melige avguderi og avgudssteder. De havde ofte lagt raad op om at slaa ham ihjel og ønskede at bli fri for ham og hans under- visning. Fra 1713 — 1716 fulgte han 3 gange som tolk fogden Hans Soelgaard paa hans skattereiser til Kola og utforskede paa disse reiser grænseforholdene og de gamle landemerker. Om hans virksomhet i Finmarken uttaler von Westen: „Finnerne, hvor Isaac Olsen har læst, beskjæmmede overalt nordmændene, da jeg over- hørte begge" (Topogr. Arct.). En del av vinteren 1716 — 1717 til- bragte I. Olsen paa Veø hos von Westens familie og oversatte her katekismen og det athanasianske symbol paa lappisk. I Trondhjem blev han i 1717 „interpres et informator lingvæ Lapponicæ" ved det nyoprettede missionssemiinarium med en aarlig løn av 200 rdl. Han havde i denne stilling at undervise de norske elever i lappisk og de lappiske i kristendomskundskap samt oversætte skrifter paa lappisk. Allerede i 1718 fik han befaling om at reise til Kjøben- havn for at meddele missionskoUegiet nøiere underretninger om Finmarkens tilstand og for at utgi lappiske bøker. I Kjøbenhavn forfattede han „Underdanigst Underretning om Nordlan- dene", dat. Kjøbenhavn '^Vii 1718.^) Tidligere havde han forfattet en „Relation om Finmarken"^). I en ansøkning til missions- kollegiet av -°^'i2 1^-0 opregner han de skrifter han til den tid havde forfattet: „1717 blev nedsendt [til Kjøbenhavn] fra Trond- hjem en liden katekismus, skrevet paa lappisk, finsk og dansk, og en liden bog om lappernes vildfarelser og overtro, som jeg fik igjen at overse, som jeg og har gjort. Blev og ned- sendt til Kjøbenhavn kortet over Finmarken med skriftlig forklaring derover. Overleverte jeg og i Trondhjem til hr. lectoren [von Westen] en skreven bog om lappernes vildfarelser i troen, forbedret og vidtløftigere end den forrige omtalte, samt og 1) K'allske saml. 228 fol. Avskrift i det norske riksarkiv og i kildeskriftfondets saml. no. 301. 2) Kallske saml. 214 fol., no. 5: ,Copi ai Isach Olsens Relation om Finmarken^^ med vedlagt skrivelse av pastor Paus, dat. Vadsø ^/u 1714. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL 5 et andet mindre om samme materie, nemlig om lappernes overtro, som og er leveret til von Westen. Jeg leverte her selv i Kjøbenhavn kortene over Nordlandene med skriftlig for- klaring derover (7 karter)." Endvidere havde han oversat Mi-itthæi evangelium, 2 kapitler av Johannes evangelium, 3 kapitler av 1ste Mosebok og en stor del av Luthers katekisme paa lappisk. Under sit ophold i Kjøbenhavn blev Isaac Olsen i august 1720 opsagt, „weil er des Uebersetzens nicht sehr måchtig, und man damit nicht reussiren wiirde", og hans løn (200 rdl.) blev nedsat til 100 rdl.^) Da han reiste til Kjøbenhavn, fik han av von Westen det vidnesbyrd: „Han har baade sine partes i Seminario tilstræk- keligen betjent og vaared mig daglig i det mig anfortroede med raad saa behjælpelig, at jeg ret drager bekymring over hans mi- stelse."^) Hvad der har været den egentlige grund til, at han blev opsagt, vet man ikke. I „Underretning om Nordlandene ("'^/u 1718) beklager I. Olsen sig i sterke uttryk over en lap Niels Larsen, som havde gaat i skole i Sverige (i den Skytteanske skole i Lycksele), og som von Westen havde tat med sig fra Finmarken i den tanke, at han kunde være ham til nytte, da han kunde noget latin. I. Olsen skriver, at denne Niels Larsen vil berøve ham liv og ære med sin ublu løgn, og frygter for, at „dette ogsaa vil strække sig til hr. lector." Thrap bemerker^), at „det synes efter en ytring av von Westen fra mårs 1717, som om Isaac Olsen snart har følt sig frastøtt av von Westen, og at det er ingen urimelighet, at denne har opofret ham for at sætte Jens Kildal i hans plads." Isaac Olsens helbred var ogsaa svækket efter alt hvad han havde gjennemgaat i Finmarken. Han blev i Kjøbenhavn til mai 1721. Von Westen havde av missionskoUegiet faat paalæg om at søke at skaffe ham et levebrød, og i mai 1722 lyktes det ham at skaffe ham posten som kordegn ved Vor Frue kirke i Trondhjem. I denne stilling forblev Isaac Olsen til sin død 20de mårs (?23de august) 1730. (Om Isaac Olsen se Hammonds Missionshistorie, s. 874—935, ^) D. Thrap, Thomas von Westen og Finne-Missjonen, s. 96, 2) Brev fra von Westen til missionskoUegiet "^Ve t ^ ' 8. 3) D. Thrap, s. 97. 6 J . QVIGSTAD. Q910 D. Tht^ap, T. von Westen og Finne-Missjonen, s. 92, 96 ff., Dansk biografisk lexikon, XII, s. 415 f.). Paa en reise i 1897 traf jeg i Trondhjem tilfældigvis en av mine tidligere elever, folkeskolelærer i Kolvereid Peter Hiller. Han fortalte mig, at gaardbruker E. M. Aune paa Aarfor i Foldereid eide et gammelt haandskrift om lappernes hedenskap, som han antok var forfattet av Thomas von Westen. Da jeg fik haand- skriftet utlaant, fandt jeg av dets indhold, at det maatte være for- fattet av Isaac Olsen, og sammenligningen med hans egenhændige skrivelser i det kgl. bibliotek i Kjøbenhavn synes at vise, at det er skrevet med hans egen haand. Det maa være skrevet efter 1715 og er maaske den „bok om lappernes vildfarelser og over- tro", som han omtaler s. 4. Haandskriftet, som nu eies av Videnskabernes selskab i Trondhjem, er i liten oktav og ind- bundet i pergament. Det har oprindelig bestaat av side 1 — 196 og med ny paginering s. 170 — 500; men nu mangler s. 1—68 og 475-500, og siderne 409—474 er defekte. Side 69—195 indeholder en historisk indledning om lappernes oprindelse og historie; den vidner om forfatterens belæsthed, men frembyder ikke noget av interesse, naar undtages enkelte oplysninger om hvad forfatteren selv har iagttat. Først fra s. 170 (ny paginering) meddeler I. Olsen, hvad han selv har set og erfaret. Fremstillingen er naiv og tauto- logisk og bærer præg av troværdighet. Der meddeles en række fortællinger om lapper, som blev forfulgt av onde aander. Mange av disse fortællinger skildrer anfald av sindssygdom forbundet med hallucinationer og har betydning for vor kundskap om sindssyg- dommes forekomst hos lapperne. Av indledningen har jeg kun medtat, hvad Isaac Olsen selv har iagttat; ellers avtrykkes hans haandskrift helt. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. Finnerne æder ikke Svin ; thi disse er deres Heste, naar de farer i sine aandelige Troldsyner at stride mod andre Ganfinner. Den, som æder eller har ædt Svin, har da ingen Hest og bliver overvunden. Somme [Finner] haver store grofve træbilleder, og haver sadt dem i biergehuUer eller Heidere i vilde skoff og marck, som de icke formode, at noget christnet menniske skal komme, og de kaidis Æclme Ibmelid^), det er landguder, thi de siger, at de be- derves og mister sin krafft, qvo Bistegadze gaune deit-), det er, naar christne folck, finder og overkommer dem, somme haver store gråne, fure, og biercke træer eller og andre store opvoxen træ, som ere noget meere og anderledis End andre, og de kaldes med ad- skillige Nafne, men dog over aldt pajSe Ibmelid^), det er hellige guder, somme have fieide og bierge, Ja og steene, og besynderlige de som ere noget underlige skabte og kaidis ogsaa med adskillige Nafne, saa som paiSe Ibmelid, det er hellige guder, som og alle deris guder kaidis, og pajSe cdda^), det er, hellige Zimler, eller hellige Helder, og hellige bierge Hald, somme haver Næs og Odder, som sticker udi havet eller siøen, saa og Næs udi færske vand, og der offrer de til En steen eller Hammer, og kalder dem mæra eller ZiaiSe-paiSe Ibmelid'^'), det er vande eller Siø hellige guder, og jm^Se Niarg^), det er hellige Næs, og somme haver færske vande, 1) lappisk ædnam ibmelid, landguder. 2) lappisk: go ristgadsse gavnnek daid. 3) lappisk basse ibmelid, hellige guder. ■*) lappisk basse aldda, helligt offersted; aldda er Ibrskjellig fra alddo, ren- simle, og alli, hellar. ^) lappisk mærra- eller tsjatse-bassc-ibmelid, sjø- eller vand-hellige-guder. 6) lappisk basse njarg(ga), hellig nes. 8 J. Q VIGSTAD. [1910 Og nogle besynderlige Elver, og de kalder dem pajSe Jaure ^), det er hellige Vand, og allicka Jocka-), det er, hellige Elver, og paa, og hos diy5e guder haver de sædt deris mercker med andre adskil- lige figurer, og adskillige slags trær, somme giort som baader og pulcker eller kieriser, store træ Hamrer kaars træer, og Et slags smaa trer som de kalder lødt mora, og alle sammen udskrefne med mange slags figurer, der findis altid hos disse guder meget haarn, been, og kløver af alle slags Creature, baade vilde og tamme qvæg, og menniskers been, hvilcket er af det store blods offer som de idelig, ofrer til di/5e deris guder, og mest alle de guder skal Ende- lige være saa langt borte i marcken, at nordske eller Christne folck icke skal finde dem, thi de for derfves der af, og mister noget af sin krafft, sige de self finnerne, men de fleste deris guder er, bierge, fieide og steene, og hos deris guder haver de forvarit deris gan Esker, det er En Eske fuld af gand og troldom, som blaa fluer, der i forvaret, hvilcket de Ideligen udsender til at døde mennisker og qvæg. Ja i vær og vind, i bierge og fieide, steen og vande under tiden, saa og deris gand hidt^), hvilcken de og forvare deris gan udi hos deris afguder, det er en sæck eller pose af helle flaade sælle eller kaabe skind og andre Creature; de ere icke Een om hver af gud, men mange, saa mange der ere nærværendis, og til kand naa, eller er paa deris vei, og synderlig skal di/5e guder være paa de steder hvor skytterie og fiskeri og veideskab er. Di/5e af guder Dyrcke de og giør fiennister med store blods- offringer, baade med mennisker*) og qvæg, og af alle slags Crea- ture baade tamme og vilde, og bestencker her og der med blodet 1) lappisk basse javrre, hellig indsjø. 2) Blandt avgudssteder i Østfinmarken nævnes i Paus' Relation „AUickas Jocka, d. e. hellige elv", en liten elv ved Allek-njargga i Polmak. Allicka er egennavn og forskjellig fra ailegas, hellig. 3) Skindpose. ■*) Om at lapperne ofrede sine egne børn, se M. Warone n, Vainajainpalvelus muinaisilla Suomalaisilla, s. 10. Isaac Olsen fortæller i , Underretning om Nordlandene": „Simon Stub, som og var af de samme folk [lapperne], rømte hid, fordi han havde stjaalet og røvet i Sverige, slog siden, medens han var her, ihjel 5 mennesker med sin egen haand og ofret deres legemer til et bjerg, kaldes Ailis-Vare^ som skulde være hans gud." Tomas von Westen nævner et .afgudssted" i Tanen ved navn Ailes-vare. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL Q som af kommer, og smørger sten og træer med som dertil er berede, og balsamerer trær og steen, som dertil er forordnede med det fædt som falder oven paa kiellene af kiødet som, kogis og opædis, og deris offer gilde bliver prydet med ijdelige sang og spill, Runen og Joigen, vers og digt og riim, som de kalder luete, men i Odens tid kalledis de liod, og de smaa træer som de smørger med blodet, kalder de lødt mora, og i Hednigskabet kalledis offer blodet laut, og lauterne svamperne som de smurde med, som mand kand læ/3e i den Norske Krønicke. Troldomen gaar i arf hos dem, og kand arve troldom, gan, og Dievele effter hver andre den Ene effter den anden i slegten som døer, og for giør mennisker og qvæg der med i fra lif og helbrede og føre dem ulycker paa og tager vidt og forstand i fra dem, og de holder sig fri med den konst, at Ild og vand vær og storm icke kand giøre dem skade, og staal og Jærn, pill og skud, og andet hvæst og skarpt kand icke bide paa dennem, storm og vind, kand de giøre og vecke og ud sende, og stille igien, giøre godt og ont vær som de mene. ... De kand oplade bierge og Jorden, og opmane Dødninger af Jorden, og sætte dem ud paa andre mennisker til at plage dem, og hvad som er forvarit i Jorden, kand de vel finde, og de kand fordrive spøgelser og trolde som friste mennisker med deris konst, ord og Runen, og de kand for- vende sin hamn og skickelse til biørne og ulve og andre Creaturs skickelySe og lignelse, og giøre skade der med. ... De sætte og Biørne og Ulve ud paa andres Creature, De kand og hielpe siuge mennisker og Creature, til deris helbrede igien, og afvende biørne og ulve og andre ulycker, og da siunger, Joiger og Runer hånd indtil at hånd falder i En Dvalle lige som død og bliver svart og blaa i ansigtet, og mens hånd saa liger som død, da kand hånd forrette saadant, og mange som er nær død, og siunis som død for menniskens øyen, de kand blive straxt frisk igien paa samme timme, og naar hånd liger i saadan besvimmelse eller Dvalle, da kand hånd fare vide om kring og forretter meget og kand fortælle mangfoldigt og undelige ting, naar hånd opvogner, som hånd haver seet og giort, og kand fare vide om landene og i mange steder og føre tidende derfra og føre vise tegen og mercke med sig der 10 J . QVIGSTAD. [1910 fra naar hånd er beden der om, og da farer hånd og saa i strid i mod sine modstandere og kampis som i En anden verden, indtil at den Ene har lagt livet igien, og er over vunden, og da er svinet deris hæst, og der for maa de icke æde det, at de icke skal blive hæsteløs, naar det gielder paa En strid at stride imod En anden ganhund i saadan, fald, og de stoller og pocke meget der paa, at deris konst er icke af nogen ond grund eller noget ont, effterdi at de kand giøre godt med den og hielpe siuge mennisker og Crea- ture, og af vende ulycker, og Dievele som lærer dem troldkonsten og aabenbarer sig for dem og hielper og under viser dem, de samme formeener de at skulle være guds Engle. I alle fiorder og alle steder i findmarcken, ihvor finner haver boet i gamle tider, er stederne og Rommet effter deris huse som de have hafft under Jorden End nu saa sigtbare, at mand kand skinbarlig see, at de har hafft 4re døre paa hvert huus, som de og self finnerne fortælle, hvilke de kalle paa deris maall beitum guvate^), det er Hemmelige Huse. Nu vil ieg her effter træde til Historien i sig self, og icke skrive effter ånders mands skreffter eller talle effter segn, men alleniste det som ieg self med min Egen øyen haver seet, og med min øren hørt, og ieg self har forfaret i blant finnerne, ieg maa talle der om, som haver seet og hørt og Erfaret det at det er saa, thi, der er ingen som ved det saa vel som ieg, og ingen har seet og hørt, og erfaret det saa vel som ieg, og ingen har værit, og faret i blant finnerne paa den maade og saalenge som ieg og værit i hver mands huus, og for staar deris sprog saa vel som iep;, derfor vil ieg nu talle den bare blotte sandhed og hvorledis de* er fadt i blant finnerne, og hvor der staar til. 1) lappisk beittum goatte, en skjult bolig. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 1 1 Om de Dievele og satans Engle som er i blant Lappe- finnerne og aabenbarer sig for dem og lærer dem troldom og afguderi og om de onde aander og Geister som tienner finnerne. Om finnernis Døbekonstes offer og deris hunde offer Nu vil ieg først talle om deris indkomst i Verden og første adkomst til troldom og af Guderie, som er den første og største oprindel/3'e til alt ondt og Dievels konsler og troldom hos og iblant finnerne og Lapperne, Først naar Een qvinde hos finnerne og Lapperne er frugtsommelig og laver til barsøll Da skal hun Endelig have i beredskab og tilrede Een liden Hund, indtil at det lider til tiden med hende, at hun skal føde. Da skal den Hund, offris før End hun føder, til Deris af Gud, og offer sted at hånd skal hielpe hende, saa at alting skal gaa vel med hende, saa at hun og fo- steret, skal beholde livet og hel/3en, og leve der effter friske og sunde ^), men om hun icke straxt forlø/5es eller bliver forløst Da sender de strax bud effter Noiden deris troldmæstere og Dievelens Prophete, at hånd skal komme og hielpe hende med sin konst, hvilcket hånd og for betalling er god villige til at komme. Naar Noiden er da kommen, saa skal hånd straxt begynde Noide Messo, Joige Messo, trold Messen, Noidens eller troldmæsterens Messe, og Runne Messen, thi hun kaidis med adskillige Nafne, fordi hun brugis i mange maader og i adskillige tilfælde, saa Runner hånd, og Joiger for hende, med Runnebommer, haarne Hamrer og steener, med Messing-Ringer og kiæder; saxer kniver og drage Jærn^), og med adskillige instrumenter som der til ere forordnede, og siunger og Runner ganviiser, indtil at han faller i besvimmel/3e og lige som i en dualle, Naar hånd da op vaagner af sin Dievels dvale igien, saa siger hånd hvad hånd da haver seet, hørt, og Erfarit, i aan- delige Dievels viis, medens hånd saa laag i besvimmel/3e og i sin Dievels Dvalle, og siger hvad som skal være og hvad som er for Nøden og hvad aarsagen var dertil, og om troldfolck eller under Jordiske og Jammis-stellerne hafde forhindret det, at der icke skulle gaa vel, saa har hånd nu alt løst det, og giort det klart, den stund 1) Om hunde-offer for helbredelse av sygdom se Hammond, s. 738. ") lappisk spierkko, norsk braak, et redskap av jern til at berede skind. 12 . J- Q VIGSTAD. [1910 hånd laag saa i sin Dievels Dvale, og Reiste om kring i i^elvede, og i de Nedderste steder i Jorden, og Erfor hvorledis det var fadt, eller og, om de Jammis-steller, som de siger at skal boe under Jorden, var aarsage der til, som de fornæmmeligen offrer til for barnsengs qvinder, at de Dieveler eller onde geister skal være dem behielpelig, og icke Contrari; eller om deris offersteder og af Guder var vred og fortørnedt paa dem, saa skal de nu skaffe hannem Et godt fædt Kreature til Offer at for sonne dem med, saa som lam, veder, gied, buck, kiedt, eller og unge Reins Diur, naar hånd da har faaet det begierte Kreatur, saa fører hånd, eller leeder det Kreature hen til offer stedet og afguden, som hånd haver lofft det hen til, og offrer det der, effter den og deris gamle sædvanlige viis, og Hedingske maade, og skiær hånd først en bitte af ørenne og Rompen mens Kreaturet End lever, og giver det paa offer stedet og til af guden, sticker og slagter saa Creaturet og tager først blodet og smørger de træer med, som de kalder Lødt Morra ^), skiær saa siden en bette af hvert stycke eller lem, og legger det ogsaa paa offerstedet tillige med skindet, haarnene, og kløverne, kaager saa og tager kiødt fædtet, det fædt, som falder oven paa kiedelen, naar den kogis, og smørger de for ordnede steenne med og skiær Endda nogle better af det fædeste og beste kaagede kiød, og legger det og saa paa offerstedet, tillige med skindet, haarnene, kløverne og beenene, saa æder de sidden baade Noiden og de som med hannem følger, det helle Kreature op paa stedet, paa det at beenene icke skal føris der fra, men nøje sammensanckis og leggis paa offerstedet, Naar da barned er føedt, og alting er gaaed vel, saa tager de Een fædt, oxe Rein, gield Zimle, en Varekas^), eller og en god Reins kalf, eller og om de icke andet har, fæde oxer, qviger, koe kalffver, faar lam, vederer, gieder, bucker, kied, og binder en Hin, eller læritz huve paa hovedet, paa det Kreature som de vild offre, 1) Jfr. E.A. Tunkel o, Germanische lehnvi'orter im finnischen und lappischen og E. N. Setaiii, Kurze notiz iiber das „opferholz bei den Sompiolappen (aus dem jahre U)70), i Finnisch-ugrische Forschungen, I 183 ff., og J. Qvigstad, Einige nordische lehnworter im lappischen, ibd. II 140. 2) lappisk varekasj, en liten to-aarig okseren. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEM LAPPISKE MYTHOLOGI. 13 Og har til lavet der til, og graver det, ned under Jorden, ganske helt, med skind og alt, og delte offer skal de Dievele og onde aander og geister have, son:i de siger, at de skal boe under Jorden, og de kaidis paa deris maall mangeledis, saasom Jummis-steller og Jammis-sicU), ja og Jammis-Cuuser^), de ere og skal være i adskillige lignelser, og har adskillige forrettninger, og derfor kalder de dem med saa adskillige Nafne, men de skal dog have deris tilhold under Jorden sige de, for uden naar de har noget at for- rette saa kommer de op over Jorden, det er icke under Jordiske folck som vi kaldei-, thi finnerne kalder dem, goveitter^), paa deris maall, og saa skal Noiden have betalling for sin u-mage, som er Et slagte best, oxerein eller andet saadant eller En Kr^^s Daller, Ja En 2: 3: 4: for dem som Rige ere, eller sølf skeer eller sølf Knaper, Hagger, og spender, eller sølf Mallier, eller andet saadant, som er af god værdi, thi det skal Endelig være Kryds penge eller sølf, eller ret gode udvalde vare som Noiden skal have, disbedre lycke skal det være hos, som hånd self siger og paa staar, og for hånd icke god betalling for sin umage og Dievels konster, saa er hånd nock saa mægtig i sin troldom, at hånd kand betalle dem straxt igien med siugdomme, u-lycker og andre plager, eller og skyder hånd dem med sine gand pille saa at de størt død ned, og derfor frygter de for hannem som for en pestelens, og de tør icke andet End handle vel med hannem, saa hånd i det alier ringeste icke skal blive for tørnedt. Om finne Lappe mis døbe Mannering og skick. Først naar Et barn hos finnerne og Lapperne er født, saa giør de varmt vand i en kiedel, og sætter barned der i, og lauger det saa som andre folk og saa giøre, og vasker og toer det vel reent som det skal være, — Naar da barned saa er toen reent, saa tager de barned op af kiedelen og sticker barneds føder under den veng- stre arm, og sætter hovedet paa barned frem over kiædelen, og ø/3ev saa nogle gange med sin høyre haand af det samme lauge- ^) lappisk jamisj-sida, dødning-heim. 2) lappisk janmj-husj, dødning. ^) lappisk gufittar. norsk go(d)vetter. j^4 •_ J . QVIGSTAD. [1910 vand paa barnetz hovet, og knicker og gnyer det vel ind i barneds hovet hver gang og siger i det samme, nu sætter ieg det ny det nafn paa dig, som din og voris slegt til forn har hafft, og du skal blive saadan en mand og qvinde som den var, hvilken som var En yperlig og god Noid, som giorde og forrettet det, og det, med sin konst, og forskaffet og bringet det og det til veie og ingen gick eller vant hannem over i hans konst og lærdom, og Hånd var en Kiempe fix, snar og sterck, og af stor forstand i sin konst og Noidekonst, hånd var og en god skytter, og fiskere, og vant og forhverfvet paa alle steder, og saadan en, skal du blive som hånd var, og der og der i fieldet skalt du veie diur, og der og der skalt du fange fisk, Noide-gadze og de andre smaa gadze, skal være dine lydige tiennere og Toenio ^), skal forskaffe dig gods og Rigdom, eller og om det er En qvindis Person, saa siger de at dette barn skal blive saadan En qvinde og konne, som den var, som før hafde dette nafn, hvi[l]ket som var vel op lært i Noide- konsten, og forrettet det og det med sin konst, og skaffet og bringet det og det til veie, og vant og forhverffvet paa den maade og saa og saa med sin konst, og saadan en skal du og dette barn blive, som hun var, eller og om de har ingen berømmelig trold- folck at kalde dem effter, som har bedrevet nogen mandoms gier- ning med deris konster, og Noiden self Døber barned, som offteste skeer, og bør at skee hvilcken som haver magt til at befalle og ordennere — saa siger hånd og de, og læser under tiden kori, i det hånd døber, og ø/5er vandet paa barnedz hovet og knicker og gnyer det vel ind i barnedz hovet som før er sagt, og siger band saa, Noide-gadze skal lære dig Noidekonsten, og give dig lycke og vinding at du bliver en god yperlig Noid, saa du over gaar, og vinder alle i din konst, Toento skal forskaffe dig Rigdom og godt, WuocJiO^) og de andre smaa gadi'ier skal være dine under danige og beredfærdige tiennere, der og der i fieldet skal du faa og have lycke til at skiude Diur, der og der i siøe og vand og 1) lappisk doanta, djævelen, av finsk tonttu, svensk tomte. — ,, Toen/o aaben- bares baade i mænds og qvinders lignelser" (Paus' Relation). 2) Wuocko aabenbares i en stor fugls eller storks lignelse og er noidernes eller troldmesternes drenge deres livstid, men tager dem siden bort med sig til helvede (Paus' Relation). No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL 15 Elver skalt du have lycke til fisk, og blive saa og saadan en mand eller qvinde, saa graver de siden Et huld under deris seng, eliter fledt som den kaidis, og slaar saa dette vand der i og graver over igien, men til forn plejer altid de bemelte Dievele Jammis-stellerne og Jammiscuuserne at aabenbare sig for qvinderne før naar de gaar med barned, og siger dem hvad nafn de skal legge paa barnedt naar det er føedt, hvilken befalning finnerne maa Endelig Effter følge, om de vil at barned skal leve. Naar da alting er klart saa skall de offre Et Creature til tacksigelses offer til deris Jammisciiusers Dievele, og saa faar Noiden Et godt fædt maaltid som skal æde op alt det fæde kiød. De dricker ogsaa en half eller heil kande ly/5e eller tran i sig qvinderne, naar de begyndis at pinis eller faar ondt, og skal falde i barnseng \), paa det at lem- merne skal blive dis ledigere og smidigere saa det skall gaa og blive dis lettere for dem, naar barnedt fødis, som den gamle Ole Pederssen og saa giorde naar hånd skulle Runne, siunge og Joige, drack hånd først nogle peelle ly/5e og tran i sig, paa det, at hans brøst skulle blive dis lettere og hans hals dis glattere til at siunge, Rune, og Joige, og lige saa giør og de andre finner naar de skal Rune og Joige, men troldmæsterene naar de skal holde troldmæs/5en, og for at de skal være dis krafftigere i deris konst, saa dricker de ludt, det er aske og vand tilsammen koget, saa og Rupzias-), det er gruge og vand tilsammen med raad fiske hover, been, og sloe, som er fiske tarmer, og dette skal give dem krafft og størcke i konsten, saa at trolddommen skal vircke dis bedre, hvilck^t de kalder bastelap^) paa deris sprog og tungemaall.'*) om den anden Døbe Mannering. Og siden effter den første Døbing, naar barned begynder at græde meget, eller og de forstaar at barned har ondt og er sygt, saa skal de Døbe det om igien, og da siger de at barned leeder 1) Sml. H. Hammonds Miesionshistorie, p. 774, 804: Barselkonerne gives tran at drikke under smerterne (Missionær Heltberg i Varanger 1718). 2) lappisk rup(pa)-tsjattse, grugvand. ^) lappisk bastelab, skarpere. **) Jfr. Hammond, s. 765*. 16 J. QVIGSTAD. [1910 effter Et andet nyt Nafn, og der som de nu icke Døber det om igien, saa døer det viiserlig, og saa kommer andre af de for om- talte Dievele og geister, Jammis-stellerne og Jammis-Cuuserne og aabenbarer sig for dem, i drømme og andre aabenbaringer, og siger at barned har icke faaet det rette Nafn, som det skal leve paa, men det leeder effter Nafn, og der for er det sygt, og vill døe, men der som du nu icke vasker og toer dette Nafn af, og legger Et andet Nafn paa barned igien dette som ieg nu siger dig, saa døer barned vi/5erligen og uden nogen tuiffvel sige de, saa maa de giøre En varm vand kiedel igien, og vasker og toer det forige Nafn af, og legger saa et andet Nafn paa barned igien, som Jammis-stellen befalede dem, og vasker og Jager det forige nafn veck, bort langt derifra, og siger det Nafn var Et skarns Nafn, barned kunde icke leve med det Nafn, det skal nu flyge hen i skiedt doungen, fare hen i Elver og forser og ned i Jorden, og paa de ureene og slemme steder og det skal fare her og der hen effterdj det var saa tungt og slemt, at barned kunde icke leve, med og under det nafn. men nu legger de et smugt og deilige Nafn paa det som den siste Jnmmis-stelle befalte dem at legge paa barned, som er effter barneds eller deris slegt, som var saadan og saadant Et menniske, og læser de forbemelte ord, i det de ø/3er vandet paa hovedet, og knicker det vel ind i barnedtz hovet som før er sagt, graver saa et hul under fledten og slaar dette loug vand der j. og denne Døbekonst bruger de saa tit siden som barned faar eller har ondt, og græder meget, thi de Jammis-steller og Jammis Ciiuser Idelig og altid besøger dem, og helst naar børnene har ondt, og lærer og informerer dem udi denne Mannering og Døbe konst, og om de icke giøre effter den befalning saa døer barned meener de. om hvorledis de vasker af det nafn og Daab som Præsten har Døbt barned med. Naar tiden da kommer, at de skal føre barned til Kircken og Præsten, og lade døbe det, og chrestne det, effter de christenis skick, hvilcket de icke giør i den henseende at det skal være for Nøden eller til nogen Nytte, men alleniste af frygt for den legem- No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 17 lige Straf, som vil paa følge, om de lade deris børn blive U-Døbte, og naar de da kommer til Præsten, saa døber hånd barned med det nafn, som de siger til hannem, thi hånd ved icke af deris handel, siden naar de da farer til bage igien i fra Præsten, saa plejer altid finne børnene som jeg har seet, blive sj'g, og græde meget, og en part bliver saa hefftig angræben at det gaar skom baade igiennem mund og Næ/3e paa børnene, og leg har og sande- ligén self seet at det er saaledis fatt med finne børnene naar de ere døbte af Præsten, saa bliver de straxt antastet med siug- dom, hvilket intet andet er end Dievelen self som saa piner bør- nene, i den henseende at de skal døbe dem om igien, og saa kommer straxt de for bemelte Jammis-steller og Jammis-Cuuser, og aabenbarer sig for finnerne, og Raader Dem til at vaske straxt det Nafn af, som Præsten har døbt barned med, og døbe barned med et andet Nafn, hvis icke saa dør deris barn nu straxt paa timnien sige de, thi det er icke det rette nafn, som barned kand leve med, og der for er det sygt, og leeder effter Et andet Nafn. Naar nu børnene ere da saa syge og græder meget, saa henger de op over Ilden, En kiedel med vand, og gier det varmt, og sætter barned i den kiedel og lauger det, og vasker og toer hver en leed og lem paa barned paa det allerbæste, i den tancke og mening, at de skal nu vaske af den daab og det Nafn, som Præ- sten har døbt barned med, og siger i det de saa vasker og toer barned, dette er Et slemt og Et skarns Nafn, som Pap Ajum har lagt paa dig, effterdi du kand icke leve med dette Nafn, som og Jammis-Cuusen eller Jammis-stellen sagde, Pap ajum ^), det er Præst bestefader, og nu vasker ieg af dig denne Daab og dette Nafn, som pap ajum leej hium dunne^), det er som Præst beste faderen har lagt paa dig, og dette Nafn skal fare hen i skiedt og skarn, i skiedt dounger og paa de ureene og slemme steder, og det skal være og flye hen i Elf forser i vand og i siøe, og strand og ned i Jorden, effterdi at det er dig saa tungt, at du icke kand leve under dette Nafn, og Naar de nu har toet barned vel reent og for Jaget det Nafn og Daab, som Præsten har døbt barned 1) lappisk papipaj-ajja. 2) lappisk: pap(pa)-ajja læi bijjam dunnji. 18 J- Q VIGSTAD. [[910 med, som de meener, saa tager de barned op af kiedelen, og sætter føderne paa barned under deris vingstre arm, og sætter hovedet paa barned, frem over kiedelen, og staar paa Et knæ, tager saa Neder i kiedelen, og ø^^er af det samme lauge vand, 3, eller nogle gange med sin Høyre haand paa barnetz hovet, og knicker og gnyer det ind i hovedet paa barned, hver gang, og siger det Nafn som ieg nu vasket af dig, var Et skarns Nafn, og nu legger ieg det Nafn paa dig som Jammis-Cuusen eller Jammis- stellen befallede, og som er et smugt deiligt Nafn, effter din og den og dens slegt, som var saadan en mand eller qvinde, hvilcken som var en god Noid, saa ingen vant, eller gick hannem over, i hans konst, og var en god skyttere, og fiskere, baade fix, sterck og snar, og 13'ckelig og Rig i ald sin tid, saa, sige de End yder- meere, lad mig nu see, at du lever vel under og med dette nafn, og der som du nu icke vilt leve vel med dette deilige og skiøne Nafn, som ieg nu legger paa dig, saa skal ieg kaste dig i siøen og i dybeste vand, og ieg skal kaste dig ud over store og Høj'e bierge og fieide, Ja og kaste dig i store Elf forser, og ieg skal vride hovedet af dig, og træde dig sønder i stj'Cker, om du nu icke lever vel under dette Herlige Nafn, som ieg nu legger paa dig, og Naar det er saa klart med Døbing og V'asking, saa graver de et huld under deris seng eller fledt som den kaidis, hvor deris ligge sted er, og slaar dette laug vand deri, og graver over igien, saa bliver det der ved nogen stund, og saa bliver barned straxt frisk karsk og sund igien, Naar de saa har vasket af, deris Daab og Nafn som Præsten har døbt barned med, og lagt Et andet Nafn paa barned igien, men Naar det da hender sig siden igien at barned bliver sygt og græder meget, saa tager de End En varm vand kiedel, og vasker nafnet af barned paa nye igien, og legger Et andet nafn paa barned igien effter den samme maade som før er sagt, og læser de samme ord og lover at de skal giøre med barned saa og saa om det nu icke vil leve, og saa giør de hver gang der effter siden, saa tit som barned faar ondt eller og græder skræckelig, saa tencker de straxt nu \il det døe, og nu leeder det effter Et nytt nafn igien, og saa tit som børnene faar ondt, saa kommer straxt de for bemelte Dievele, Jammis-stellerne og No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL ]g Jammia-Cuuserne, og aabenbarer sig for dem og til skj'nder dem, at de skal døbe deris børn om, og icke lade dem døe for Nafns skyld, hvilket er at mercke at det er ret Dievelens gierninger at børnene bliver om døbte, og at barned bliver straxt syg, effter at Præsten har døbt det i den hellig tre foldigheds Nafn, fader, søn og hellig Aand, og at det er hans villie bud og befalning at bør- nene bliver om døbte. ^) Og dette er aarsagen at det er aldrig En find som haver sit rette Daabens Nafn, og de fleste ved icke sit Daabens nafn self, og helst de gamle som forældrene ere døde i fra, og de som have været fadre paa dem, og de som kunde hug/3e og mindis hvorledis de vare døbte af Præsten, de ved icke self sit Daabens Nafn, og mange af gamle folck leede og søge nu effter deris Daabens Nafn, siden som ieg begynte at skrive deris Nafne og Alder, og kand icke finde det, effterdi at de ere døde alle som viste det hvorledis de vare døbte af Præsten, i det første, og mange af de Nafne, som de før har døbt med den Dievele Daab, og paa lagt børnene i den af vasknings og om døbings Daab, ere nu siden ogsaa døbte af Præsten, effter som hånd icke ved det eller forstaar deris sprog, men de siger at det Nafn er effter deris slegt, saa Døber hånd som de siger u- videndis, saa som sabhe^) det er paa dansk Een staff og andre saadanne Nafne, som ere kund komne op i det første, af deris Dievele Daab og Noidernis paa fund, og zare^) det er En Øe eller og Et saar, og sajja^) det er en stamp eller balle, men disse Nafne sigis at være komne, ^) Paa en utflytningsattest for Brita eller Ella, født 20de juni 1831, datter av avdøde lap Peter Anderson Riimis i „Jukkasjårvi forsamlings Saarivuoma lappebylag", har sognepresten i Jukkasjårvi L Lindstedt paategnet: „Ofvan- nåmde lappflickas dopnamn år Brita, ehuru hun kallat sig och åfven af andre kallats Helena el. Elin el. Ella, som allt er samma namn. Orsaken år denna, att så snart ett lappbarn blifver oroligt, sjukligt, olåtigt, så bytes blott om christningsnamnet och gifves ett annat namn, så åfven åt denne iappflicka namnet Elin i stallet for namnet Brita, och så tros det genast blifva båttre med barnet. Men den oreda som derigenom både for pråsten och åfven andre auctoriteter kan derigenom uppstå, i synnerhet da personen icke år personlegen kånd, det ihogkomma ei lapparne.'' Attesten er udstedt 5te novbr. 1851, 2) lappisk sabbe, mandsnavn; soahhe, stav. ■5) lappisk scD're (mandsnavn); finsk saari, ø; lappisk sarje, saar. ■*) lappisk sajja, (mandsnavn); sajja saa, stamp. 20 J . QVIGSTAD. [1910 som de og er, af det Nafn samuel, hvilcket og qvennerne stæd- fæste med, at det er saa, og der for skriver de kund di/Je Nafne med samuel, der er mange vederstyggelige Nafne iblant finnerne som er saaledis paa komne i det første hvilcket ieg icke gieder for kiedsommelighed af deris galskab, at opregne. A'2 1710 hafde olie Nielssøn i Varanger, Et barn til Daaben, om Bartolomei^) tider, som og blef døbt af Præsten, men der de komme nu hiem med barned, blef det bespendt med svaghed og grædt bitterlig, saa giorde de straxt en varm vand kiedel og vasket den Daab og Nafn af, som Præsten hafde døbt barned med, og Døbte Et andet Nafn paa barned, effter den for bemelte Dievele Døbing, som sagt er, og siden blef barned straxt frisk og færdigt. En kort tid der effter kom ieg i Lars Pederssøns gamme tillige med Povel Iverssøn. Da Larses qvinde, Maritte Peders Datter for- falde hvorledis at de hafde vasket af, den Daab og Nafn som Præsten hafde døbt barned med, og sagde mig baade det Nafn som Præsten døbte barned med, og det andet Dievele Nafn, som de lagde paa barned siden i den anden Dievele Daab, og dette forfalde hun mig og Povel Iverssen i sin Endfoldighed, thi hun mente at det var icke ont eller nogen Uskick, og Povel Iverssen sad saa den gang, at hånd viste intet hvad hånd skulle sig, thi det var hans svoaer som hun talte om. Peder Olssøn forfalde mig self, at det blef gierrnund gunderssøn i Varanger født Et drænge barn for En kort tid siden i den gamle Prostens M. Ludvigs Pauses^) tid, og det hendet sig at Peder Olssen kom Just til hans bye den samme tid, og der barned var fød græd det og var sj'gt, saa bad giermund gunderssen Peder Olssen at hånd vilde hiem døbe sit barn, Effterdi hånd var bog lært og var 1) 24de august. 2) Ludvig Christenssøn Paus, fodt 1652, blev 1681 res. kapellan til Vadso med succession i Vardø kald, som han fik i 1697. Han blev som sognepres- fremdeles boende paa Vadsø og døde 1707. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL 21 kommen der, hvilket Peder ogsaa giorde og døbte det med det nafn som de sagde, nogen stund der effter førde de barned til Vadsøen til Præsten, at band skulle stad fæste Daaben, gaf de barned Et andet Nafn for Præsten, og sagde at barneds Nafn er saa, der de da kom hiem med barned igien var barned sygt og græd meget, giorde de strax En varm vand kiedel, og vasket af baade Nafnet og Daaben, og døbte det tredie Nafn paa barned igien effter den foregaaende Dievele Døbing og manering, som Dievelen og Noiden har lært dem, og saa blef barned straxt godt og frisk igien. om der is faste for børnenis skyld. og dette er en ved tagen og En besynderlig skick og Manering hos finnerne, som ingen kand faa af dem, i det at de skal Ende- ligen faste hver vorfrue afften^), saa mange af deris qvinder som har faaet Et lidet barn, eller har Et lidet brøst barn paa brøstet, de skal Endelig faste hver vorfrue afften for den skyld at børnene skal forstres vel og leve vel med hilsen og lære vel baade sproget og Noidekonsten, blive stor og sterck, viis og for standig i trold- konster og Dievele lærdomme, dis/?e qvinder skal icke smage kiød, eller kogede mad af kiød, eller som kiød er iblant, vorfrue afften, uden alleniste tør mad, saa som kagger og andet saadan tør mad, saa og bare fisk om de har den. skulle de smage kiød, eller den mad som kiød var iblant, vor frue afften, da var det en stor synd, og da skulle deris børn icke fostris og triffvis vel, og blive fuld- kommen lært i Noidekonsten, som er dem. Høylig for nøden. Dett er og En Dievel og En geist som de kalder Umiakas faste alma^), som fodrer af dem deris pligt imod børnene^ og holder dem til at faste for børnenis op fostere]/5e, og hvis de icke giør hvad de bør, og lyder Commando, og hånd icke faar sit særdelis, til børlige offer, som hånd skal have effter deris gamle forfædris viis og vaner, saa pinner hånd og plager børnene Jam- merlig, saa de for giøre, hvad som deris forfædre, har først be- 1) Aftenen før Vorfrumesse (25de marts). Fer denne dag (Man'umessa i fostu) var faste paabudt i den katholske tid (Norges gamle Love II, s. 358). -j lappisk unnakasj fasto-almai, lille faste-mand. 22 J- QVIGSTAD. [1910 gynt og lofft Dievelen i det første saa Di/Se smaa Dievele holde sig til og følge med finnerne som En arf, og vil icke miste det, som de ere vante til i fra begyndelsen. De sige og finnerne, at Maria har self fastet vorfrue afften, og giort saaledis som de giør, og hun smagede icke kiød eller det som var af kiød vorfrue afften, og derfor bør de og saa at giøre lige saa, thi hun var guds mo- der, hun viste det nock hvor det skulle være. Om finne mis ald mindelig faster og Faste alma, og om de ris børns information. Alle finner baade Mand folck og qvinde folckene, faster alle Høygtidelige afftner, saa som Julie afftenen, K^'ndelsmes^^e aft'ten^), Ja og lang fred dag og alle andre freddage i hver uge, og hver torsdag holde de helligt, saa og onsdags afften, og freddags afften Ja og løverdagen, de faste og saa Paaske og Pin/^e afften og alle de andre Høygtids afftener, som er Høygtidelige afftener^), og nogle besynderlige dage om aaret, som de self har ud vald sig, og som Dievelen, Noiderne, og Noidegadze, Jidlegadze^), og Jammis- stellerne eller Jammis-Cuuserne, Faste alma, Fa/3e alma*), TJn- nalms faste alma, haver lært dem og denne skick og sædvane 1) Kj'ndelsmesse, 2den l'ebruar. 2) Juleaften, langfredag, paaske- og pinseaften har været og er almindelige fastedage i den katholske kirke. For kj'ndelsmesse var der i den katholske tid ingen faste (Norges gamle love II, p. 358). Derimod var der faste paa hver fredag aaret rundt, og i begyndelsen af det lode a århundrede naadde den skik op til Norge at holde lørdagen hellig med streng faste og paa anden maade. (A. Berg, Den norske Kirkes Historie under Katholicismen, p. 267, 269). Missionær Heltberg fortæller 1720, at i N'aranger var den lov ældgammel blandt lapperne ikke at æde kjød jule- eller andre slige hellige aftener (Hammonds Missionshistorie, s. 805). S. Rheen skriver i sin Relation (Upsala 1897), s. 27: „Juulafton hålla the [lapparne] nåstan såsom een faste dagh, icke atandes något kiolt." 3) lappisk juovlla-gaddse, julefolk. — Jidkgadzer ere dievle som ofl'res til om gamle juleaften. Samme dievle, faar de ikke offer, kræve de det selv med ulidelige plager (Paus' Relation); se Hammond, s. 795. '^) lappisk basse ahnai. hellig mand. — „Passe alma er en dievel, som skal tvinge dem [lapperne] til at holde torsdagen med andre dage hellige, saa og at faste juleaften, Vorfrue-aften og andre hoitidelige aftener og besyn- derlige dage" (Paus' Relation). No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL 23 kand ingen af tælle dem i fra, og der er En Geist eller Dievel hos finnerne, besynderlig som holder dem til denne fasteskick og Man- nei'ing, hvilcken de kalder faste alma, som de faar Endelig lyde ellers skeer det dem intet godt, de siger og finnerne |: at gud self har fastet :| og befaledt at Faste, og Maria har og self fastet paa de tider, og icke smagt kiød eller koggede mad af kiød, men kun alleniste tør mad, og saa skal de og giøre, de skal icke æde kiød eller koggede mad af kiød, paa De tider, thi deris gamle forfædre har saa sagt, og befalit dem og lige saa deris gamle vi/5e, som viste det nock saa vel, hvor det skulle være, som du sige de, til den som vil under vi^ie dem, og spor om Juli, paaske, og Pinse dag, hører icke gud til, og paa deris børne Døbing svarer de dette, som de bruger |: saa skal vi da lade voris barn døe, for nafn sk^ddii har icke guds Engle befallet dem saa at giøre, om nogen vil lære dem anderledis, thi de meene at de Dievele, som aabenbarer sig for dem, ere guds Engle, fordi de fremstiller sig en deel af dem, i hvide klæder og siger sig at være guds Engle, og paa torsdagen og de andre ved tagne dager som finnerne holder helligt, svarer de den som vil under vi/S'e dem her udi, har torsdagen, og de andre dager icke været hellige i gamle tider, var den og de icke hellige, da hafde icke guds Engle saa tit aabenbarit sig for dem, og bødet dem at holde dem hellige, og icke heller skulle da imsse alma saa straffe dem som icke holde dem hellige, hvilket og er en guds mand, eller Engel, har icke og deris gamle forfædre og deris gamle vi;5e holdet dem hellige sige de, hvilket er Noiderne og deris troldmæstere, de gamle vi/5e de meene og talle om, see saa for gifne er de og saa for villede er de af Dievelen og Noiderne, og de andre Dievele-gadzer, at de hverken troer gud eller menni- skene meere, først give de deris børn, troldom ind, i særdelis Mad og dricke, at de skal blive dis krafftigere i konsten og dis snarere, som de kalder Rup MalW^), og Noide-borromus-), thi Noiden skal self give dem det ind, og Ruplimzias^) og Noide JocJwmus^), som 1) lappisk rnp(2m)-malle, grug-suppe. -) lappisk noaidde-borramusj , noaidemat. 3) lappisk rup(pa)-liebma-tsjattse, grug-suppe-vand. ■*) lappisk noaidde-jukkamusj, noaide-drikke. 24 J- Q VIGSTAD. [1910 og Noiden bør at give dem det ind, og straxt som deris børn lære nu noget lidt at forstaa og talle, saa ind plante de dem alt sligt og saadant som før er anrørt, paa en siungendis maade, og siden paa en listig talendis maade, og lære dem straxt at Runne, Joige, og siunge gandvii;3er og troldoms Runne vi/5er, saa og de U-tugtige bønner, som briigis til sine sær forrettninger, og siden som børnene komme noget bedre til alder, og forstand, saa indformerer de dem straxt om offer, faster og hellige dage som er paa budne af deris forfædre og Noiderne, og andre Dievele konster, saa at børnene før End de kan talle eller Raabe fader og Moder paa deris moders- maall, for kand de Runne og Joige, og om de icke ved ordene saa snart, saa kand de dog Melodien og Noderne paa Runne og Joige sangene, og ganvii/5erne, som ieg self ofte med forundring har hørt, og det alier første, som de begynde at talle børnene, saa hører mand de alier lættfærdigste og utugtigste ord, af deris mund, som forælderene indtrycke i dem, saa som, poudschz, Ja Gunna, pottreig summa, hodsk, bourra mo hodsk, Jocka mo Kiidschz, summa gunna, niaalla pottreig, nargie, Kaudsso hodsk, Kaudsso Gunna, Die poudscJis Kaodzio augten, guolladis qvoim. Die gunna Kodsio^), og skulle da børnene icke lære først, det som de høre Idelig og altid af deris forældre, hvilket brugis altid hos finnerne som en daglig, morgen, og afften bøn, og middags bøn, og hver time, Ja ved hvert ord, som Et ord sprog, og over maden som En bord bøn, og i hvad som faller for, saa Raaber de altid paa dette og diyJe, lige som dette var deris daglige guder, og som det var deris snareste hielp og til flugt, som Naar de bliver bange saa Raaber de ogsaa alier først paa dette, som deris hastig til flyvende gud med hielpen, som de formoder sig snariste hielp af. og naar børnene ere artig der i og kand det vel, og bruger saadant og øver sig i det, saa leer de, og fryde sig, thi det er dem Een hiertens glæde, at børnene ere saa klogge og vittige der udj, og prii;5er og Ro/5er børnene for andre i børnenis paa hør, for de kand saa vel 1) lappisk: huottsja ja gudnjo, haUarai(je tsumma, hailcha (basjka), bora »IH basjka, ju[/a mu gitdsja, tsumma (/luhijo, rijoalo battai-ai(/e, narye, (joddsja (?) bnsjka, goddsja giidnjo, de buoUsja godd.ya oktan guolaides guim, de yudnjo goddsja. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 25 Og giver dem mad og andet godt for deris U-mage, og naar bør- nene seer saadant, at forældrene holder af dem for saadant Jo meere øver børnene sig i saadant og ere diy? flittigere i saadan for bandede lystighed og tids for drif, thi finnerne holder det for Een glædskab, lystighed og tidsfordrif, saa de da ere saa lystige og glade naar saadant er forhaanden og paa færde, som de var udi Et paradis, thi de ved icke andet paradis. Om trold skolen eller sorte skole som finnerne sætter deris børn i. Finnerne og Lapperne sætter og deris børn i skolie hos Noiderne, og troldmæsterne, at de skal der op fostris og op dragis hos lær- mæsterne, saa de skal dis bedre blive lært i konsten, lige som Poulus blef op dragen ved den lærde Gammalies føder, og besyn- derlig siø finnerne, de sætter altid deris børn i skole hos field finnerne og field Noiderne, thi de ere krafftigere og konstigere Een siø finnerne, formedelst at leiligheden og tiden er bedre for field finnerne End for siø finnerne, thi de har bedre tid og leilighed at øve sig i trold konster og Dievele lærdomme, fordi der falder icke saa meget sleb, træel og arbeide til fieids og hos fieldfinnerne som ved siøen og hos siøe finnerne, med Ut-roer at fiske og at føde Kreature og andet, men til fieids og hos dem som ere oppe i fieldet med Reins Diur, de faar deris føde lættere, for uden sleb og ar- bejde, thi Reinen voxer der op i munden paa dennem, lige som at græds voxer op i munden paa Koen, og der for Elsker de meere at vær oppe i fieldet End ved siøen, og dette er og aarsagen til, at Hans Anderssøn har og sædt sin yngste broder op til field fin- nerne i aritz bye^), at hånd skal lære der di/5 bedre, som ånders Pederssøn og saa giorde, thi band sædte sine børn og saa i skole hos niels Nielssøn som og var en god Noid, og mangfoldige og u-tallige flere giør saaledis som for Kiedsommelighed icke bliver op regnet, men de faar og nock betalle denne skole gang, thi de faar give Noiden mangt Et slagte bæst og mangen En god Kryds Daller og .mangt Et godt stycke sølf, og gode Klæder og andet gafnlige tingester for uden at de faar og saa føde børnene, om 1) Utsjok. 26 J . QVIGSTAD. [1910 det End skiønt varer Et aar, eller nogle aar, og det agter de icke, men de sige at det er icke meget, det den guds mand faar, det er hannem vel undt om det var End mere. Om de børn som sædtis i skolie, hos bierge, marcke, backe, og vande trolde, og hos Noide-gadze, og andre Dievele og Trolde. De sætter ogsaa deris børn finnerne i skole hos de folck som de siger at skal boe ind i fieide, bierge og backe, og i marcken, under Jorden og i siø, vande og Elver, som de meene og sige, hvilcket intet andet er. End Dievelen self som haver ind bildet dem det og spøger for dem, alleniste og siger sig at boe, der og der, i marck, field, bierge, vande og Elver, eller og i siøen som de siger, og de børn som der blive sædte i skole, hos de trolde eller Dievele, som ieg meener, bliver snart lært paa nogle dage kun, og bliver dog de allerbeste Noider og troldmæstere som til kand være, de begiærer ingen betalling i skole løn, uden alleniste offer, af mennisker og qvæg, og andet som sædvandligt er med offer, og icke heller begiærer de Kost for børnene eller noget i den sted, til betalling for Kosten, men faderen maa hente sit barn igien om nogle dage, foruden noget vederlag, men kun alleniste offer, og da er barnet fuldkommeligen lærdt i troldom og Noide konst, saa hånd er en ypperlig Noid, baade konstig snar og krafftig i sin dont. De er og saa ald som offteste, til giæst finnerne hos diySe Dievele eller trolde, som skal boe, i bierge, fieide, backe og i marcken, under Jorden, men dog er dette giæste bud icke for alle eller for de gemene, eller ringeste, men kun for de beste Nojder, og deris børn og af komme, de sige og at, naar de komme did, blive de straxt and tagne og ind førde i deris hu/?e, og de siunis at gaa ind i bierge, fieide, backe, og under Jorden, i marcken, hvor de skal boe, naar de nu komme der ind, da er der folck nock baade mand folck og qvinde folck, store og smaa, og mad og dricke over flødige nock, af ad skiilige og alle slags mad og dricke, hvilken de icke self kand op regne saa mange slags retter og dricke vare som der er, folckene der inde er, de ere klæde i nætte finne Klæder med Røde og blaa Koffter, med adskillige Ringer, No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 27 Klæder og prunck, som finnerne bruger, saa de ere meget nætte og stad/9elige som finnerne meener, og de befaller og finnerne at bruge saadanne Klædedragt og modelle som de haver, saa skal de fare vel og have megen lycke, deris huse er og sige de, naar de komme der ind, da ere de og lige som finnehuse, smaa, lave, og Runde, med Ris paa gulvet og fyrsteden mit paa gulvet som fin- nerne bruge, og meget smaa, lauve og trange døre saa de maa krybe næsgruves der ind paa fire føder, og det skal betyde, at de skal boucke og vrie sig, saa dybt for dem, naar de gaar ind i deris huse, men deris huse ere medet deilige og forgyldte alt om- kring sige de, saa det er der inde, sige finnerne at see til lige som det var af purt guld, ald den ting de seer, baade huuse, veggerne og gulvet som er af Ris, der er er icke bord bencker eller stoller, at side eller æde paa, ikke heller senger at ligge i, men de sider og æder paa gulvet i Een Ring som finnerne, og ligger alle i Een kåls seng paa gulvet effter finners maade, og de befaller finnerne at bruge saadanne huse og skicker og sæder, klæde dragt, sprog og andet som de seer, at de haver og besynderlig Noiderne som skal lære andre og holde dem under tugt og au ve, de talle finsk med dem, og formane dem at de skal intet andet sprog bruge End det finske thi det er det beste sprog som deris Guder bruger og som finnernis forfædre har og brugt og som er ind rettet af Noidus den første og Noide-gadze og andre til forn, om de vild leve lenge og vel, og have lycke til Næring, iif og helbrede Kreature og andet, som er for Nøden saa skal de giøre som de befalle, der er og meget Røg og damp, i deris hu/?e, men dog giør den ingen skade hvercken paa øyen eller hals, men den er sød og god siger finnerne som en dyrebar Røgelse eller lugtelse, ald den mad der vancke er Raad og uden kogget, men dog er den saa inderlig sød og god og smager saa vel, som det var kun alleniste sucker og honning, og saa mangfoldige slag af madvare og saa adskillige og mange slags drike vare at det er icke at sige af, eller fortælle har finnerne sagt, og mange slags Instrumenter og spell og læg, Runne bommer, Runnen og Joigen, sang springen og dan/^en, saa finnerne. siger at mand maatte ønske at mand maatte blive der altid, for den lystige glæde der er, og alt godt at fortære og dricke, men 28 J . QVIGSTAD. [1910 de siger og finnerne, at den som er komnnen ind med dem, hånd faar og Endelig adlyde dem, og giøre i hvad som de behager og befaller, ellers gaar deris Uf, helbrede, næring og ald anden velfærdt i løb, om de icke giør og lefver som de befaller og vil have, naar de da bliver vred og fortørnet siger finnerne, da pinner og plager de sine venner Jammerlig, som icke giør hvad som de behager og befaller, de siger og finnerne, at de legger en Jern stang imellem tvende klipper eller bierge, som er en dyb dall, eller grube, og graf imellem, og der henger de dem op effler føderne som icke er dem lydige og giør hvad de behager, og plager dem saa ynckelig at det er intet andet som lever i dem uden alleniste hiertet siger fin- nerne self, før End de sliper dem. De som kand ret vel trolde, Runne og Joige siger Lappe finnerne kand og forskaffe sig, og faa, af d\j3e trolde og Dievele skiøne Kreature, saa som kiør, faar og gieder, og de melcker U-manerlige vel, og ere langt støre og deiligere End andre naturlige Kreature, Naar de Kreature da har fød mange af sig, og de har faaet meget Elde under dem, og de bliver da gammel, hvilcket icke skeer saa snart, som med andre naturlige Kreature at de bliver gammel, saa de icke kand leve lenger, og de da finnerne tencker sig til at ville slagte dem, saa kommer de aldelis bort om Naten, saa de icke ved hvor de bliver af, En gang meere. men de finner som ere komne under di;5e Dieveles og troldes hyldist og gundst, kand og have megen hielp af dem, baade med Kreature, hel>Ie og helbrede, lycke til Næring og alt andet, som er dem gafnligt til timelige Næring og ophold, som de self siger og tencker finnerne, men de som icke ere dem underdanige i alle ting og giør hvad de behager og vil have giort, da icke alleniste pinner og plager de dem Jamerlige paa legeme, hel/J'e lycke, Kreature, næring og biering, men og under tiden tager dem self bort gandske og aldelis. Ja og under tiden tager de bort deris hustruer, børn, folck og døtlre, saa de findis aldrig meere eller sees meere igien i denne verden som og tidt er skeedt, med mange som finnerne self har sagt og for tald mig, see nu vel hvor forfærdelige Satan tyraniserer med di;3e arme forblindede barbarer og Hedninge. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPI5KE MYTHOLOGi. 29 Om Den mad og dricke som finnerne gier og giver de ris børn troldom ind i den mad med det samme. De giør og en besynderlig og særdelis mad og dricke finnerne som kaidis Rup malle og Noicle hourromus, som forældrene aller først giver deris børn ind, og med den samme mad giver de deris børn troldom ind, at de skal blive gode og krafftige Noider, og at de skal blive sterck, og have lycke til at lære troldkonsten og sproget, skickerne og sæderne snart, saa de kand blive saa god som deris forfædre, som var viis og forfaren i Noide konsten, saa De kand vide hvad som skee skald, og hvad som er skeedt, og der paa bereder de og sine børn en drick som kaidis Rupliimzias, og Noide Jockomus som de giver dem ind, og med den samme drick giver de deris børn og saa troldom ind, til at bestørke dem end di/3meere i troldom og konster, forælderene give self deris børn den ind, med det første, og siden Noiden, som ved bedre at berede den til, og af hannem bør den beredis og at givis ind, — og derfor kaidis den mad Noicle boromiis og den drick Noide Jockomus, saa de skal blive saa viis, at de skal vide hvor Diur og vilt er i field skog og marck, og hvor fisk er i siøe vand og Elver at finde, saa og at for svare sig for trold folck og døden saa de lever lenge, og have l3^cke til at beholde baade sit gods, Eiedom, fri og u-skad for allis forfang som dem ville ondt, og at de kunde hielpe baade sig self og andre med sin konst, baade imod siugdom og u-lycke paa Kreature skytteri og fiskerj, og an- den over hengende U-lj^cke og onde, for trold folck og andre som misunder hannem sit lif og lycke, og siden som de ere nu saa berede med mad og dricke til troldom, og Dievele lærdomme og konster og andet meere saa holder Noide-gadze og Dievelen, sig til de børn som til Et forpacttet eller forpantet gods eller Eiedom, som ere saaledis med Døbing, offer, mad og dricke og andet meere berrede til hans tienere, og besynderlig til slegten Roden og af kommet som ere komne af troldmæsterne og Noiderne, de samme børn og af komme holder Noidegadze og Dievelen sig for- færdelig til, saa de icke bliver fri for dem, eller kand slipe dem, før end de maa Endelig antage deris konst, og træde i deris tieniste om endskiønt nogle vild slipe, for den store møye og u-mage det 30 J . QVIGSTAD. [1910 er, at handle med di/5e, som altid vill have noget at bestille, og hvis de icke vild antage den gode konst som de til biuder dem for sledt ingen betalling, med en god villie, saa pinner og plager Noide-gadze dem som er Dievelen, ind til at de maa Endeligen, og om de sledt icke vild om nogle skulle findis saaledis sinnede, saa pinner og plager Dievelens Noidegadze dem og hans tienere indtil deris yderste aande drægt. Ja og indtil saa lenge at hånd har livet af dem aldelis ind til deris død. Og skulle vel nogen forundre sig da paa det, at finnerne ere saa fulde af ondskab og gand, og saa bedragne og beknytte, ind vickledt og ind bundne med Dievelen, Nej det er ingen under, thi baade mens de ere i moders lif og strax som de ere føde til ver- den, da op offrer de dem, sig self og deris børn til Dievelen, med offer og døbing effter Dievelens befalning, med mad og dricke at ind give dem troldom med, og informerer dem straxt børnene, som de kommer til noget lidt forstand, i Dievele konster og lærdome, i Runen og Joigen, ganviser, trole ord lædtfærdige bønner, med hellige dage, faster, og med offer og andet som Dievelen self har paa biudet og befallet, som og kand End yder meere sees og Er- faris i Effterfølgende stycke og Exempler. Nu vil ieg først talle om de rette Dievele, som er i blant finnerne og som er deris rette lære mæstere til af guderi Runen og Joigen offringer og troldom. Om Noide-gadze.^) Der er Et slags Dievele i blant finnerne og lapperne hvilken som kaidis paa finsk Noide-gadze, og maa kaidis paa Dansk Runne folck eller gand Pigerne, de er smaa kun Een half aln lang, som aabenbarer sig for finnerne i smaa børns lignelse, og ere klæde i finne klæder, og gaar i Røde og blaa kofter som finner, med lange og helle boxer af samme slag som recker ned til deris fode blad. 1) Noaidde-gaddse bet. en noaides følge af aander. De, som blev noaider, havde allerede som børn syner. Noaiden kunde bestemme, hvem der skulde arve hans gaddse. Noaidens gaddse fremstillede sig efter hans død for arvingen og plagede ham til at tage dem i tjeneste; saa blev de ham lydige. De saa ut som smaa børn (Nesseby). Xo. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 31 ligge som finne boxer saa og i piesker ^), og Lappe boxer, med Et tinn belte om livet eller af sølf, og Nætte Kommager og kommag band paa føderne, har og En forret, aatter skinds hvue paa hovedt, og En staff i haanden som En find, saa de ere klæde paa det alier Nætteste finne viis, som til kand være, og paa Lappérnis allerhøyeste mode, og kand være omtrindt en half aln lang eller der om pas, De taller kun alleniste findsk med finnerne, og viser dem og saa deris hu^^e i marcken og i skogen og under Jorden hvor de skal boe, og de ere smaa lauve Runde og med Ris paa gulvet, og fyrsteden mit paa gulvet, som finnerne bruge, med meget lauve og trange døre og de befaller og finnerne at bruge den samme mode og maade med klæder, sprog, hu/5e, og lauve døre, at giøre dem den ære, eftterdi at de ere Engle, at de skal boucke og neie sig saa d^'bt for dem naar de gaar ind eller udt, for deris megen tieniste de giør finnerne, De aabenbarer sig for En deel. Ja mest de fleste af finne Lapperne, og helst for de som ere komne af den meste trold slegt, thi det er deris arf oddel og Eiedom, og til biuder dem at de vil lære dem trold konsten og Noide konsten, for sledt intet, hvilket er dem meget nyttig og høylig for nøden, sige de, og de som blive lært af Noide-gadze, de bliver de aller lærdeste og beste Noider, og Troldmæstere, og lære mæstere, som og lærer andre siden troldom og Dievele konster, og det er deris pligt, og de bliver ogsaa, saaledis befallet af Noide-gadi^e, under deris lifs straf at de skal lære andre det som Noide-gadze har lært dem for intet, det er og tilhørernis pligt at under holde Noiderne, og give dem deris løn skadt og Vuærro'^), som den kaidis paa finsk, Naar de nu aabenbarer sig for finnen, og til biuder ham, at de vil lære hannem troldkonsten og Noide- konsten for sledt intet, hvilket er hanem høylig for nøden og meget nyttig, til Næring og biering, og Et langt lif, til lycke at for skaffe, og at af vende U-lycke, og betalle sine med brydere med, og hielpe de sj'ge og svage med, og hånd da giver sin Ja der til at hånd vild anname deris lærdom, saa lærer de hannem først at Joige og Rune, og at siunge gan- vi/3ier og Runevi/3er, og hvorledis hånd skal forholde sig og bære 1) p æ s k, lappisk bccssJca, pels av renskind med haarene paa. -) lappisk vcerro, skat. 32 J . QVIGSTAD. [1910 sig ad i alle tilfælde, og ord og bøner til hvert i besynderlighed, baade i siugdomme og U-lycke og andre tilfælde, og hvorledis Hånd skal Joige og Runne for den og den slag, og hvor hånd skal lempe sangen, ganvi/9erne og Rune vii/5erne effter det og det tilfælde, og ordene hvor de skal være, for hver i besynderlighed og særdelished, saa og de instrumenter og midler, som der til skal være, saa som er Runne bommer, af Et særdelis slags træ, med skind paa som en Tromme, og Hamrer af haarn giorde, der til med og saa øxer og saxer, kniffver, skrabe Jern, eller Jec/ce^) som det kaidis paa finsk, og drage Jern som brugis til at berede skin med, og besynderlige træer, saa og meS/5ing Kiæder, og Ringer som de skal have i sin hånd, naar de Joiger og Runner, saa diy3e Noide-gadze giver hannem undrettning og forstand paa alle ting, hvorledis hånd skal Joige og Rune, for de som siuge ere, at de skal blive god og icke døe, om de Endskiønt ere saa godt som døde, saa mand ser intet lif i dem meere, saa skal de straxt blive levendis og friske igien, naar hånd Noiden, Joiger og Runner og giør sin troldmes/?e over dem, og for U-lycke, tilfælde og siugdome paa deris Kreature, hvorledis hånd skal Joige og Runne for dem, og for lycke og U-lycke, til skytteri og fiskeri og hvorledis hånd skal skaffe Diur frem paa de steder som hånd vill have dem, baade for sig self, og andre Naar hånd vild, og om hånd er bedet der om for betalling, saa og at vende dem bort, og saa naar hånd vild. Ja og at vide hvor Diur og fisk er at finde, og andet hvad hånd begiærer at vide med konsten, saa og at Runne sig i en Dievele-Dualle eller besvimmel/3e som hånd liger saa en stund, og da farer hånd vide om landene og steder siger hånd at hente tidender der i fra. Ja og i helvede, under Jorden og vandene i bierge og andre steder at hente visdom og faa svar, om det hånd begiærer at vide og Erfare, og saaledis giør hånd i alle forrettninger og troldmeser, Noide-gadze de lærer og Noiden at løbe i ulve og biørnelignelser og hamme, og at kaste ulve og biørne Hamme paa andre om hånd behager og lader dem løbe lige som ulve og Biørne i skoug og marck, at de kand giøre skade paa Kreature lige som andre vilde bester med Dievelens konst, de lappisk jiekho. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 33 lærer og Noiden, at sætte ulve og Biørn ud paa andres Krea- ture at ødelægge for dem som hånd er vred paa og at giøre gan, og skiude i mennisker og i deris Kreature som hånd er for tørnet paa, og at sprænge baade mennisker og deris Kreature i hiel, som har giort hannem fortræd, og at giøre dem og deris Kreature vanføre u-helsige og U-færdige, blinde og lamme som hånd behager og har pick og anck til, eller hånd er bedet derom af andre og er lofft, eller og at hånd har faaet betalling derfore, de lærer og hannem at giøre effter tiuffve, saa og at slaa Ild, som kaldls Haure Kodsk^), og sender den i deris rompe paa dem som har staallet, saa de maa straxt komme springendis med kosterne i haanden og sige sig at have staallet det og straxt bekiende det, og enten sige hvor kosterne ere, eller og skaffe dem frem, og der som hånd vild da icke slycke den Ild ud med sine ord igien, som hånd til forn med ord haver den ud sendt, saa dør de mennisker strax eller og springer i siøen og vandene og drugner sig, thi den Ild kand icke heller udslyckis med vand, om End skiont de gaar under vandet. Om hvorledis Noide-gadze lærer Noiden at bruge afguder — . Om af guders lærdomme. Noide-gadze informerer og Noiden om afguder og lærer hannem og, hvad af guder og offerstæder hånd skal have og bruge saa som er fielde, Bierge, backe, steene og træer, færske vande, siøe og Elver, og giver hannem andledning og undrettning paa den og den sted, og det og det field, bierg, backe, og steenne, saa og træer, vande siøe. Elver som ere besynderlige og særdelis steder, og som ere noget underlige skabte mere End andre. De steder ere lyckelige, hielpsomme og mægtige, sige Noide-gadze, og de kand hielpe i alle slags fare og nød, og de bønhører giærne, og alle dem som Raabe paa dennem om hielp i Nød, og besynderlig alle dem, 1) I Nesseby trodde man før, at noaiderne kunde liarra gasskat, fremkalde hos andre en ulidelig brændende smerte, saa de gik ut i vand like til haken for at slukke den. Mange sagde sig at kunne havra gasskat: men det var færre, som kunde kalde troldommen tilbake. 3 34 J- QVIGSTAD. [1910 som offrer til dem eller og lover dem offer og holder det vist hvad de lover siger Noide-gadze, thi gud boer og er, sige de, i hvor som høyeste fieide, bierge, og backer er, og i hvor dybeste vand, og høyeste og største træer er, saa og i Een part Elver, og i Een deell vande, og i særdelis og udvalde steene, de giver hannem og forstand, paa hvorledis hånd skal offre til sine afguder, paa hvad tid og sted, og paa hvad maade og mannering, det skal anrettis, som er først, at hånd skal tage de Kreature og føre dem paa offer steden og til af guden, som er lofft der til at skal offris og som udkoret der til at offris, og hånd skal skiære først Een liden bitte af begge ørene og af Rompen, og give det paa offersteden, og give afguden det først til en aabit eller frokost, at tygge paa saa lenge, mens Kreature Eend lever, og siden skal hånd sticke, slagte og flaa Kreaturet, og give Haarnene med skindet tillige med Klø- verne paa offerstedet og lade det ligge og blive der, saa skal hånd giøre nogle besynderlige smucke og deilige træer, udskaarne, og udhugne i adskillige belleder, og figurer og dem skal hånd smørge med blodet af Kreaturet, og legge dem og saa paa offerstedet, og hos afguden, og di/5e smaa træer som ere /5om staver eller Kiepper giort, og kaidis Lødtmora paa finsk, skal være til vox lys eller i steden for vox lys for af guden, som er kun self træ, steen, field og bierg, backe Høyer, vande og Elver, Naar hånd saa har lem- met Kreaturet sønder i stycker, som det skal være, saa som laar bovff, side og Ryg, sær hvert og hvert for sig self, og de stycker og lemmer kalder finnerne Rojje^), saa skal de skiære Een bitte af hvert stycke, lem eller Rojje, og lægge det og saa paa ofter stedet til afguden, og det skal være af de fædeste og beste styker, saa skal hånd siden, ud leede Een besynderlig og særdelis sted, som skal være kiøckenen og kogge stedet, og der skal og saa være Een spring kilde, eller og rindendis vand, nær ved den sted, om det er at finde og faa, saa skal hånd giøre Ild paa og kogge det Kreature altsammen og flødte fedtet af oven paa Kiedelen, og ud leede nogle besynderlige steene og helst de steene som ere lige som blancke øyen i, og ruglete og noget underlige skabte, og smørge dem, med kiøcken, eller kiødt fædet, som falder oven paa 1) lappisk riiorje. et stykke av en sønderlemmet krop. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 35 Kiedellen, og lægge dem og saa paa Offer stedet, saa skal hånd der næst tage nogle better og stycker af det koggede kiødt og det skal være af det fædeste og beste kiødt, og lægge dem og saa paa offer stedet, saa skal Noiden siden giøre maaltid og faa sig mad, og hånd tillig med de som ere i følge med hannem for at hielpe hannem, æde det helle Kreature op paa stedet, at icke Et af beenene bort kommer eller foris der i fra, og j midlertid som hånd forretter dette alt sammen, saa skal hånd Jdelig og altid Joige og Runne, slaa paa Runnebommer og bruge de til hørende Instrumenter, som de smaa Noide-gadze og Dievele har lært hannem, saa skal hånd siden samle Nøye, alle beenene til sammen, og lægge dem og paa offer steden hos afguden, og der næst skal hånd, giøre ad skillige smucke træer, og ud skiære dem i kaarser og figurer, dertil Kaars træer og andet og lægge dem og saa paa offer stedet, og paa En part offersteder, skal hånd og saa giøre smaa baader, skib, pulcker og Kiæri/J'er ■'), store hamrer af træ og af haarn og saa, og offre til afguden og lægge dem paa offer steden og be- synderlig paa de offer steder, som høre Julie gadze og Thord og Torden til de skal være saaledis berede med baader, pulcker, hamrer og andet som der til hører. Som det er hos(?) Om den befal ni ng Noide-gadze giør til Noiden, med bør(n)e døbing, sprog, klædedragt om huser og andre skicker og sæder som de seer og hører af Noide-gadze. Og det er og Noide-gadze sin lærdom, og strænge befalning til Noiden som er finnernis lærere og skal holde dem under tugt og auve, at hånd skal Endelig holde finnerne til at de skal Døbe sine børn om igien, Naar de ere siuge og græder meget, og besyn- derlige naar de ere døbte af Præsten thi børnene kand ingenlunde leve med det Nafn, som Præsten lægger paa børnene det er dem alt for tungt, og de skal icke lade deris børn døe for Et Ringe Nafn skyld, sige de, thi børnene leede effter Nafnet, indtil at de 1) lappisk gerris, lappeslæde. 36 J . QVIGSTAD. [ 1910 finner det Nafn som de skal leve med, lige som skytteren leeder effter Diur indtil at hånd finder som hånd har lycke til at skiude, sige Noide-gadze. Den gamle ved tagne klædedragt og det gamle antaget findske sprog, og de findske huusers fundation og maade, befaller Noide- gadze, Noiden at hånd skal strængeligen holde finnerne til at blive ved den første andrettede og ved tagne skick og maade, som den første stiffter, Noidus, og Lapakapatatus, og andre har be- fallet, og de skal holde sig ved den moodeel, maade og dannelse som hånd seer og hører, at self Noide-gadze har og bruger, med klæde dragt, sprog, huuser og Joigen og Runnen saa at troldmes/3en kand have sin gang. De befaller og Noiden at finnerne skal altid flotte hid og dit om de vild leve lenge, sige Noide-gadze Een, to, tre eller fire gange om aarit i det mindste, og de skal boe hvor høyeste bierg og meste skoug, bierg og dalle er, afsides i fra tarro gadze,^) og riste gadze, det er Nordmænder, svenske og andre som ere Christne folck, saa finder de altid gud og hans Engle, sige de, og saa boer gud dem aller Nermeste og saa skal de have god lycke og leve lenge, men om de bliver sidendis paa En sted og icke flotter og boer, i hvor, og som de siger, Noide-gadze, saa maa de viiseligen tro og forlade sig til at de ikke lever lenge, men døer snart og forderfvis. Noide-gadze befaller og Noiderene og andre som kand at de skal Jdelig og altid Joige og Rune Nat og Dag og hver tid og time, thi det er lycksommeligt og godt, og bevarer og befrier i fra meget ondt og fare som kunde være paa færde, saa og for den skyld, at børnene og de som icke kand Joige og Rune, — kunde og med tiden, i det de hører det Jdelig og altid, kand og paa det siste lære det, thi menniskene kand icke leve lenge, og beholde sin lycke, næring og biering, hel/Je og helbrede, uden det sige de, som er Joigen og Runen. Det findske sprog eller Lappiske, klædedragt, og huuse mod- deellen og deris værel/5ers mannering som Lappefinnerne bruger, ') lappisk ilarro-lens gierninger icke skal blive aabenbarit. Om de Noidegadze, som sigis af finnerne at være gode. Finnerne siger af Et gudfrygheds skind, og for at besmøcke sine Dievele med, at det skal være tvende slag af de Noide-gadze, Et slag godt, det andet ondt, det gode slag sige de, lærer sine Discipler og Noider intet andet End det som godt er, saa som at døbe deris børn om igien, naar de ere siuge, at de skal blive god, og icke døe, og lærer dem baade maaden og manneringen paa døbe konsten og siger dem hvorledis det skal være, og undervi/3er dem ') Dette er etslags „kraakemaal". Se om lappiske kraakeraaal J. Qvigstad (tidsskriftet „Maal og minne«, 1909, s. 129 ff. 2) Nogen av disse ord er almindelige lappiske ord eller ligner saadanne: daar- V , V skel, jfr. doarskalet; åærske\,]h. (læskalet; laadskel, ]{\\loaskaJei; dirskel, V jfr. diskalet; rinyjas, jfr. rincas; niallakas, jfr. njalaJcas; kagKier, \[v. gakker ; daudemilk, jfr. davdda-mielkke ; rupmilk, jfr. rup(p(0-'>nielkke; kommo milk, jfr. gumma-mielkke ; toppogullisefft, jfr. guolesæfte; toppotohagsefft, jfr. dubbak-sæfte. ^) nialckie, jfr. lappisk njalgis; niaposti, jfr. vjapesti: nioug, jfr. njavgge\ saune, 'fr. saunne; ziorga, jfr. tsjorgga: boukelum, jfr. bavkkalam; sner- dades, jfr. smiordas: skarro, jfr. skarro ; kuorvoi, jfr. f.yuorvoi. 40 J- QVIGSTAD. [1910 hvor de skal bære sig ad med det samme, og i ald det som godt er, og at hielpe de som siiige ere, til deris hely3e, Item deris Krea- ture. at de bliver god, naar de ere siuge, at de icke døe og bort kommer for dem, saa og om. trold folk har giort ondt ud paa folk eller fæ, saa hielper og de gode Noider som de gode Noide-gadze har lært, og for ulycke til skylleri og fiskeri hielper og de gode Noider, kand og sige Dem hvor Diur og fisk er at finde. Ja og af sin godhed skaffer dem frem til folck, saa de kand faa dem til deris føde og klæde, de giør og vel der udi at de offrer for folck som er i nød, og hielper dem til rette, Ja de hielper altid og giør godt i alle maader, De icke heller som de andre Noider, giør ondt ud paa folck eller fæ, og for derver dem, og ei heller dræber de nogen med troldom, ude[n] de bliver vrede, og der paa har finnerne En Historie som nu følger. Om Peder Olsson i Lappmarken som baade de onde og gode Noide-gaclBe kom til at lære hannem trold konsten. De siger finnerne at det var Een mand ved nafn Peder Olsson der oppe i lappemarcken, for Een tid lang siden og hans børn lever End nu i Ajvard,^) og hans søn heder olie Pederssøn og Noide- gadze kom til hannem Een gang, og bød sig til at lære hannem Noide-konsten, hånd spurde hvor fra de vare komne Enten af Gud eller Dievelen, De svarede, at de vare ud sente af Dievelen, til at lære hannem Noidekonsten, manden svarede Nej at hånd vilde icke, effterdi at de ere af Dievelen, saa lærer de hannem ickun det som ondt er sagde hånd, men vær de af gud, saa vil hånd annamme dem og lærdommen thi da viste hånd, at de lærde hannem det som godt var, der de det hørde at han vilde saaledis have det, saa foer de bort de smaa Dievele og blef borte Een stund, siden kom der igien mangfoldige af saadanne Dievele, dog deiligere og smuckere klæd, Da sagde de smaa Dievele, nu ere vi udsente af gud, og nu vild vi lære dig, det som godt er, der manden det hørde, saa gaf hånd sig til at lære af dem. Da begynte de at lære hannem, hvorledis at hånd skulle Joige og Rune — kund alleniste om Kircken, Alteret, stollene og altermanden og stolle manden, og 1) Avjovarre i Karasjolv. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGL 41 om skiurris Ibmel, men dog skulle det have den samme krafft som anden Joigen og Runen, saa meente den samme mand, nu er det godt, naar hånd skal siunge og Rune om saadanne ting, men de naret hannem forblommet til at annamme dem i tieniste, og at antage Noide-konsten, og lærdommen, indtil at hånd kom i med dem, og blef fast, med konsten lærdommen og dem saa fick hånd vel holde ved siden, paa det siste begiærede hånd og saa at de skulle give hannem god lycke saa at hånd kunde blive rig, de loffte hannem at hånd skulle faa, og han fick ogsaa god lycke siden og blef rik sin livis tid og saaledis bedrog, de hannem denne gang, at give sig Dievelen i vold, thi de har giort med mange Endfoldige saaledis, og om End skiønt, at de gode Noider giør godt mens deris under havende farer vel med dem, men dog allige vel, saa giør de dog ondt, naar de bliver vrede, og da seer mand allige vel at de kand dog giøre ondt naar de vild, som Hendrick Jonsson i Waranger giorde, hvilken som ogsaa var berømt for en god Noid, og hialp og giorde altid godt, som de sagde, men der hånd blef Een gang vred, saa dræbte hånd dog Karen Sabbes Datters fader med sin troldom, Dievelen lader sig vel ansee i det første med Et gudfr3/g- tigheds skin, men det er dog bedrageri under, som det ord skiuris Ibmel, som Noide-gadze har lært dem, finnerne ved icke End nu, skickelige hvad det ord skal betyde, der Næfnis vel Gud iblant det ord, men de ved icke hvordan En Gud det skal være, som ieg mange gange har spurt finnerne om hvad det skal betyde, men de ved det icke sige de. Jeg tror at det er ickun Et forblommet Nafn som Dievelen self har givet sig, paa det at hånd skal blive Dyrcket af dennem som deris gud hvilket hånd ogsaa bliver af finnerne Dyrket som deris Gud i alle maade. Om det slag af Noide-gadze som skal være ont og som lærer finnerne og Noiderne det som ondt er. Det slag af Noide-gadze som skal være ondt, siger finnerne de lærer vel og saa Noiderne og deris Discfpler, det som godt er, saa som at befri deris børn i fra døden med den Døbe mannering som finnerne bruger, og at hielpe de siuge, og befrj Kreature, fra siugdomme og u-lycke og at skaffe Diur frem, giver ogsaa lycke 42 J- QVIGSTAD. [1910 til skytteri og fiskeri, og offrer for dem som er i Nød og befrier dem i fra faren, naar de faar effter deris begiæring og bliver vel betalt for deris u-mage, men de lærer ogsaaNoiden det som ondt er, baade at giøi-e gan, og at giøre ont ud paa folk og fæ, og dræber baade mennisker og Krealure med troldom, og vender bort baade Diur og fisk naar hånd vild, sætter ulf og biørn ud paa folkenis Kreature, løber self og saa i ulfvers og biørns lignelse og giør skade^ dermed. Ja kaster og saa ulve og biørne hamn paa andre folk og mennisker og lader dem løbe i ulfve og i biørns lignely3e, til at giøre skade, naar hånd behager, thi Noide-gacke lærer Noiden alt det som skal være og alt det som er for nøden at vide baade til det onde og gode, og naar de nu saa har lært Noiden alting og ordinerit, beskicket og befallet, som det skal være og sædt alting paa sin rette gang, saa det ene kand skicke sig effter det andet, baade sproget, klæde dragten, konsten, skickerne og sæderne, deris lefnetz og væ/?ens fremdragel/5e og hu/3ernis fundament og orden, saa lærer siden Noide-gadze Noiden troldme?/:^en og Noide- mes/Sen, hvorledis den skal andrettis og holdis, som er, som Et mideel og fundament til ald deris troldom. Om den Historie som finnerne har om de onde Noide- gadze, som kom til Zare la/3esøn. Det er en Historie som finnerne fortælle om Zare La/5esøn i Lappemarcken for En tid lang siden og hans børn lever Endnu i Porsanger, som er at Noide-gadze, kom til hannem. Een gang i hans unge aar, og til bød sig at de ville lære hannem Noide- og trold- konsten for sledt intet, at hånd skal blive saa vis at hånd skal hielpe baade sig og andre for betalling, hånd tog dem straxt an i sin tienniste og gaf sig til at lære af dem, og icke spurde meere der om hvor fra de vare komne, saa lærde de hannem ald den ting, som høre til deris troldom og som en Noid bør at vide og kunde, saa hånd blef en yperlige Noid i ald sin giærning og foretagende saa hånd kunde giøre baade ont og godt saa meget som hånd vildet, og for tiente meget der med saa som og alle andre Noider ogsaa giøre, men hånd for glemte at begiære sig lycke og rigdom af dem i det første andkomst, thi siden er det alt for silde, de giver No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 43 icke meere End som Een gang den skæbbne og lycke som de skal have sin lifvis tid igiennem, og derfor var hånd altid fattig og uy3el sin ganske lifs tid saa lenge som hånd hafde og lige saa hans børn ere og Endnu fattige, og dette skule være det onde Noide-gadze som finnerne talle om, som lærer sine Noider det som ont er, som hånd og giorde denne mand. at hånd dræbte mange med sin trol- dom som finnerne self fortæller. Om trold mes/3en som Noide-gadze lærer Noiden, og hvor le dis den skal være Dan nit og skicket. Trold-mes/3en og Noide-mes/5en, som Noide-gadze lærer Noiden, den lærer de hannem saaledis — som er først at hånd skal for- samle alle folckene baade store og smaa, gamle og unge, i Et huus eller gamme som den kaidis, og de skal være i klæde med deris beste klæder og stads saamme tid, som er med Røde og blaa koffter, stadzelige hvuer med sølf belter eller og af ten og mesing, rned klæder Ringer, malliei-, og ald anden stadz og pry- del/?er, saa skal de siden side alt om kring gammen eller huuset, baade mandfolck og qvinde folckene, og høre vel til og give god agt paa hvad som der bliver forrettet, og self skal Noiden være i førde vuarnge [vrange] og forvente klæder paa samme tid, saa skal hånd først tage instrumenterne i sin haand, som ere Rune- bomer af træ og skin med ad skillige mesing prydel/3ei-, og hamrer giorde af haarn, steen som er udvalde der til, adskillige træer, saxer, kniver, skrabe Jærn, og drage Jærn, mes/5ing kiæder og Ringer, saa og øxer eller brød huger som de kalder merris ^), siden slaar hånd paa Rune bommen med de haarne hamrer og bruger ogsaa de andre instrumenter som de burde at brugis, begynder at Rune og Joige, og om Noiden icke har Rune bommen saa ved haanden, for en snarheds skyld, saa kand hånd vel allige vel giøre troldmes/5en, saa skal hånd dog tage En øx eller Et brødhug i haanden, knif, sax, sk[r]abe Jærn, og drage Jærn, steene træer, og tage mesing og Ringer i den anden haand, og Larme og Ringle med den, saa skal hånd stige paa Et knæ ved gruven, eller Ild- steden, og vende sig nogle gange først omkring med solen, og 1) lappisk merris, norsk brothogg. 44 J. Q VIGSTAD. [1910 stampe i Jorden med øxen, og give nogle skraal ud, saa vender hånd siden Ryggen til Ilden og staaer paa begge knæer, og sider til bage med Rompen paa fødderne, saa skal hånd begynde at Joige og Rune, og de andre skal Joige og Rune med, de samme ord og Noder som hånd siunger, ellers slaar hånd dem, med den mesing Ringer og kiæde hanck, som hånd Idelig viffter op og ned hid og did, medens hånd Joiger og Runer, saa at den skal larme, og de tør icke heller være hanem im.od, saa at hånd icke skal dræbe dem straxt med sin troldom og besynderlige nu hånd er virkelig i troldmes/5en, thi nu er hånd alier krafftigste i sin dont, og alt mens hånd saa Joiger og Runer saa sider hånd ved fyr- stedet, og vender alt Rygen til Ilden, og bancker og slaar med øxen, i sit knæ, og Joiger og Runer, men til forn før End at hånd fanger ret for alvor an med trold mes/5en, Joigen og Runen, saa skal hånd giøre En stoer kiedel fuld af ludt, det er aske og vand til sammen koget, som tvetersker bruger til at tvete og vadske linklæder med, eller og en Kiedel fuld &.[ Riipliimzias, det er gruge eller grumsen af tran, med sloe, fisketarmer og hoveder, og vand tilsammen, blandet og kaaget og den ludt eller RupUimdas skal hånd dricke een kicx/3e^) eller ø/5e fuld med hvert i det hånd saa Joiger og Runer, ind til den store kiedel bliver gandske tom og de andre som Joige med skal og saa dricke med og af denne slags dricke, der skal og sættis frem og færdigt En bolle, bytte eller spand med ly/5e og tran i som hånd og skal dricke af med hvert, med den ø/5e som der i er lagt til rede, og det skal hånd smørge sin hals med, inden i saa den skal være di/5 lættere og glattere, og falde hannem di/9 lættere at siunge, Runne og Joige, Naar hånd saa har Joiget En stund og drucket noget af den lud og Rtq)- liimzias, og det lyj^e og tran, saa begynder hånd at slaa imod sin pande, hovedt, og brødst, med øx hammeren, af den øxe somi hånd haver i haanden, og dricker med hvert, og paa det siste, saa huger hånd med bare øx kiefften, med begge hænderne imod sin pande, hovedt og imod sit brødst, og har sledt ingen skade der af, saa haar er hånd da bleven, og saa igienem gaaen med troldom og igiennem drucket og igiennem Dieveledt at staal og Jærn Ild og 1) lappisk (/akse, øse. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 45 vand, kand Da icke giøre hannem skade meere, saa begynder hånd og, at ø;?e gloende kuld, Ild og aske af gruven med sine bare hænder, og kaster den om kring gammen eller hu/5et, saa hånd maatte brænde op baade husedt — folcket og klæderne, men hånd har dog ingen skade der af, saa dricker hånd da skart(!), ludt, Rupliimzias og ly/5e, tran, der efTter saa træcker hånd klæderne af sig og sætter sig saa gandske nøgen og blodt ned i gruven og op i Ilden og gloddoungen, og sider lenge saaledis og Joiger og Runner og øs/5er Ilden, gløerne, og asken med begge sine hænder paa begge sider baade over sig self, og over klæderne og folcket i husedt, og Ilden giør hanem dog ingen skade, og det giør hånd for at stadfæste sin lærdom med, og at vi/5e dem hvor krafftig den konst er, at den bevarer baade i fra staall og Jærn, i fra Ild og vand og i fra alt ondt, saa dricker hånd den gandske store kiedel med ludt eller Riqoliimzias ud saa og det foromtalte lyy^e, og paa det siste slaar hånd ud af kiedelen det tycke paa bodnen naar det bliver alt, i ø/5en eller koxen og dricker det ogsaa ud, saa kaster hånd sig siden hen til døren og sædter hovet under den underste diare stock, og falder i en Dualle eller besvimmel/3e, lige som hånd var gandske død, NaarNoiden er da saa død eller falden i en Dvale, saa skal Een qvindis Person træde i hans sted og Joige og Runne ind til at hånd opvaagner igien, som skal være lært der til, af hannem eller andre Noider, og helst skal det være en ugifft som er Een pige om den er saa nær og kand findis, thi hun skal med sin konst op leede hannem hvor hånd er bleven af, ellers døer hånd under den dualle om hun finder hannem icke, og Naar Noiden saaledis giør, at hånd Runner sig i Dvalen, kaidis det paa findsk Die Ziammelli ^), og dette ord betyder saaledis som hånd skulle ducke under, lige som under vand, eller under Jorden, og som ned under til helvede, eller hånd ducker under konsten, for at hente viisdom, og at faa svar om det som hånd agter at Erfare, og at faa vide hvorledis det er fatt med det som hånd vill vide, og det som hånd Joiger og Runner om, at hente der paa beskiend, og den qvinde som da er træd i hans sted, saa skal hun Joige og Runne saa lenge at hånd op vogner igien, og hun skal ^) lappisk: de tsjangali (av Isjangal, smyge, (kolalappisk) dukke under). 46 J . QVIGSTAD. [1910 Isede effter hannem med sin konst i hvor hånd foer hen, indtil at hun finder hannem, og naar hun da har fundet hannem, saa fører hun hannem til bage igien og saa vaagner hånd op igien, de sige self at de finder hannem under tiden i bierge huller langt borte i marcken. Ja og somme tider i Helvede og under Jorden, saa og i vandene, og der som hun er icko forstandig nock, eller icke vel lært, som skal leede effter Noiden, og hun icke med sin konst kand finde hannem, og føre ham tii bage igien, saa doer hånd viserlig med det samme og aldrig op vogner meere igien, eller og om En anden Noid er vred paa hannem den samme som ducker under, eller har hafft eller har strid tilsammen, med konsten, og de vill vide hvem som skal være En andens mæstere og over mand i deiis konsters strid, saa pay9er den anden paa i det samme, som hånd ducker under, og stopper vejen til for hannem og formeener hannem at komme til bage igien, og naar det saa er Da døer Noiden ogsaa og aldrig op vaagner meere, Det er mange af Noiderne som saaledis døer i den Zammelli eller ducke færd, i deris troldmes/5e, — Niels Rendi, og Hendrick Jonsson eller Joncka finner døde ogsaa i den samme ducke færd, naar den qvinde nu som leeder effter Noiden, har fundet hannem og ført hannem hidt igien og op vagt ham af sin Dvalle og hånd er op vagt og lever nu igien, saa begynder hånd straxt self at Rune og Joige igien, og da giør hånd En oration, tacksigel/5e mes/5e og sang til den qvinde som har op vagt hannem, og op leedt og ført hannem hidt igien til bage i denne verden, og da siunger og Joiger hånd det aller lædt færdigste og Utugtigste som være kand, og det skal være Een ære for hende som har arbeidet for hannem og op vagt ham igien, som haade Noide-gache og snola-gadse^) og de andre smaa Dievele har lært hannem, og det er saa vederstygeligt at høre paa, at En hund skulde icke vilde høre der paa om hånd for stod det, for uden meget andet som ieg gieder icke Nefne, saa siger hånd og Joiger og Runner til hende, som har opvagt hannem, at hånd self bør nu at ky/3e hende baade for og bag, for hendis store vel- giæringer som hun nu har giort imod hannem, og for hendis store konst og visdom, og hun skal nu have og bruge mands lem effter 1) lappisk snoalla-gaddne, av anoalla, utugtig tale. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 47 sin villie og som hun behager, og hun skal nu bruge den til kiøre vad siger hånd, og til drage baand, og drage den over sine axeler og skuldre som en prydel/Se, og hun skal have den til hammel baand og Jocka baand ^), og om sin hals som En kiæde, og over sine skuldre som en smycke og prydel/ie, og binde den om kring sit lif som Et bilte, og naar det er saa klart med troldme/3en, saa siger hånd, hvad hånd saag og hørte den tid hånd laag i sin Dievele Dvalle, og hvor hånd var den tid hånd var borte, og nu fick hånd megen viisdom siger hånd, og hånd saag og hørre meget som tienner til visdom denne gang, di/5e,bemeltc Dievele, og konst er finnerne arveligen til falden, effter deris forfædre, som haver soret sig under Dievelen med deris afkomme og effterkommere, saa at naar nogen døer eller Dievelen tager bort som sagt er da maa hans slegt som igien lever Endelig anname baade di/5e Dievele Noicle-gadze og troldkonsten thi de ere baade baaren og født der til, at anname den arf, som deris slegt effter lod sig, eller og om Noide-gaclze self bøden aabenbarer sig og kommer frem, saa maa finnerne Endelige anname baade dem og konsten thi det er deris gamle arf odel og Biedom, og om de icke vild, saa dræber di/^e Dievele dem og ynckeligen af liver dem. Om Runnebommen som Noide-gaclze befalder Noiden at giøre og bruge som talis om hvo riedis den er giort. Den Runnebomme som Noiden har, den skal først være giort og ud graven af En RlrkuUe, som Een stor aflang eller langagtig skaall eller fadt, og træet skal være voxen paa Een underlig viis, og paa Een særdelis sted, Ved Een Elve før/5 eller i Een dyb dall, opvoxen for sig self, og icke andet træ der nær hos, og der skal være skind paa hende paa den Ene side som paa Een tromme, men under er hun Rund som Een skaall med to langagtige huld paa, og det er hånd taget som de holder i med den vengstre haand naar de slaar paa hende, og der skal være malledt paa det skin alle slags Diurs og fiskers beilleder og figurer, de har og malledt Gud og Engler paa det skin. Ja og Dievelens beillede paa den 1) lappisk jtiJcJw-lavdsje, skindhempe i forenden paa en lappeslæde. 48 J . QVIGSTAD . [1910 Runebomme, og hun skal være prydet, med mes;5ing kiæder og Ringer alt om kring og anden udhugen og Krusierit mesing som skal give skrald og klang naar de slaar paa Runebommen, og der foruden skal de og have Et løst stycke mes/3ing eller og af kaaber, som er kosteligt udhugen, og stafæret, der næst skal de have ham- rer giort af haarn, som de skal slaa paa Runebommen med naar de vild Runne, og naar de icke bruger den saa sticker de ind, igienem de to lange huller under Runne bommen som er sagt tilforn baade det lø/5e stycke mesing og haarne Hamrerne, ind i Runne bommen til at forvare, Naar de da skal bruge Rune bommen til at Rune og Joige og trolde med Og slaa paa hende saa tager de ud det lø/?e stycke mes/?ing eller Kaaber som der til er giort og deris haarne hamrer, saa legger de først det lø/?e stycke mesing paa Rune bommen som er paa det deiligste ud hugen og bancker saa med de haarne hamrer paa Rune bommen, paa det skin som er paa hende, som paa Een Tromme saa gaar det ]ø/3e stycke mes/^ing omkring hidt og didt af hamer slagene, naar de bancker paa skindet, saa skal de give vel agt paa hvor det fløtter sig, og paa hvad beillede det lø/3e stycke mesing bliver staaende, og der af mercke hvad den spaaer, og der som det lø/i?e slycke mes/'^ing gaar med solen saa betyder det godt, men gaar det imod solen, saa betyder det icke godt, Naar de nu saa slaar paa bommen som sagt er, saa legger de og saa øret ned til Runnebommen og lyder paa hvad Dievelen taller der inde, og saa faar de svar paa hvad de spørger om og hvad de begiærer at vide hvilcket Dievelen er strax færdige til at give dem andsvard. Og naar som Noide-gadze, har nu lært Noiden og deris Discipel, alle ting, og giort hannern viis nock, og givet hannem undrettning og forstand i hans konst og lærdom, baade beskicket, befalledt, og ordinerit som det skal være i alt saa hånd ved nu alle ting, hvorledis hånd skal skicke sig i alle forrettninger, Noide horomus og Jockomus, saa befaller Noide-gadze Noiden og lærer hannem hvorledis hånd skal giøre een besynderlig og Een særdelis mad, som kaidis Eiipmalle og Noide bourromus, saa og Een besynderlig og særdelis slags dricke, som kaidis Noide Jocko- mus og Rupliimzias, og den mad skal hånd æde, og den drick skal hånd dricke og j den mad og dricke skal være i blandet trol- No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 49 dom, saa hånd skal æde og dricke sig troldom ind med den samme mad og dricke og det skal bestørcke hannem, saa hånd skal blive baade krafftig, snar og sterck, forstandig, viis og forfaren i Noide- konsten, og naar hånd saa har faaet den mad og dricke i sig, og med det samme ind sluget troldom og troldkonsten i sig, saa bliver hånd og er siden, lige saa god, som de smaa Dievele Noide-gadze ere, siden i troldom og Dievele konster, saa befaller da Noide-gadze paa det siste Noiden og deris Discipel at gaa hen og øve sig i konsten og lære flittelig andre den samme konst som de nu har lært hannem, hvor for hånd skal have sin løn, skadt og værro som den kaidis af alle sine under havende for sin umage, og de som hånd finder flittig at være til at lære Noide-konsten, saa skal hånd og giøre den mad og dricke som før er Nefnet, og give dem at æde og dricke Noide-konsten ind med den samme mad og dricke, at de kand lære snart, og blive krafftig, viis og forfaren, i Noide- konsten, saa at de kand blive gode Noider og mægtig til at lære andre med sin konst, saa og at betalle sine mod stander og mod brydere der med, de ere vel mange Noider, men de er icke lige krafftige i sin konst at for rette alle ting med krafft saa det kand vircke, og de som nu saaledis har annamet baade Noide-gadze i sin tieniste, konsten og lærdommen, saa skilles de aldrig ved hannem siden, men bliver stedze hos hannem ved haanden som andre op pa/5ere Enddog hånd icke altid seer dem, saa er de strax færdige naar hånd kalder paa dem, og ud retter straxt hvad som hånd begiærer baade til det onde og gode, Ja om Noiden ickun tencker ondt om Et menniske som hånd bliver vred paa, saa for retter Noide-gadse det straxt som hånd tencker uden befalning og Noiden kand icke Raa med dem eller styre dem, thi de vil altid have noget at bestille og mest det som ondt er at dræbe og giøre ont ud paa folk og fæ og Kreature, og forderve dem, som ole Peder Nixsøns Noide-gadze giorde, hånd var kun alleniste vred paa sin Datter, for. det hun gifftet sig med den som hånd icke vildet, og hans Noide-gadze som vel viste det, at hånd var vred paa hende var straxt hen og dræbte hans Daatter og aad hende op som det kaidis paa findsk naar Noiden Dræber nogen, ^) som manden self det icke 1) horrat (egl. æte) dræpe ved troldom. En noaidde, som har magt til dette, kaldes bora-noaidde. 4 50 J . QVIGSTAD. [1910 viste, før End at de kom igien og blodet rand af deris kieffte, og forkyndte hannem at det var nu giort som hånd tenckede, hvilcket hånd self beklaget siden, at han icke agtet at dræbbe hende, men hånd kunde icke styre og Raa med Noide-gadze, de giorde, det han- nem uvidendes sagde han, og de som har saadanne tienere og opvag- tere, saa kan mand merke dem af mesten deellen paa dette naar de icke ved det, at mand vil mercke dem af, som er at, før Eend de begyn- der at æde, saa tager de tre better af maden og kaster paa tre steder som dis/5e smaa gadze skal have, først kaster de bag over skulderen eller paa begge sider ad sig, og den tredie frem for sig, De kommer icke heller til alle paa Een for sagt tid Noide-gadze, men de kom- mer til Een deel i deris unge aar og helst de som skal blive me- ster over mester, og til En part i deris midalders tid, og til somme naar de er kommet noget til alder, og de som bier lenge effter dem, vild gierne at de skulle komme frem til dem, som finnerne self har sagt, at mange vill heller en giærne at Noide-gadze skal komme til dem og lære dem Noide konsten at de skal blive viis, forfaren og konstrig, saa at alle skal frygte for dem, som de ge- menligste giøre for alle Noider finnerne, thi hånd haver deris lif helbrede og ald anden velfærdt i sin haand, om hånd bliver vred, disligeste at hånd kand forskaffe sig self lycke, og icke leie andre der til men heller self tage leie hos andre, men de kommer dog icke Noide-gadze, saa hastigt som hånd vild, og saadanne pleier self at mane og kalde Noide-gadze, frem til dem, som figer og traaer effter dem, men dog pleier de giærneste at leie Noiderne til at mane og kalde Noide-gadze frem til sig som kand best og ved best hvor det skal være og foreholdis men de siger og at der skal dog være nogle af finnerne nu i de siste tider, og siden som guds oi-d kom iblant dem, og nogle er bleven op lyst af finnerne for- medelst guds ord, som icke vild anname Noide-gadze lærdomen og Noidekonsten, nasir Noide-gadze kommer og aabenbarer sig for dem, og til biuder sig at de vil lære hannem, Noidekonsten, for sledt intet, men hånd siger Nei der til, de som saa giør og nægter det gode til biud og bud, dem pinner og plager Noide-gadze, med siugdomme og ald anden Jammerlige plage, ind til at de maa antage baade dem lærdommen og Noidekonsten, Noide-gadzerne kommer No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 51 icke paa Een viis eller for sagt tid som før er sagt, til finnerne, men til Een part i ungdomen, eller og ved midalders tid eller naar de er kommet noget til alder, de aabenbarer sig icke alleniste for finnelapperne naar de vill komme, om natten, i skog og mark og i Ene-Rom, men og saa høy lys dag, morgen og afften, og kom- mer og i hu/5ene til dem som de vill lære Noide-konsten iblandt folckene, saa mangfoldige som sand, men ingen ser dem eller hører at de taller uden alleniste den som de holder sig til, naar de da har til biudet hannem sin tieniste, og at lære hannem Noidekonsten, og hånd da nægter det gode til biud, at de vill lære hannem saa- dan Een god konst for sledt intet som de self siger, saa bliver det menniske straxt siug, og har icke Roe eller li/^e, nat eller dag for dem, eller deris plager ind til at de tar livet af hannem, der som hånd icke vild love, at han vil anname deris lærdom og konst, og det samme menniske bliver lige som hånd var gaell og af sindig, og mister sin forstand, saa deris plager ere U-tallige, de fortæller self finnerne at for uden ald anden plage saa sticker Noide-gadzerne dem med stegge pinder, som finnerne bruger, og vild og saa sticke og Rive deris øyen ud, de som saaledis er plaget af Noide-gadze, de taller og larmer med de Noide-gadzer Nat og dag, men ingen anden kand forstaa eller hører hvad de siger og taller, uden den mand allene som Noide-gadzerne holder sig til, og saaledis maa hånd holde ved sengen, mest altid uden naar hånd Ra/3er, og være under deris Tyranni; alt ind til at hånd er død, naar hånd icke vill antage lærdomen og konsten, thi det er deris arf odel og Eiedom, for slegten skyld og af komme, og som baade de, og deris forfædre har soret Dievelen m.ed deris af komme, men lover de at ville annamme Noide-gadzerne, lærdommen og Noide- Konsten saa bliver de straxt friske sunde og karske, nogle faa er og ellers som icke døer naåv Noide-gadzerne saaledis plager dem, og naar Noide-gadze, har saa plaget dem Et aar om kring, og de icke har død inden den tid og icke heller, vild de love at tage ved lærdommen, saa forlader Noide-gadze dem, og saa bliver de fri for dem denne gang, og bliver sunde igien, ind til En anden tid at de kommer igien, men de som lover og giver sin Ja der til som 52 J- Q VIGSTAD. [1910 før er sagt, at anname lærdommen, naar Noide-gadze begynder at plage dem, de bliver straxt frisk igien paa samme timme. Om Nickus bu;5 og hans strid med Noide-gadlz^erne. Finnerne har self fortald mig at det var En mand af deris folck, for Een Rom tid siden, han hedte Nickus buy3, at Noide- gadze kom og til hannem Een gang, og bød sig til at de vill lære hannem Noide-konsten men hånd sagde nej at hånd vild icke lære Noidekonsten, det er Et stort hovetbrudt med at være En Noid, sagde hånd, og Et besværd og megen U-mage med at fare altid om kring bøygderne og lære folkene, de spurde, hvad u-mage er det, for hånd icke tidobelt af alle mand for sin u-mage, og der for uden kand hånd hielpe sig og sine, og deris Kreature i siug- domme u-lycke og andre til fælde og befri sig self og sine Krea- ture, i fra fare og onde folck, som kunde hafde voldet hannem den u-lyke, og for skaffe sig self lyke til skytteri og fiskeri, og icke leie andre der til : hånd sagde dog allige vel nei, at hånd icke vild lære Noide-konsten, Da sagde Noide gadze, naar hånd for agter lærdommen, og icke vild samtycke deris gode til biud, at de vill lære hannem saadan Een Herlige konst for sledt intet, da skal de pinne og plage hannem ind til hans død, hånd sagde det maatte icke hielpe hånd vild give sig Gud i vold, saa blef den mand straxt siug og laag haardelig til sengs, og pintis svarlig af deris plager, der hånd da hafde ligget siug nogen stund, saa kom fin- nernis offerafgud for hannem i drømme, og straffet hannem og sagde at hånd hafde giort meget ilde, i det at hånd vild icke an- tage den gode konst og sagde Noide-gadze imod som ere guds Engle, og nu kommer hånd til at døe i sin beste alder, sagde hånd, for hans u-forstandigheds skyld, at hånd icke kand skiøne paa det som godt er, men vild hånd nu tage Et menniske og offre til den og den af gud og offer sted som nu taller med hannem, saa skal hånd blive straxt god, og icke døe, naar hånd og lover at hånd vild anname ogsaa Noide-konsten, og lærdommen, men gier hånd det icke saa skal hånd viisserlig døe, siden kom denne mands slegt og talte med ham og Jamret sig for at hånd var saa siug, og bad hannem for guds skyld, at hånd icke skulle No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 53 sige Noide-gadze imod, men anname Noide-konsten godvillig, det er godt baade for hannem og dem sagde de at hånd bliver En god Noid, og om hånd icke giør det som de Raader hannem til, saa døer hånd uden nogen mod sigel/^e og tuil, og sagde End ydermere, gied at de viste nogen Raad eller middell til at hånd kunde blive god, saa vilde de det giærne giøre det, om det kostet aldrig saa meget, og spurde om hånd viste icke self nogen god Raad, hvorledis hånd kunde blive god thi den offer af gud hafde og siden værit i drøme for dem og sagt, at den mand ved self, hvorledis at hånd kand blive god om hånd vild, og derfore spurde de saa flittigt effter om hånd viste icke self nogen gode Raad, og sagde at det er dem sagt i drøme, af deris offer af gud, at hånd viste self Raad til at blive god om hånd vild, hånd sagde Ja, at hånd veed det vel hvorledis at hånd kand blive god, men hånd vil icke giøre det, og icke heller vild hånd at de skal giøre det og icke heller sige dem det Een gang, paa det at de icke skal giøre det naar de ved det, hånd vild heller døe i guds nafn, End at hånd, eller de skulle giøre saadant, Der de hørde at hånd viste det vist. Da slap de hannem sledt intet før End at hånd maatte sige dem det. Da sagde hånd der som hånd vill nu tage Et menniske og offre til den af gud som hannem er aabenbaret i drøme, saa bliver hånd god, men hånd vild icke sagde hånd, de andre var straxt færdige til at vild giøre det som sagt var, men hånd for bød dem strængelig at de skulle icke giøre det, det er bedre at hånd heller døer i guds nafn End at giøre saadant onde, og om de giør det, imod hans villie, bud, og befalning, saa skal hånd self straffe dem, naar hånd kommer op igien eller og sige ofTrigheden det, hvad de har giort, og om hånd forstaar at hånd skal Endelige døe saa skal hånd, dog befalle sine børn før at sige oftYigheden det, sagde hånd og saa blef det icke giort, siden der manden hafde liget Et aar omkring, siug, saa blef han god igien, og Noide-gadze forlod hannem, og icke pinnte hannem mere der de saag at de vandt icke noget med hannem, og saa hialp gud self hannem siden for hans standhafftige troe, lige som hånd hialp den trofaste Job, og dette er skeedt i Waranger. 54 J- Q VIGSTAD. [1910 om Ole Iverssøn i Waranger som Noide-gadze kom og til Een gang, og bød sig til at lære han nem Noide-konsten. Peder Olsson i Waranger haver self fortald mig, at Ole Iverssøn hans fader, som var Povel Iverssøns broder, hvorledis at Noide- gadzerne kom ogsaa Een gang til hans fader, ole Iverssøn og bød sig til at de vild lære hannem Noide-konsten, som er hannem arfvelig til falden, effter hans forfædre, som ere døde, men hånd sagde nej, at hånd vil icke lære den konst om End skiønt, at hans for fædre har hafft og kundet den, thi hånd ved at den konst er icke god, som hånd self kand see i sin bog thi hånd kunde og saa læ;5e i bog De bad hannem kaste den bog paa Ilden, og spurde om den bog var bedre End, den gode konst som de vil lære hannem som bevarer baade i fra døden at de kand leve lenge, i fra siugdomme u lycke og alt ondt, og skaffer lycke til skytteri og fiskeri, og næring og biering forskaffer, og nu skal de pinne og plage hannem til døde, og bad hannem saa see hvad den bog kand hielpe ham, og der som hånd icke tager ved Noide-konsten som de vill nu lære hannem og kaster den bog veck saa skal hånd vide, at, hånd skal døe, saa blef hånd straxt siug og laag haardelig til sengs og Raset med hvert. Et ganske aar om kring, saa forlod Noidegadze hannem der de saag at de vandt icke noget med hanem, og siden blef hånd god og frisk og lefde En lang stund siden. Om Mathias Melcherssøn i varanger som Noide- gadzerne kom og saa til og vilde lære hannem Noide- konsten og dræbte han nem dog paa det siste. Det var En mand i Waranger som hedte Mathias Melcherssøn og var gifft, og kunde ogsaa i bog, saa kom Noide-gadzerne til hannem 1704 og bød sig til at de vil lære hannem Noide-konsten som er hans arf effter hans slegt som er døde, thi hånd er født og baaren der til, at annamme den konst, men hånd sagde nei at hånd vild icke lære den, om hånd var Eend skiønt ti ganger født og baaren dertil, og der til med har hånd Et svagt hovet som icke kand taalle eller bære, saa megen konst, og besværd, hånd kand nu først i bog, og der for kand hånd icke love at tage ved No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 55 Noide-konsten thi hans hovet kand icke taalle eller bære tuende slags konster, saa bad de hannem kund tro paa hans bog, og døe og see hvad den kand hielpe hannem, thi de skal nu pinne og plage hannem til døde, for hånd vild icke annamme den gode konst, som hans forfædre har hafft, og hiulpet baade sig og sine med i fra siugdomme U-lycke og ald andre slemme tilfælde, og for skaffet sig baade lycke og næring med og lefde lenge, saa blef den mand straxt siug, og Noide-gadzerne pinte og plaget hannem med adskillige og u-tallige plager, ind til at hånd døde af samme siugdomme. om OleOlssøn i laxefiorden End dræng hvilken ogsaa Noide-gadzerne pinte og plaget mange ganger. 1709 var der Een dræng f laxefiorden, hedte Ole Olssøn hen ved Een 20 aar gJ: og var føedt i laxefiorden af Een fornæmme og arig trold slegt, som var saa krafftig i deris konst at de kunde gaa paa vandet og siøen lige som paa den tøre Jord, og laxefiord finnerne, har self fortald at deris forfædre var saa konstig at naar iolckene var ud roen til at fiske, saa tog de sig Et par bytter eller spande, og gick ud til dem som Roen vare, og begiærte sig koge fisk hos dem og gick i fra den ene baad og til den anden og folckene torde icke andet End give dem, men om nogle gaf dem icke koggefisk, saa gick de ifra dem, og dereffter straxt saa blef deris angel fast i bodnen som de meente og deris haand snøre gick straxt af og rand Ned i siøen, saa ma[a]tte de roe hiem effterdi at de hafde icke haand snøre mere, og der de komme hiem, da hengte deris haand snøre med Jærn steen og angel paa væggen, siden lærte de at give dem koggefisk godvillig. Saa hendet det sig paa den tid som sagt er, at Noide-gadse aabenbarede sig, og kom fil den forbemelte Ole Olssøn og bød sig til at de vil lære ham Noidekonsten, thi hånd er fød og baaren der til, og hånd bør at antage den konst, som, hans forfædre og slegt effter lod sig, thi den er hannem arveligen til falden, fordi at de vare saadanne konstrige folck og gode Noider, at de kunde forrette forunderlige ting med sin konst, og kunde hielpe baade sig '^elf og andre i fra døden, siugdomme, u lycke og andre skadelige 56 J . QVIGSTAI). [1910 til fælde og lefde lenge og for tiente meget dermed, hvor af de bleve rige, baade af den gode lycke og af for tiennisten, og de vill giøre hannem til saadan en god Noid, som hans forfædre haver værit, saa hånd baade kand hielpe sig self og andre dermed og fortienne der med, men drængen sagde nei at hånd vil icke lære Noide-konsten thi hånd hafde hørdt, sagde hånd, at enddeell af hans forfædre vare levendis bort tagne paa det siste, fordi at de vare Noider og brugede den Noide konst: Noide-gadzerne sagde, er det Ilde at gud tog dem self, og førte dem hiem med sig, thi den konst er af gud, der fore tager gud dem self bort, dog icke bort, men fører dem hiem, med sig, som er hans beste tienere og trofasteste venner, og begynte at true hannem og sagde, at hånd bør og skal træde i sine forfædris fodspord, og de loffte at de skulle pinne og plage hannem til døde og tage hannem bort aldelis, og gandske, om hånd vild icke anname den konst som hans for- fædre har hafft, men drængen vilde dog icke saa blef hånd først siug og siden blef hånd gael og af sindig og lige som besædt, og hånd vilde dræbe alle de mennisker, som hånd saag, og vilde løbe til skougs, og de kunde icke være god for at binde hannem, thi det holt hannem hvercken baand eller toug, saa de viste sig ingen Raad, hvorledis de skulle bære sig ad med hannem. paa de samme tider, var og kommen End find i fra Norlan- dene, og var i lange fiorden i Thanen, hvilcken som og var en mægtig og yperlige Noid og hafde sine instrumenter med sig, som hører til Noidekonsten baade Runebommer og andet meere, saa begiærte de, at denne Noid, skulle hielpe drængen med sin konst for betalling som hånd og giorde, saa and fanget han med trold- mes/5en, Joiget, Runet og slog paa sine Runnebommer, ind til at drængen blef god og færdige, saa maatte de skaffe hannem Een fædt gield Zimle til offer, og den offret hånd paa den maade som før er sagt, der nu drængen var bleven god, saa skulle Noiden have sin betalling som hannem var lofft, og hånd maatte ogsaa faa effter sin begiering, saa som : 2 : 3 : Kryds daller, og Een : 3 : 4: slagte Reiner, siden foer den Noid til Nordlandene igien, saa blef drængen frisk og fri for Noide-gadzerne siden Et aar omkring, som hånd viste icke af dem eller viste sig nogen fare meere for 1^0. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE MYTHOLOGI. 57 dem, saa kom Noide-gadzerne til drængen igien, og bad hannem at hånd skulle annamme Noide konsten med Een god villie, thi det bør hannem at være Noid lige som hans forfædre hvilcken som vare alle gode Noider, men drængen sagde Endda nei, at hånd vill icke lære Noide-konsten, for den besværd, og fare, der er hos. Da loffte Noide-gaclzerne at de skulle pine og plage hannem ynckelig og gruvelig, ind til at de skulle dog tage hans lif paa paa det siste, naar hånd vild End nu icke annamme Noide-konsten, saa blef drængen atter siug, gal og af sindige igien, saa de maatte holde vagt paa hannem baade nat og dag, hånd vilde dræbe folk og løbe til skougen, og om de bandt hannem saa sled hånd sig straxt løs igien, saa de viste sig ingen Raad for hannem meere, thi den Noid som til forn hafde hiulpet hannem var og bort Reist, I det første som Noide-gadzerne aabenbarede sig for hannem, saa var de deilige og klæde i finne klæder, men siden som hånd blef siug og gall, for at hånd vilde icke anname Noide-konsten, saa var de Dievele altid hos hannem Nat og dag morgen og afften, i adskillige Diurs og besters lignel>Ie, for at forfærde hannem, saa som i fiskers ligne]/5er, i ulve og biørns i otters, Reffs, i Rein og Kuv, i faars og gieders, vædre, bucker og hunds ligne]/5e, de lode som de vilde dræbe og æde hannem op, og tage hannem bort, og hånd bekiente self at Dievelen hafde lenge siden taget hannem bort, men Dievelen sagde sig, at icke kunde tage hannem bort, for den skyld at drængen var døbt i den hellig trefoldigheds nafn, og der fore kunde hånd icke tage hannem bort sagde hånd, der hans slegt og søster i laxe fiorden var nu saa beklemt med denne dræng og viste icke Raad eller midel til at hielpe hannem meere, og icke heller kunde nogen formaa at hielpe hannem meere med sin konst, thi Dievelen vilde icke meere lyde sine Noider og vige for dem, de lod og sagde de nogle gange deris sogne Præste bede for hannem i Kircken, men det hi.-ilp drængen intet, aarsagen var dette at de sætte ingen tro der paa, at det skulle hielpe hannem, og de icke heller sagde Præsten hvordan hans siugdom var, og icke heller aarsagen til hans siugdom, og der for hialp det hannem icke. Og der de hafde hørt at der gick megen 58 J. QVI GSTAD. [1910 sang af Prousten i Wadsøen Hr Ludvig Christian Paus ^), at hånd hafde Een Iffrig aand, og gode gaver til at handle med saadant, og var baade godvillig og kunde med guds ord og aand bort drive sligt Dievelens spøgeri og Dieveleskab og lapperi, saa førde de drængen først til Thanen til hans anden søster som var gifft i Thanen med Thomas Nielssøn at de skulle ogsaa tage vare paa drængen Een stund og see hvor de kunde faa hannem til Wadsøen til Prousten, thi det var for dem nærmere og 1710, om Julie tider Da førde de Drængen til Wadsøen og bad Prousten, at hånd vilide hielpe drængen med sin bøn til gud, og sagde at hånd er siug men dog sagde de icke fuldkommelig aarsagen til hans siugdom, og der for blef hånd icke fuldkommeligen hiulpen dog blef hånd noget bedre, siden kom ieg ogsaa til deris bye og fick høre det altsammen og at de icke hafde sagt Præsten aarsagen til hans siugdom, sagde ieg at de giorde Ilde i det at de icke sagde Præ- sten aarsagen til hans siugdom og hvordan hans siugdom er og der for kand drængen icke blive hiulpen, hvor kand hånd blive god naar i vild icke sige læggen hvordan hans siugdom er, og aarsagen til hans siugdom sagde ieg. Da forfalde de mig alt sammen baade aarsagen begyndel/3en og Eenden og bad mig at ieg skulle sige det til Prousten og fortælle hannem det altsammen, hvilket ieg ogsaa giorde, de sagde sig icke at kunde saa meget Nordsk at de self kunde fortælle det alt sammen, og siden som Prousten fick vide det, saa viste hånd bedre at lauve sine bønner der effter, og siden blef drengen hiulpen, og blef bedre, men dog følget det hannem Een lang stund siden, men saa tit som Noide- gadserne siden kom til drængen, saa siuntes det for drengens øgen, at Præsten kom ogsaa straxt effter og kiørede dem bort i fra hannem, saa at den ene fløy hid, den anden dit, hvilket intet an- det var End guds ords krafft som saaledis siuntis for hannem og teede sig, hånd spurde ogsaa i sit ra/5eri hvem har ud sætt den Præst paa hannem, at hånd icke kand nyde fred for den Præst, thi hånd 1) Ludvig Christian Paus, født ca. 1678, blev i 1707 sogneprest til Vardø efter faderen Ludvig Christenssøn Paus (se s. 20) og i 1740 sogneprest i Eidsberg. Han bodde paa Vadsø. No. 4] KILDESKRIFTER TIL DEN LAPPISKE ^lYTHOLOGI. 59 forstyrer ald hans Noide-gadzer sagde drengen, men paa det siste blef dog drengen aldelis fri for Noide-gadzerne, og saa blef hånd gandske frisk og sund igien, saa hånd aldrig fornam meere til Noide-gadzerne, 1712 fandt ieg den samme dræng i Laxefiorden igien og talte med hannem og læste for hannem, og saa, og da var hånd gandske frisk og sund igien ligesom Et andet menniske, og siden har ieg altid fundet hannem hvert aar, og hånd er ved sin fulde fornufft og fyrighed lige som tilforn. Om Hans Mortenssøn i Thanen, som Noide-gadzerne kom og til. Peder Nielssøn i Thanen som er Niels Mickelssøns Elste søn har Een stiff søn som hedder Hans Mortenssøn Et barn paa 14 aar gi.: som Noide-gadzerne kom og til, men Prousten Hr. Ludvig Christian Paus i Vadsøen hialp hannem der i fra med guds ords krafft. som er først at den lile dræng og Peder Nielssøns tieniste dræng vogtet Reiner om natten 1712 om Høsten, der Natten var meget mørck, saa gick de paa hver sin sted at vogte Reinen drængen og barnet der nu den lile dræng var alene uden en hund eller to var med hannem, da hørde hånd først at det skræg nær hos hannem nogle gange som Een Rybe fugel, men dette agtet hånd icke, paa det siste begynte det at skrige paa adskillige maader og med mange slags stemmer, og kom nærmere til hannem og hunden beg^^nte at giø og stride der imod, i det samme kom der saa mangfoldige af de smaa Dievele Noide-gadzerne omkring hannem og siuntis som smaa mennisker for hannem, og bød sig straxt til at hånd skulle tage dem i sin tieneste de vild lære hannem Noide4\Onsten, thi de ere hans arff. Odel og Eiedom, saa de ere hannem til faldne effter hans fader og andre af hans slegt som ere døde, thi de have til forn tient hans forfædre, slegt, og hans fader, og der for bør det hannem nu at tage dem i tienisten, og anname Noide4